Germanernes Lærling - 10

læst Ulykkestilfælde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu
granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og
forsøgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind
i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i
Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har
skrevet den Bog? --
Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optræden betydelig nærmere ved
hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra først af havde
været. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bòde som Lærer der
ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatræk, som
allerede den Gang havde stødt ham, og som det nu var ham ubehageligt
at mindes. Men han glædede sig saa og var stolt over, at han havde
kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers
forhærdende Tryk, ind til hendes sande ædlere Natur, der nu mer og
mer syntes ham at gro frem.
Noget var der dog gaaet tabt under denne Væxt: -- den halvt naive,
halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses første Tid havde været en
saa fortryllende Ledsagerske til hendes Væsens viltre Utvungethed.
Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Følge
af et ikke magtet Forsøg paa at være dannet og dadelfri net, den var
for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. -- Han kendte
tre Kristiner: den første forlegne, stillestaaende unge Pige, hende
der snode sit Forklædehjørne, og hvis Samtale gik istaa, hende med
det usikre Smil, der gled bort til Siden; -- den anden, hans
dristige, livsglade Kæreste, med sit lidt grove Koketteri overfor
ham, og med et Stænk af Frækhed; -- endelig den tredje, den
dameagtige Kristine, Præstegaardsfrøkenens Veninde, med det rolige,
passende Væsen, med det dialektfri Bogsprog, der førte Samtaler om
Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i
Studenterforeningen og ved Universitetet. -- Men nu var det
undertiden, som grænsede denne tredje igen op til den første, der
pludselig syntes at fødes med smaa kejtede Bondebevægelser under den
smagfulde, stramt sluttende Købstaddragt, -- et Syn, der gjorde ham
rørt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Kærligheds første
Spiringsdage.
Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine,
utæmmede Udbrud af noget i hendes Væsen, der endnu ikke var udviklet
eller havde Mod til at vise sig hos den første, og som sædvanlig var
omhyggelig tildækket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig,
overmoden, opsummet Naturgrund, der overvældede ham med Kærtegn,
smøgede en kælen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk
Klang af den Latter, som kildes frem.
Og undertiden røbede hun en Tankegang, der stødte ham ved en plump,
idèløs Beregnethed.
En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de
havde talt sammen om hans Mening i Politik, -- det var medens han
endnu var Lærer, -- og hun havde ønsket, at han skulde være Venstre,
fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt
Embede. Han huskede det meget godt.
-- Men vèd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamæn tænkt paa, hvor
underligt saadan noget kan føje sig ... Se, nu er det jo netop godt,
at du er Højremand, for det hører sig jo til din ny Stand.
Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte
hun: --
-- Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver
Venstremand ... Det kunde saamæn ligne dig, Niels, for du skal da
altid have en Tilbøjelighed til at komme paa Kant med det, som -- som
du ikke skulde være paa Kant med.
Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i
hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde,
havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en
langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.
Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles
Overenskomst at tale om religiøse Emner.
I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine
og alene. -- Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille
tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske
Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og
Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske
Naturfilosofi.
-- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede
sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja,
... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid
var vi jo Hegelianere, da var _det_ nu det saliggørende ... Vi
snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes
Negation, -- he! -- og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke
... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, -- det
er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og
hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er
vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr -- som Oxerne ved Bjærget,
-- he! -- og vidste saamæn hverken ud eller ind.
Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han
skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup
eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus:
--
-- Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil
som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.
-- Ja, det har De ogsaa Ret i, -- det gjorde den, og det skønt det
var en falsk Religion, ... J--a, dèr kan man se -- --
Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.
-- Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring
... Saa kom Moses, netop i Ægypten -- --
-- Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.
Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle
Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud,
med andre Tavler. -- --
I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med
Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi
og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde
Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk
var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde,
Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde
føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første
lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til
Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for
Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren
paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i
Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne
Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en
heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos
den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. --
Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage,
rejste han hjem til Sønderjylland.
Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter
Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder
havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.
Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han
slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes
Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han
mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa
det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget
Hjem; -- Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv
Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.
Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens
Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, -- paa den
gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og
hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, -- ved
det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af
Barndomshjemmet, -- kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten
udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte
Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i
Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.
Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde
nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne
kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske
Rigdom den jordiske langt for«, -- saa istemte han »At sige Verden
ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.
Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke
gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af
Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den,
hjemme i Haven -- inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn
Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød
en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en
Himmelstige.
Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers:
--
Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine Kæres Dragt
og sæt dig ved min Side,
og tal med mig som Ven med Ven,
om hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor Kvide.


