Kongens Fald - 05

skulde lægge sig den mindste Smule, Otte maatte hænge sig ud paa Siden af
den mod Stormen, han skreg højt til Hesten og lagde den en fem seks Valk
hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen øgedes stadig. Otte drev
tænderskærende paa Hesten. Se saa stoppede den pludselig op med nogle uhørt
hensynsløse Skump, Otte Iversen ligefrem hylede af Vrede. Han bedede ikke,
før det blev uomgængelig nødvendigt. Hjem vilde han.
Staldkarlene i alle de Kroer, Otte Iversen saa sig tvungen til at holde
Hvil i, mønstrede Hesten med en egen Højtidelighed i Kenderminen; deres
tavse Visdom sagde saa meget som: Idag Hest, imorgen Krikke.
Ane Mette! tænkte Otte Iversen paa Lillebælt. Ane Mette, sagde han højt en
Gang, da han red gennem Skovene ved Vejle. I to Dage sloges og skærmyslede
han med Hesten op og ned ad det bakkede Land, gennem Skov og over
Vadesteder, forbi Bondebyer, Landsbykirker, Bissekræmmere, Hytter og
Ungkvæg. Nu regnede det, og nu skinnede Solen. Trækfugle susede i Flokke
over de gule Skove. Det var Nattetid, da han kom til Randers, og Portene
var lukket, men han red udenom Byen, svømmede Hesten over Aaen og rejste
videre.
Og da Otte Iversen i Dagningen red ned ad en stejl Bakke, mærkede han
pludselig, at Hesten bugnede Ryggen op under ham, den brast over i
Forbenene og styrtede paa sit Hoved. Otte kom af Sadlen og fik Hestens Hals
rejst, men dens Øjne var allerede brustne. Den gav et Par Spjæt med de
lange haarede Skanker og døde lige saa tavs, som den havde galopperet,
stridt og stejlet sig det meste af Danmark igennem. Otte Iversen tog
Seletøjet af det døde Dyr og gik til den nærmeste By.
Noget over Middag naaede Otte Iversen hjem paa en ny Hest. Han kom i
Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsænkningen og
sprængte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte sig
gispende mod Døren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i bart
Hoved.
Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun?
Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et tvivlraadigt
Blik -- mere, tilføjede han.
Hvad, hvad? Hvor er hun da henne?
Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at
sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa
og svag i Trækkene -- han tav bestyrtet.
Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt.
Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem
og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten. Den snusede til ham,
Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som det var.
Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers
Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København. Han
var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa tænkte jeg,
de kunde være dreven til Salling.
Her saa Jens Sivertsen uvist op.
Jeg søgte og spurgte de første mange Dage bestandig derovre, men der var
ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke førend nu for
fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i
Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bød
hende, og hvor meget jeg snakkede for hende.
Jens Sivertsen sænkede Stemmen.
Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var hun
jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han jo.
Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans forgræmmede
Mund.
Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt
bestemt.
Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt
tilrette i Manken og smaasnakkede. Thøger Smed er ikke mere tilfreds end
jeg ved dette her. Sønnen er helt væk og med Vanære til. Men han har endda
Niels, jeg er alene nu. Der kan times en meget, ogsaa for det en bliver
gammel, ja der kan endda. Hvad jeg skulde sige . . .
Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud paa
Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte sig
endelig igen og saa et Par Øjeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det var slet
ingen Ansigt, Trækkene var visket ud og pint sammen mod Midten som paa en
Kat, der er bleven kvalt af Røg.
Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dæmpet Ord, en Stump af en
Bøn.
Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette.
Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod for
Fod.


Døden

Ved Midsommertid, naar Solen staar højest og alt er bagende stille, hænder
det, at der slaar Lys ud af Sydhimlen, i Middagsstunden; ind i det hvide
Dagslys farer Glimt, der er endnu hvidere. Just Halvaaret efter spøger den
selvsamme Aand, naar Fjorden er tillagt og Landet begravet i Sne. Om Natten
jager der Revner fra den ene Ende af Fjordens Isgulv til den anden, det
lyder som skarpe Skud, som Brøl af et vanvittigt Væsen.
Bønderne graver sig Kryler fra deres Husdør gennem Driverne hen til Nøset.
Hvor er nu Trolde og Ellefolk, hvor er Naturens Stemme? Mon ikke ogsaa
Jøven er død og forglemt? Der er ingen Forskel mere. Tilværelsen er svunden
ind. Blot om at bjærge Livet. Ræven plumper i Snehoser ude i Egepurlet og
arbejder sig dødsforskrækket op igen.
Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen lang
sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar ensom ude
ved sin Vaage og stanger.
En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blæsten Strømme af Kuld. Ingen levende
er tilfærds. Da kommer en Rytter til Færgestedet ved Hvalpsund. Der er
ingen Vanskelighed ved at komme over, han sagtner ikke en Gang Fart men
rider i samme skarpe Trav fra Bredden ud paa Isen.
Der gaar Lynslag af Lyd under ham. Isen brøler milevidt. Han kommer over og
rider ind i Landet, Hesten kløver Snestormen med strakt Hals; det er en
vældig Traver, den kan smide Skankerne.
Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare
Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride.
Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud.
Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i
Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer op i
Luften og er væk. Nu gaar Døden Resten af Vejen som et Menneske, der har
glemt sine Bekymringer hen og drysser aandsfraværende afsted.
Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved er
meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden og
tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet uhyre
vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige ved at
falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden med
gennemtrængende Lystighed.
Døden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar ham
med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge.
Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben
og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at
Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han
er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham
at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige
Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende
Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger sig straks paa Sengen
uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen -- de gaar med
Lyset i Stuen og snakker -- han glemmer dem.
Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først sagte
og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder snart op
igen.
Men han bliver ved at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han ligger
i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hælene, han ser i
dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en Barselskvinde.
Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt. Han tier omsider
og ligger stille.


