Kongens Fald - 13

nedenfor Trappen, og to Trin oppe stod Kongen og snakkede til ham. Jakob og
Ide blev staaende under Porthvælvingen og vilde ikke gaa frem, saalænge
Kongen var der.
Det tog Tid med at faa Mikkel afsted, der var mange Forberedelser. Hesten
sparkede og skrabede i Stenbroen, Kongens Stemme gjenlød i den høje Gaard,
og det blev ikke til mere. Mikkel Thøgersen var i nye fine Klæder, grønne
Hoser og brun Vams, han gik rundt omkring Hesten den ene Gang efter den
anden og stak Fingeren ind ved Buggjorden og følte til Hovedlaget; det var
en ung, urolig Hest, og Mikkel, der var brudt i Knæene, lod ikke til at
være modig ved det.
Nu er du vist færdig, Mikkel, raabte Kongen og lo misfornøjet, se nu at
komme op!
Mikkel slog høfligt med Hovedet og sluttede Undersøgelserne. Saa skulde han
til det. Svenden, der stod ved Bidslet og holdt Hesten, rakte sig saa langt
han kunde for at give en Haandsrækning, han skelede op til et aabent Vindue
i Stegerset, gjorde Svenden, hvor et Par forleede Pigeansigter tittede
frem. Mikkel fik Foden i Stigbøjlen og hævede sig langsomt og fattet op.
Fald nu ikke ned paa den anden Side! raabte Kongen med et ængsteligt Grin.
Nej, Mikkel landede lykkeligt i Saddelen. Og da han sad der, skubbede han
Hatten tilrette og vendte med fornærmet Honnør sit hvidskæggede Ansigt op
mod Kongen.
Saa Farvel, Mikkel, sagde Kongen lidt rørt. Lad os nu se, du kommer godt
hjem igen.
Jo, Deres Majestæt, svarede Mikkel. Han samlede pustende Tømmerne og skød
sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Næsen. Saa slap Svenden, og
Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesløs i Saddelen.
Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelænderet, nej, nej,
nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gældende. Vagten holdt
Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide.
Porten lukkede sig straks efter ham igen, og de hørte ham ride over den
ydre Gaard og dundre ud paa Vindebroen.
Da der var bleven stille i Gaarden, vendte Kongen sig paa Trappen for at
gaa ind. Han stod og sagde noget til sig selv. Da fik han Øje paa Jakob og
Ide.
Hvad er I for to? spurgte han og gik ned fra Trappen med Blikket rettet
gennemtrængende paa dem. Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til
den anden, i højeste Grad interesseret.
Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine
Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa
undersøgende paa dem.
Hvad er I for Folk?
Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod
igen. Vi er af det Slav, der kommer meget omkring -- den her lille Pige er
ellers Datterdatter til ham, der red ud af Porten lige nu. Hm, naa. En
Slægtning af Mikkel. I er kanske kommen for at besøge ham. Saa var det
slemt, han just skulde rejse i det samme. Hvorfor snakkede I ikke til ham?
Søde Gud nej. Jakob smilede uhyre høvisk og saa ned for sig og gjorde et
rundt Spor i Sandet med Kæppen.
Jaja, sagde Kongen trøstende. De tav, og han saa paa dem.
Jaja, udbrød han igen stærkere. Der er ingen Ulykke sket endnu. Mikkel
kommer igen. I kan . . . I kan blive her saalænge, vi skal snakke med
Bertram. Kom I kun denne Vej. Naa saa I spiller?
Jo! Jakob slog glad og undselig paa Violinbælgen, mens de satte sig i Gang.
Den gamle Konge gik foran og rømmede sig i ypperligt Lune. Ho! Det skulde
nok ordne sig altsammen. Ho, ho!
Og de var henne og forhandle med Høvedsmanden. Jakob og Ide stod sømmeligt
i Afstand, mens Kongen talte deres Sag. Bertram Ahlefeld lyttede
forbindtlig og med største Ro. Han var meget højere end Kongen, men han
bøjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den
anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld
bevarede sin underdanige Kulde.
Kongen gik selv i sine udtraadte Sko over i den ydre Gaard og sørgede for,
at Jakob og Ide blev indkvarteret i en af Bygningerne der. Om Aftenen
maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste
opholdt sig. De blev beværtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med
al den Kunst, han raadede over. Det lød saa sært her under Murene. Kongen
var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene
brændte paa Bordet, hvor Spændebogen laa opslaaet.
Vinen begyndte at sætte Sving i Jakob, der for et sygeligt Træk over hans
Ansigt, og han gav en ellevild Springdans tilbedste. Ide stod spinkel og
pæn ved Siden af Stolen med Trianglen.
I en Pavse spurgte Jakob, hvornaar Mikkel kom hjem igen -- saadan hen i
Vejret, for at Kongen skulde overhøre det, hvis det var upasende spurgt.
Men Kongen svarede ligefremt, at det varede ti--tolv Dage.
Kongen tav herefter, og Jakob mente ikke at burde sige noget. Han spillede,
hvad han kunde huske. En Gang da han sad med Fjolen under Hagen og tænkte
sig om efter en ny Tone, stjal han sig til at se paa Kongens slappe,
ærværdige Træk. Kongen saa op i det samme og bemærkede, at Jakob var en
hærget og sammenfalden Mand.
Skal vi ikke have mere? spurgte Kongen hjærteligt, i sine egne Tanker.
Jakob spillede igen og traadte Takt med Hælen! Tju! Det var Træskovalsen.
Kongen beholdt dem hos sig hele Aftenen, han følte sig saa alene, det var
første Gang i ni Aar, at Mikkel havde været borte fra Slottet. Kuren blæste
Midnat fra Taarnet, inden Jakob og Ide kom fra Audiensen, og da var baade
Kongen og Jakob stærkt blissede. Kongen lagde sin Haand paa Ides Skulder,
før hun gik, og maalte hendes Skikkelse med en gammel Kenders dristige og
forsagende Artighed.
Jakob og Ide blev laaset ud gennem alle Dørene af Slotsforvareren, som var
dygtig mut. Vagten nede i Porten havde bedre Humør, han lyste med Lygten
paa Ide og saa, hvor hun var fin og hvid. Da hævede han lumskelig Lygten i
Vejret, saa at de stod i Mørke, og tog Ide om Hoften med sin store Næve.
Hun kastede sig til Side, og der kom et Brøl fra hende, fra Struben, dybt
og raat som fra et ukendt Dyr, det gjaldede under Porthvælvingen og hørtes
over hele Slottet.
Herre Jesus! Soldaten sank i Knæ og veg baglængs tilbage ind i Porten. Der
blev aabnet Lemme og Ruder overalt oppe og nede i det store Slot, og
forfærdede Stemmer spurgte søvndrukkent ud, om hvad der var sket. Uroen
lagde sig først længe efter, at Jakob og Ide var i Behold i deres Kamre.
Ogsaa Kongen hørte Brølet, han stod ved Vinduet og saa efter Vejret, og han
_sprang_ dybt ind i Taarnværelset, Haarene rejste sig paa hans Hoved. Han
sneg sig til Døren og strakte en Haand ud og prøvede, om den var lukket, jo
den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik
skælvende til en Stol og sank om dødelig mat. Saa slog han Bibelen op og
satte sig til at læse med Lysene tæt foran sig. En Gang imellem rejste han
lydløst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive
skræmte Øjne.
Lidt efter lidt blev han rolig, han vovede sig ud fra Bordet, tændte flere
Lys og hengav sig taknemlig til Læsningen af Ruths Bog, sad nidkær med sit
store hvide Hoved mellem Lysene og læste den ud. Og da han var færdig,
meldte den Tanke sig, der altid anfægtede ham, naar han havde været
fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var døde
og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var længe siden.
Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle
Lysene paa nær tre. Han lagde sig omstændeligt paa Knæ midt i Taarnstuen og
bad sit Fadervor, hviskede halvhøjt og længe, til Regnskabet var gjort op.
