Kongens Fald - 14

naaede halvt i Blinde hjem til »Den gyldne Støvle«. Her forlangte han Vin
og drak som en febersyg, med Graaden i Halsen. Han opnaaede hurtigt at
blive bevidstløs.
Værten lod ham bære ind paa Sengen i Gæstekamret. Nogle Minutter efter
hørte de ham ligge og græde afmægtigt derinde, og da de gik ind for at se
til den gamle Mand, laa han paa Ryggen i Sengen med Albuerne i Siden og
stirrede som en usalig op mod Loftet. Der var ikke noget at gøre ved ham
andet end at lade ham sukke og snøfte, indtil han holdt op igen. Nogle
Timer efter, da de saa til ham, havde han stærk Feber, og han vaagnede ud
paa Natten i Vildelse, saa at de maatte vaage ved ham. Men ved den
Lejlighed snakkede han over sig, om hvad han havde set, og om Morgenen gik
Værten til Politiet og meldte det hele. En Time efter var Zacharias i Bolt
og Jærn, og hans _homunculus_ under Rettens Forvaring. Det kan nok være.
Borgerne i Lybæk fik noget at korse sig over.
Mikkel laa betænkelig syg i to Dage, saa kom han sig og kunde staa op igen.
Men han var meget svag og gik ved to Kæppe. Samme Dag, som han rejste om
Eftermiddagen, blev Zacharias og Carolus brændt om Formiddagen, Mikkel var
henne paa Torvet og se det. Hele Lybæk var paa Benene og havde stuvet sig
sammen paa Torvet allerede fra Morgenstunden af, men Mikkel fik en god
Plads nær ved, fordi han var skrøbelig. Baalet var rejst og tog sig saa
tillidsvækkende ud, der var en halv Snes Favne Ved af den allerreneste
Sort, og Mestermanden havde stablet det kunstfærdigt op, saa at der var
Kanaler for Trækken. Zacharias skulde nemlig brændes levende, det vil sige
ikke kvæles af Røg, den rene Ild skulde tære paa ham. Folk ventede sig
noget ualmindeligt af denne Henrettelse, for Zacharias havde nok om man saa
maatte sige Øvelsen; han havde været paa Baal før og badet Fødderne i den
tørre Ild. Det var i Magdeburg og for samme Misgærnings Skyld som nu; man
havde faaet det oplyst under Retsforfølgningen. Men den Gang var Zacharias
bleven benaadet i yderste Øjeblik, fordi han havde reddet Kurfyrstens Liv
en Gang.
Ved Ellevetiden kom Toget, Drabanterne ryddede Vej ind gennem Folkemassen
med Hellebarderne. Zacharias gik bag Bøddelen med en Rakkerknægt paa hver
Side af sig, han var barfodet og havde kun en Lærredskittel paa Kroppen;
den var smurt til med teglstensrød Maling, som skulde forestille Flammer.
Paa Hovedet havde han et højt spidst Papirhylster, der var bemalet med
Snoge og Tudser og Skorpioner. Zacharias krykkede sammen og holdt Hænderne
om hinanden ind mod Brystet, han frøs bitterligt i den raa Oktoberluft og
lod ikke til at føle andet.
Folk skreg rasende imod ham og strakte knyttede Hænder frem over og under
de Indhegninger af Lanser, som Drabanterne spændte Mængden sammen med.
Zacharias saa ikke hverken til Højre eller Venstre. Bag ham kom en af
Bøddelens Haandlangere bærende med Carolus, som var puttet i en Sæk, ingen
kunde se ham. Dernæst fulgte Raadet og Dommerne og Gejstligheden i
Procession.
Medens Dommen blev læst op, stod Zacharias ligegyldig og uden saa meget som
en trodsig Mine. En Gang imellem bævrede han over hele Kroppen, næsten sank
i Jorden, men det var af Kulde, han var stiv og forkommen i Ansigtet. Det
var nu ogsaa en hundekold Dag. De nærmeststaaende lagde Mærke til, at
Forbryderens Arme og Ben var lyserøde af indtørret Blodvand. Man havde haft
ham i pinligt Forhør og vasket ham bagefter. Begge hans Tommelfingre var
blaa og hang brækkede ved Haanden.