XVIII.

I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var
bleven Præst ved Holmens Kirke.
Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en
Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var
forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.
Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde
strax komme.
Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget
højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl,
en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning,
der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle,
strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af
regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide
Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys
gennem de lodrette Folder. -- Skæret fra disse Gardiner og fra det
mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden,
mættende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde
Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede
Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af
Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet
Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin
fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med
Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens
store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af
Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra
Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.
Dette Flygel var det eneste nye Møbel; -- ellers kendte han alt i
Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa,
det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved
Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og
Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de
midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde
taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!
Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa
den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog,
hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold,
som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op;
-- det var Bjørnsons »Kongen«.
-- Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme.
-- Det var snilt af Dem at se op til os, -- vi vidste jo ikke, hvor
de bòde.
Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu
det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var
gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde
Haar, der faldt en Smule i det rødlige.
Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun
vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa
Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra
den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i
København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til
hans Forlovede, -- indtil den pludselig med sine lunefulde
Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor
Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at
omgaas. -- Hvordan var han egentlig? -- ikke en lille Smule kedelig
-- saadan pedantisk?
Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet
mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned
over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens
skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne
paa Pulslejet.
Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var
Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var
han jo meget lærd.
Jo, lærd -- det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han
vel ikke lærdere end hendes egen Mand. -- Men det var saadan en
underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler
ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien
... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?
Jo, det interesserede ham, optog ham; -- der vaktes saa mange
Spørgsmaal.
Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at
hun ikke skulde studere Theologi, -- tròde heller ikke, hun turde ...
»Men sligt tør _De_ maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede
paa Bogen.
Jo, han havde læst »Kongen«.
Og syntes om den?
Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden
saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik
tilbage.
-- Nej, nej, Kære! ... nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af
Provstinden. -- Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone
at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham ... Men min
Datter Ellinor kan De blive enig med derom, -- det var vist hende,
der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun
en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, -- ikke Klippe skabt
i hende.
Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere
end Moderen; -- hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men
noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje
og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men
skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. -- Men det kunde jo
være, hun havde Foraarssnue.
Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og
langsomt, uden Moderens Liv.
Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for
Hjorth blev da til Middag.
Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.
Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang
hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer,
hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse,
karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny,
-- medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: -- hvad vilde den
fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige
Drenge.
Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin
Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige
Stand.
-- Det er dog virkelig morsomt, -- naar jeg talte med Dem ovre i Fyn,
jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde
med at gøre ... Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!
Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var
magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem.
Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og
hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun
saà endda yngre ud.
Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.
Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede
en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte
sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig
rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op
til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig
stille hen og vente paa sin Kaffefisk. -- Det var en klar, noget
skarp Sopran.
-- Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?
-- Nej. -- Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.
-- Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa mø' af. -- Hun sang
det første Vers. -- Kender De den virkelig ikke?
-- Fader, her er din Kaffe.
Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det
lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand
Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den
tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.
Men Fruen sang: --
Den som har lengted i tyve år
over de høje fjelle, --
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år --,
hører hvad fuglen synger,
som du saa trøstigt gynger.
-- Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, -- for
De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.
Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et
langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis
Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke
Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, --
Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at
staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt
fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det
lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres
Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa,
efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i
Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner
defilerede ud langs den anden.
Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød
i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde
gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.
-- De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet
omtrent en halv Fjerdingvej, -- De var i sin Tid, husker jeg, en
Æsthetiker -- syslede en Del med Skønliteratur, -- tysk Poesi og
saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? -- Deres
Studier har vel -- for en Del -- opslugt den Interesse?
-- Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.
-- Hm! ... Ja, -- jeg tror, at det var godt, -- godt for os alle, men
især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det
Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig
indskrænket -- eller rettere ophævet.
-- Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og
navnlig denne franske Realisme, -- ja, jeg har rigtig nok ikke selv
læst meget deraf --
-- Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og
Naturalisme og -- man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe --
man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at
være begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er
god, fordi den er ond, -- med ondt skal ondt fordrives; -- jeg tror,
det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det
med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at
en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at
vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre
den søde Gift i Søvne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ...
Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne
Leflen med Skønhed, -- at den kan ikke forenes med et alvorligt
kristeligt Liv.
Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en
Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til
Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede
Mand.
-- De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. --
Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. -- Dèr, udbrød han
saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis
spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa
Bordet, -- dèr ligger min »Skønliteratur«. --
Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag -- Hjorth syntes,
han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en
iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han
ventede paa Toget til Haderslev, -- trøstesløse Timer, som lod hans
Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.
Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. -- »Stumper og Lapper af
Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af
Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for
Dagens Lys af G. J.«; -- »Den troende Landsbypige«; -- »Evangeliet
paa de blaa Bjærge«; -- »Historien om den lamme Frederik«; --
»Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.
Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der
standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:
»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre
deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end
Dyret.«
Han lod Bogen falde ned paa Bunken, -- og kom uvilkaarlig til at
smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der
syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde
kastet Bjørnsons »Kongen«. --


