Kongens Fald - 07

igen, men den store berømte Karavel, der var lastet med _farende frouwen_,
laa derude for sine Ankere endnu. Det var en Storkræmmer i Lybæk, der holdt
dette Skib paa Søen, det sejlede med samt sin Ladning rundt til alle de
Steder, hvor Landsknægte holdt til i større Styrke.
Axel og Mikkel brød øjeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i
Byen. Det var mørkt og taaget i Vejret, Klokken kunde være henad tre.
Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige
Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport og
slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede der at
ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke en eneste.
De listede da østerpaa langs den smalle Strandkant og fandt en Baad et godt
Stykke henne, den brækkede de løs og sejlede med den.
Skibet laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden de
skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa længst
tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og Søens
ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med det høje
Agterkastel ragende op i Mørket og Taagen.
Men de havde _hørt_ Karavelen længe før de kom til den, der stod en mægtig
Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over Takkel og Dæk,
mange Skikkelser rørte sig deromkring. Tykningen dannede store Ringe om de
tre røde Lygtemaaner.
Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dæmpet med et Grin, idet de gled ind
under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade flød i Stime rundt ved
Ankerkættingen.
Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strænge Fører.
Og Gallionsfiguren, en blodtørstig Drage, viste alle Pløkkerne i sit Gab.
Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i Tovværket,
Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dækket. Mikkel bandt Jollen og
fulgte efter.
Ved Masterne laa Øltønder under Lygten, rundt om paa Dækket var rejst smaa
Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra lød Larm af
Piber og Skalmejer, Fryd og Bægerklang. Det var Pigestemmer. Og hvor de lød
varmt her paa den salte Sø. Det var hjemligt, det bevægede Hjærtet at høre
zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjærede Planker rystede
under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede langeligt i Søen.
Der stak Dyner op af Lugerne.
Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog
fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige i
lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun smøg
sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til Velkommen,
uden Ord, de mærkede pludselig Varmen af hendes forunderlige Nærhed.
De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med
Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bøjede han sig hastigt, hun
havde sammenvoksede Bryn. Han bøjede sig hastigt og spurgte, snublende i
Tysken:
Hvad hedder du med hvide Tænder?
Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham længe og vidst,
at han vilde komme:
Lucie.


Historiens Fælde

Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i
Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet. Her
sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de
straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved
Hovedpinen og Minderne.
Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende Festlighed
over ham. Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa han ikke ud
til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og Djævelen i samme
Aandedræt!
Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting, Axel
vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom
nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab. Der var noget særlig rystende ved at
høre Jammerskrigene, de lød ikke som fra et menneskeligt Væsen. Og da han
vilde ile til Hjælp, havde man fortalt ham, at det var hans Ven, den
rødskæggede, der bare laa dødelig fuld. Han var da gaaet ned i Rummet og
havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet som en Misdæder paa
Pinebænken. Axel syntes endnu man kunde høre de sørgelige Skrig, Mikkel
havde udstødt, mens han laa paa Nakke og Hæle og stirrede opad i dybeste
Nød, han hørte ham svælge og knirke med Tænderne. Men nu lod han til at
være svært tilpas, ualmindelig tilpas . . .
Axel saa til de runde, grønne Ruder. Solen brødes i dem, han slog hele
Vinduet op. Det var bleven Solskin. Tagene laa i hvidligt Lys; nede paa den
smalle Strøm krøb en lav Kaag for en Stump Sejl, og langt ude stod det
store Taarn paa Søndermalm skarpt belyst imod Skoven, Gruberne i Muren
efter Beskydningen kunde tydelig ses. Torvet lige nedenunder laa endnu med
Søle og Pytter efter Regnen igaar.
Se! udbrød Axel, nu skal der festes paa Slottet igen, Mikkel!
Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Række af Adelsmænd og høje
Herrer.
Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var
galt at blive saa længe borte, hvis nogenting stod paa, han kom rimeligvis
i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks.
Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i Stokholm
langsomt trak op mod Slottet. Der kom Riddersmænd paa langhalede Hingste,
med Agrafer paa Huen og pelsbræmmet Vams, Guldsporerne glittede ved deres
Hæle; Ærkebisp Matthias red bøjet og affældig i Sadlen, hans røde
Fløjelskaabe hang ned over Siderne paa den lille jævne Graaskimmel og lyste
stikkende som en stor Valmue i Solen. Vægtige Borgermænd skred tilfods,
stive af Tøj og med lange Stokke, fornemme Fruer agede i Skridtgang; fra
Sidegaderne kom der mange og sluttede sig til, og de drog alle ind ad
Slotsporten, hvis runde Murbue efterhaanden tog dem ind under sig.
Da Axel havde set sig mæt paa Processionen, vendte han sig ind i Stuen,
strakte sig og vidste ikke længere, hvad han skulde gøre af sig selv.
Sigrid! Han rakte sig knagende og smilede stærkt bevæget. Blodet jo i hans
Hoved og i hans Bryst af Længsel. Endnu en Gang saa han sig om i Kamret,
der flød med hans Vaaben og Saddeltøj, og han fortvivlede. Saa smed han sig
paa Sengen og sov.
Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hældede, der var saa
stille paa Gaderne. Kun ud fra Herbergerne lød der Tummel af Soldater, men
selv deres Svir havde faaet en egen neddæmpet Lyd; det var paa tredie Dag
Byen jubilerede.
Axel gik gennem Gaderne i et ubestemt Haab. Han ledte efter Sigrid. Og da
han ikke kunde finde hende, tog han ud paa et af de skovklædte Skær og
vankede rundt paa maa og faa, som kunde Sigrid være at finde bag et eller
andet Træ.
Her stod Axel, da Solen var gaaet ned, og Byen ragede sort og takket fra de
levrede Bølger op i den gule Himmel. Klokkerne ringede til Aftenmesse
derovre. Nordfra samlede sig høje mulmende Skybanker, men i Syd laa en lav
Taagerand, som var det den henfarne Dag, der endnu kunde øjnes.
Da Axel kom ind til Byen igen, var det mørkt og roligt overalt, meget
stille. Han søgte op paa sit Kammer. Men idet han traadte ind, hørte han en
Kvindes sorgbefriede lille Hvin, som et Fuglefløjt, og hun hilsede ham om
hans Hals. Det var Lucie!
Men hvordan var hun dog kommen her, det var jo hende forbudt at vise sig i
Byen, og hvordan havde hun fundet herop? Jo Axel havde selv fortalt hende,
hvor han boede, og hun havde hvad Resten angik overlistet alle mulige
vogtende Mennesker.
Axel hentede Mad og Vin.
* * *
Ved samme Lag stod Mikkel Thøgersen Vagt i Slottets store Sal. Han blev
Vidne til et skæbnesvangert Optrin i Nordens Historie; skønt han kun deltog
som Tilskuer, mærkede det ham for alle hans Dage.
Hvad der skulde ske havde ingen anet. Hele denne udsøgte Forsamling, der
talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode
ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol
. . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt tør
Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og faldende
Røst. Det var Gustav Trolle, der talte. Stemmen alene spaaede Skade, som
naar der er dødsstille i Naturen foran et Uvejr, og kun en Spætte hakker
paa en vissen Gren dybt inde i Skoven. Men ved Ordenes Mening gik Kraften
af Knæene paa dem, der hørte til, mere end en blev hed om Ørene. Det var
fatale Historier, Ærkebispen var ved at pirre op i.
Gustav Trolle havde ikke mere det Ansigt, Mikkel kendte. Gustav Trolle,
hvem han havde lagt Mærke til, fordi han beundrede ham blindt. Han var
ligesom Jens Andersen den lærdeste Mand i sit Land og tillige den
mægtigste, et Hoved uden Lige og en hærdet Idrætsmand, han var den
helligste og den mest ryggesløse, han forbandt hele sin Tids Viden og
Kunnen med Rigdom paa Gods og Penge; i teologisk og juridisk Indsigt
saavelsom i strategisk Kyndighed overgikkes han af ingen. Men de Gange
Mikkel havde set hans Ansigt, var det furet og beskrevet af hans Ulykker,
usundt af Hadefuldhed, ikke heller fri for kuede Træk. En Alvor, der vilde
dække over mange gemte Ting, gjorde ham kun nedtrykt, Smil klædte ham ikke,
han kunde ligne en udvisket, narrevorn Skriver.