Han gik derpaa i sin Seng, lod Lysene brænde og laa med Hænderne foldet
foran sig paa Felden og med rolige, vaagne Øjne.
I denne Stue havde han nu boet i elleve Aar. Her var det, han gik som et
Rovdyr fra Mur til Mur de første Maaneder, da Indespærringen slog ham med
Feber. Her svedte han, her spiste og drak han som en rasende og faldt fuld
og gal i Søvn om Aftenen for at vaagne under hvislende Eder om Morgenen.
Her gik han sparkende op og ned mellem de dinglende Stole, her sendte han
Tinkrusene fra sig, saa de faldt flade ned fra Væggen. Her havde han gaaet
og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor.
Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og
saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der for Skygger over hans
Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.
Pludselig lo han, og det var den dybe naadige Latter fra gamle Dage, han
var kommen til at tænke paa den unge Kvinde, som Ditlev Brokdorp listede
ind til ham her for elleve Aar siden, da han havde lagt sig til Sengs og
ikke vilde staa op. Han havde unægtelig været lykkelig ved Pigen, som ogsaa
var virkelig køn. Men det var syndigt, det var en grov Overtrædelse. Gud
beskytte hende, hvor hun saa var!
Kongen sukkede dybt og saa med et fugtigt Blik ind i Lysene. Om lidt
haabede han at falde i Søvn, takket være Vorherre, der frier os lempeligt
af Vaade og vender vor Utaalmodighed til Visnen.


Carolus

Mikkel Thøgersen red over Vindebroen. Men da han kom ud i den frie Luft,
svimlede han og var nær dinglet af Hesten; Udsigten til alle Sider
fortumlede ham, det var som skulde han skilles ad. Han red det korte Stykke
Vej ned til Færgestedet, prajede Baaden og blev sat over. Men saa kom han
heller ikke længere den Dag, han maatte syg og halvt forstyrret tage ind
paa Færgekroen, hvor han straks gik i Seng. Næste Morgen var han ved godt
Mod igen, han slog nogle af sine Penge i Stykker paa Kroen og begyndte at
se lysere paa hele denne Rejse, som han havde været bange for, lige fra den
blev bestemt. Han og Værten pæglede lidt sammen paa Formiddagen. Men saa
fik Mikkel pludselig travlt og beordrede Hesten frem.
Jeg skal til Lybæk, erklærede han betydningsfuldt. Jeg har langt at ride.
Det er i Kongens Ærinde.
Mere vilde han ikke sige, han omgav sig med en Statsmands skæbnesvangre
Hemmelighedsfuldhed:
Lad min Ganger føre frem!
Værten fik ikke mere at vide, og han var vist ogsaa saa temmelig ligeglad.
Mikkel var en Smule kæfret, han besteg Hesten med rullende Øjne og svang en
stor Mønt i Støvet til Staldkarlen. Saa red han, og Skam slaa, den gamle
Negl viste sig til sin Fordel i en Galop, han red som Edder og Forgift ud
ad Landevejen.
Mikkel rejste for Alvor, han var inde i hver eneste Kro paa Vejen. Hvert
Sted lod han sig forlyde med det vigtige og paatrængende Ærinde, han var i
for Kongen. Folk undrede sig over den affældige gamle Mand og spekulerede
paa, om det mon var en forrykt, bansat Kardinal eller en hjempermitteret
Oberst eller en alderdomssvag Markedsgøgler. Han saa ud som en højbaaren
Mand med sin side Skaldepande, men han tog sin Snaps som en Geworben. Der
stod Respekt af ham, og dog gik man bag om ham og lo. Hvad mon det var for
et Ærinde, han talte om? Det maatte haste svært og kræve stor Erfaring,
siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hænge sammen.
Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik
ringeste Besked.
Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene
suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa
en Kro. Her troede de, han skulde være himlet, men nej, han var paa Benene
allerede næste Morgen og vaklede i Saddelen, han ilede gennem
Sønderjylland, som skrevet staar, og ankom endelig mere død end levende til
Lybæk.
Mikkel tog ind paa »den gyldne Støvle«. Dagen ud hvilede han og gjorde sig
tilgode, og han sov til næste Dags Middag, hvorpaa han vandrede i
Raadhuskælderen. Men saa skulde han ogsaa være færdig med sin private
Fornøjelse af Rejsen, nu gjaldt det at faa Ærindet udrettet. Han spurgte
sin Vært efter Veilchenstrasse.
Veilchenstrasse! Værten saa paa ham med rundbuede Øjenbryn. Hm! Naa ja, den
kunde han jo godt vise ham. Den laa der og der. Og Mikkel begav sig afsted.
Da var det langt hen paa Eftermiddagen. Han havde nær aldrig fundet den,
det viste sig at være en snæver Gyde, som allerede laa næsten i Mørke. Oppe
i Vinduerne sad velnærede unge Kvinder, og mere end en af dem kaldte
henrykt paa Mikkel, som gensaa hun en længe savnet, kær Ven. Mikkel tog dog
ingen af dem alvorlig. Omsider fandt han det Hus, han søgte. Det var kun et
Fag bredt, og der var ingen Vinduer i det, kun et Par Lemme højt oppe. Over
Dørkarmen hang et irret Messingbækken. Døren var laaset, Mikkel tog
Hammeren og lod den falde.
Der gik flere Minutter. Men Mikkel var taalmodig. Endelig hørte han Skridt
udenfor, og en Nøgle blev stukken i Døren. I det samme mindedes Mikkel sært
nok en Gang for mange mange Aar siden, da han havde hvisket ind ad
Nøglehullet i St. Nicolaj Kirke i København. Døren gik op paa Klem, og
Mikkel saa et Ansigt med store sorte Briller.
Er det Mester Zacharias? spurgte Mikkel.
Ja, min Herre, hviskede det blødt.
De tav begge lidt. Saa begyndte Mikkel med svag Stemme at klare for sig.
Men Zacharias havde næppe hørt Kongen nævne, før han med solemne Fagter
aabnede Døren helt.
Kom ind, kom ind, raabte han kvækkende. Ah saa! Min kære Ven!
Mikkel traadte over Tærskelen, og Zacharias laasede Døren igen. De stod i
Mørke. Zacharias slog Ild og tændte en Spaan og førte an hen til Stigen.
Følg efter mig. Der er lysere ovenpaa.
De kom op i en stor Stue, som fik Lys fra et Vindue ud til Gaarden. Men der
var meget skummelt derinde. Mikkel saa et Krokodilskelet og nogle
Fuglehamme hænge under Loftet, paa Gulvet flød Bøger og gamle Klæder. Der
stod en Globus paa Bordet mellem en Mængde støvede Papirer. Rundt paa
Væghylderne skimtedes Flasker i alle Størrelser. Der var en grim doven
Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.
Nej se! raabte Zacharias fremdeles overrasket og hjærtelig. Kom dog til
Sæde! Naa saa Kong Christiern sender Bud til mig ringe Lærde! -- Dog det er
ikke min kirurgiske Kunst, Kongen har Brug for!
Nej, bekræftede Mikkel slaaet.
Zacharias satte sit gule Kranium i en vuggende Bevægelse fremefter og
tilbage. Og han begyndte at knurre.
Vi bliver gamle, _Mikkel Thøgersen_, sagde han saa overrumplende, han sad
med fremstrakt Hals og et fast Blik.
Mikkel for sammen og saa op. Han maabede:
Hvorledes, kender . . .?
Zacharias satte igen sit Hoved i en vuggende Bevægelse og nød Triumfen.
Joh! sagde han. Joh! Men dermed skulde Spøgen være forbi, han gjorde sig
alvorlig. Naa!
De tav i nogle Minutter. Mikkel saa med virrende Hoved ned i Gulvet. Denne
Mand maatte man holde sig gode Venner med. Han lagde Hovedet lidt skævt og
saa trohjærtig paa Zacharias.
Gammel -- Aa! De ser endda ikke ud til at være saa gammel. Jeg er over de
halvfjers. Saa gammel er De ikke.
Da for Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter, gik
rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrækkeligere og slog Knips
foran Mikkels Ansigt:
Jeg er vel endogsaa ung!
Og idet han tog endda længere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende af
Lystighed:
Mugit et in teneris . . .

Han hujede af Grin:
Formosus . . .

Han storkede skogrende rundt:
Obambulat herbis.

Det varede længe inden Zacharias blev færdig med at more sig over denne
blodige Strime af Ovid.
Mikkel sad forlegen og vaskede sine gamle Hænder i Uskyldighed. Han tænkte
paa sit Ærinde, skottede til Globen paa Bordet.
Zacharias opfangede gridsk hans Blik og indstillede sit Spektakel.
Kongen ønsker Besked om himmelske Konstellationer? sagde han hurtigt.
Ja, Mikkel indrømmede det med en Oldings Ydmyghed og Fatning. Denne Mand
der vidste altsaa al Ting.
Fortæl! raabte Zacharias.
Og Mikkel gjorde saa i al Korthed Rede for sit Ærinde. Kongen og han var
kommen paa Kant med hinanden om et astronomisk Spørgsmaal for et halvt Aars
Tid siden. I Jerusalem havde Mikkel truffet en tysk Munk, der fortalte ham
som sin Overbevisning, at Solen ikke gik rundt om Jorden, men at det var
omvendt. Siden havde han ogsaa hørt det i Italien. Og en Dag, da han
fortalte Kongen om sine Rejser, var han kommen til at nævne det. Kongen var
straks bleven forfærdelig ophidset. Siden havde de næsten daglig været oppe
at trættes om det. Mikkel havde nu en Gang indset Rimeligheden i det,
Munken fortalte; han havde maattet give ham Ret, da de red paa Kameler
gennem Lilleasien og fulgte Stjærnernes Baner om Natten. Desuden var det en
personlig Erfaring, han selv ad anden Vej havde gjort. Hans Liv havde
virkelig lært ham det samme; han var begyndt med at tro, at hele
Tilværelsen drejede sig om ham alene, og havde lidt efter lidt gjort den
Iagttagelse, at det kun var tilsyneladende. Men Kongen vilde ikke taale, at
han troede det, han var rasende.
Mikkel tav og pustede lidt angrebet ved Tanken om Uretten, han i den
Anledning havde lidt. Det var hændt mere end en Gang, at Kongen havde
listet sig op om Natten og gennempryglet ham i Sengen i Mørket, naar han
ikke havde kunnet klare sig i Disputationen om Dagen.
Saa var de endelig bleven enige om at anke Sagen ind for Zacharias, om hvis
store Lærdom der gik Ry.
Zacharias kneb Øjnene sammen. Mikkels løjerligt udslukte Fortællemaade
imponerede ham næsten. Et saa grufuldt Kætteri som at endevende Firmamentet
vilde han selv have nydt anderledes. Han rejste sig og vimsede omkring i
Stuen, satte Brillerne paa og bladede længe i forskellige Papirer. Saa kom
han endelig hen til Mikkel igen, han havde anlagt en koldblodig og resolut
Mine og udbrød paa Latin:
Godt, saa sætter vi en Undersøgelse i Gang. Kom igen imorgen.
Mikkel rejste sig med Besvær og takkede. Saa skulde han gaa. Men han blev
staaende og lod et langt, søgende Blik glide rundt i Stuen paa alle de sære
Flasker.
Jeg skal følge Dem ud.
Mikkel saa paa Flaskerne og rørte Munden. Det lod ikke til, at Zacharias
kunde læse hans Tanker mere nu. Han sukkede og smaalo:
Jeg er saa tørstig, Mester, det skulde ikke være muligt . . .?
Zacharias beklagede meget, han havde ikke andet end Medikamenter i Huset.
Han var saaret over Mikkels læge Smag og begyndte med klangløs Stemme at
underholde ham om lærde Folks Nøjsomhed og Tarvelighed. Imidlertid fandt
han alligevel en Stob og et Tinbæger frem og skænkede det halvfuldt. Mikkel
smagte, det var en stærk spansk Vin, han drak med Begærlighed og var saa
heldig at huske et Vers af Horats bagefter. Zacharias nikkede oprømt og tog
sig en Slurk selv. Men da han havde faaet den i sig, slog han de smalle
Gummer sammen:
Gigigi!
De tømte Kanden. Mikkel genfandt sin Ungdoms Latin og lod staa til uden om
Konjunktiverne. Men Citaterne strømmede fra Zacharias. Han fortalte svinske
Historier fra sine Studenterdage i Leipzig, han trængte ind paa Mikkel med
smaa hundske Anekdoter, han skreg af Latter og blev snart fuldstændig vild.
En Gang imellem pokulerede de med største klassiske Gravitet. Mikkel søgte
at følge Zacharias og afgav Billedet paa en svirende Alumnus saa godt han
kunde. Men han havde glemt meget og var bleven stiv i Ledemodene, Mikkel.
Han sad der som et gammelt slidt Orgel med hullet Bælg, og naar Zacharias
traadte ham, gav han maaske Lyd paa rette Sted, men han gav ligesaa ofte
Vind. Mørket faldt paa. Fuglehammene begyndte at gro og vifte under Loftet.
Zacharias blev fuld og desperat. Han stod op paa Stolen og udsang hele den
skønne Metamorfose om Europe og Jupiter. Men pludselig saa Mikkel rystet op
paa ham, med en gammel Mands hellige Enfoldighed, og han blev næsten ædru.
Kunde han ogsaa følge ham her? Hvad var det nu, han slog Skidt paa?
Ved du, hvem jeg er? hujede Zacharias.
Nej, det vidste Mikkel ikke.
Det var mig, der kørte Solen for nær. Jeg har været paa et varmt Sted. Kan
du ikke se, jeg er afbrændt?
Mikkel maatte sande det. Der var ikke et Haar paa Zacharias' rødgule Hoved
eller paa hans Hænder, ikke en Gang paa Øjenlaagene var der Haar. Huden var
skrumpen og poleret som lutter Ar.
Det var i Magdeburg for tolv Aar siden, lo Zacharias pludselig dæmpet og
med skurrende Røst, der kom jeg Ilden for nær. Men vi fik Befordringen
vendt.
Han lo som en Pisk. Tog sig saa sammen og tav alvorlig med brændende onde
Øjne. Mikkel sad og var helt forvirret.
Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo Tand
for Tunge, min fine Mikkel. Kom!
De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i øverste Stokværk. Der
var mørkt, og Mikkel fik næsten ondt af Lugten derinde, det var en tung,
sørgelig Lugt som af smaa Børn eller af syrnet Kød.
Ja jeg ved selv ingen Besked om Stjærner og om Filosofi, raabte Zacharias
støjende, jeg har al min Tid været Kirurg og har ikke beskæftiget mig med
Forholdet mellem Organerne eller Sjælen. Men da jeg praktiserer som
almindelig Vismand, har jeg sørget for et _alter ego_. Og der er ikke det
metafysiske Spørgsmaal, som man ikke kan faa besvaret hos mig. Jeg skal
præsentere to ærede Kolleger for hinanden.
Dermed slog Zacharias Lemmen op. Dagslyset faldt ind, og Mikkel saa, at de
var tre i Kamret. Henne ved Væggen paa en lav Bænk laa et Væsen og stirrede
paa dem med syge, dybe Øjne. Men Hovedet var af en unaturlig Størrelse og
Form, det syntes at være sunken fladt sammen paa Bænken. Det var hvidt som
Talg og laa i store Valker.
Ja se paa ham! raabte Zacharias. Han er tam. Det er min alvidende Makker.
Han hedder Carolus. Men i Øjeblikket kan han ikke sige meget. Det tager
sine to Timer at faa ham gjort varm, og der skal en Kradser af et Problem
til. Rejs dig, Carolus, og hils paa os!
Carolus hentede to spøgelsetynde Arme ud fra Felden, som han laa under,
stemmede dem mod Bænken og rejste sig møjsommeligt op i siddende Stilling.
Det var først som om det store, bløde Hoved ikke vilde følge med, men han
fik det samlet fra Bænken. Og da han sad op, hang Hovedet ham som en Dejg
ned over Øjnene og naaede Skuldrene.
Han er meget slap i Dag, oplyste Zacharias, men han grublede ogsaa
betydeligt igaar. Derfor er det, han skal ligge i Mørke. Læg dig kun ned
igen, Carolus, og lad Hvile falde paa dig!
Carolus lod sig langsomt synke bagover og ordnede sig med Hovedet paa
Bænken, saa at han havde Øjnene fri. Det lille usigeligt gammelagtige
Ansigt antog et forstenet Udtryk. Kun Munden, der sad opadvendt som paa en
Flynder, gik i sære lidende Trækninger.
Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning,
Hukommelsesarbejde -- giv ham et Tal at hæve i anden Grad.
3719, sagde Mikkel.
Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen.
13830961, svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af en
Padde.
Det er godt. -- Ja vi kommer med en Opgave til dig, Carolus, du kan godt
begynde paa den med det samme. Kongen af Danmark vil vide for bestemt, om
Solen gaar rundt om Jorden, eller om det er Jorden, der o. s. v. Værsgod.
Zacharias vendte sig stadig højrøstet konverserende mod Mikkel og henledte
hans Opmærksomhed paa en meget stor Klokke af græsgrønt Glar, der stod inde
i Kamrets Hjørne.
Den er Carolus bleven dyrket op i. Aa, den kostede mig mange Penge, den
Glasklokke! Det er nu ni Aar siden, jeg fik Carolus. Jeg købte ham af en
omløbende Rakkerkvinde. Han var to Aar gammel den Gang, saa nu er han jo
ikke saa ung. Jeg har haft Held med ham. For en sytten Aar siden begyndte
jeg med et Barn i Magdeburg, det var i en mindre Klokke, men han døde af en
Betændelse, da han kun var halvt saa udviklet som Carolus. Han var nu
heller ikke af fineste Ekstraktion, han var Frugten af den radikale Elskov
mellem en ganske menig Munk og saa en rigtignok fribaaren og højfornem
Frue. Carolus derimod er en født Fyrste! Han har kongeligt Blod i sine
Aarer, og det frisk fra Fad -- _ved du, hvem han er_!
Zacharias var komplet ellevild, han stirrede paa Mikkel med Dødsforagt, han
lettede det ene Ben og slap en Vind.
Skal jeg fortælle dig, hvem Carolus er, kan du tie stille med det? Han er
Søn af Kongen af Danmark! Ja. Han blev født paa Sønderborg Slot! Kongen fik
ham i sit Fængsel! Hans Moder var en Pige af Folket. Barnet blev taget fra
hende af velbaarne Hr. Knud Pedersen Gyldenstiærne og givet til den
Taterkone, som jeg købte det af. Jeg har Papirer paa det. Jo, Carolus er
den ædleste Spire, der nogensinde er blevet podet paa Kundskabens Træ,
Carolus, Kongens Søn, Prins af Danmark! Hans Hoved har vist sig at være af
en enestaaaende Ekspansionsevne. Jeg fjærner Hovedskallen, forstaar du jo,
og lader Hinden over Hjærnen danne sig til en Hud, og saa ernærer jeg
kraftigt men sørger for høj Temperatur omkring Hovedet. Derfor er Klokken
nødvendig. Carolus holder saamænd endnu af at kravle ind i sin Klokke, hvor
han har siddet saa mange Aar, skønt den nu er lovlig lille til ham. Han er
det bedste Hoved i Evropa. Ikke alene er han grundig, men han er hurtig!