Dommeren blev færdig, og Bøddelen førte Zacharias hen til Stigen, han gik
villigt op. Derpaa bar Rakkerknægten Carolus op paa Vedstabelen og tog ham
ud af Sækken. Der gik en Orkan over Menneskemængden, de skreg og truede, da
de saa det gyselige Misfoster, nogle svor og andre sang Salmer. Carolus
blev lagt ned tæt ved Pælen, som ragede op midt i Baalet; Zacharias fik en
Lænke om Livet.
Saa gik Bøddelen ned og tændte Baalet. Der var nu dødsensstille paa hele
Torvet.
Til at begynde med røg det stærkt, og der bredte sig en Ængstelse mellem
Tilskuerne, for at Ofrene skulde blive kvalt. Men Træet var knastørt, og da
Ilden først havde faaet rigtigt fat og begyndte at brumme i Trækhullerne,
røg det ikke videre. Træet knitrede og sprang med høje Knald, de første
klare Luer hoppede begærligt ud mellem Brændestykkerne og fangede op efter
Synderne.
Da gik Zacharias frem fra Pælen, saa langt som Lænken kunde naa, og raabte
roligt:
Er Mikkel Thøgersen her tilstede?
Mikkel blev frygtelig angst, der hvor han stod. Han tog Øjnene til sig, og
det lykkedes ham at staa fuldstændig som uberørt. Han dukkede sig og vendte
Hattepulden mod Baalet for ikke at blive opdaget af Zacharias. Ikke en
eneste fattede Mistanke om, at det var ham, hvis Navn var bleven raabt,
heldigvis. Han aandede op igen.
Luerne tog forfærdelig hurtig til i Magt, de slog op, saa at man kunde
mærke Lufttrykket og Heden langt hen. Zacharias flyttede sig frem og
tilbage for Ilden. Da ingen svarede, stod han stille og syntes at belave
sig paa at sige noget.
Men i det samme ramte en lang glubsk Lue ham og sved i et eneste Pust
Kitlen og Hatten af ham. Han stod nøgen, de skruplo nede i Forsamlingen,
han krummede sig sammen og krøb i Ly ind til Pælen. Men nu slog Luerne op
fra alle Sider, Zacharias kunde ikke blive siddende ved Pælen. Han rejste
sig, og blev yderligt levende, han sprang omkring i Ilden, han dansede paa
de brændende Planker. Pludselig brød han ud i et Par dyriske Hyl.
Mugit et in teneris formosus obambulat herbis.

Mikkel huskede Verset. Det kom ubetvingeligt over ham, han lo i dødelig
Smærte.
Zacharias faldt nu om, tav og krøllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud
over Kanten af Baalet, og Mikkel saa, hvorledes Finger efter Finger
buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.
Se, se, se! lød det med stormende Vælde fra hundrede Munde mellem
Tilskuerne. Og da Mikkel saa til, bemærkede han, at Carolus' Hoved havde
rejst sig deroppe paa Baalet. Han laa midt i Ilden og var øjensynligt
levende endnu, men Hovedet laa ikke formløst, det stod fuldt ud fra Brynene
i to tydeligt adskilte Halvdele, som hver for sig igen var delt i fyldige
Vindinger.
Se! skreg Mængden i Rædsel. Og det var et grufuldt Syn, Blodet stred i det
voldsomt spændte Hoved, Aarerne brød tykke og levende ud mod Huden. Hele
Hovedet rørte paa sig, det lavede sig til Spring. Der maatte foregaa en
Kamp i dets Indre.
_Se nu!_ lød det i vildeste Ophidselse, se nu, se, se! Aarerne havde aabnet
sig, og det sorte Blod krøb ud som Orme, der væltede sig i Ilden. Hovedet
revnede paa flere Steder og begyndte at forkulle, der satte sig smaa
Flammer rundt om paa det. Men ovenover det falmede Ilden snart og blev grøn
som Edder, snart blussede den og løb i røde Hvirvler.