Men nu var Ærkebispens Ansigt endelig støbt om -- og bleven koldt. Paa
samme Maade forvandles en Elskers plumrede Hensyntagen, naar Tiden er til
det, hans Øjnes tiggende Sødme bliver en ubønhørlig Dom, hans Bejlen en raa
Befaling.
Denne deres Ærkebisp havde Svenskerne behandlet saa haardt, som man
behandler en haard Mand. Foruden at de jævnede hans Slot og Befæstning med
Jorden og plyndrede hans Domkirke, røvede de alle hans Ejendomme, smed ham
i Fængsel som en Tyveknægt og pinte ham der. De ventede, at hans Fjende,
Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var altid værst mod
sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle Svenskeres Vaaben
og Vilje, og nu var der til dem.
Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række af
bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han havde
siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tænderne befæstede Slot, hans
Ankler var ikke lægte endnu.
Medens Jon Eriksen læste, begyndte de at murre i Salen og røre paa sig, de
tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.
Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk, der
var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var hinanden
bestemt som to Søskendebørn, der ikke kan undvære hinanden og som martrer
hinanden godt, slaar hinanden Saar med behændigt og dygtigt Nænne -- indtil
de skilles, hver for sig med Døden i Hjærtet.
Aftenen bragte et Tillæg i Ulykke, som ikke en Gang de onde Viljer havde
udpønset. Det var en Kvinde, der afstedkom det, Sten Stures Enke. Hendes
Livssyn og Kaar medførte, at hun bar Papirer hos sig, Statspapirer, hun var
ikke stort mere end tyve Aar. Hun alene svarede paa Anklagen ved at
fremlægge et Dokument, der beviste, at alle Forbrydelserne mod Gustav
Trolle og Kirken var en Beslutning af Sveriges samlede Rigsraad, beseglet
af Landets første Mænd! Men her blev der ikke tillagt Rigsraadsbeslutninger
elementær Magt, nej her drejede det sig om en Sags Inderste. Nu fik Retten
kun i al Magelighed Forbrydernes Navne og Segl. Vand, der plejer at slukke
Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen løs i sin hvideste Majestæt; det
var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet.
Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne Sværd
kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger.
Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat. Den
store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens Bogstav
med Sagens Krav, han fulgte heri sit stærke Hjærtes Drift. Og det raadede
ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed, den djævelske
Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor Uvilje til Lykke
kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale Redningsmiddel slaar
alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk var Folkenes Uenighed, saa stædig
deres Skæbne. Nordens Riger sprang i tre som en ildskørnet Sten.
Det var den syvende November 1520.
Men den Mand, der holdt det hele i sin Haand, der havde sat de ustyrlige
Hoveder sammen og benyttet sig for sin Kongesag af de hævngerrige Mænds
Talent, Ondskab, Snuhed, han sad nu fuldstændig ene i sit Kammer, medens
hans Tjenere gjorde det færdigt, der skulde gøres.
Mikkel Thøgersen saa Kong Christiern sidde inde ved sit Bord, han sad rank
op mod Stoleryggen, kulsort i Skyggen fra Kaminilden bagved. Mikkel bar Lys
ind. Han saa Kongens Ansigt, det var baade spændt og slappet, han saa ud
som den, der endnu tager sig sammen til Beslutningen, som forlængst er
gaaet i Fuldbyrdelse.


Lucie

Lucie, Tusmørkets Barn . . . hun var dog ung. En falden Engel var hun, ja
et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem Øjnene, Tusmørket havde
signet hende i Panden med en flyvende Flagermus.
Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der venligt
og advarende viser Tænder. Hun lod sig kun nu og da formilde, og da lignede
hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle styrter sig i
Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmende Blomster staar stille
og ved bedre Besked. Ak, Lucie var ikke tyve Aar, og hendes Bryst hældede
allerede, det var desværre sejgt som nedfalden Frugt.