Et Gensyn

Anno 1500 var Junker Slentz paa Marsch op i Holsten med sin Garde, han var
hvervet af Kong Hans og Hertug Frederik, der agtede sig mod Ditmarsken.
Paa højre Fløj af en Fænnik gik Mikkel Thøgersen. Han havde for et halvt
Aar siden taget Sold af Junkeren. Mikkel præsenterede sig godt i Geleddet,
han var lang og speget som en Knokkel, det røde Overskæg gjorde mageløs
Virkning. Han lignede Røveren paa Korset -- ikke ham, der skulde være med
Nazaræeren, men den anden. Hans Vaaben var Luntebøsse og Slagsværd, han var
iført blaa Fløjelsbukser med Pomponer, Læderkøllert og Jernhat. Hele
Udstyret stammede fra et Lig, Mikkel havde fundet paa Landevejen en
Morgenstund. Ved Siden af sig havde Mikkel Clas, som var levende endnu.
Kammeraterne sang, og Mikkel tog Tonen med efter bedste Skøn:
Gedenkst du noch, es war ein' Nacht in Böhmen --
O Gotts Marter ja, Kamrad, ein' Nacht gar schön!
Der hat ein Arm, ein Bein, ein Aug' verloren,
Und mancher Bube muss seitdem auf Stelzen gehn.
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!

Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!

Du kleiner Vogel, der du fliegst vom Neste
Schönre Heimat suchend in das fremde Land,
Sag, kommst du wohl von unbekannten Fluren,
Oder kommst du von des Herzens tiefem Grund?
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!

O Mutter, krieg' ich Schnappsen, weil ich lebe,
Oder, Mutter, krieg' ich Flügeln, wenn ich sterb';
O Mutter, krieg' ich Flügeln, weil ich lebe,
Oder krieg' ich, Mutter, Schnappsen, wenn ich sterb?
Sss . . . Svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!

