Germanernes Lærling - 13

nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft
hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke
netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun
hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den
skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne
Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde
trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange
Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.
Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets
Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor
Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet,
ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.
De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at
skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.
-- Ah, dèr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gøre mig
fortjent til en Plads dèr paa Bænken -- skønt jeg rigtignok ikke
længer tør regne mig blandt de unge ...
-- Gud, Hr. Godsforvalter, -- De havde da nær kyst Livet af mig,
raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads
mellem hende og Kristine.
Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til
Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig
Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa
stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det
gode i Menneskenaturen op!
Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf
paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende
Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? ... aa, den var
endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al
Magelighed ud af Menneskekroppen!
-- Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De
ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det
virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.
-- Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for
megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. --
Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.
-- Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! ... Frøken Kristine er
ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en
stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej
Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.
Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa
tæt som muligt op ad Kristine.
De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig
den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var
lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de
smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden.
Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene
langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser
ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og
vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de
andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det
Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den
behagelige Middelvej, -- en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.
-- Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; -- det gaar ikke an.
Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.
-- Herregud, -- jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.
-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom,
nu skal vi trække Dem op.
-- Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.
Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun
traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og
Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag
efter, ganske tæt ved.
-- Aa, det var da kedeligt!
-- Hvad er det, Hr. Godsforvalter?
-- Jeg tabte min Signetring, -- den gled ned af Fingren lige her.
-- Naa, den skal vi nok finde.
-- Ja, jeg vilde rigtignok nødig --. Den kunde ligge og ruste, eller
nogen kunde træde paa den ... Det er mig saadan en kær Erindring fra
min Moder ... Aa, om Forladelse!
Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge
bøjede sig. Kristine lo.
-- Nej, hvor her dog er mørkt.
-- Ja nu -- nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.
Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den
kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de
enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede
hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik
hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han
maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.
-- Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.
Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.
-- De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde
Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.
Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer
nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa,
de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.
Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!
Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det
Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt
Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax
inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin
tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det
var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og
Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet
Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af
Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he,
he!«
Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.
Men der var ingen dèr.
-- Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk
Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke sætte os lidt ned, -- da vi nu
dog er kommet her? ... Theen er vist ikke færdig endnu.
Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget
bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa
hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt
triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og
ikke altfor sarte Hofter.
Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af
Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri
Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd
rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den
kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle,
strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner,
der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede
til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften,
havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme
derned et Øjeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han
saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort
Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog
til Byen.
Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok
komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa
derhen, naar Niels ikke fulgte med.
Danse! vilde hun virkelig danse med ham! -- saadan en gammel Kavaler
... Det havde han rigtignok ikke tænkt paa ... Naa, men en lille
Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en
Fornøjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig -- Herregud! --
hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom -- --
-- For--fordi Fe--Felterne paa Spejlet er en Fo--Fortsættelse af
Fe--Felterne paa Yveret --
Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med
onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte
at fnise.
-- Hvad det be--beviser, Hr. Provst? ... det be--beviser, at der er
en Ko--Korelation i Væxt.
-- Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med
Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?
-- Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?
Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende;
man kunde ikke komme bort.
-- Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.
-- Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit
Hul!
-- Hvad, Ra--Ravn! er De her --?
-- Og Kristine, udbrød Provsten.
-- Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.
-- Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at
træffe Selskabet her. -- Men nu er det vel bedst, at vi kommer
tilbage til Theen.
Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin
pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet
som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse.
Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den
nye Plag, som hendes Fader havde lagt til -- den grønne -- Magen til
den, han havde solgt til Provsten -- men det kunde hun vel ikke
huske? -- Brillant Stykke Hest! -- Ja men den ny, den saà ellers ud
til -- den kunde sgu ogsaa nok -- med Tiden -- det ved Gud den kunde.
Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst
Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke været der? -- Ja,
de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa.
Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. -- Det duede? --
ikke Tale om -- saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt
sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste ...
Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, -- det var sgu fine Varer ...
Men naar man er Kammerraad Sommer! --
Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed
skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var
døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at
blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred
uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var
utrættelig som Vært; -- med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed
og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt
endnu Selskabet i Aande.
Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod
spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. --
Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den
bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran
Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der
holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det
snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige
Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og
til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange
hvide Piskesnært.
Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med
en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren
af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den
behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde
Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en
ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste
Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom
dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi
Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem
imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende
Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over
Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig
Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod
Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse
Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud
trak sin lange gyldne Buelinje.
Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet
efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter
Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der
bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i
Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde
baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som
hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du
søvnig?« -- Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var
hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage
og saà op paa Himlen.
-- Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blæste en
Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme
... Aa! saà du det Stjærneskud? ... Mon det nu skulde være en Engel,
der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en
af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt ... Han sagde ogsaa, at
der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke
forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?
-- Nej.
-- Ja men, skulde du egentlig ikke det?
-- Skulde?
-- Ja, jeg mener -- naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om
Engle.
-- Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.
-- Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa fælt kedeligt at
høre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det,
da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! -- det bliver ellers
morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster
og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.
-- Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?
-- Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej,
naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og
dør ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.
Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over
Skuldrene, og sad igen tavs.
Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det
matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre
ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede
stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er
i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes
Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. --
-- Fryser du? -- jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes
Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.
Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede
hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede
ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en
voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.
De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om.
Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede
sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den
ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der
gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.
Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem.
Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens,
hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? -- Slaa dog
ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre
hurtig, flyvende hurtig.« -- Men Jens gav kun den Nærmer en lille
Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede
Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen
Jav heller.« --
Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne
lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt
af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som
hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod
det flimrende Stjærnelys.
Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun
famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik
foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre
gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes
mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs
Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der
skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom
Haanden af en Dæmon, der vinkede.
Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue;
ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og
Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem
med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom
raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik
med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag
mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. -- Hjorth
gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig
til at trække det op.
-- Rejser du saa virkelig imorgen?
-- Ja jeg gør -- det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa
tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede
mange ... God Nat, Kristine.
Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham
ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege
Ansigt blev blussende rødt.
-- Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, --
det er Synd! ... Nej, -- og -- det er kun et Øjebliks -- det vil gaa
over hos os begge ... Og -- desuden, -- du vilde komme til at angre
det.
-- Og du da? -- --
Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og
flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede
Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den
store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede
en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun
rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en
krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter
med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt:
--
-- Hvo'for _vilde_ han itt', naar _jæ'_ vilde? --


XXIV.

Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af
Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det
aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne
foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med
sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de
oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne,
og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte
forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at
reflektere.
Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor
Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende,
stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under
store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende
Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet
fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.
Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa
Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den,
omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og
udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom
Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel,
ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt
om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en
langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt
Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de
kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens
mægtige Rughæs.
Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte
at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder,
og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den
trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste
sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i
hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og
henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, --
to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!
Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden
af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.
-- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?
-- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.
-- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.
-- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de
Unge sidder her og er Bænkeslider?
-- Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.
-- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --
»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved
dem. -- --
-- Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. --
Skaal, Ole!
-- Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj
Snaps paa.
-- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. --
»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«
»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan
sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«
»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe
hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«
-- Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende
efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, --
for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak
om Kristine.
»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers
betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og
rende« etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender,
-- andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal,
Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen
anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget
Vrævl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om
hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han
haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«
Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende
Tilhæng.
Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte
og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke
der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en
tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa
Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse
deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade,
Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede
over det Hele i den ubevægelige Luft.
Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade
Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig
udstødte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.
-- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var
fulgt bag efter med Ole og Hans.
-- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede
Henrik slukøret.
-- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.
-- He! -- ja det er med saadan et Par Kærestefolk, -- de har dog ikke
andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde
Mølleren.
-- Ja, det er li'egodt vis. --
Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.
Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det
zigeuneragtige Køkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en
Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de
spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys
op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen
af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen.
De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have
slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin
umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa
en stor Bøtte.
Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen
fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end
nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til
hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm
Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var
længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.
-- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan næppe faa Vejret.
-- Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig
for.
-- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede
paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjælpe mig selv.
Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig
tilbage, og aandede dybt.
Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i
sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa
denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer
ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet
endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt,
med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i
Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas.
Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner.
Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de
med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der
paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den
flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd
larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille
Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstærkning af
Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med
hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm,
Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes
af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende,
dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.


XXV.

-- Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden
Begivenhed, -- og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg,
som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, -- for ikke
at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse
gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det
onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder _Hegel_
Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde
trives, og _Schiller_ forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og
Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til
moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste
Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til
Paradiset. -- De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres
Kompendium, lad mig se -- Side --
Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af
Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers
Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i
det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar
han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af
Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op
paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det
brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige
Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, -- og paa
Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres
Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde
han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig
havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og
medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var