Germanernes Lærling - 04

Total number of words is 4865
Total number of unique words is 1682
41.5 of words are in the 2000 most common words
55.6 of words are in the 5000 most common words
62.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle
Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte
Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men
yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt
med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk
ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat ... Det faldt
ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt
af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede.
Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa
hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og
pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve
igen paa samme Sted som hun.
Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde
lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det.
Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? ...
Han kunde jo dog prøve ... Rigtignok var Udsigten bedre, naar han
ventede ... Men èn Fugl i Haanden -- man vèd hvad man har o. s.
v.... og desuden --
Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per
Andersen med et inden i til Kristine.
Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine
som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. -- Det
var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde
vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de
vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens
Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke
nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde
sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet
Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de
forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; -- han
røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis
Hoved revnede af Skorpen. -- Men for en ung Mand var det jo da
ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale
om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der
blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været
meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.
Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.
Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en
halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà
lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og
fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den
gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu
skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen
snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.
Saa rejste han.
I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken,
og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra
Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun
anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med
hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En,
-- et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud
til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, -- til en Anden, til Alle, til
ingen Ting ... Han takkede hende: -- det var jo hendes Skyld, at han
var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen
før han rejste. -- Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den
Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham
i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa
maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i
gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at
lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der
deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen,
og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte
Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren
og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. -- Kristine havde
hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets
Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han
forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:
-- Har De Lyst til at se mit Udstyr?
-- Udstyr! ... Skal De giftes?
Kristine blev rød i Hovedet:
-- Ja--a, det skal jeg vel nok -- en Gang ... Hvis da Nogen vil ha'e
mig, tilføjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. -- Men nu
skal De se! vi har været flittige.
Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en
Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener,
skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev
ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han
havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over
Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun
fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes
Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde
gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans
pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.
-- Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind,
paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende
ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i
Lavens grønne og gulige Toner. -- Velkommen tilbage, Hr. Lærer! ...
Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. -- Kom nu her
ind til mig.
Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de
blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik
sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin
fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en
ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. --
--
Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig
elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den
Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have
raadført sig med Gud og sin Samvittighed, -- saa var denne Tvivl
bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes
Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt
han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre
tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der
tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel,
hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«,
og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« -- alt
dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i
denne Pige. --
Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens
Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger
vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over
hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den
grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et
officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte
Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han
kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han
Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.
Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for
de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og
hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes
at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme
med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst
Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo
ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde
Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i
Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra
Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Væsen og en
bestikkende Duft af Københavns Mysterier ... Denne Medbejler
foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det
ham at se hende saa attraaet.
En Søndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth
om et Besøg hos Henriks Forældre Dagen før. Især dvælede hun
beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa
Væggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende
Fjerbusk og dragen Sabel, sprængende frem i Forgrunden paa en
fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden saà en
brændende By.
-- Ja, men at -- Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet,
etter hvad jeg har hørt, bemærkede Per Andersen skeptisk.
-- Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa længe, at han
har været med, tilføjede Moderen.
Hjorth trak stærkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rød i Hovedet.
-- Næ--æ, ... det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans
Moder ... Men--n, at -- li'egodt var det da grumme pænt.
En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sæden for længe siden var
kommen ind, holdt Per Andersen Høstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede
Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de
københavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skørterne fløj om dem og
viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i
pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en
trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham.
Imidlertid, -- alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og
han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste
Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bænken, paa hvilken
Pigerne sad som Høns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede
Næves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende
eller tilladende »Væ's go'!« -- Paa denne Tommelfinger som paa en
Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men
Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte,
hvorfor hun ikke vilde danse med ham. -- ... Det havde hun ikke sagt,
hun ikke vilde.
-- Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?
-- Næ--æ.
-- Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han
Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlængden i èn tvetrinnet
Mazurka-Vending. De blev næsten eneste Par.
Hjorth stod i en Krog og ærgrede sig. Han var ingen Danser af Rang,
og nu var han tydelig nok overfløjet. Hun førtes forbi ham i
stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljesløshed af den stærke
Arm, og han saà hende, blussende rød, med bøjet Hoved og halft
sænkede Øjelaag, næsten daane under det hede Aandedræt, der bevægede
de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. -- --
Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud,
og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen,
og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var
begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa
havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke
graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at
stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen
end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som
Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en
Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde
ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog
ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det
med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det
bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at
hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer;
men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om
Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre
til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres
Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et
langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke
kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig
Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos
Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker
og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Klædningsstykke, hun
aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og
saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel
Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede
en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa
Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vægtskaal sank. -- --
-- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom
havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her,
udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte
Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række
ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende
til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor
den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i
en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de
enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige
Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet
drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nølende. Blandt de Par, der
havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt
de nølende Hjorth.
Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv
Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og
havde besøgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet
Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund
til at afslaa, skønt hverken hun eller Forældrene syntes rigtig om
det. Især mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget
ugudeligt noget, og saadan i Efterhøsten kunde det let slaa sig paa
Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dèr sad jo Hjærtet.
Hjorth havde rejst sig fra sine Bøger, saasnart han saà Toget komme
forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine
var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag
Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at
foregaa.
Paa den lange Bænk op til Længen langsmed Keglebanen havde Selskabet
taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved
Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sædvanlig
begyndt at synge.
Oktobernatten var mild og stille. Gadekæret foran laa tinblankt med
en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede
som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umættelige Mørke,
medens ovenover de yderste Blade paa Hængepilene drejede sig som
Sølvlancetter. Lidt længer borte stod Kirken med Tagets og Taarnets
takkede Gavle massiv mørk mod en disblaa Himmel, hvis Stjærner
tindrede mat gennem et fint Maaneslør; ved dens Fod, paa den høje
Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de
læderblanke Valnøddeblade, som hang ud over Havegærdet, krydrende
Luften med deres æggende Duft, og Karvillerne glødede i en mørk
Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset blødt ned over de mossede
Straatage og sad fast, med en kold grønlig Tone, paa Længernes
Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rødt Lys brød forstyrrende ud
af denne afdæmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige
Landsby.
Det værste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa
hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrømmelse til denne
vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, højdrøvelige Vise om
Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrævede, sløjfede Toner
var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Kærlighed. Nogle unge
Pigeøjne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekæret, hvor den sorte
Stribe syntes at være et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette.
-- Nej hør nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig
gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan
synge fra Leveren.
-- Ja op med en, Henrik!
-- Nej, jeg har jo sunget for.
-- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine.
Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de
gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra
Sangerindeknejperne.
-- Nej nu staar Læreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han
kan synge for udenfor Kirken ogsaa.
-- Ja, dèr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemærkede
Kristine.
-- Lad gaa da; men saa gælder det en Plads midt paa Bænken, sagde
Hjorth, der stod op foran dem, lænende sig til Keglebanens
Kuglerende.
Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede
Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo.
Hjorth valgte en Kærlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som
endte med de beskedne Ord:
Du kan aldrig faa en bedre Mand,
End naar du gifter dig med mig. --
Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor,
trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun
bøjede sig frem og lo.
-- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ...
Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?
-- Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en
anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine,
idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om
hendes Liv.
-- Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik,
bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du
til en Runde bagom Haverne?
-- Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den
ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.
Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige
Sammenkomst begyndte.
Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen,
hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider,
ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de
lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens
Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske
Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og
syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et
Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra
Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt
sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig
en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt
Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige
Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en
eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.
Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om
hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at
tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik
Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn.


IV.

Skolestuen er mørk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af
den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa
Stenene til at græde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens
Længe; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klæder
og med snavset Lugt. Gulvet er tilsølet med hvad der kan klæbe til en
Snes Træsko af det sjappede Snepløre, som siver og pytter sig ud paa
Gruspladsen og den opkørte Landevej.
Iført en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhøjningen bag den
sorte Pult, tæt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at
holde sig usikkert paa de fire tynde Jærnben eller snarere hænge i
det klodsede Rør, der knækker sig frem hen under det gistne, sodede
Gibsloft. Men Ilden er for længe siden gaaet ud, og i den klamme
Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth
knapper den øverste Knap, Børnene puste paa deres røde Fingre, gnide
sig i Hænderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres
smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe
og stampe, indtil han faar et irettesættende Blik.
Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at
svæve -- som en Husgud.
-- Men var der da ikke andet end Øde og Tomhed, Jens Peter?
-- Jou--ou, -- ded svæved over Vandene.
-- Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok
kunne huske.
-- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede
ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe.
Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.«
Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede
Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede,
pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et
ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene
sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: --
»-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag _satte_
-- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre
Stjærner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til
_at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --«
Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod,
hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og
Stjærnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at
komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab
havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet
over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men
han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor
Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille
Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være
saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt
det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og
Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere
som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende
Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede
Maal.
Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere
Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers
enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede
Ord:
-- Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og
det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den
syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og
helligede den syvende Dag.
Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben;
-- derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller
Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som
han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var
ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der
blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: --
»Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,
Und selbst am Ende »Bravo« sagt,
Da musst' es 'was gescheidtes werden.«
Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der
pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det
maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det
nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad.
Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen
var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden.
At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her
kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende
Enfoldighed! -- Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det;
det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen
Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den
overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse
Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud
ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen,
puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. --
Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den
lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og
traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse,
med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den
længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt
Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode
overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et
fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs
lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og
overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en
Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle
Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe
smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge
faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter
hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille
Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge,
medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger.
-- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede
nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe;
medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede
sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig
fast paa den graa Rude.
-- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker
mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.
Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin
venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om
hans Hals og faa et Kys.
-- Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa
... Har du kløt dem noget idag?
-- Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.
-- Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især
Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid.
-- Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med
Pisken.
-- Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg
kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det
var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju --
tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.
Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i
en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans
Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med
sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. --
-- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg
... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en
skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ...
Hvad? ... en bitte Kende?
-- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. --
Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa
Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente
det. Men hun lod ikke til at mærke noget.
-- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede
Tobaksrøgen. -- Lad mig prøve? -- Og hun forsøgte at ryge, idet hun
nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det
morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og
endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun træt af Latter og
Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak
var noget ledt Griseri.
-- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet
hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine
Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa
Hosesokker til dig --
-- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig --
-- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu
ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men,
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Germanernes Lærling - 05
  • Parts
  • Germanernes Lærling - 01
    Total number of words is 4608
    Total number of unique words is 1573
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    60.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 02
    Total number of words is 4926
    Total number of unique words is 1501
    43.1 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    63.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 03
    Total number of words is 4673
    Total number of unique words is 1835
    36.4 of words are in the 2000 most common words
    50.6 of words are in the 5000 most common words
    57.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 04
    Total number of words is 4865
    Total number of unique words is 1682
    41.5 of words are in the 2000 most common words
    55.6 of words are in the 5000 most common words
    62.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 05
    Total number of words is 4837
    Total number of unique words is 1663
    38.9 of words are in the 2000 most common words
    52.3 of words are in the 5000 most common words
    58.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 06
    Total number of words is 4902
    Total number of unique words is 1559
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    56.0 of words are in the 5000 most common words
    62.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 07
    Total number of words is 4669
    Total number of unique words is 1668
    38.9 of words are in the 2000 most common words
    52.9 of words are in the 5000 most common words
    59.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 08
    Total number of words is 4829
    Total number of unique words is 1616
    41.8 of words are in the 2000 most common words
    55.7 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 09
    Total number of words is 4484
    Total number of unique words is 1776
    35.5 of words are in the 2000 most common words
    48.8 of words are in the 5000 most common words
    56.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 10
    Total number of words is 4698
    Total number of unique words is 1638
    41.2 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    61.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 11
    Total number of words is 4703
    Total number of unique words is 1617
    42.2 of words are in the 2000 most common words
    57.5 of words are in the 5000 most common words
    64.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 12
    Total number of words is 4935
    Total number of unique words is 1364
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 13
    Total number of words is 4797
    Total number of unique words is 1542
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    56.8 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 14
    Total number of words is 4724
    Total number of unique words is 1604
    40.3 of words are in the 2000 most common words
    53.5 of words are in the 5000 most common words
    61.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 15
    Total number of words is 4982
    Total number of unique words is 1349
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    62.7 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 16
    Total number of words is 4598
    Total number of unique words is 1649
    40.6 of words are in the 2000 most common words
    55.0 of words are in the 5000 most common words
    62.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 17
    Total number of words is 4839
    Total number of unique words is 1696
    40.0 of words are in the 2000 most common words
    54.1 of words are in the 5000 most common words
    62.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 18
    Total number of words is 4988
    Total number of unique words is 1414
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 19
    Total number of words is 4972
    Total number of unique words is 1538
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 20
    Total number of words is 4970
    Total number of unique words is 1489
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    62.9 of words are in the 5000 most common words
    70.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 21
    Total number of words is 4858
    Total number of unique words is 1488
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Germanernes Lærling - 22
    Total number of words is 278
    Total number of unique words is 175
    64.5 of words are in the 2000 most common words
    73.5 of words are in the 5000 most common words
    79.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.