Der er ikke Mage til Apparat. Han er nemlig nogenlunde før paa Kroppen og
Lemmerne ogsaa, ingen Vanskabning, og han nyder et udmærket Helbred; der er
godt Blod i ham til Hovedets Brug. Han er en Finmærker som faa. Jeg behøver
blot at _vise_ ham Jærn, saa begynder han straks at sagle, han skelner
mellem Metallerne ved Berøring alene; Bly og alle uædle Legeringer gør ham
svedig paa Fingerspidserne med det samme, men Guld eller Sølv har en
lægende Indflydelse paa ham. Og saa maa jeg sige, han er slet ikke ensidig
lærd, han kan Talsystemet, og saa har jeg lært ham Latin. Men alt andet har
jeg holdt ude fra ham, netop for at han skulde blive, hvad Plato vilde
kalde en Norm. Der er alting i ham, han er rigtig, han har Universet
indvendig paa Hinderne . . . se nu paa ham!
De traadte hen til Bænken, og Mikkel saa, at Carolus' Hoved var bleven
mørkere, alle de bløde Valker var rosenrøde og havde hævet sig en Del. Han
laa med lukkede Øjne. Zacharias slog Felden tilside og viste Mikkel det
stakkels spinkle Legeme, der laa foldet sammen i Fosterstillingen. Lemmerne
var ved at blive døde og kolde.
Nu har han begyndt, hviskede Zacharias. Se, hvor han er forpint i Ansigtet.
Mærk her, mærk Pulsen!
Mikkel følte modvilligt paa det bløde Hoved, der allerede var meget varmt
og bankede uroligt.
Ja vi kan godt gaa, sagde Zacharias, han er langt inde i Opgaven. Men det
vil vare over en Time, inden Hovedet er fyldt og udspændt. Han ser rigtig
godt ud, naar han er fuldt opsvulmet og sidder som en Stilk paa sit eget
modne Hoved. -- Jeg ved ikke, om Kollega vil vente og faa Besked om et Par
Timer eller komme igen i Morgen?
Hvorfor ligger han og ser saa elendig ud i Ansigtet? spurgte Mikkel bange
og deltagende. Mikkel var næsten ude af sig selv, af Vinen, af Skræk og
Ynk.
Det er kun naturligt, svarede Zacharias, det følger med Tænkeevnen.
Jeg troede, man blev glad af Klogskab, stammede Mikkel, og han blev saa
svag.
Skal vi gaa? foreslog Zacharias. Hr. Mikkel! Visdom fordobler Gaaderne.
Carolus har sagt mig det som Essensen af sin Grublen. Hans Hoved vejer et
Lispund og nogle og fyrre Kvint, kold Vægt, og hver Gang han løser et
Problem, tager Vægten til med et Kvint. Carolus har ogsaa sagt mig, at man
under abstrakt Tænkning efter et vist Tidsrum kommer tilbage til
Udgangspunktet. Det vil sige, at i samme Øjeblik man nærmer sig den
virkelige Løsning af et Problem, ophører Problemet at eksistere som
saadant. Men selve Processen, der iøvrigt ytrer sig som Smærte, og hvis
Udstrækning er ligegyldig, har jo sin Interesse og sin Værdi. Jeg ved ikke,
om Kollega forstaar. Skal vi gaa ned? Jeg tror, jeg har en Kande dernede
endnu.
Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han følte sig syg og bedøvet.
Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen ædru, han
knebrede en hel Del med sin skaanselsløse Livlighed, men Mikkel hørte
ingenting mere. Nede i Døren aftalte de, at Mikkel skulde komme igen Dagen
efter og hente Besked.


Ilden

Det var Aften, da Mikkel tumlede ud paa Gaden. Beboerne holdt et farligt
Levned, de sang og vinkede ud af Vinduerne med store Krus. Soldater og
Søfolk gik larmende gennem Gyden. Mikkel skyndte sig, han dinglede afsted,
og Soldaterne hilste ham med høje Lattersalver, men han slap igennem og