-- Ud paa Dagen tav de fleste; de havde gaaet langt, og der var langt igen.
Da de endelig hen paa Natten nærmede sig Kongens Lejr, var hver Mand udaset
som et Trækdyr. Det var Maaneskin, og der laa et tyndt Lag Sne paa Jorden.
Mikkel gik og saa ned for sig, han var dødsens træt og havde været sløv de
sidste Timer. Da lagde han pludselig Mærke til Skyggerne, som faldt skraat
fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af det Geled, han gik i. Han saa
med Forundring, at der var stor Forskel paa Skyggerne, et Par var en Grad
lysere, og hans egen forekom ham mørkere end de andres. Han tænkte noget
over det, blev et Øjeblik kold af Skræk, glemte det igen, kom tilbage til
det . . . og Fremmarchen vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem.
Hver eneste kunde segne af Overanstrængelse, men de blev ved at vandre
sammen, og Mikkel vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden.
De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade tilligemed
et hundrede andre. Men da han var falden hen, skød Varmen altfor stærkt
igennem ham, han for op med et Gisp. Kun Ladens Mørke var om ham, og dog
havde han set en Hær, der vandrede milelangt ud og fyldte hele Synskresen
-- sorte Faner langt fremme mod den lave Himmel -- og selv var han med, han
følte den umælende Melankoli, der overfalder hver enkelt dødtræt Mand i en
ustanselig Hær. Næsten i det samme for Clas gispende op ved hans Side. Han
hviskede smaaleende og med en egen Venlighed til Mikkel, at han havde
drømt, de marcherede endnu.
Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmærte og af kvælende
Hærsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hørte han en og anden sætte i Halmen
og stønne rundt om i den umilde Lade.
Det var i Januar Maaned, Garden stødte til Kong Hanses Hær. Mikkel kunde
igen tale med Danskere efter to Aars Forløb. Da fik han en Dag at vide, at
Otte Iversen stod ved Kongens Hær -- Fændrik i Rytteriet -- Hadet brændte
op i ham. Han længtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede ham dygtigt?
Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at faa Otte
Iversen at se. Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og fortalte Mikkel
det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for tre Aar siden. Det
var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . . han var død, slaaet
ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han kunde aldrig glemme
Heinrich.
Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig
Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke og
Død for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg Mærke
til Fablens vittige Antitese -- disse Riddersmænd, der i virkelig retfærdig
Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig med Guldkæder
paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at stange Ditmarskerne
fordærvet med de bare Knebelsbarter -- femten tusind Hjærter, hvori det
hede Blod er spærret inde. Riddernes Skemt, Hertug Per til Meldorf, Grev
Poul af Hemmingsted -- og som en sidste uhyre licentia poetica de
femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette svimlende Apparat skulde
ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet; thi det var jævnt
menneskeligt. Det er naturligt for den levende at brovte med Udødelighed,
den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og Trusel, Menneskets fineste
Potens er den dundrende Løgn. Naar Manden er paa sin Krafts Højdepunkt, maa
han slaa ihjel. Livet dræber.
Og saa anden Akt -- Slagtningen. Disse høje Hoveder blev slaaet ind med
Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne og
Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav. Der løsnedes en halv Snes
daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hærlegeme, Døden
smaskede højt uopdragent med Kæberne i denne Fylde. De druknede, de blev
traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle de hidsige
Blodstrømme. Væsken var ikke sen til at styrte ud i det fri. De gamle
Soldater, der blev prikket Hul paa, forblødte ikke saa meget hastigt endda;
men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig næsten i et eneste Plask.
Dette var Stykkets Kynisme og Pointe. Selve Handlingen virkede som før sagt
ved sin indre Modsætning.
Mikkel Thøgersen saa Clas falde. En Marskboer kom som et Lyn fra Siden og
slog et stort Hjørne af hans Hoved med sin Økse.
Lidt efter blev Mikkel trængt ud i Grøften og sank under Laag i det
svidende kolde Vand. Han drev et Stykke tilbage med Strømmen, før han kom
op. Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen helt
ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grød af Heste og Mennesker end
en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage. Forvirringen og
Dræbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte Iversen, og han
opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede Masse med Fanen i
Haanden. Hesten var stuvet fast under ham, han holdt ganske stille og som
det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i Ansigtet.
Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han
havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham. Men
Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke at se
Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost. Huden bliver yderst ømfindtlig i
Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse Taarer af en
Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive endnu et Stykke med
den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe. Han naaede bagom Hæren,
kravlede op og undkom levende til Meldorf.


