Kongens Fald - 03

Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa han paa
Stedet maatte føje Naturen.
Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt
forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én, der dør. Luften
størknede ved den mindste Lyd. Rædselen sad i Luften med Ansigtet rakt
forstenet frem og med vidtaaben Mund.
Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at han
døjede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var umuligt,
der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gøre det, skønt han
ikke troede paa det længere. Og Mikkel listede hen til Kirkedøren med sin
Pergamentstrimmel i Haanden, hvorpaa han havde skrevet Forsværgelsen. Han
bøjede sig ned mod Nøglehullet -- og for straks tilbage, ramt af en kold
Luftstraale under Øjet. Men uden at bie længere blæste han ind i
Nøglehullet og bankede tre Gange med Knoen paa Døren, idet han nævnede alle
den Ondes Titler og Grader.
Satan hyttede sig, han kom ikke.
Saa drog Mikkel et dybt, skamfuldt Suk og skruppede af.
* * *
Det hændte samme Dags Middag, at Otte Iversen gik gennem Pilestræde og fik
Mendel Speyers Datter at se. Han var optagen af sine Tanker -- i Morgen
skulde han afsted, Ane Mette, hvordan levede mon hun, Ane Mette med det
dyrebare gule Haar? -- Da saa han Susanna. Han gik videre uden at fæstne
sig derved.
Om Aftenen sad Otte Iversen ude hos sin Hest. Hele hans Udrustning var i
Orden, alt var rede. Hvad skulde han saa videre tage sig til; Hjærtet sad i
hans Hals, rolig kunde han ikke være for Hjemve og Længsel. Det var
allerede bleven sent, men hans Blod vilde ikke lægge sig.
Han gik ud og strejfede i Gaderne, han kom gennem Pilestræde forbi Haven,
hvor han havde set et Glimt af en ung, sorthaaret Pige. Og han ruskede
vredt to Staver ud af Stakittet, brækkede ind og kom som en Hjort
hovedkulds gennem Buskene ind i Gangen. Tilvenstre for ham lød et let
Skrig, han hørte nogen flygte, en Kjoles bløde Bulder, da sprang han til
over Græs og Ukrudt, sporede mere end han saa, smuttede om et Træ og
fangede hende.
Han slap øjeblikkeligt igen og lod Armene synke. De stod lidt foran
hinanden, han kunde ikke se hende tydeligt, men han hørte hende aande
hurtigt. En Kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over Ottes
Ansigt med laadne kølige Blade.
Pludselig gjorde hun en hastig Bevægelse som for at undvige.
Nej, stammede Otte sygeligt bønfaldende, han rakte i en Fart begge Arme ud,
en paa hver Side af hende.
Hvad, hvad . . .? hviskede hun hæst. Dirrede hun, strakte hun sig paa
Taaspidserne -- Otte saa hende og kunde dog ikke skelne hende i Mørket
under Træet. Da lagde han sin højre Haand i hendes Haar, der var koldt af
Dug. Og han sukkede klagende. Tog saa Haanden til sig og spurgte sagte:
Hvad hedder du?
Susanna, svarede hun aandeløst hviskende. I samme Nu satte hun til Siden,
tumlede mod Træet, rullede bag om det, og var borte. Buskene raslede
stærkt, før de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og endelig
var alting stille.
Otte Iversen saa op. Sommerhimlen hvælvede sig over Haven, de fromme
Stjærner funklede. Gavlenes mørke Trekanter stod paa hver Side. Hun var
borte! Otte gik langsomt, kvælende trang om Hjærtet ud mod Gaden igen. Hver
Gang han rørte op i det dybe Græs med Foden, følte han en sval Lugt af
Urter og Græs. Nej, Otte kunde ikke forlade Haven endnu. Han gik bag om
Buskene ad Gangen og kom til et Hyldetræ, som var hult ind mod Haven.
Der havde hun gemt sig inde. Otte fandt hende, idet han famlede sig frem
med udstrakte Arme, hans Hænder stødte mod hendes Haar. Hun gav ikke en Lyd
men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig paa Knæ
og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i det tætte
Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte mod Kanten af
et Bord, der var derinde.
Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven roligere.
Hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge Armene om hendes
Kjole og Knæ.
Hvem er du? spurgte hun bævende.