XIX.

En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt
Exemplar af en Kommentar, saà han paa Disken en lille gammeldags Bog
i Læderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og
med grønt Snit. Han tog den op. Det var Lessings »Nathan« --
Originaludgaven -- med det netop sekelgamle Fødselsaar paa
Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var
stormønstret med gammeldags Kammarmorering, var der klæbet et skævt
afklippet Træsnit: »Lessings Denkmal in Braunschweig«.
Han lod Kommentaren ligge, købte »Nathan«, skyndte sig hjem og
begyndte at læse.
Og den burde altid læses saaledes -- paa det graa, bløde og plettede
Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Sværte,
som havde Aarenes hundredfoldige Hænder forgæves søgt at udslette,
hvad der har en Tids evige Stempel.
Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der
kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver
virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere
forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan
indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af --
dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens
Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den
stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret
som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.
Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som
ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over
Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog,
hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim
Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det
attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom
det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; -- først
England finder sit Udtryk i ~the nineteenth century~. Dèr synes det
attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; -- hos
Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af
det attende.
Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og
æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang,
der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok
til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; -- Duften af
Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt
af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder,
af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige
Elegance.
Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet
er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede
er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort
Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler
med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i
forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og
Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd --
Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, -- det vil
sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. -- Derfor
føle alle ægte Theologer -- ikke alle orthodoxe Theologer, men alle
ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende
Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at
Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring
kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og
Sædelighedens Religion«.
Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod
Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare
stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den
blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den
frisk indbundne Wilkes Clavis -- hans ~Vade-mecum~ -- og med den
skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De
flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde
tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med
hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten
af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.
Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing
sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i
deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge
Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion,
han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af
Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og
opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle
-- skete der et Under med ham.
De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem,
bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da
af den fjerde Ring?
Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden,
indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende
Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber,
tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, --
vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt
»Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og
sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa
hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i
Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der
om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om
»den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, -- den
samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; --
thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre,
og den funkler stedse længere og stærkere.
Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den
samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt
Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det
største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for
sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange
Atlaskes-Vest og knappede til over den; -- for han var en klog Mand,