Lucie, hun kunde tralle en Visestump, men glad var hun ikke. Hun forstod
ingenting, andet end at flyde nedad, som et synkende Menneske mod Havsens
Bund. Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en uhjemlig Kulde i
sit Væsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun enfoldig Undren ligesom
Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i Hjulsporet og marcherer paa
Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det knusende Hjul kommer.
Men der var Øjeblikke i denne Nat, da Lucie lyste i Syndens salvede
Majestæt. Hun fik Glorie om sit dunkle Hoved af utrætteligt Begær, Rædsel,
hendes Sjæl slog ud i et vildt, maalløst Blik som i Korsridderens Øjne,
naar han pludselig ser de røde Blodroser springe ud om det viede Kors paa
hans Bryst.
Axel blundede hen.
Han sov og drømte, han var gledet ind i en anden, halv og vaklende
Virkelighed, han sad ved Havbredden, og hos sig havde han Sigrid; det kom
ham for, at han var dødelig søvnig. Imidlertid stod han op og ravede frem
for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde dem
tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han redte
svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der løftede
sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige Puder.
Endelig opgav han det.
. . . Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden. Ja, de stod lidt stille i
Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa fløj de vidt og svimlende højt,
men Axel syntes i dyb Søvnighed, at de maatte endnu langt videre ud i
Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende, som de
maatte se. Men da de havde fløjet længe, gav Sigrid efter, hun blev tung og
begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel vaagnede. Han sov
igen og drømte igen underlige Ting, der ikke lod sig huske.
Vis mig et Modermærke paa dig et Sted, hvis du har et, for at jeg kan kende
dig i Helvede, bad Axel halvt forrykt, da Dagen gryede.
Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at græde af Lykke, og hun viste ham
Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv og
endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset.
. . . Atter var Axels Øjne sunkne til, uden at han vidste det, og atter
flyver han, men alene. Han flyver i oprejst Stilling midt ad Gaderne i
Stokholm i Højde med Tagskæggene, han tvinger Armene i Siden som en Løber
og holder sig oppe ved sin indre Kraft, glider stærkt og stille frem.
Gaderne er tomme og ligger i lurende Skumring; langt fremme i de dybe Gyder
ser han Skygger røre sig og skynde sig afsted med Ryggen til, men der hvor
han flyver, er der aldrig nogen levende. Himlen er brændende, lysende gul,
det er som rummer den en lykkelig Viden.
Da lukkes Gaden af et højt Hus, og Axel frygter for at flyve mod den skumle
Mur, utydelige Hoveder lurer i Vindueshullerne; han tager sig sammen og
naar at hæve sig skraat i Vejret, han slipper luftigt over Mønningen af
Huset, kan lige naa. Axel svæver siden lavt og rører med sine Fødder ved
Ris og Træer. Men pludselig fylder han sig og vil, vil, han stiger, medens
Luften bliver endnu dybere Og endnu gulere, han gaar stejlt tilvejrs og
hænger over alle Taarne som et Fnug i den lyse, frie Luft.
Axel flyver, og dybt nede huler Vandet sig i lydløse Bølger, han ser Skibet
skraat nede og overvejer ængsteligt, om han vil træffe det med den Retning
han har. Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse at styrte
derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i Sikkerhed ned paa
Skibets Dæk. Det er Lykkens Skib.
I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i
Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer
aandeagtigt let hen i Havet.
Det er Columbi Lykkes Skib. Han selv, den forliste Skipper, staar ved Roret
og bøjer sit Dødningeansigt over Kompasset, Kursen er stik Syd; paa hver
Side af sig har han en nøgen, rød Skovdværg, der vædsker giftigt overalt af
Ælde. Og Sejlene bovner som Spindel fra Ræerne, Stjærnerne gennemskinner de
fulde Sejl.
Men agterude i det bratte Tømmerkastel, paa Dækket og under Dækket, i hver
en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags fra
Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste unge med
Drengeben og spirende Barm til de føre Fruer, hvis Knæ er ru af Gangen i
Kjolen; fra de hvide Frøkner, som vasker sig tidligt og silde, til
Bondedøtrene, der lugter som Mælk af Munden, og hvis haardføre, laadne
Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af røget Lød med Øjnene fulde af
dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerødt Haar og Fødder saa hvide
som Sne, Negerprinsesser med rosenrøde Mundvige og Tigertænder i Krans
rundt om de ranke, sodsorte Lænder. Arabiske Møer, slunkne og smidige som
Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa
blomsterstøvede Væsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen
Evropæer saa, fra Øerne i Havet.
Paa alle er der Forskel i Højde og Alder og Skabning, som de er ulige i
Sind og Tanke. En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit
unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit Tungsind;
nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar Øjnene ned og
skammer sig over deres lydefri Figur. En er ikke fuldstændig lige, fordi
der ogsaa skal være en af Jordens skæve paa Lykkens Skib; en er mindre
hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig rigelig stærkt, det er der
spinkle Skønjomfruer for paa Lykkens Skib. Den enkelte er vel aldrig
fuldendt, men ingen er undværlig; de mange tilsammen stiler mod
Fuldkommenhed. De er alle meget nær ens paa Lykkens Skib, for saa vidt som
hver for sig bedaarer.
Lykkens Skib sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Lykkens Skib,
Axel drømte sig ombord derpaa. Og han følte Sigrids Nærhed.
Da vaagnede han pludselig og havde Lucie.
Det var lys Dag, de blæste i Trompet nede paa Torvet, fyrige, pralende
Signaler.
Det er bare at de blæser i Trompet, mumlede Lucie søvndrukken og krøb bedre
i Leje uden at aabne Øjnene.
Men Axel rejste sig og slog Vinduet op. Da saa han, at der stod to lange,
ubevægelige Rækker Knægte med Hellebarder fra Slottet over Torvet og helt
hen til Raadhuset. Ellers var der tomt paa Torvet. Lige udenfor Raadhusets
Port . . .
Skafottet er rejst, sagde Axel og gik fra Vinduet. Han snappede sit Tøj og
klædte sig paa i en Fart. Lucie lagde sig om paa Ryggen og saa lysvaagent
paa ham uden at sige noget. Axel gik ned i Huset.
Men han kom snart op igen. Han havde faaet at vide, at Døren var lukket, og
at Herolderne nylig havde forbudt alle og enhver Borger i Stokholm at gaa
udenfor sit Hus.
Axel stod ved Vinduet og ventede. Der gik en halv Time, der gik en hel, han
blev jo længere jo mere begærlig efter at faa Rede paa, hvad dette betød.
Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved Skafottet, ellers
var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tværs over Torvet og op
mod Slottet. En ganske dæmpet Lyd af Mumlen og Hvisken lød op fra dem.
Vejret var raakoldt. Nu og da red en Høvedsmand i bragende Galop langs ned
ad Rækkerne og rettede dem, ellers holdt han stille oppe ved den lukkede
Slotsport.
Da Axel en Timestid efter var henne og se ned igen, stod Soldaterrækkerne
uforandret.


Blodbadet

Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar
Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.
Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De sad
nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende Ansigt, til
hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig tæt og klinet paa
sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i
Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op
for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster.
Der staar en Syrelugt op fra et Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i
blindt Raseri, saaledes var Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af
Skrækkens Fantasier.
Først hen ad Middag -- Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt lige
rette og sejge Soldateropstilling dernede -- henad Middag kom det.
Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til Slottet
i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for Landet, de
kom nu tilbage.
Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at
øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig,
men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst
Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige
Borgmestre, Raad og Rigmænd. Ingen var længere til Hest, de gik taalmodigt
lige nær ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen havde ventet fra
Morgenstunden af, han længtes. Og de naaede Skafottet i Procession; de
gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem Adelsmændene var
der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Væddere; en og anden
Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smøge Tøjret af sig;
men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved tredive-fyrre Par.
Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje Værdighed
at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe paa. Axel
kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt opad og lagde
Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig igen og begyndte at
klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne.
Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag
ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa stærk
Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.
Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias' Krop laa
paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den røde
Kaabe . . . nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.
Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hørte han, hvor
Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra Blokken
hen ad Jorden med et Blodsprøjt efter sig. Det var Bisp Vincents af Skara.
Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og klædte sig af. Der var stor Uro
dernede, mange raabte og gav ondt af sig.
Axel stod ophidset og blussende ved Vinduet. Han saa en høj, meget svær
Adelsmand række Armene i Vejret og slaa i Luften, mens han talte, den vilde
Stemme var ikke til at forstaa. Oppe i Husene paa den anden Side Torvet var
flere Ansigter synlige i Vinduerne, og den oprørte Mand syntes at henvende
sine Ord til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa de lave graa Skyer
drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte Torverummet med en tynd
Dis.
Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem de
aller højeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at komme af
Klæderne, andre lod Bødlerne flaa og gøre med sig som de vilde. Flokken
holdt tæt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte Mikkel
Thøgersen og flere af sine Kammerater dernede.
Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht ledede
og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede Haand, han
var i sin fineste Puds.
Der laa mange Hoveder nu, de _sad_ paa den blodige Jord som Svømmere, der
træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et
kæmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne Rune
skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade. Henrettelserne
gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede mere og mere, det
tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud. Ligene laa i Hobe.
Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrænkeligt høje Mænd af Byrd var
slaaet ned, og Bødlerne med forøget Flid huggede ind paa de borgerlige,
følte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne, at _Kongen_
maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade dette gøre. Han
saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte bredstammede Skikkelse med
de bærekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det var en Mand, der kunde tage
mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op foran sit befalende Ansigt. Han
huskede Kongens Blik, der stod som en strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid
var i Skiften. Han mindedes Kongens Røst, der var skødesløs paa Grund af
Mandens Stolthed. Han følte et Pust af Kongens enevældige Raadslutning, han
bøjede sig for Styrken af denne Majestæt.
Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i.
Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen Nysgerrighed
efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til at sove. Det
styrtregnede udenfor.
* * *
Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vækket ved en Larm ude paa
Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at løbe let, de tabte sig over
Loftet og forsvandt. Axel kom i Tanker om det tomme Værelse i Gavlen ud til
Gaarden, han sprang op og løb over Loftet.
Just som han aabnede Døren til Kamret, fik han Følelsen af, at en i samme
Nu gemte sig derinde. Han blev staaende i Døren og saa rundt, der var kun
et tomt Sengested i Kamret, Lugen stod halvaaben. Da rejste et lyslevende
Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt blegt Ansigt,
han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt skræmt og halvt
med Forsøg paa Lystighed. Han var meget høj, smal om Hofterne, havde en
mørk Streg paa Overlæben; der var noget vist ufuldstændigt i hans
Paaklædning, Axel saa pludselig, at han manglede alle Vaaben, og i samme Nu
bemærkede han røde Spor af Reb om hans Haandled.
Saa vidste Axel Besked, han sprang ind i Kamret, de talte i Munden paa
hinanden. Kom her, sagde Axel rask. Jeg bliver forfulgt, forklarede den
anden ligesom undskyldende, mit Navn er . . .
I det samme knagede Stigen voldsomt neden for Loftet, en raa Stemme brød
Stilheden i Huset. Flygtningen vendte Hovedet rundt og saa sig om efter
Skjul, raadvild, ikke angst, og dog tog han sig sammen og vilde smile, han
stod paa Spring og kom alligevel ikke af Stedet. Grove Støvleskridt
dundrede ude paa Loftet. Axel skubbede stærkt til den fremmede, som vilde
han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var mørkere, og den
fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende. Saa rettede han sig
og strammede Brynene. Og der væltede en bred Knægt i Læder, raslende af
Jærn, ind gennem Døren som en rasende Stud med Selen og Hamlen paa Haserne,
hans lange Sværd slog mod Dørkarmen og fjedrede i Balgen. Axel stod i
Skjorten, vaabenløs, det var som blæstes han tilside. Hans Haand kom mod