I Stedet for at svare lo han dæmpet, fortabt, han mærkede Varmen fra hendes
Legeme; hendes Kjole var ru og grov at føle paa, men han blev lykkelig i
begge sine Hænder derved. I sin Glæde rakte han Armene op om hendes Liv og
tvang hende i Knæ foran sig, han fattede hende varsomt om Haaret og de hede
Kinder og vilde dreje hendes Ansigt om til sig. Han fik det ogsaa vendt --
da narrede hun ham og snoede rask Ansigtet den anden Vej. Otte tvang igen
hendes runde modstræbende Hoved om -- da gav hun uventet efter og fik
Ansigtet gemt til den modsatte Side.
Nej -- nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode Ret, han brugte Magt
og trak hende til sig, men hun stemmede baade Knæ og Albuer imod ham -- han
rækkede Halsen og naaede til at kysse hende, inden hun vidste af det, han
kyssede hende endnu en Gang og fik ikke andet end en lille haardtlukket
Mund at smage -- men da strakte hun sig langsomt, godvilligt ud under ham,
og han havde hende i hele hendes ydmyge Længde, smal og føjelig i sin Favn.
Otte kyssede hende igen, og hendes Mund sprang ud som en Rose med mange
svulmende Blade. Det løb ham harskt gennem Svælget, han hummede sig sky.
Endnu engang kyssede han Susanna og mødte hendes Ild, og da blev han mod i
Viljen, han hældede sig dybt forstemt ind mod Hyldetræets kolde Løv. Men
Susanna lagde sit Hoved paa hans Bryst op under hans Hage.
Saaledes sad de længe. Der var stille i Byen. Midnatsklokkerne faldt ind
med dybe rungende Slag.
Imorgen rejser vi, sagde Hr. Otte. Det var der ikke noget ulykkeligt i, og
det kunde ikke være derfor, Otte løftede Susannas Hoved med dybe Suk.
Sørger du over noget? spurgte Susanna.
Hvad? Hans Stemme lød som en Klang. Ja, svarede han længe efter tonløst.
Susanna bed og kyssede Knoerne paa hans Fingre.
Otte hørte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et Øjeblik -- de holdt op, og
han glemte dem igen.
Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor Hyldetræet. Han var
kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet,
til han hørte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to
frem, og Mikkel kendte Otte Iversen. Han saa dem svøbe sig mellem Buskene
ind i den øde Have, hvor gamle skæve Stammer stod i det duftende Vildnis,
graanede Urvæsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de ikke,
hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom.
Otte kom op ad Stigen til Susannas lille Jomfrukammer, hun ledte ham ved
Haanden. Her, hvor det frie Sommernatslys faldt ind ad Lugen, saa Otte,
hvor hun var dejlig, mørk og hvid som Natten og Dagen, et Solbarn fra en
Verden, han ikke kendte -- se hun var skinnende hvid og skygget af gylden
Brunhed, som havde hun været helt solbrændt, før hun voksede til og blev
hvid. Og hendes Blod var som Natten og Dagen, vildt og uskyldigt -- Otte
bøjede sig blændet af hendes Glød, han skræmmedes ind i sig selv og
mindedes Ane Mette. Men jo mere dødelig sorgfuld han blev, des rigere
straalede Susannas Følelse, Fryd og Ængstelse, hun blev lyksalig ved denne
lyssky Smærte, hun elskede ham, fordi han tav og havde Øjnene fulde af
fremmed Fortvivlelse. Tre Gange lokkede hun ham, lysende af Ømhed, med sin
gulbrunt skyggede Barm, og tre Gange veg han tilbage, som skulde han dø.
Indtil han sønderknust og hemmeligt grædende tog hende i Favn.
Vægteren sang nede paa Gaden -- vor Klokke er slagen fire! Langt borte
blæstes der paa Trompet gennem det hvide Morgenstille. Da tumlede Otte
Iversen afsted. Udenfor Haven løb han lige i Armene paa Vægteren og fik et
Par gnavne, lysvaagne Ord i Ørene. Han skyndte sig bort. Det var en taaget
Morgen. Hør, Hestehove skrabede paa Stenene i de lukkede Gaarde, nu
begyndte de allesammen at gøre sig i Stand.