Axel rider frem

Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset faldt
ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke By.
Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde Hesten
ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød, hoho; han
havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hørte, hvor Støjen skiftede
deroppe, eftersom der stod Døre aabne mellem Stuerne, og da Larmen med et
steg vældigt og holdt ved som et Vandvæld fra aaben Sluse, kunde han
forstaa, at en Dør ud mod Trappen og den aabne Port maatte staa gabaaben.
Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det bedste Sted, mens de
skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en almindelig Hujen skelnede han en
enkelt Mands Grin, der trængte igennem som en Hagl af Stokkeslag og blev
henne og kom igen med ny Kraft, og han forestillede sig med Velbehag
Ophavsmanden til denne Latter som han maatte se ud, idet han hylede med
fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr paa ham, en Ildebrand af en
forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og tonede i fuldt Rend ind i
Gildesalen.
Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Knægte gaa i Fodslag frem mod
Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og holdt sig
til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Før nogen ret kunde
besinde sig, satte Knægtene Fadet ned midt paa Bordet mellem de andre
Retter. Faklerne brændte paa de kalkede Vægge, der var en god Snes
Svirebrødre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i Sædet, gik
bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og slog Hænderne
sammen, havde han allerede mærket sig, at den knaldende Latter, der
overdøvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for Bordenden. _Han_
saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han lo. Det var selve
Bispen.
I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var det,
ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til hinanden
med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb til Grin
igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar faldt
fremefter og hang lige ned.
Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra
Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da han
stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville slaa.
Hvad?
Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed havde
Jens Andersen forstaaet ham.
Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at
faa noget at spise.
Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen i
en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af
tiltagende Munterhed fra Laget.
Naa skal ingen tage en Bid?
Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene, hans
Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i Skuldren og
sænkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med en Slags Godhed:
Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns -- tag hende
saa!
Dette Løsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa
Laarene. Men Axel bøjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb Øjnene
venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og rystede
Haaret under hans Blik.
Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt
just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under
Salven. De saa alle et Øjeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt
klædt, noget vaad og sølet derudefra, hans Ansigt var rødt af Regn, og
Haaret tjavsede ham om Ørene. Han mønstrede Bordet med et levende Blik.
Imidlertid tog Gæsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen
saa efter hende. Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit høje
Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da nikkede
Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde lejet.
Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet varede
ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde baaret
Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf. Det var Mikkel Thøgersen, han tjente
i Bispens Følge.
Agnete, oplyste Mikkel.
Hun var ikke ilde.
Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit
Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det
ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa
Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gæsterne; der var et Par
tarvelige Herremænd i Ridestøvler, flere tykke Borgere med Signetringe paa
Tommelfingrene, en Graabrødremunk, en Skriver, lybske Skippere; fulde var
de næsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med sine store
Jærnsporer, der lignede Stjærner.
Salen gjorde et forfaldent, hyggeløst Indtryk. Jens Andersen havde heller
ikke boet der i længere Tid, det var først for nyligt han var kommen hjem
efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen. Bispen, som var en
aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den Tørn. Og nu beredte han
sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm. Gildet, han holdt, var til
Velkomst og til Afsked paa en Gang.
Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget
varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel med
Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer, hvor
Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.
Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet.
Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød.
Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet.
Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som
forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i
Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til Bispen paa
Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det blev Mikkel
Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det
hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.
Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa
Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre.
Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at han skulde
med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af Natten angik, de
begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der. Begge følte det
nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med hinanden ved at
være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse sammen.
Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.
Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge to
forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel førte Breve til
forskellige Herremænd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jærn i Ilden paa
en Gang.
Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et
Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han
mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom
til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.
De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev
duggede om Næseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin Ledsager
og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder; men han
kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor Musklerne sidder
højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i Galop, bemærkede han, at
Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig til et med den paa en egen
sparsommelig Maade. Han var klædt som en velforsynet Landsknægt, Mikkel, og
havde gode Vaaben. Men de prunkende Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af
Armod; det røde Børsteskæg gav ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det
ikke skjule Mundens tavse Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk som
af hemmelig Græden alene.
Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om.
Hestene gik opad Bakke.
Hvordan stod det til i København? spurgte Mikkel.
Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af
Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.
Naa.
Axel blev ved at fortælle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde
gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte om Slaget ved Bogesund
og de uhørte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt, forsikrede
Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man rørte ved det.
Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et slibende Pulver, der
smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede den. Der faldt Snefingre
ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de paa Huden, bed de sig fast
som graadige Igler. Den svenske Sne var særlig brændt eller udpint af
Frosten, i alt Fald _drak_ den paa Haandbagene som Sugedyr, den fortærede
alt hvad den saa. Det var den værste Slags Sne, den laa florløst, den
groede som et Mos paa Huden; de faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo,
det var haarde Dage. Naar Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine
Splinter, saa man gærne kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod
Hestene sammen og ømmede sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da
det kom til Slag, blev det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev
ramt, hvællede som Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange
blev baade vilde og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa
Hæren for Stokholm . . .
Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet, som
gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr. Hestene blev bange og vilde
sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom paa Land
og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.
Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig
været.
Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke paa
andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde i
Ansigtet, som var det en Skrift.
Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed, raabte
Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om Ørene.
Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor Skat
. . . saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og sporede
sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde straale ud af
Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene under store
Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med krumme Knæ, det
saa ud som om han næppe aandede.
Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse
Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten tvang
de bladløse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og kom imod
de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mørkning af strid og bitter Regn.
Den sprøjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede rygende, Dampen
reves fra Haarlaget som Røg fra en Hedebrand i Storm. Saaledes red de Dagen
ud.


Hjemkomst paany

De sad i et Herberge oppe i Jylland sent paa Aftenen og skulde for længe
siden været henne og sove, men Axel fortalte Mikkel om sin Skat. Mikkel var
bleven opmærksom, han sad med Hænderne under Kinden og med Albuerne paa
Bordet, Lyset brændte lige for hans Ansigt; Axel bøjede sig frem og
fortalte:
Den skal findes et Sted midt i Jylland, andet ved jeg ikke, jeg har aldrig
villet vise nogen Papiret. Det er en stor Skat, jeg tænker dagligt paa den,
men det har ingen Hast, da jeg er sikker nok i min Sag. En Gang, naar det
passer mig, saa faar jeg Skriften tydet. Se her.
Axel stak sin Haand ned paa Brystet under den opslidsede Trøje, rodede
rundt og drog en stor plump Hornkapsel frem, der hang ved en Snor. Han
antydede med Neglen, hvordan den skulde aabnes og forklarede, at der laa et
Stykke sammenfoldet Pergament i den. Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels
Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede
Utilregnelighed. Han havde intet egentlig menneskeligt Blik i sine blaa
Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem