Germanernes Lærling - 16

det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til
det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gør du bare store Øjne, -- jeg vèd
noget om det ogsaa, -- og det kan hændes, der er flere, som vèd det,
og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e
dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. -- --
Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet
sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede
med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de
tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.
-- Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og
saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af
Kammerraadens Heste. --
-- Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student
Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad
Døren.
-- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind
etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at
flæbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.


XXXII.

Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham
var en dump Nedslagenhed, -- Krænkelsen over at føle sig kastet
haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi
hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det
kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, --
Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig
under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, --
Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende
Skum i et smudsigt Glas.
Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille,
tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen
af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde
indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det
var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var
sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. --
En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine
Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham
mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den
overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret
for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.
Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun
adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev
ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle,
hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi
uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af
hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag
har jeg læst tretten Timer.
Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at
nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende
Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen,
belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede
sig til et sammenhængende Lærdomshele.
Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den
endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, -- det var endnu
ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der
kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige
Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved
selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad
efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage
det lidt udførlig, -- saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok
vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde
været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle
brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende
Modskrifter, -- til Theologiens Titaner.
Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans
betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag
sagde »Strauss -- den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling
og dens Kamp med den moderne Videnskab«.
Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp.
Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med
en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena
træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab
lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to
Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ...
Nadverlegen! ... Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens
mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister
og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i
Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og
Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder,
rasende, uden Naade, -- »til Helvede med den, der staar imod! Herrens
Sværd og Gideons!« -- den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande
sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes,
-- indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud
paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med
Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen
ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere ... Det var dette
Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte
alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle
kirkelige Anskuelser -- alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for
at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af
den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte
med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø,
hilse dig!« --
Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den
hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste
Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,«
-- i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde
gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske
Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil
lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« --
det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt
paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden
siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste,
og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt
eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der
nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel
Spørgsmaal; -- men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer
det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger,
hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der
blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde
Luther Ret, -- men Ordet lod de ikke staa.
Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er
faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end
Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod
der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en
Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter
Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner,
og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp
af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned
eller brudt en Bresche, -- dog, det havde ingen Art. -- Men
nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med
Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine
Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten,
som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og
Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede,
frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske
Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa ... Da
dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den
sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St.
Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt
sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, -- og de
befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for
stedse. --
Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse,
Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition,
vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel;
-- Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende
mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med
Vinduesstænger og raslende med Tagsten; -- Dage med tæt Frosttaage og
Rim ned over de røde Tegltage; -- dæmpede hvide Vinterdage med tæt
blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre
hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over
Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af
Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store
Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra
Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage
med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa
hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil
i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; -- milde
Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind
igennem de aabne Vinduer.
Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig
blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen,
monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første
Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til
Rejerne og de grønne Kranse.
Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra
Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i
Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en
døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid
Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over
Mønningerne op imod en blaa Himmel -- en Lyd som af noget jublende,
der fløj befriet bort.


XXXIII.

Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu
temmelig hyppig Lindekærs; -- han kunde ikke undvære at komme dèr. Og
dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men
han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke
længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu
befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham,
at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin
Tavshed.
En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til
Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen
bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde
tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til
Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille
udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde
straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig.
Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der
trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun
fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og
om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.
Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil,
satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns
Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af
Samtalen. --
Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre
vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt
det bestaaende til Livs; -- det havde jo agiteret for Dr. Georg
Brandes' Ansættelse.
-- Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren
med en betænkelig Hovedrysten. -- Kultusministeren var nok i Grunden
meget tilbøjelig --
-- Ja, han! -- ja --
-- Og hvis han bliver ved at være det længe, saa --
-- Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. --
Jeg talte igaar med en Departementschef, og -- imellem os sagt, --
det er kun et Tidsspørgsmaal --
-- Nej virkelig! ... Det vilde være overordenlig glædeligt ... Han er
jo ligefrem en Plet i Ministeriet.
-- Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke nægtes --
Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede
ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.
Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den
firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten,
medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod
Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes
sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse
Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter,
bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et
tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens
hvidrammede Ruder.
Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans
Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.
-- Men Kære dog, -- De staar saa alene og har næsten ikke lukket
Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den
senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som
tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som
mig.
-- Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ...
Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning ... Det er det
Hele.
-- Nu er De ikke ærlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at
det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.
-- Nej, -- det har jeg ikke, -- men det --
-- Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.
-- Det skal det saamæn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge
saaledes.
-- Og Grunden --
-- Har De ogsaa hørt den? ... Men hvordan --
-- De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa
godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har
været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til ... Men
alligevel, -- De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg
er ingen Fanatiker, -- og det gør dog godt ikke at være ganske ene
med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu
saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den
Udvikling, -- især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, -- af andre
Retninger -- og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De
heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De -- og
selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som -- som Kirken nu
forlanger det, -- saa kan det jo godt være, at De alligevel ... Ja,
det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som
ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for
andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til
deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke
forstaar det, -- de aller fleste vist ... Det har jeg nu tænkt saa
mø' over.
-- Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel
aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig
imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra
det, -- ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.
-- Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg
vidste det, -- og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?
-- Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde --
-- Tro det ikke, Kære! --
Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet
paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa
Rubinøjne. -- Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den
bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske
Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.


XXXIV.

I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer
med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig
Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages
Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes
Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.
-- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin
berømte theologiske The lød dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad
vil De helst have idag?
-- Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.
-- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vèd det sgu, for
faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har
jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa
skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.
Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det
danske nye Testamente i Støvleskaftet.
I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte
sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en
sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende
Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det
foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og
læste: --
»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette
Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og
historiske Værd, samt en Kritik af disse.«
Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen
cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk
fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene
sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon
skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i
Støvleskaftet!
Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et
Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet
Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere
inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt
Spørgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa
Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde »det
triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!
Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme
og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned,
at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til
Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved
Tanken om at gøre noget uhørt.
Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og
ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede
afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over
Papiret.
-- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre,
-- da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:
»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte
Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk
Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende
Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk
Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og
dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet
Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den
alexandrisk-gnostiske Retning.«
-- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede
Auditoriedøren efter sig.


XXXV.

-- Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig
interessant Arbejde, at læse disse Opgaver igennem, sagde Provst
Lindekær.
-- Nej, det er saamæn vist nok, lo Professor Petersen ... Det skal
man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.
-- Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen
af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strængt
taget maa man jo ikke vide det -- men, jeg kender naturligvis
Haandskriften, -- he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger
af ham i sin Tid ... Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.
-- Saa ... Virkelig! ... Hm.
-- En Kop The til, Hr. Professor?
-- Mange Tak, Frøken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.
-- En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig
noget overordenligt ... Og saa behersket, saa --
-- Hm ... Har De læst den ud? --
-- Nej, -- jeg mangler vel en Tredjedel eller saa --
-- Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.
-- Saa, falder den af mod Slutningen? -- det var jo Skade. Naa, men i
alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. --
-- Ja, falder af? -- ja--a, -- det vèd jeg ikke, -- den forkaster
Evangeliet.
-- Hvad be--, -- den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.
-- Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en
fuldblods Tübinger.
-- Ih! -- men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg tròde kun, han
fremsatte det saa grundigt, for siden -- for siden at lade Ægtheden
træde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men
dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han
forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men
det er jo noget aldeles uhørt!
-- Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før,
siden den bekendte Historie med Brøchner.
-- Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gøre ...
En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.
-- Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan
tillade ham at tage Examen.
-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.
-- Ja--a ... Hm! ... Det er jo dog -- hm ...
-- Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde
hørt paa denne Samtale, -- jeg synes dog rigtignok, at naar han viser
saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse
paa Bedømmelsen ... Det vilde da være mø' uretfærdigt.
-- Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store
Selvkoger, -- det er dog Troen, som --
-- Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen
saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.
-- Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.
-- Ja netop, det viser jo ogsaa -- Nu, og selve den theologiske
Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, -- ikke sandt, være
~conditio sine qva non~ ... Det har jo desuden Universitetet udtalt
som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.
-- Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet
og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares
et vist -- ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en
ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel
Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved
Københavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De
maa dog som Universitetslærer give mig Ret.
-- Ja, det kan jo ikke nægtes, -- den dobbelte Stilling -- der er
virkelig en betydelig Vanskelighed.
-- Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. --
Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod
er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids
forkastelige Indifferentisme, -- og her er der en Lejlighed til at
vise det for vort Vedkommende.
-- Ja--a, -- hm ... Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til
Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.
-- Aa, -- Ministeren bør ikke være vort ~forum~.
-- Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den
dobbelte Stilling, -- det vil dog vist blive det korrekteste.


XXXVI.

Da Hjorth famlede paa Bordet efter Tændstikker, fik han fat i et
stort Brev. Han bandede lidt, inden han fandt Tændstikkeæsken, tændte
Lampen i en Fart uden at sætte Kuplen paa, rev Konvoluten op og
foldede Skrivelsens Folioark ud: --
~Den 8de Juni 1880.~
~Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under Dags Dato
tilskrevet det theologiske Fakultet følgende:~
~I behagelig Skrivelse af 2den ds. har det højærværdige theologiske
Fakultet forespurgt, hvorvidt Hr. studiosus theologiæ Niels
Christian Hjorth, efter at han i en skriftlig Opgave af 26de Maj
har besvaret Fakultetets Examensspørgsmaal paa en Maade, der
formenes ikke blot at staa i Strid med det protestantiske
Skriftprincip, men at vidne om en Anskuelse, som er uforenelig med
den kristelige Betragtning af Historien og af Guds Aabenbaring i
samme, vil være at stede til den mundtlige theologiske Examen.~
~Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning melde, at
det fremsatte Spørgsmaal maa besvares benægtende.~
~Hvilket herved meddeles Dem til fornøden Efterretning.~
~Det theologiske Fakultet.~
~P. F. V.~
~H. Petersen~,
~Dekanus.~


XXXVII.

-- Kolding, fem Minuters Ophold.
-- Farvel, farvel, -- Tak for behageligt Rejseselskab.
-- Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.
Hjorth strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen, med en Følelse af
at nærme sig Maalet, af at indaande Grænselandets Luft, svagt krydret
af Hjemmets, i det friske Trækpust, der strøg ind gennem det aabne
Vindue med en velgørende Kølighed, medens Toget brusede sydpaa i den
varme Midsommerdag.
Han gik frem og tilbage i Kupèen, og kunde ikke blive træt af at se
ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds
vide Kreds, og som for hans Øjne skrev »hjemad« med sine store
Linjer, der havde Halvøens brede Natur; -- saaledes rejse sig ingen
sjællandske Høje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse
sydjydske Bakker, gennem hvis Bølgedrag der gaar noget af den
langlige Flugt, som gør et stort Havs rolige Dønninger mægtigere end
de krappeste Bølger, der fødes i Sunde og Bælter. Frem mellem disse
Jordbølger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over
hinanden, hegnmønstrede og korndækkede, med en bleggul Rand mod en
høj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; -- bort
tversover deres bugtede Dale, hvor Enggræsset, spættet af brogede
Køer, skar Kornet af ved Bakkefødderne i en skarp Buelinje som Æggen
af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletræer
og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt
af underlige smaa Møllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom
forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt
tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; -- frem forbi
deres jævnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af
Bøge-Højskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes
Straalebundter, spredte i Kløfter og Siger og paa bratte Skrænter med
en lunefuld Ødselhed, som er ukendt paa Øerne, hvor det sejrrige
Plovjærn nidkært har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter,
og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmæssige
Grænser.
-- Vamdrup.
»1ste og 2den Klasse«, «, »Restauration« med røde Bogstaver paa hvid
Grund; -- dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedværker fra
Philipsen og Klassikere fra Reitzel; -- Dannebrogsvimpler vajende
over begge Gavle; -- Dannebrogs-Rækværk, dannebrogsstribede
Semaforer, dannebrogsstribede Signalstænger, dannebrogsstribet Bind
om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, højrøde Jærnstænger paa
Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver
sig her i Grænsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand,
klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af
de højeste Stænger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres
yderste spredte Forposter.
-- Færdig.
Skingrende Fløjtetrille, Hvæsen af Damppiben, Knagen, Støden, Rullen,