Lidt Lys trængte hist og her ud gennem Dørsprækkerne, og der lød sagte
Klirren af Vaaben, nu stod de inde midt paa Gulvet ved Lys og hægtede
Harnisk paa . . . Otte Iversen løb tværs paa for at komme til sit Kvarter,
han vilde til Verdens Ende straks paa Timen, lukt paa Hovedet ud i Slag og
Spektakel -- han maatte syde ud af sit Hjærte, hvad han havde gjort,
glemme, glemme. Medens han løb, klemte han uvilkaarligt Øjnene haardt i,
fordi han blev ved at se hende, der havde taget saa flammende kærligt imod
ham, han følte hendes Hænder endnu i sit Haar. O, hun havde trykket hans
Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst -- og selv græd han i Smug ved
hendes Hjærte . . . Otte sprang en Alen lige op i Luften ved Tanken som
ramt af en Kugle. Han løb forstyrret gennem de morgentaagede Gader.
I sin Blindhed løb Otte vildt og kom ind i en snæver Gyde, han gik
langsommere og faldt til at lette sin Strubes Kval ved at græde lige frit
op af Halsen. Han følte sig truet paa Livet af Pine og satte i Rend igen.
Da saa han et smudsigt Lys i Taagen, det var fra en oplyst Rude i et lille
fattigt Hus. Og ligesom et Barn falder paa at pille Kalk af Væggen i sin
overvættes Graad og Sorg, gik Otte Iversen hen til Ruden og kiggede ind ad
et lille, trekantet Hul, der var ved Rammen.
Han saa en lav, uordentlig Stue. Lige for stod en Mand med Ryggen til lænet
over en Stol, i Stolen sad en ung Kvinde, kun hendes lyserøde Ærmer og
Hænderne var synlige. De to Skikkelser dækkede Lyset, som stod paa Bordet.
Netop i det Øjeblik, Otte skulde komme til at kigge ind ad det lille Hul,
saa han Manden løfte sin højre Arm paa en snigende Maade -- og det saa ud,
som om han lagde den venstre Haand over Panden paa hende, der sad foran ham
paa Stolen -- Herre Jesus! og der skar han med en stor rund Bevægelse
Halsen over paa Kvindemennesket; der lød et kvalt gurglende Kvæk. Og Manden
vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit Offers Bryst, lod den sidde,
og paa samme Tid stemmede han Knæet mod Stoleryggen og væltede den med den
dræbte over mod Bordet. Lyset slukkedes.
Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud mod
Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret
piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter. Han stormede fuldstændig
trøstesløs ind i Stalden til sin Hest.


Stenene bæres af By

Næste Dag var Hæren borte, Kong Hans med sine Mænd, Landsknægte og Bønder,
Faner og Sporer, Bøsser og Madposer, alt var fejet ud af Byen. Gaderne laa
grelt folketomme fra den ene Ende til den anden. Luften, der før genlød af
Jernlyd og Pral, tav angrende stille. Nu da Faren for tilfældige Spark var
bleven mindre overhængende, tonede Hunde og Svin tappert frem allevegne og
snusede i Affaldet, der var bleven tilbage efter Hæren. Byen kunde i
Almindelighed vende sit Blik indad. Samme Dags Middag blev Galgen udenfor
Vesterport pyntet med to forgemte Misdædere, en stor og en lille. Der blev
sat Undersøgelse i Gang i Anledning af flere Forbrydelser, som var bleven
begaaet om Natten; blandt andet havde man fundet Hamborg-Lotte død i sit
Hus med overskaaren Hals. Der var gaaet adskilligt for sig den Nat, som
tænkeligt kunde være. Mangt et Hjærte var vel bleven rørt paa forskellig
Vis ved Tanken om den nære Afskedsstund. Den der er væk, bliver ikke hængt.
Hen paa Eftermiddagen havde der samlet sig et lille Opløb foran Raadhuset.
Der sad to i Stokken, en Mand, som havde stjaalet, og en Kvinde, der var
blevet grebet i Hor. Hun var meget ung og over al Maade køn, det var Mendel
Speyers Datter Susanna. Vægteren havde fakket hende tidligt om Morgenen,
ligesom hendes Kunde var løbet fra hende. Han havde længe haft Kig paa
Susanna, over det Folk skrev saa umiskendeligt paa Hushjørnet om hende.
Vægteren var enøjet; en Skælm havde stukket hans ene Øje ud under en natlig
Hurlumhej en Gang . . . hvis Susanna Mendelsdatter nu havde været dansk,
saa man kunde stole paa, hun drog Næring til sig, der blev i Byen, vilde
Vægteren sagtens have vendt det blinde Øje til her; han havde Øvelse i at
skifte Ret og Skel. Men Susanna var en udenlandsk sort Ting. Nu blev hun
altsaa stillet til Skue, og naar Folk havde spyttet paa hende, skulde hun
bære Sten af By.
Folk stod i rund Klynge om Stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad
aarvaagen og snar i Blikket, kom nogen ham for nær, kæftede og fraadede han
med alle sine hvide Tænder snappende ud i Luften som en gal Hund. Selv
begge hans Fødder, der stak ud af Hullerne i Blokken, dirrede af Raseri.
Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en forgræmmet Mine
. . . og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand, der nærmede sig ham
med en Spøg paa Læben -- raj raj raj, der bed Fangen saa lynsnart og
tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i Forskrækkelse. Folk tog
sig et Grin. Og se, den pæne Mand forhærdedes i Ansigtet, blev hadsk om
Munden, han saa efter, om den bevæbnede Vagt passede paa -- og gav Fangen i
Blokken et Spark i Næse og Mund, hvorpaa han med et ondt Blik drejede sig
-- se til Skidtet! -- og gik. Tyven blinkede tre-fire Gange, saa
staalblankt efter ham og knuste Tænder men gav ingen Brøl af sig. Der blev
en lighvid Plet paa hver Side af hans Næse.
I passende Afstand, fire Huller, fra Tyveknægten sad Susanna. Fødderne, der
var nøgne, stak i Blokken; mere end én følte sig fristet til at kilde hende
under de smaa allerkæreste Fødder. Hun havde en grøn Kjole paa, over hendes
Skuldre havde man lagt en grov Sæk, der skjulte Armene. Hun sad aldeles
urørlig stille med Ansigtet bøjet ned mod Brystet, det svære sortebrune
Haar var fuldt af Spytklatter.
Noget til Side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort Jødekappe,
Skægget hang ned fra de lange, bekymrede Træk, han stod duknakket og talte
med en ung sortsmudset Mand, som ingen kendte noget til. Det var en med et
stort purlet Haar og rødligt sorte Rotteøjne, han var mager som en Kniv.
Han var Købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde faaet Bud efter ham siden
i Morges.
Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene
sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstændigheder behov. Men førend de
løste Susanna af Stokken, nærmede hendes Fader sig tøvende og tvivlraadig
-- han saa med sine døde Øjne op paa Vagten og derfra ned paa et Par smaa
Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare Fødder -- og samme
Tur om igen en Gang. Vagten støttede sig til Hellebarden og rørte ikke sit
glubske Overskæg ud af Stedet, sagde ikke nej -- men betød det ja? Mendel
Speyer nølede og var hele Tiden fattet paa et Tilbagetog, mens han hastigt
og ubehjælpsomt bandt Skoene paa Susannas arme Fødder. Han gav hende
Haanden og hjalp hende op. Saa maatte han af Vejen.
Jerck rørte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet
over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene var
valgt lovlig smaa.
Toget satte sig i Bevægelse. Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden
Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian, han
havde talt med. Derpaa hele den glade Sværm af ærlige og renlivede Folk fra
Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Møer. Ned ad
Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede under Byrden.
Hver Gang hun vaklede, for Mendel Speyer op med sin brune Knoglehaand for
at faa Lov til at støtte, og Smærten trak sig over hans Ansigt som efter et
Piskeslag.
Morskaben var rigtig gavmild idag -- sese, »Storken« var nok ogsaa kommen
paa Støvlerne. Det røde Skræmsel dukkede frem ved Hjørnet af Helliggejstes
Kirke, Ungdommen hilsede ham straks velkommen. Men han slog fra sig den
Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under forargede Skrig og lod ham
gaa i Fred. »Storken« havde nok faaet Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk
smaaleende. Se kuns, hvor travlt han havde med at komme hen og se Pigen.
Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer. En
ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han
gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den
i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet. Men hvorvel Folk tog dette
for vellykket Humor, maatte det ikke være, det var utilstedeligt, Jerck
vinkede alvorligt med Øjenlaagene til den muntre Svend og gik nærmere
Susanna for at værne hende mod Løjer. Idet Jerck saa sig om, bemærkede han
Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke Mine til at kende ham.
Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes
Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et Stykke inde paa Østergade
slog hun for første Gang de store blanke Øjne op -- og straks brast hun i
Graad -- og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en Stavelse Byrden
ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel Speyer hviskede
hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han
talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere.
Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten.
Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med
hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde
hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og
Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.
Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.
Det elendige Køretøj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med
solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede
overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste Støvet
paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den præsterede. Det
gik snart Fod for Fod igen.
Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa
Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den
varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i
den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart blive
Aften.
Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en
eneste Gang.
Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var falden
paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke endnu ud mod
Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som en Kat, der gaar
rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og leder og leder efter
sine døde Killinger.
Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig
hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter blev
tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den aabne
Dør. Han lige blot saa derind.
Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til hende.
Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trøste hende med hele sin
Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu og
Længsel efter at hjælpe, en Fader kan vise sit Barn. Den unge Jøde med det
store Krølhaar og de kolde Øjne faldt ind, idet han bevægede Hænderne i
vidt og bredt bevisende Figurer -- var det ikke rigtigt, var det ikke
sandt? Men Susanna overhørte vist alt, hvad de sagde.
Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved
hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting. Munden
stod lidt aaben, det var hende -- den fine Skyggestreg over Munden, de
forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen,
usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O men
hendes Sorg galdt ikke det, de troede -- det lidende Træk ved Munden kunde
ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke
Sorg alene. Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg og Sødme.
Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen
Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han
Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgaaet
ham meget ondt i det sidste Døgn. Men det bitreste var hændet ham nu, da
han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød sig ikke om
hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger paa Mendel
Speyers Hushjørne (som han før hemmeligt havde dyrket i sit Hjærte) og kom
i vildt Affekt. Nej væk med hende!
Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik
til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst. Men
han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de
krævede Objekt. Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham
Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev
straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og
saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han
se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.
Mikkel Thøgersen vaagnede af sine brændende Hævndrømme ved at høre Vognen
komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de op over
Bakken, Mikkel hørte Kuskens Psi psi -- han rejste sig og gik ind i Byen
saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en Skipper til
Grenaa. Da Fartøjet løb i Vindstille under Kullen, laa Mikkel Thøgersen i
Forrummet og sov, som skulde han aldrig vaagne mere.
Da Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet noget
nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og hans to Mand
lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.
I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og vækkede
Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det spejlstille Vand.
De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke. Og Mikkel blev fuld,
før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og lidende som han var. Han svang
Kruset og gik rent fra Samlingen. Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede
ganske alene.
Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og
gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig -- men
det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar
jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra! Kom I til
Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjæl og slaaet for
Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i
Kisteklæderne -- her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og
Haandbagene sat med Smaasten -- kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra
Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde Besøget. Hvad
bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere, jeg er
fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl
til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen
i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud af Øjnene, Farvel,
Farvel!
Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd
end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt, Mikkel
drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa Dansk og snart paa Latin, til
han endelig drev om paa Dækket og sov igen.


Hjemkomst

Det var i Høbjærgningstiden, da Mikkel Thøgersen kom hjem til den Dal oppe
ved Limfjorden, hvor han var fra.
Nætterne blev ikke videre mørke, og Varmen aftog kun saa meget, at Engen og
Aaen hylledes i Taage, naar det blide Tusmørke faldt paa. Høet blev sat i
Stak inde i Engene, og de unge Folk fra tre omliggende Landsbyer blev der
om Natten. Hver Aften sent lød et Raab fra de Kourum Ungfolk: Gaa til
Senge! Raabet gik fra Stak til Stak. Noget efter svarede en fjærn varm
Pigestemme langt borte fra Graabølle Høstakke: Gaa til Senge! Ekko
efterlignede Lyden oppe i Bakkerne som Trolde, der stammede. Og saa lød det
uendelig fjærnt og kun i traadfine Brudstykker: . . . til Senge! Det var
fra Thorrildfolkenes Stakke dybest inde i Dalen.
Ga ga, sang det oppe i Brinkerne. Taagen tættedes over Aaen. Natten laa
guddommelig rolig, Himlen slørede over den rene Stilhed.
Denne Dal strakte sig i Vest og Øst fra Fjorden en halv Mil ind i Landet.
Ved den østre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens Enke havde,
hende tilhørte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne.
Et lille Stykke fra Fjorden havde Thøger Smed sit Hus og sin Smule
Vandmølle. Thøger havde boet der i over tredive Aar. Foruden Mikkel, der nu
havde været otte Aar henne i den sorte Skole, havde han Sønnen Niels, der
tog Haandværket op efter ham.
Thøger blev glad ved Sønnens Hjemkomst. Han satte sig op paa Kisten og
faldt til at snakke. Mikkel saa, at Faderens Ben var bleven stærkt
indadkroget af Gigten. Det brede, stærke Ansigt aabenbarede ubarmhjærtigt
Alderdommen, netop fordi den gamle blev hemmelig bevæget ved Gensynet.
Du er endda galant i Tøjet, sagde Thøger oprømt og blinkede til Mikkels
røde Læderbukser. Mikkel slog Øjnene ned og vilde ikke tage imod Beundring.
Jo, jo, enhver kan se, at du er vel holden, paastod Thøger. Noget Korn
spids i Ansigtet er du jo bleven af Læsningen . . . ja Næsen har du ikke
fra andre end mig, tilføjede han lunt smilende. Thøgers Næse var usædvanlig
lang, to Gange bøjet som Trynen paa et Vildsvin og mangekantet i Tippen,
den gav ham et overdreven kløgtigt Udtryk, som Mikkel ogsaa havde. Thøger
var ellers en meget dygtig Mand, gennemklog paa mange Omraader og med
naturlige Anlæg for al Ting i Verden. I sine yngre Dage havde han drevet en
Kunst, han selv kaldte at _koge_. Mikkel havde undertiden som Barn set ham
smelte besynderlige Ting sammen i en lille Potte, Uld, Bly, røde Smaasten,
Musetænder. Men nu kogte Thøger aldrig mere. Hans Begærlighed efter de
vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var.
Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans
Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt
svundne Tider -- men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu
for, lad os se . . . ja det er længe siden, saa kom jeg paa det! Lige med
ét, ha, ha . . . naarenstid jeg nu smeltede Opskriften med, som det hele
stod i, saa maatte det komme! Opskriften havde jeg købt af en Vaabensmed i
Stettin -- det er ellers slemt længe siden -- der er ingen, der nogentider
har faaet den at se. Han lærte mig ogsaa at tyde den. Saa smeltede jeg da
Opskriften i Panden tilligemed en Hoben andre kraftige Sager. Jeg fik ingen
Guld. Nej, bitte Mikkel. Og saa siden lagde det sig jo af af sig selv.
Thøger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro til
med Haar for anden Gang, Rundtenomskægget groede langt ved Ørene som paa
alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege Pletter, de
mægtige Hænder var ogsaa falmet.
En Gang imellem gjorde Thøger et Stykke Arbejde i Smedjen, ellers passede
han Kværnen; Niels stillede sig da skummel og sodet ved Blæsebælgen. Thøger
smeddede koldblodigt og med knusende Dygtighed, han knejsede stærkt over
Ambolten, fordi han var langsynet nu. Men han kunde gøre Besked paa et
varmt Jern. Dog højest en halv Times Tid, saa holdt han brat op, teede sig
som kom han i Tanker om andre Ting og gik ind i Stuen. Der sad han saa og
snappede efter Vejret og søgte at skjule sin forræderske Aandenød.
Her skal du se, hvad jeg har, udbrød den gamle en Dag og rodede ivrigt op i
en lille Træbudike mellem gamle Knapskaller og Metalstumper -- hvor er den
nu henne? Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den. Jeg har
gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke læse, hvad der staar
paa den, selv om mine Øjne var til det, det er nok latinsk. Her er den, jeg
har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel, hvad staar der saa paa den?
Mikkel bøjede sig med vaade Øjne over den irrede Mønt og tydede
Indskriften.
Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens Kunnen.
Den er af godt Sølv.
Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den.
Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage efter
hans Hjemkomst.
Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt. Se
til Skomagerens Søn i Brøndum! Hvor langt er han? Jeg har hørt sige, han
var en høj Mand ved Kongen.
Han er saa, svarede Mikkel uroligt. Besøget hos Jens Andersen stod klart og
pinligt for ham. Men han har jo ogsaa haft Mon til at studere i Rom og
Paris.