Baalet var nu paa sit højeste, det var en eneste stormsusende Lue. Der var
kun en lille sort Stump tilbage af Zacharias. Saa skred hele Baalet paa en
Gang sammen og blev en hvidglødende Hob. Heden slog saa stærkt ud derfra,
at de nærmeste fik Vabler i Ansigtet, der opstod Trængsel og Panik. Men saa
var det forbi.
Mange vilde siden paastaa, at de havde set Satan spille i Flammerne, blaa
som Staal, og fare ud med Røgen, da Baalet skred.


Vinterens Røst

Kongen havde befalet Kuréren paa Taarnet at blæse Velkomstsignal, naar han
saa Mikkel komme tilbage. Og godt og vel fjorten Dage efter Afrejsen
begyndte Kureren ogsaa at blæse en Formiddag, men han holdt op midt i, som
var han ikke vis i sin Sag. Efter et Øjebliks Tøven tog han fat igen og
blæste med fuld Kraft Signalet ud. Mikkel kom ikke ridende tilbage, han var
kørende, hans Hest gik bagefter Vognen med tom Saddel. Det regnede.
Port efter Port aabnede sig for Køretøjet og lukkede sig efter det igen, og
omsider naaede det ind i Slotsgaarden.
Oppe paa Trappen stod Kong Christiern med Baret paa Hovedet og i sin
falmede Skarlagens Kappe. Og paa hver sin Side af Trappen havde han plantet
Jakob Spillemand og lille Ide. De stod smukke og tilfredse i Tagdryppet.
Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og
hyttede den for Væde under Frakkeopslaget.
Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen
hjem.
Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen.
Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med
dig, Mikkel?
Ja det var nok saa. Mikkel laa gusten og med halvt lukkede Øjne, det saa
ud, som han var død. Kongen lagde hastig Bagen af sin Finger til Mikkels
Ansigt og fornam, at han var varm endnu.
Lad os faa ham baaret op, befalede Kongen med blege Læber. Jakob, hent
Portvagten! Hvor er de henne allesammen, kald paa Berent! Saa! Tag nu ved
ham.
Mikkel kom til Live, mens de bar ham op; men han var yderst svag. De fik
ham lagt i hans Seng oppe i Taarnstuen, og Kongen satte sig hos ham. Efter
en Timestids Forløb begyndte Mikkel at se bedre ud, han fik lidt Farve
igen. Nu laa han ogsaa saa godt.
Hvordan er det, Mikkel? spurgte Kongen bekymret.
Jo, Mikkel syntes endda. Men pludselig blev han igen ligbleg og svag. Han
var saa bange for, at Kongen skulde begynde at snakke om Ærindet.
Hvor er du syg? spurgte Kongen.
Jeg er lam i venstre Side, læspede Mikkel. Der var noget i Vejen med
Tungen.
Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart
urolig, han famlede omkring med højre Haand og aabnede Munden, saa paa
Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med Ærindet, nu
vilde han have det overstaaet. Kongen forstod ham endelig og slog det hen;
det kunde de jo altid snakke om. Men Mikkel havde paa Hjemvejen udtænkt en
Historie om Udfaldet af Rejsen, den vilde han have fortalt. Kongen skulde
ikke vide Sandheden.
Da Kongen saa, at Mikkel absolut vilde af med Besked, søgte han at hjælpe
ham:
Du naaede altsaa derned?
Jo, stammede Mikkel forpustet, han saa bort for at skjule, hvor ulykkelig
han var. Jo. Men jeg fik ingen Besked. Jeg fik ingen Besked. Jeg blev syg
og maatte rejse forinden. Mikkel vendte under hede Taarer Ansigtet mod
Væggen.
Naa jaja, sang Kongen beroligende. Jamen det gør ingen Ting, Mikkel. Du
skulde slet ikke være sendt afsted. Vi har angret det hver Dag siden. Nu
skal du se at blive rask igen.
