Kongens Fald - 10

Total number of words is 4957
Total number of unique words is 1560
43.4 of words are in the 2000 most common words
59.1 of words are in the 5000 most common words
67.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
befæstede Byer nede i Tyskland. Zacharias var kommen derigennem og havde
set Folk flygte nede i Gaden som ved Magi; Døre og Porte trak dem til sig,
de _blæste_ væk. Hvorfor? Fordi der travede en enkelt gal Hund med Fraade
for Munden midt ad Gaden.
Axel smaaslumrede.
Zacharias fortalte en Legende. Det var om en Munk, der rejste ad en Genvej
til Jerusalem. Først var han kommen forbi to klare Søer og over en lille
Høj og var gaaet udenom en Grav. Efter en lang Rejse Bakke op og Bakke ned
var han saa kommen til to store, hvide Bjærge, og der havde han bedet. Saa
var han rejst milevidt over et rundt Højland, først op og saa ned. Fra
Toppen havde han øjnet Getsemane Have. Saa var han kommen til Jerusalem.
. . . Pludselig laa Axel lysvaagen ved noget Badskæren fortalte. Og han saa
Lystigheden i det misfarvede Ansigt.
Det var ikke andet end en kvalmende Historie om en ung Pige i Holland. Hun
var kommen til Zacharias og havde bedt ham om en Medicin mod Rotter i sin
Husbonds Navn, det var en stor frodig Pige i Tyveaarsalderen, netop den
tidligmodne Type, der ligefrem bruser. Og saa var der -- læg nu Mærke til
det -- en Dovenskab over hende . . . den Slags har mættet sig med forbudt
Elskov i saadan noget som et halvt Aar, det skal aldrig slaa fejl. Se, to
Dage efter blev Zacharias hentet for at foretage et Ligsyn. Det var jo
hende. Hun var frugtsommelig. Ho ho ho. Hun havde sat otte Lod Rottekrudt
tillivs, den Portion, hun under falske Foregivender havde faaet af ham. Der
laa hun paa et Bord. Og hun saa ud i Døden, som havde Gud den almægtige,
den Gang han i sin Tid indblæste hende Livsens Aande, pustet lige almægtigt
nok til, saa at der var bleven en Bule paa hende . . .
Her knaldede Zacharias i Grin. Det var som faldt en Stabel Brænde pludselig
ned.
Men Axel saa paa ham i dybeste Rædsel. Han havde ikke faaet andet ud af
det, end at han _saa_ dette døde Legeme paa Bordet. Og han mindedes
_Inger_, der havde snappet en Blomst paa Marken og gaaet med den i Haanden
som et Lys . . . ved hans Side. Hele hans Væsen rejste sig og fornægtede,
det var ikke muligt, væk, væk! Han lukkede til for sine hede Øjenstene og
vendte Ansigtet mod Væggen, han holdt sit Vejr og græd.


Den danske Død

Axel, den sorgløse, døde om Aftenen under aaben Himmel, de sidste Timer var
han ved fuld Bevidsthed.
Trediedagen efter at han havde faaet Saaret, blev han dødssyg. Og han var
træt af Evigheden, han havde slidt Livet ud gennem to Døgns legemlige
Smærter. Da han mærkede den sidste Hede, lod han sig bære ud, han skreg som
et Dyr de Minutter, de havde ham paa Armene. Nu sad han i en Stol udenfor
Huset Dagen over.
Da han slog Øjnene op i Solskinnet -- Ænderne snadrede ved Brønden -- saa
han Mikkel Thøgersen, han havde staaet der noget.
Kan du ikke komme dig? spurgte det gamle ulykkelige Menneske. Axel rystede
ligegyldigt paa Hovedet og lukkede Øjnene. Længe efter da han saa op, stod
Mikkel der endnu.
Det var bagende varmt og stille. Solen glittede i et Potteskaar paa Jorden.
Bien di svalmer, sagde en trohjærtig Bondestemme henne fra Krohusdøren. Der
hang en Sværm Bier oppe i den snehvide Luft over Kaalgaarden, den stod tæt
ved Solen som en kuglerund levende Sky; snart spændte den sig ud, snart
tættedes den igen om sin mylrende Kærne, nu og da blev den helt usynlig i
Solilden; der lød en hed Syden ned derfra.
Axel hørte Mikkel sige, at Kapslen havde været tom. Der var ingenting i
den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede, var det aldrig faldet
ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde dø bekymrede
det ham ikke, at det var væk.
Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun den
døende, Axel rørte sig ikke. Siden bemærkede han, at Mikkel var gaaet.
Axel tænkte ustanseligt paa Inger nu. Havde de glemt ham? De kom ikke. Han
havde jo ikke sendt noget Bud, men han troede i Stilhed, de skulde fundet
ham alligevel. For noget siden vilde han ikke have set hende, men nu
. . . hvorfor havde de ikke fundet ham? Mikkel havde dog kunnet finde ham!
Hvorfor saa han ingen af dem? Det græd i hans Bryst. Han sad ganske stille.
Der var ingen Lindring, han kunde ikke en Gang gøre en Synkebevægelse for
at hjælpe sit svidende Bryst. Hans Svælg var tørret ud.
* * *
Hen paa Eftermiddagen vaagnede Axel i Følelsen af Smærtefrihed!
Ja. Han blev saa taknemlig, at han rødmede. Smærterne blev ved ikke at være
der! Han mærkede Forløsningen uafbrudt og kunde ikke bare sig for indre
Lykke. Han holdt sig rolig i sin uendelige Mathed og opløstes vidunderlig
smærtefrit. Nu og da hoppede Hjærtet tyst i Livet paa ham som et træt Barn,
der fryder sig ved at komme i Seng og ler hulkende.
Hans Tanker var bleven saa klare, glemte Ting faldt ham ind; han mindedes
før og nu i en Samtidighed, der ikke gjorde ondt. Erindringssmærten havde
forladt ham. Det var ikke bittert at dø. Det er ikke saa haardt, siden man
kan dø, inden man er død.
Axel erindrede Træk fra sin Barndom, da han havde været saa stolt, at haard
Behandling, Prygl smagte ham bedre end Venlighed. Den Kampesten laa der vel
endnu, han en Gang havde klæbet til i over en Time, aa det var en Sten paa
et Par tusinde Pund, som han i blind Vrede vilde kaste efter en anden
Dreng; og da han ikke kunde rykke den ud af Jorden, blev han hængende paa
den fastklamret med Hænder og Fødder som en rasende Myre. De maatte slide
ham derfra. Hvor det var kort Tid siden.
Axel tænkte paa Tilfælde, da han havde nyst flere Gange i Træk. Axel
mindedes en Skruptudse, der i Regn og Aftenmørke var krøben paa Maven
gennem Nælderne som en Spejder. Han kom til at huske et luvslidt Sted paa
Ærmet af en Trøje, han en Gang havde haft. Han døde, mens han kom lutter
Smaating ihu, de glemte Smaating, der smærter som gloende Jærn; men
Erindringens Grusomhed var bleven et med den lykkelige Følelse af dens
Ophør. Saaledes døde Axel levende. Som Sne, der smelter. Han levede sig ind
i Døden . . .
Inger! O ho ho! Hun var langt borte, skønt han mindedes hende i Døden. Kære
Inger, Farvel! Men det var ikke svært at dø.
* * *
Den Aften lavede Bønderne i Graabølle til Fest, det var Helgaften. Da
Mørket, Sommerens nænsomme Skumring, begyndte at falde paa, slog Himlen ud
i gult, og Græsset duggede. Det tunge grønne Korn hang som i Kager ud over
de sunde Agre, der kom en gejl Lugt fra Grøden i alle de tusinde unge Aks.
Nede i Engene ved Aaen brølede Køerne efter Malkepige. Langt borte paa
Graabølle Hedebjærge stod et Punkt mod den miledybe Himmel, det var en
Hyrdedreng, der søgte ovenud nu mod Aften.
Der var saa aftenligt stille og duftende svalt under Himlen, selve
Skumringen syntes grøn, som var Luften en frugtbar Sø. Alle Lyde kom blødt
til Øret. Ethvert Raab fra det fjærne lød som en Melding om Lykke der hvor
det kom fra, det fik Lykkeklang undervejs under den algode Himmel. Det
skulde jo ikke blive Nat, det var de lyse Nætters Tid.
Og da der nu var røgtet ind og fredeligt spist Nadver, samlede Godtfolk i
Graabølle sig sammen paa Bygaden udenfor Kroen. Der lød Musik af en enkelt
Violin, der sang som en menneskelig Stemme.
En og anden stillede sig hen nogle Minuter og saa til den fremmede, der sad
udenfor Kroen; de kunde blive enige om, at han nok saa grumme ringe ud.
Snart drog alle Byens Folk, gamle og unge, op til Kirken, hvor Gildet
skulde staa. Spillemanden gik i Spidsen. Kun en gammel Kone blev i Kroen
for den syges Skyld; hun satte sig i Døren med sin Rok og spandt Time ud og
Time ind uden selv at gøre ringeste Støj.
Tider gik. Oppe fra Kirken kom nu og da en svag Bølge af Stemmers Lyd. Et
Vindpust førte stigende Larm med sig derfra, Latter, Udbrud af de dansende.
Axel aabnede Øjnene, halvt henne som han var, og saa, at Natten var lys.
De sang oppe i Kirken. Det kunde høres, at de bankede Spundset ud af en
Øltønde. De sang højt og overstadigt deroppe, som dansede de nu allesammen
i Ring. Festen blev saa stormende, at den hørtes vidt ud i Landet.
Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat.
Himlen var som hvide Roser.
Langt ude, en Mil ude brændte en Glædesild paa en Høj.
Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring.
Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i
den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen var
taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.
Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens
Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde
sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den
forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens
Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng,
Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar
stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand. To blaa
Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor den magre Græsbund
er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er en Fjord, der aldrig
glemmes, dér staar Solens Støtter. Landets Kyster og Øer viser sig med
vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til
Overflødighedens Land. Her er alting dybt farvet. Jorden er grøn, grøn, og
Himlen mødes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land,
Dødens Land.


Kongen falder

Inden Mikkel Thøgersen fik Orlov og begav sig til Jerusalem, begyndte
Kongens haarde Tid; Mikkel kom til at følge ham et Stykke, han var med den
Nat, da Kongen rejste paa Lillebælt.
Kong Christiern fik Betalingen for sin Manddoms Arbejde nu; Stenene, han
havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens
Kraft hævnede sig.
Historien beretter kortelig om Kongens tungeste Nat. Det var den tiende
Februar 1523, Tvivlens og Fortvivlelsens Nat; den stammede ned fra den
syvende November 1520, da Kongens Kraft faldt. Ja, da Kongens Kraft
ophørte, idet han anvendte den.
Kong Christiern havde faaet Opsigelsen i Ry, hans Stilling var yderlig
svær. Men naar Kongens Sag stod saa redningsløst, saa var det, fordi det
var hans eget kæmpemæssige Arbejde, der styrtede sammen om ham. Han havde
erobret Sverig med det onde og knyttet det til sig ved Haardhed, det faldt
ham nu lidenskabeligt fra; han havde regeret dygtigt og hensynsløst i
Danmark, derfor stod de nu uforsonligt i Oprør. Den, der slaar, faar.
Nu sidst havde Kongen søgt Forlig med Farbroderen, der efterstræbte Riget,
han havde gjort besværlige Rejser frem og tilbage og om igen i Jylland,
skrevet og underhandlet til ingen Nytte. Han var udslidt, hele hans Politik
syntes haabløst strandet. Da tvivlede han.
Om Aftenen den tiende Februar opgav han sin Sag. Han gik ombord i Færgen
for at sejle over til Fyn. Øerne havde ikke svigtet Kongen, og hele Norge
hang jo endnu ved ham; men som Sagerne stod, var han sig bevidst, at han
opgav sin Sag, Danmarks Sag, naar han slap Underhandlingerne og forlod
Jylland. Lillebælt var det Vand, Karon færger over.
Det var en raakold Aften, hverken mørk eller lys, det regnede ikke, men
Luften var fuld af Fugt. Kongen gik i Færgen ved Høneborg Slot tilligemed
en halv Snes af sine Mænd; det gik for sig i Stilhed, kun Indladningen af
Hestene foraarsagede nogen Tummel. De øvrige af Kongens Følge blev paa Land
for at komme efter næste Dag, de stod med Fakler inde paa Bredden, da
Færgen gled ud paa det mørke Bælt.
Kongen sad bagest i Færgen, de kunde allesammen se hans Ansigt i
Fakkellyset fra Stavnen, og de anede, hvorledes det stod til, ingen sagde
et Ord. Men da de havde sejlet et Stykke, brød Kongen selv Tavsheden med en
ganske dagligdags Bemærkning, han spurgte til Strømmen og Afdriften. Hans
Stemme var saa fattet, den lød saa tonløst der paa den aabne Færge, at de
der fulgte ham, berørtes unaturligt og bange, de tav.
Kongen vilde noget efter have Besked om en af Hestene, som var gaaet halt
den Dag, Mikkel Thøgersen svarede saa vidtløftigt han kunde. Og de tav
igen. Søen bugnede om Færgen, i Stavnen stod en Mand med en Fakkel, det var
som om Bølgerne søgte Lyset. Af og til vendte alle Øjne sig mod Faklen for
at se, om den holdt ved at brænde godt; de sad rundt om Rælingen med Ryggen
ud mod Vandet. Tavsheden plagede dem, red dem alle.
Vi vil ikke have, at I holder Mund, sagde Kongen pludselig lavt og med
noget af sit Væsens Farlighed i Røsten. Det er opsætsigt, tilføjede han
saaret og vred.
Da rømmede de fleste af Mændene sig, samlede Tankerne og gav sig til at
spørge hinanden ud om Prisen paa Harnisk, om hvor tit de havde været i
Hamborg, og hvad de nu kunde sige. Men de talte som de syge, der snakker om
Trækken fra Vinduet og mener Døden. Dog da de var kommen paa Gled, faldt
Kongen i Ro. Stemmerne holdt hans Sind oppe som hos en ung Pige, der er
kommen til at gaa alene i Skoven med en ukendt Mand; hun taler, taler, hun
hører sin egen fattige Stemme i Skoven.
Færgekarlene roede sindigt, de sad i deres klamme Faareskindspelse og
duvede over Aarerne; Kabudserne skyggede dem over Øjnene, de var saa
forsete paa Kongen, deres Hundeøjne veg ikke fra ham. Hestene i Midten af
Færgen holdt sig saa roligt som de kunde, men de snorkede jo noget
betænkeligt ved Vandets Nærhed og skelede det hvide ud af Øjnene. Faklen
lyste ujævnt ind i den grove, tjærede Baad; nu var Snakken almindelig
ombord.
Og Kongen fik Ro til at gaa i sig selv. Saalænge Jyllands Kyst var at se,
følte han sig nogenlunde rolig, derfra drog han! Han havde opgivet sin Sag.
Alle de tusinde Enkeltheder og Forviklinger i hans knuste Regeringsplan gik
endnu en Gang gennem hans Hoved. Han overskuede sin hele Stilling, drog
Tiden sammen i et og beregnede Afstande, han vejede Muligheder og
Genmuligheder, og idet han med en smærtende Anstrængelse _saa_ Summen
deraf, maatte han bøje sit Hoved og lade Sagen ligge.
Men da Faklerne inde paa Land var flammet hen og sunken af Syne, da Færgen
laa paa det aabne Bælt, hvor Farten ikke sporedes, blev Kongen uvis. Og da
han øjnede Lysene i Middelfart, kom han til at tænke paa det Land, han
havde forladt. Det var dog hans Rige, han saa som i et Syn Danmark, der er
en Virkelighed i Havet, en Sum af Strækninger i alle Farver, _et Land_.
Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have, grønt
om Sommeren, rustent om Høsten og hvidt under Vinterhimlen. De danske
Strande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder sig
fortroligt, de klædes med Korn og fælder Kornet igen. Solen staar i Vifter
over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser hjemligt; Dagenes
Veksel i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa Fjorde og
Bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, Øresund er som en Port ind til
det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets
Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i Heden, Sol og
Sorgfrihed, det er Danmark.
Og da nu Kongen _havde_ forladt sit Land, forsaavidt han havde været helt
henne i Visheden om, at han forlod det, saa blev Tanken paa Danmark saa
stærk i hans Hjærte, at han ikke kunde forlade det.
Vend om! befalede Kongen pludselig og rejste sig op i Færgen. Alle de, der
var med ham, tav som med een Mund, Færgekarlene blev liggende stille paa
Aarerne og stirrede. Kong Christiern gav dem Ordren igen i en utaalmodig og
dog fredelig Tone. De lystrede og fik den tunge Færge vendt i Søen. Saa gik
det snart ensformigt tilbage ud i Bæltet, Lysene i Middelfart svandt. Ingen
dristede sig til at spørge Kongen om hans Mening, men de blev allesammen
saa lettede, at de af den Grund tav. Indtil de huskede Kongens Befaling fra
før og sørgede for at holde Snakken vedlige.
Kongens Mod tog hurtigt til, da han først var vendt om. Thi han vendte jo
om til sine Kongeformaal, sit Livs Planer, og idet de steg op for ham,
styrkedes han. I selve den Afgørelse, at han nu sejlede mod Jylland igen,
var der jo en Fortrøstning om, at Vanskelighederne lod sig overvinde, han
tænkte nu kun paa sine Planer. Han saa frem paa det enige Norden,
forestillede sig Roligheden og den fuldstændige Anerkendelse, han skulde
nyde i Rigernes Midte. Han bekræftede for sig selv de Foranstaltninger, han
vilde træffe; han saa Lovene og Forbedringerne, han havde skabt, og
erkendte dem gode. Han mindedes sin Plan om at stemme Handelens Næring fra
Lybæk og lede den ind over sine Lande; endnu en Gang gennemskuede han det
urimelige og skadelige i Adelens Privilegier, han blev lys tilmode ved
Tanken om Købstæderne, der skulde dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som
skulde have Frihed til at pløje Rigdom ud af Jorden. For sin indre Tanke
saa han Stænderne i sit Rige som uhyre, milevide Planer eller Gulve, og han
saa, hvorledes det ene uhyre Gulv skulde hæve sig, medens det andet sank,
indtil de stod lige, ved et stadigt Tryk paa Vægtstangen i hans regerende
Haand. Og saa . . .
Saa sad Kong Henrik paa Englands Trone. Med hvad Ret? England havde hørt
til Danmark før. Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid, et
enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Kløerne vesterpaa. Saa og saa
mange Penge -- naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede Guld
sammen i Norden -- saa og saa mange Skibe og Knægte . . . og hvad Storm og
Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover Klint.
Kejser Carl i Tyskland var Kongens Svoger, ham kendte han, og han beundrede
ham ikke. Kong Frants i Frankrig var ingen mærkeligt overlegen Mand heller.
Nuvel, blev de end siddende, hvor de sad, saa vilde Kongen dog nappes med
dem om Rigerne i den ny Verden, som Columbus havde udstrakt under Evropa:
Skibe, Skibe! Norden havde sin Part tilgode og skulde faa sin Part. Deraf
flød Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe. Nordboen skulde komme langt, saa
længe der var Verdener at erobre.
Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen
Lys paa Stranden, og Færgen gik tæt ind under Land, saa at Kysten og
Høneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat. Landet derinde laa
med spredte Rester af Tøsne, Krager og Alliker fløj skrigende op fra de
nøgne Træer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt.
Synet af den faste Kyst ramte Kongen som et Slag. Han følte, hvor sandt det
var, at Landet stod i Oprør. Det var ramme Alvor. Og da Stillingens
Haabløshed allerede en Gang havde været ham indlysende nok, var Vejen kort
til samme bitre Bekendelse igen. Der var Forestillinger, Erindringer nok,
der kunde hjælpe til at nedslaa Kongen, Erfaringer fra alle de Aar, han
havde staaet for Styret. Uendelig Møje, Skuffelser, daglig Udregning og
Anspændelse ti Aar igennem. Sverig havde han erobret to Gange med Sværdet,
det havde kostet ham dyrt og uopretteligt i mange Henseender, og nu var han
lige nær. Danmark havde han ofret sine Evner til det yderste. Nætter og
Dage, de takkede ham for det ved at afsætte ham som en utro Forvalter. Var
der da noget at stille op med disse Folk, som ikke vilde? Paa hver Gaard i
hans udstrakte Rige sad en Stædighed, i hver Mand havde han en
Kortsynethed, som han skulde slaas med eller overliste. Alt for et Formaals
Skyld, som ingen kunde se. Det var en ulige Kamp. De var mange om
Forstokkethed, og han var ene om den kongelige Tanke. Det var en Kamp mod
Skildpadder. Og nu de lavtboende og fortrykte, dem han vilde løfte, de saa
ikke længere end til Øjeblikkets Nødtørft, de var nu gaaet ud af Hytterne
fra Skagen til Vejle Fjord med deres Økser og Plejle, fordi han vilde lægge
en Skat paa dem til Rigets Redning. Nej, der var ikke noget at stille op.
Smaa Hoveder og haarde Halse overalt i Danmark, lukkede Hjærter og Lommer,
Stivhed, Ildesindethed, Dumhed.
De havde fortøjet Færgen og skulde til at lægge Landgangen ud, da Kongen
bød dem at kaste los og sejle til Fyn igen. Hans Stemme var modløs, men da
de ikke skyndte sig, for han op i rasende Vrede. Der blev dødsstille i
Kongens Følge. Og medens de for anden Gang sejlede over til Fyn, faldt der
ikke et Ord.
Da Kongen kom til Middelfart, forlod han øjeblikkelig Færgen og gik op i
det nærmeste Hus. Det var ud paa Natten, Folkene blev banket op, deres
Forvirring var stor. Kongen forlangte Natteleje, og mens der blev gjort i
Stand til ham, fik han Lys bragt ind og satte sig til at skrive. Han vilde
nu gøre et sidste Forsøg og skrive til forskellige af Oprørsmændene. Thi
den Lede ved Danmark og ved hele Stillingen, der havde grebet ham, da han
saa Jyllands Kyst igen, den var han bleven lettet for i samme Stund, han
besluttede og vendte om derfra. Da han nu havde skrevet disse Breve i
Middelfart, blev han beroliget og i al Hemmelighed forhaabningsfuld.
Kongen spiste en Smule til Aften sammen med Ambrosius Bogbinder, der var
med ham den Nat. De talte saa sammen i en Time, hidsigt, Kongen blev
heftig, og Ambrosius glemte ogsaa sig selv. Han var mod al Underhandling og
vilde bevæge Kongen til at samle Hæren paa Øerne og gaa i Gang med at
udrydde de jammerlige Hundesjæle i Landet. Ambrosius dirrede ved Tanken om
det danske Pak.
Ja, ja, ja, sagde Kongen og gav ham Ret. Men han var adspredt i Blikket,
hørte ikke efter. Lyset osede paa Bordet i den smalle Smaaborgerstue. Det
var over Midnat. Kongen gik til Vinduet og slog det op for at se efter
Vejret; Natten var uforandret fugtig og skyet. Ja, sagde Kongen og vendte
sig fra Vinduet, han gik flere Gange rundt om sig selv. Saa stansede han og
saa op, nikkede, det var afgjort. Ambrosius Bogbinder blev som forstenet.
Vi tager derover, det er vor Bestemmelse, sagde Kongen med dybt Mæle. En
halv Time efter sejlede de.
Og Kongens Forsæt var uafvendeligt. Han tænkte sig langt frem i Jylland,
_var_ i Tanken til Hest ad Viborg til. For han havde nu besluttet sig til
det tungeste, det vanskeligste af alt, til at slaa af! Ja, han vilde slaa
af paa sin Ret for Endemaalets Skyld. Om han saa skulde vente, naar han
blot foreløbigt fik Tag igen . . . han vilde samle Stænderne paa Viborg
Ting og love dem den Eftergivenhed, de forlangte.
Medens Færgen sled sig over, fyldtes Kongen mere og mere af denne Tanke. Og
_nu_ forstod han, hvor galt han havde gjort den Gang i Stokholm, da han
slog til. Ikke nogen Synd, ingen Urigtighed, det maatte til . . . men det
_var_ dog urigtigt, forsaavidt som Følgerne blev saa store og fordærvelige.
Han havde jo glemt at regne med sine Undersaatters Mening, der er en
Virkelighed, selv om den er taabelig. Herefter skulde han visselig ogsaa
regne med Smaafolks Hævngerrighed, Dumhed og Uvidenhed, ligesom man sigter
over Maalet af Hensyn til Pilens Neddrift. Han vilde slaa af, gøre
Indrømmelser! Kom han saa først igen til Magten, var der Lejlighed til at
forkorte de gode Mænd, der vilde tage til af hans Indrømmelser; han oversaa
saa løseligt et hundrede danske Hoveder, valgte dem ud, han vilde bøje sig
for.
Men Kongen naaede ikke over Bæltet. Midtvejs ude blev han svag. Han følte
sig ilde ved Hjærtet, angrebet af Træthed og Sindsbevægelser. Da de næsten
havde naaet Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han vilde til
Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste.
Saa sejlede han da mod Fyn. Ja det var ham, der sejlede fra det hele igen.
Og da han nu var saa sønderknust, at han dirrede, saa nedtrykt og tillige
rystet, blev han slaaet med Skræk over selve sin dødelige Raadvildhed. Han
saa, hvorledes han der sejlede frem og tilbage, han saa, hvor umuligt det
var for ham at træffe en Afgørelse til en af Siderne. Det var Tvivlen, der
slog ind i ham selv, han opdagede den, og den forværredes. Det var nu ikke
selve Sagen længere, hans Tvivl gjaldt, nej det var ham selv. Rigernes
Skæbne, Hærenes Bevægelser, Krig og Modkrig, alt skrænkede sig ind til at
blive Processer i Kongens Tanke, og han var sig det bevidst. Saaledes drog
Tvivlen hans Kongelighed ned og levnede ikke andet af ham end et febersygt,
raadvildt Menneske.
Og dog vendte Kong Christiern om, da han saa Lysene i Middelfart. For da
han havde opdaget, at han tvivlede, blev han saa afblanket og slagen, saa
bundløs udtømt for Haab, at han kom til en Slags Rolighed, en
_Fortvivlelse_. Han blev sikker paa sin Tvivl, og det saa afgjort, at han
paa en mærkelig omvendt Vis fattede Haab igen.
Imidlertid svandt hans Kræfter. Og da han nærmede sig Jylland, kom han til
at indse, at han nu dog aldrig vilde blive Mand i Danmark mere, siden
Danmark havde gjort ham til en Tvivler. Han maatte forlade Landet, som man
forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag. Og han sejlede tilbage til
Fyn, syg af Sorg og Smærte.
Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet, før Kongen droges mod
Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt. For
der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man kan
sejre over al Jorden, men før man har sejret igen paa det Sted, hvor ens
Nederlag er fra, før har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende og
sejle ad Jylland til. Men han var træt og angst, han var saa elendig som et
Menneske kan blive.
Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat.
Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da
Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis
var der.
Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde
en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed. Nej der staar skrevet, at
den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med
at lade den Sag _falde_, der er Genstand for hans Tvivl.


Skatten

I Aaret 1523 kom der fire tyske Landsknægte ind til en jødisk Købmand i
Amsterdam og præsenterede ham et Dokument, der var affattet paa hebraisk,
en Fordring paa tredive tusinde Gylden. Fordringen var ægte nok, og
Købmanden havde Pengene i Forvaring, men han gjorde gældende, at Pengene i
Følge Papiret tilkom en vis Axel eller Absalon, Dattersøn af Mendel Speyer,
der havde sat Pengene hos ham.
Knægtene forklarede imidlertid, at de havde Dokumentet fra en Pige ved Navn
Lucie, og hun havde faaet det af Ejermanden; de havde nu ladet det tyde og
paastod, at Pengene tilfaldt Ihændehaveren af Dokumentet.
Da Købmanden ikke vilde udlevere Pengene, bragte de fire Knægte Sagen for
Domstolene, som gav dem Ret, og de fik den store Sum udbetalt i de samme
tredive tusind prægede Guldstykker, Mendel Speyer i sin Tid havde deponeret
hos Købmanden.
Knægtene delte Pengene og rejste som rige Mænd mod hver sit Verdenshjørne.
Den ene købte sig, straks da han havde faaet sin Del af Skatten, et
Studekøretøj for at fragte den, han kørte i Mag og blev slaaet ihjel samme
Nat i en Landsby to Mil fra Amsterdam.
Den anden for til sit Hjemland ved Rinen og gravede alle Pengene ned der et
Sted, han døde ensom og i største Usselhed uden at have brugt en Hvid.
Den tredie spillede sig til Bettelstaven i Turin otte Aar efter.
Den fjerde gik det ogsaa galt, han døde fra Rigdom, Fester og Fraadseri i
sit syv og helvfemsindstyvende Aar.
Axel laa lykkelig død paa Graabølle Kirkegaard.


Inger

Men Inger hun var saa sorgfuld. Hun vred Hænderne og græd for sin Fæstemand
Dag og Nat. Inger saa over Fjorden mod Himmerland hver Nat fra Vinduet i
sit Kammer, naar hun græd. Det var de lyse Nætter, Himlen stod aaben Dag og
Nat.
Inger, hun var saa sorgfuld. Det hørte Axel i sin Grav paa Graabølle
Kirkegaard, da rejste han sit mødige Hoved i den vaade Jord og stod op. Der
var saa blæsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene tuntede
Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel vandrede gennem
Laagen med Kisten paa sin Nakke.
Han gik ud over Heden ad Fjorden til, møjsommelig, møjsommelig, gennem den
lyse Nat i Danmark. Himlen var hvid og gul, og Jorden laa i Skumring.
Fjorden lyste, Brinkerne ovre i Salling strakte sig trygt.
Ude paa Heden gik en død Mand i Ring, han stod stille og saa forgræmmet
efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte han
igen at gaa rundt i sin Ensomhed.
Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blæsten gik med
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Kongens Fald - 11
  • Parts
  • Kongens Fald - 01
    Total number of words is 4984
    Total number of unique words is 1578
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 02
    Total number of words is 5103
    Total number of unique words is 1596
    46.2 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 03
    Total number of words is 5014
    Total number of unique words is 1626
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    69.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 04
    Total number of words is 5012
    Total number of unique words is 1577
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 05
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1656
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    65.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 06
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1496
    48.4 of words are in the 2000 most common words
    62.9 of words are in the 5000 most common words
    70.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 07
    Total number of words is 4920
    Total number of unique words is 1750
    41.9 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 08
    Total number of words is 5007
    Total number of unique words is 1670
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 09
    Total number of words is 5036
    Total number of unique words is 1544
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 10
    Total number of words is 4957
    Total number of unique words is 1560
    43.4 of words are in the 2000 most common words
    59.1 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 11
    Total number of words is 5046
    Total number of unique words is 1374
    52.6 of words are in the 2000 most common words
    68.1 of words are in the 5000 most common words
    75.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 12
    Total number of words is 4958
    Total number of unique words is 1662
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 13
    Total number of words is 4945
    Total number of unique words is 1548
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 14
    Total number of words is 4909
    Total number of unique words is 1574
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.2 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 15
    Total number of words is 377
    Total number of unique words is 219
    55.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.