Kongen talte mange trøstende Ord til sin gamle Fængselskammerat, og Mikkel
laa ganske stille i den gode Seng, taknemlig og sønderknust. Noget efter
saa Kongen, at han var ved at falde hen, de forgræmmede Træk glattedes. Han
for op et Par Gange i Halvsøvne med lukkede Øjne, og Sorgfuldhed og Smærte
drog sig over hans Ansigt, saa glattedes det igen langsomt ud, indtil han
endelig sov med tomme Træk. Kongen listede forsigtigt fra Sengen og satte
sig til at læse.
Næste Dag var Mikkel bedre, og han kom sig nogenlunde. Men rask blev han
aldrig mere, han var sengeliggende hele Vinteren og Foraaret til sin Død i
Marte Maaned.
Det var en stille Vinter. Kongen ældedes meget i den Tid han gik om Mikkel
og saa ham falde sammen.
Men Tiden blev lang for Mikkel. Han kunde alligevel ikke rigtig dø. Livet
hang endelig ved ham, nu da han vilde af med det. Nu hævnede det sig.
Mikkel havde jo aldrig ladet Livet vederfares Retfærdighed, fordi han hele
sit Liv igennem aldrig havde villet dø. Han laa og tilstod det for sig selv
i de lange Nætter, naar Kongen sov i sin Seng, og Mikkel var alene med sine
vinterlige Tanker. Vinden sukkede dybt og fortroligt udenfor Taarnet som en
erfaren, der lyttede til hans Forladtheds Tanker. Den der ikke dør hver
Dag, skal aldrig leve. Men Mikkel havde aldrig villet dø.
Kongen lod en Dag lille Ide komme op og fremstillede hende for Mikkel, han
tænkte, at nu skulde han blive rigtig glad, naar han saa sit Barnebarn. Men
Mikkel vendte Ansigtet mod Væggen. Han vidste ikke af, at han havde noget
Barnebarn, han havde aldrig haft noget Barn, han havde ikke været gift. Han
var alene. Han laa mere ensom end den, der dør barnløs, han var dobbelt
alene. Skønt Ane Mette _var_ den, han holdt af, havde hans Længsel aldrig
været hjemme hos hende. Det var gaaet ham saadan, at han mistede netop den
Kvinde, han fik!
Saa lod Kongen lille Ide gaa igen.
Og der var de nu, de to Stormere! Kong Christiern, der sprang ud som selve
den flammende Utaalmodighed, med uhyre Planer, og blev Skaberen af Danmarks
Mangel paa Historie. Mikkel Thøgersen, der med sin suveræne Stolthed og
alfavnende Længsel blev Stamfader til en vidtforgrenet, tænkt Slægt. Der
sad de i Celle hos hinanden, tilsammen Grundlæggere af et Dynasti i det
Blaa.
Den Nat Mikkel døde, vendte hans Ungdoms dybe og vældige Følelser tilbage.
Han fik sit Væsens Varme, Hjærtets favre Vaar tilbage i samme Øjeblik som
hans Hjærte holdt op at slaa.
Men det var Evigheden, der gik, inden Mikkel naaede saa vidt. Han blev
skuffet Gang efter Gang. Ved Midvinterstid saa det endogsaa ud, som han
skulde staa det over, han laa helt fyrig i Sengen, og hans Næses røde Kulør
var kommen igen.
Kongen begyndte at klapre regelmæssigt med Kruslaagene som før Mikkels
Rejse, og de optog den gamle Levevis paa Taarnstuen blot med den Forskel,
at Mikkel laa. Kongen sparede ham nu heller ikke længere for Urimeligheder.
Han forlangte som før Underholdning af ham, og Mikkel sad henne i Sengen og
repeterede sine Historier derude fra Slagmarkerne. Han havde fortalt dem om
og om igen, skønt det var mange, han kunde. Mikkel havde været med i alle
de store, berømte Slag, der havde staaet i Evropa i den sidste
Menneskealder, han havde tjent næsten alle Evropas Fyrster og kunde
fortælle Træk om dem, og hvordan de saa ud. Hvad der særlig interesserede
Kongen var Slagenes Mekanik, Artilleriet og alt dette, som Mikkel nok havde
lagt Mærke til men aldrig hæftet sig videre ved; Kongen kunde spørge ham ud
i det uendelige; og Mikkel gravede i sin Hukommelse for at stille Kongen
tilfreds.
Mikkel havde en sluttet, fremadskridende Maade at fortælle paa. Historier,
han havde fortalt før, berettede han altid nøjagtig med samme Enkeltheder
igen, selv om han paa det nærmeste havde opdigtet dem selv første Gang.
Kongen bad ham ofte om den og den Historie, som han saa ofte havde hørt, og
som det adspredte ham at høre igen.
Naar Kongen vaagnede om Natten, vaagnede Mikkel af gammel Vane ogsaa
straks, de kunde da ligge i flere Timer og udveksle fredelig Snak. De laa i
hver sin Alkove med Skindene godt op om Hagen og aandede den kolde Luft,
der kom ind i Taarnværelset fra Kaminen, naar Ilden var slukket.
Maaneskinnet lysnede i de dybe Vinduesnicher gennem de grønne, frosne
Ruder. Kongen vendte Sanduret ved sit Hovedgærde. Tiden var lang, og Mikkel
maatte komme i Tanker om en ny god Historie, som Kongen ledsagede med sine
Naa og Hm, sit Bifald eller sin Hovedrysten.
Om Morgenen var Kongen altid ladet og farlig, saa tav Mikkel og laa
musestille, medens Kongen gik og klædte sig paa og væltede Stolene. Berent
blev laaset ind tidlig om Morgenen og fyrede i Kaminen, og naar Kulden var
dreven ud, stod Kongen op. Han lagde sig straks paa sine bare Knæ paa
Stengulvet og bad Morgenbønnen, der rigtignok mange Gange lød som ædende
Forbandelser. Naar det var besørget, gik han i Lag med den svære Stenkugle,
som han hver Morgen stødte hundrede Gange op over sit Hoved,
halvtredsinstyve Gange med hver Arm. Mikkel hørte hans Tællen og hans Fnys,
der blev forsonligere efterhaanden som han udmattede sig. Medens han gjorde
Toilette, talte han hviskende og hedt med sig selv. Vandet plaskede nu og
da paa Gulvet, naar han greb ustyrlig i det. Han pustede truende, og naar
Mikkel skævede stjaalent hen til ham, kunde han se ham staa med Haandklædet
og tørre sig, rød af det kolde Vand, stivnet om Brynene og om Munden og med
vilde Øjekast til alle Sider.
Naar Kongen havde vasket sig, plejede han at læse ondartet behersket i
Skriften, til Slaaerne blev taget fra Døren, og Berent viste sig med
Morgendrikken, varmt Øl med Nelliker og Ingefær i. Mikkel fik sin Part, og
de drak uden at tale sammen. Var Øllet for varmt, smed Kongen Kruset og det
hele paa Gulvet.
Kongen gik saa ned en Times Tid eller to og spadserede i Gaarden. Hans fire
Tjenere, der skulde ledsage ham, naar han bevægede sig udenfor Taarnet, gik
bagved. Kongen morede sig med at træde de hvide Isblærer sønder i
Rendestenen, eller han lod sig bringe en Armbrøst og skød efter Kragerne i
de rimede Træer udenfor Runddelen. Men naar det hændte, at der var kommen
Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte Tjenerne fra sig
og spadserede ene op og ned mellem Træerne. Her havde han vænnet sig til at
søge hen, naar Minderne blev levende.
Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa
Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsøvelser. Nu da Mikkel laa
til Sengs, var der ikke Tale om at spille Kegler mere. Kongen havde ikke
desto mindre nok at bestille hele Dagen, han havde endogsaa saa travlt med
tusind betydningsløse Ting, at han maatte skynde sig Dagen lang, han
skyndte sig uafbrudt. Om Aftenen gik han rigtig træt og gudhengiven til
Hvile.
Medens Julen stod paa, blev der festet dygtigt paa Slottet. Kongen sørgede
paa det omhyggeligste for, at Mikkel fik noget, som maatte ligge alene
næsten hele Tiden. Der gik Dage, hvor Kongen slet ikke var oppe i Taarnet,
han sad i den store Vagtstue nede i den ydre Gaard og soldede sammen med
Jakob Spillemand og Landsknægtene. Jakob bragte Liv til Huse.
Om Aftenen, naar det led mod Lukketid, kom Kongen krydsende hjem. Han gik
bidevind over den ydre Slotsgaard, idet han holdt Kursen mod Porten, og
naar han havde sløret sig igennem den sejlede han nynnende og hikkende over
den indre Gaard, hilsede op mod Frostmaanen og gik over Stag, med sin
Skygge efter sig paa den hvide Sne.
Jakob Spillemand var ikke ædru een Dag i Juletiden heller. Og Julen varede
ved til Paaske.
Over Nytaar blev det et klingrende Frostvejr. Sundet var tillagt, og de
milevide Isgulve sukkede og sang om Nætterne. Der var en vanvittig Magt i
Isens Drøn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var Mindelser
om forfærdelige, bundne Kræfter.
Mikkel hørte det, hvor han laa. Han vækkede Kongen en Nat, han troede han
skulde dø.
Det ringer saa voldsomt for mit venstre Øre, fortalte han isnende kold.
Kongen gik op og tændte Lys, han ravede, og Haaret stod ham pjusket om
Hovedet, han havde ikke sovet Dagens Rus ud endnu. Da han saa, at Mikkel
havde et angstfuldt Udtryk i Ansigtet, tænkte han, at han vel ikke kunde
være døende. Det er bare Isen, Mikkel! trøstede han, hvorpaa han slukkede
Lysene og kravlede i Seng igen.
Oppe i et Kammer i Slottets venstre Fløj var der en, der hørte de dybe
uhyggelige Skud, en ung Drabant af Slottets Besætning, og han sluttede sig
sammenfarende ind til sin stumme Elskede, til lille Ide. Ide hørte
ingenting, men hun gren betaget imod sin Ven, naar han saa uforklarligt
bange søgte ind til hende. Hun saa ham, der var stor og stærk, pludselig
blive sky som ramt af en indre Rædsel og ligge med fattig Mund og syge,
raadvilde Øjne. Ide elskede ham, hun kyssede ham. Der kom Ro og Fryd igen i
hans Blik, han holdt Ide i sin Favn. De laa i Skinnet af Lyset, der brændte
som Guld i Kamret, og han kyssede den hvide, fine Filt paa Ides jomfruelige
Bryst.


Grotte

Hver Nat kom en ringende, søndrende Lyd nærmere til Mikkels venstre Øre.
Det var som Lyden af en Møllesten ikke langt fra hans Hoved. Han laa ofte
og tænkte, at nu var han død. Der gik Aarhundreder, hvor han var strakt lam
ud i Mørkets staalskarpe Syngen.
Og dog vaagnede han endnu af og til og kunde røre en Haand eller skimte
noget af Stuen omkring sig. Men hver Gang den uhyre Lyd begyndte paany i
hans Øre, var den kommen nærmere og gennemskingrede ham forfærdeligere end
før.
Det var den samme Lyd, han havde sporet i sin Ungdom, men da var den svag
og fjærn, tusinde Mile borte. Siden var den vokset, hver Gang den mindede
ham. Og nu var Gnyet saa vældigt, at der ikke _var_ andet, Mikkel blev
borte deri. Det var Lyden af en Stenkværn.
Det var den nære Lyd af _Grotte_, som Fenja og Menja svinger i
Nordpolsnatten.
Deres Møllesang skal tage dig, den skal komme indenfra i din Hjærne som
søndermalende Stenlyd. Dit Hoved skal blive Centret for Grottes Hvirvler af
Verdensstøv, for Fenjas og Menjas splintrende Kværnsang.
Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi maler
dig Solopgang og Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende Skyer og
Grøderegn, Kløver, gule og hvide Blomster.
Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt Menja, afsvedne Marker,
Vandløshed, og vi maler dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky op
fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter.
Vi maler dig Foraar og blaa Bølger, stønner Fenja, vi faar Sommeren færdig
i Tide, vi maler dig grønne Skove fulde af Sangfugle, vi maler dig
Kærlighed, Glemsel og lyse Nætter.
Og vi maler dig Fimbuls Mørke, lyder Menjas skurrende Sang, Askeregn,
Visnen, vi maler dig Vinteren ind i Sommerens Hjærte. Vi synger dig en
Høststorm, vi svinger Rim og Frost over alt groende, vi maler Varmen ud af
Menneskenes Sind.
Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grøde, synger Fenja rasende, vi maler dig
Solhverv og Blikstille paa Havet, vi maler dig Føl og fimrende Hundehvalpe
og Søndenvind, vi maler dig Løvspring og Tro.
Ja, og vi svinger Kværnen, saa det knager, skogrer Menja, vi maler til
Barsel og vi maler i Kisten, vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger
sidst.
Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og planter Benene dybt i Mulmet
og svinger den rygende Kværnsten. De synger sammen, Fenja og Menja:
Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om Jorden. Dagen og Natten skal
veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler dig
Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige igen for Kulde.
Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i Aartusinder, men vi maler
dig endelig Istid.
Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af
Nordenstorme og fygende Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger
Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Nætter, vi
svinger Solen ud paa fjærne Veje. Vi maler hostende Isbjærge med knust
Fjæld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne under
Bræen, vi grutter al Frugtbarhed.
Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud, vi synger med frostkoldt
Hjærte, til Kværnen springer.


Spillemandens Afsked

Mikkel Thøgersen laa død en Morgenstund i Marts Maaned, da Kongen skulde se
til ham. Kongen havde længe ventet det, men han blev alligevel utrøstelig.
Det var saa sørgeligt for ham at se Mikkels stivnede Ansigt. Det
foruroligede ham, ligesaa meget som det smærtede ham. Han kunde ikke vænne
sig til, at Mikkels Ansigt slet ikke rørte sig det ringeste mere. Kongen
gik grædende op og ned i Taarnet, og hver Gang han kom til at se hen til
Mikkel, laa han der saa stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens
Hjærte blev underlig panisk berørt, han snappede efter Vejret, han fattede
det ikke.
Aldrig havde Kongen, set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i
sit Ansigt. Nu da Trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa
tydeligt frem. Den høje, øde Pande var som en Kuppel over uafbrudt,
uafbrudt Tavshed. Øjnene laa dybt under de stejle, gabende Bryn, de var
lukkede men syntes at se med et sovende, stort Blik. Nu var Mikkels lange,
vægelsindede Næse helt hvid, han var nøgtern; de fire Facetter i Tippen,
som havde givet ham en klog Mine, mens han var levende, saa ud som et
Signet eller et lille Kryds af Brusk. Mikkels hvide Knebelsbarter hang
stridt ned fra Mundvigene. Munden var bittert lukket. Den døde Mund var en
Verden af forstummet Smærte. Det var en Mund, der havde bragt det til at
tie om Græmmelse. Den var som en mystisk Ciffer, der gemmer Nøglen til
Sorgens Løndom.
Der laa Mikkel og tav om hvad han vidste, men de stumme Træk anklagede. Jeg
tænkte det nok! stod der at læse i hans Ansigt. Hvad kunde det nytte! Nu
var det forbi med hans Vildfarelser, uigenkaldeligt, og han laa jo ogsaa
lydig. Kinderne var falden ind mellem de stærke Kæber. Det var en Mands
barske og triste Maske. Det var en død Mands stiltiende Bekendelse, en Mand
der havde bidt fra sig til ingen Gavn i en Menneskealder og værget sig
ubøjelig men forgæves mellem gabende Misforstaaelser. Der laa Mikkel med
Dødens noble Ydmyghed paa Læben, Tavsheden, den slukte Trods.
Mikkels arme Hoved var som en støbt Ting, der har spillet halvfjersindstyve
Aar i Formen, inden den kunde blive afkølet og færdig. I halvfjersindstyve
Aar var hans Ansigt flydende og bespejlet af Livets tusinde Udtryk, hans
Øjne var som levende Metal, der fanger Lys, indtil en Hinde drager sig hen
over det, og det bliver fast og koldt, størkner, som Meningen er. Nu var
Mikkel færdig. Støbningen var endt.
Han blev lagt paa Straa nede i Slottets Rustkammer. Og i de Dage der gik
inden han blev jordet, var der stor Højtidelighed mellem alle paa Slottet.
Det mørkrædde Tyende turde ikke gaa ned i Gaarden om Aftenen af Frygt for
at komme til at se hen paa den lukkede Port, bag hvilken Liget laa. Den
mindste sære Lyd i Mørket skræmmede dem halvt fordærvet.
Men Mikkel laa uskadelig i det tyste Rustkammer, hvor Vaaben og Faner
dækkede Murene og skumle, tomme Harnisk stod i Række langs Væggene rundt om
Baaren.
Kongen gik ind og saa til Mikkel hver Dag og græd bitterligt. Mikkel
forandrede ikke Stilling. Han begyndte at skimle paa Panden. Kongen stod og
rystede paa Hovedet over ham og græd. Han var gammel nu Kongen, man saa det
paa ham, naar han var ulykkelig. Han var lang og slap i Trækkene om Munden,
og han bøjede forover. Jorden havde Bud ogsaa efter ham.
Mikkel blev jordfæstet paa Sønderborg Kirkegaard. Kongen kunde ikke følge
ham længere end til Vindebroen. Der stod et stort hædrende Begravelsesgilde
efter ham paa Slottet. Kongen lod to Fade tysk Øl lægge frem i Gaarden til
fri Afbenyttelse for alle. Om Aftenen var hver Mand rusende. Jakob
Spillemand, der var fortvivlet over Mikkels Død, blev baaret totalt bedøvet
i Seng.
Og Dagene gik. Det blev Foraar. De unge Landsknægte eksercerede indenfor
Ringmuren. Signalerne lød. Tra ra ra!
Først i Maj Maaned lagde Jakob Spillemand sig et underligt Væsen til. Det
begyndte med, at han til Forbavselse for alle sparkede ud efter noget,
bedst som han sad og spillede, og han fik det med at stirre hen i Hjørner
og fortrække Ansigtet af Væmmelse. Da man spurgte ham ud, klagede han over
Talrigheden af Rotter allevegne. De andre kunde ingen Rotter se.
Jakob drak for at komme sig, men det varede ikke længe, før han begyndte at
se Kaniner. Han jagede rundt med Kaniner, som alene han kunde se, og
Folkene paa Slottet havde mange Løjer af ham. En Dag mødte Jakob til sin
Skræk en Kæmpekanin i Porten, den var saa stor som en Ko, og han kaldte
Vagten til Hjælp, skreg, fægtede og tog Livtag, og alle Drabanterne paa
Slottet stod rundt om ham og vred sig af Latter. I en tre Dages Tid var
Jakobs vilde Kampe med usynlige Dyr Kilden til den største Morskab. Han
jagede i Timevis inde i Slotsgaarden, hvor man lod ham gaa, da han ingen
Skade kunde gøre der, og de saa ham stable Hjørnerne fulde af døde Rotter
og Kaniner; han slog saa mange ihjel, at han maatte række sig paa Tæerne
for at naa op paa den indbildte Bunke. Allerbedst som han gik og klemte
Rotter flade mod Muren i den ene Ende af Gaarden, sprang der Kaniner i den
anden Ende, og Jakob afsted efter dem. En Gang imellem for han uforsagt ud
midt i Slotsgaarden og leverede en Brydekamp med et Dyr, som efter hans
Fagter og Armfang at dømme maatte være meget stort og vildt.
Naar Mørket faldt paa, var der ingen, der blev inde i den dybe Slotsgaard,
hvor Mikkel Thøgersen maaske spøgede. Jakob brød sig ikke om det, han blev
der gærne hele Natten, hvis ingen hentede ham væk.
En Aften i Skumringen saa Jakob et Dyr komme ind i Slotsgaarden gennem
Porten, det var saa stort som et Hølæs og kunde lige knibe sig igennem. Der