Kongens Fald - 04

Ja, det var'et, mumlede Thøger, og hans Oldingetræk slappedes ved Tanken om
den vide Verden. Han havde selv været udenfor men ikke længere end til nord
i Tyskland.
Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du
noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr. Otte, de kalder ham?
Spørgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bænken. Hvem, hvor?
Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til København
nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u--sæd--vanlig Historie.
Mikkel rystede paa Hovedet, han saa bort, som om Historien ikke vilde more
ham.
Ja, det var maaske ikke heller noget lig, at du skulde faa ham at se, mente
Thøger videre, saadan unge Herrer og I andre lærde Folk har vel sin
Omgængelse hver for sig. Jo, han tog til Kongens By i April Maaned -- efter
eget Hoved og i Unaade med sin Moder. Han behøvede det ikke, Krigsudbudet
ramte ham jo ikke, over det Moderen sidder Enke. Men han vilde nu afsted.
Og de siger, det var Ane Mettes Skyld -- ja hende kan du vel huske?
Det kunde Mikkel.
Hun er mageløs køn bleven, er Ane Mette, sagde gamle Thøger i en ligefrem
forundret Tone og med runde Øjne -- saa gæv som jeg har vist aldrig set.
Hun har det efter Moderen, du kan jo faa hende at se. Moderen var Datter
til stærke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen. Der blev mange slaaet
ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den fejreste Kone paa hele Egnen.
Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog Koner -- din Moder og hende var
ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa . . . men hvad, nu er de døde og
henne begge to. Ja. Aa ja.
. . . Hvad han sagde til det, Jens -- ja hvad skulde han sige? Han kunde jo
ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig Ting
var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og
gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig
saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? -- Fruen paa Gaarden er
ikke tilsinds, sandelig om hun er.
-- Skal vi gaa ned og snakke et Par Ord med Jens Sivertsen, han vil gærne
se dig, foreslog Thøger næste Dag, jeg kan vel kratte hen til ham, naar vi
sejler Aaen ud.
Thøger klædte sig til Turen med et uldent Klæde om Halsen. Mikkel roede
Prammen, og efter at de havde fortøjet den i Aamundingen, gik de Resten af
Vejen til Jens Sivertsens Hus.
Saa fik Mikkel da Ane Mette at se. Lige til det Øjeblik han stod foran
hende, havde han ikke kunnet forestille sig hende som anden end den lille
gulhaarede Pige med den skære Hudfarve, og nu saa han hende som ved et
Under forvandlet til en høj fuldstændig Jomfru; hendes Haar lyste i den
stille Stue, hun var hvid og skær som et Barn endnu med en rød Mund og rene
lyseblaa Øjne. Saadan maatte Freja have set ud.
Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog Øjnene ned.
Dejlig var hun. Mikkel følte sig som brændt indeni Haanden: Otte Iversen!
tænkte han -- nu skal du faa det betalt.
Thøger førte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa
nært personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand
blev ikke berørt med et Ord. Man kunde ikke se noget paa hende heller, hun
var en tilbageholden og blid Pige som alle Piger. Men hun saa ud som et
Menneske, der er blevet hævet over alle andre ved Lykke, hendes af Naturen
fine Træk havde en attenaarigs Frihed og straalede tilmed som af en indre
ung Ligevægt. Mikkel fattede, at Otte Iversen kunde sætte Himmel og Jord i
Bevægelse for at faa hende -- des bedre Lejlighed var der til at gøre ham
ulykkelig. Beslutningen spændte sig som en Gjord om Mikkels Hjærte.
*
Du skulde haft Ane Mette, sagde gamle Thøger halvt i Spøg paa Hjemvejen, I
to kunde passet sammen. Ja jeg maa vel ikke sige det. Jens Sivertsen er for
den Sag ikke pengesøde heller. -- Jeg har jo ikke kunnet give dig ret
meget. Om du og Ane Mette nu kunde rejse sammen til Rom -- som du snakkede
om. Jens Sivertsen har sejlet _nogle_ tusind røgede Aal til Byen i sin Tid!
Da Mikkel lod til at tage Skemten ilde op, tav Thøger. Men lidt efter
afrundede han alligevel sin Drøm med følgende Bemærkning: Hun er god nok
endnu, Ane Mette. De siger jo, de _elsker_ hverandre. Hvad det vil sige, er
du kanske ikke gammel nok til at forstaa. Men enhver kan da se, at Kildet
ikke er taget af hende den Dag i Dag . . . ja ja bitte Mikkel, skal vi saa
stræbe at komme hjem.


Længsel

Mikkel var kommen tilbage til det Sted, hvorfra han var gaaet ud, han sov
igen i sin Faders Hus. Han kunde igen vaagne om Natten og se de samme tre
store Stjærner over Lyrehullet i Taget og høre Spærene give sig; Biller og
Orme pikkede i det møre Tømmer. Udenfor pustede Nattevinden fortroligt,
Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der saa stille overalt oppe og
nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine Øren, det ringede, strømmede og
stred i hans Øren. Medens han sov her som Barn, kunde han vaagne og høre
Stilheden koge, han tænkte sig da nogen, der rejste evigt forbi.
Slædemeders stille Gliden hen gennem uendelige Snefører, og af og til en
spæd og skrøbelig Klang som af fjærne Bjælder. Senere troede han at høre
Svanerne ude fra Fjorden, efter at han en Vinter havde fornemmet deres
fine, frostskøre Musik ude fra Vaagerne.
Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa
stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det var
otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige
Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.
En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne
stigende Lyd af Tomhed vilde forfølge ham, indtil den en Gang i et
pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfærdeligt Knald, som
spaltede hans Hoved og blæste ham over i Usaligheden.
Mikkel længtes hjemmefra.
Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det er
en rosom Beskæftigelse. Følg ud med Jens, eller du kan jo tage Prammen og
liste gamle Børre med dig -- han er nok taabelig men ikke saa ringe til at
fiske.
Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Børre, en sindssvag Tumling, der havde
været paa Egnen i umindelige Aar. Børre var god nok, de laa dagelang ude
paa Bredningen uden at mæle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med
Gliben. Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med
stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i et
Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og fnise
uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og den var
altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. -- Bedst som de gik og
glibede i Vand op til Brystet, kunde Børre vende sig bort ud mod den aabne
Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og ringede ud fra hans
Krop.
Mikkel tog da ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun
havde faaet et lille hudløst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed,
der slog ud.
* * *
Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar, Dalen og Engen bar
Græs og Blomster som aldrig før eller siden. Solen havde ikke travlt paa
sin Bane, alt levende gav sig god Tid. En Fugl fløj gennem Luften nu oppe
og nu nede, som rejste den over Høj og Dal, og naar den var borte, lod den
Mindet om et sorgløst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ude over de
fugtige Hængemoser, Vandtægen skrev paa Spejlet over de sorte Høller i
Aaen.
Det var Udødelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne sammen om den paa
begge Sider, Aaen listede sig vidtløftigt gennem den, og ovenover flød
hvide Skyer med Flyvefødderne drivende under sig.
Vandet i Aaen ilede lattermildt over de stenede Grunde og fordybede sig i
Bugterne og tav stille. Fiskene slog op, holdt deres Vejr og snappede efter
Fluer og Myg. En Skikkelse flimrede i Luften over det blanke Vand, kun et
hvidt Spejlglimt, og en dæmpet Latter klang hen. Ekko spøgede oppe mellem
Brinkerne.
Middagens hede Stille var dybt som Midnattens Forstenelse, thi Solens
Tavshed rugede over alt, hvad der aandede. Der var en tvungen Stumhed under
Himlens Lys, langt mere svanger med Trusel end Nattens Mørke. Oppe i den
hvide Luft fløj Lykken; den faar ingen noget at vide om, før den er død,
død.
Naar Skumringen omsider faldt paa, blev der saa lydt over den vide Jord.
Horsgumren kastede sig voldsomt oppe i de svimmelhøje Lufte, gjærp, gjærp
lød dens Skrig i det duggede Mørke. Ude fra Moseholmen gøede Ræveungerne
fint og stikkende og kaldte sig selv ved Navn: Ræv, ræv, ræv. Og pludselig
lo det oppe i Brinkerne, mangedobbelt og skrækkelig forvildet. Der blev
stille efter det, til Ræveungerne tog næsvist paa Veje igen.
Natten kom. Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste sine
dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufører hang Dødsrigets
Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og forsker ned i
Dybet.
*
Mikkel stod i Husdøren en Aften og saa ind over Engen. Der var et Lys, som
flyttede sig derude i det fjærne Mørke, en Lygtemand. Alle Folk var for
længe siden inde. Høbjærgningsfolkene overnattede ikke mere i Engen, Høet
var kørt hjem. Det var i August Maaned.
Alting laa øde og stille. Fugle og Dyr tav stille. Paa en saadan Aften
turde Mikkel som Barn ikke en Gang se ud af Døren til Kærene af Frygt for
at faa Øje paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev ubetvingeligt
bange, han følte sig ømtaalig kuldskær, som var han sat værgeløst nøgen ud
i en bidende Vind. Men tiltrods for den uovervindelige Legemsangst _maatte_
Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i den giftige Nat. Det var som kunde han
ikke leve uden Skræk, han maatte veje sit indre Mismod op med udvendig
Skræk.
Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Kærene.
Rædselen veg fra ham efor og strømmede sammen ebag, han gik som i svidende
Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod Mikkel stille.
Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, højt galende og i flyvende Fart.
Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle fire og borede
Hovedet ind i sin Arm -- han krøb hurtigt et Stykke, vendte sig saa ved en
kluntet Manøvre og kravlede hurtigt hjemad. Først længe efter at det var
bleven stille, rejste han sig og gik.
-- Jeg vil ikke have, du gaar ude om Nætterne, sagde Thøger Smed Dagen
efter til sin Søn, mens de sad og spiste.
Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse.
Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa
noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for
nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten -- man skulde aldrig byde sig
til.
Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en
Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var
det for Resten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen hørt
den?
Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der
skroller. Eller ogsaa er det Jøven.
Jøven?
Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har pinnede
aldrig set en Jøve. Det maa du vel kende, som har lært.
Dermed rejste Thøger sig og gik ud og smeddede, saa at Funkerne føg om ham.
Mikkel sejlede paa Fiskeri. Et Stykke fra Aamundingen laa Jens Sivertsen i
sin Baad. Da han saa Mikkel, rejste han sig og raabte over til ham. Mikkel
roede derhen.
Vi har spurgt nyt fra Krigen, fortalte Jens. Der har været en Kræmmer paa
Gaarden, og vi har ogsaa faaet det at vide. Det gaar knusgodt. Kongen har
Heldet med sig hele Tiden.
Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men
Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke spørge
og roede bort igen.
-- Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt om Aftenen.
Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger. Men
er der nogen nu, saa kommer den Børre ved. Ja, du ser paa mig, men saadan
vil de nu have det til. Ikke ham selv, vel at forstaa, men hans Vid -- som
er fra ham. Børre har jo været forstyrret i mange Aar. Han er meget ældre
end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et Foraar, og det
var Kærestesorg, der skørnede Hovedet paa ham. Men siden den Tid snakkede
de om en Jøve, der skulde være oppe i Bakkerne. Jeg har hørt den mange
Gange. I fordums Aar, da jeg brændte Salt, hørte jeg den tit om Nætterne,
naar jeg sad ved Gryderne nede paa Stranden. Mangen en Gang var Børre med
mig, og han hørte den selv. Ingen har set den. Der er aldrig nogen, der har
set en Jøve og kan fortælle om den; for en dør ved at se den.


Tordenvejret

En Nat vaagnede Mikkel ved en svær Rullen i Luften og blændedes i det samme
af en blaa Lysning -- hans Fader sad fuldt paaklædt paa Kisten.
Vi faar Torden, sagde Thøger stille. Jeg vidste ikke, om jeg skulde vække
jer.
Mikkel trak i Klæderne, Niels vaagnede straks efter og klædte sig ogsaa
paa. Tordenen var endnu langt borte, men den rullede næsten uafbrudt; det
lød som om den i stødvis men stadig Fart kom nærmere og nærmere. Lynene
spillede hurtigt efter hinanden, uregelmæssigt som en blaffende Ild.
Det vil blive haardt, sagde Thøger og vendte sit Ansigt mod det lille
Vindue; der kom et Lyn, og Mikkel saa det højtidelige Udtryk i Faderens
Ansigt.
Kan I gaa ud og tage Stigbordet op, sagde han lidt efter, at Vandet ikke
skal stemme ovenud ad al Ting, naar det kommer. Og gør Hjulet godt fast.
Niels og Mikkel gik. Det var ikke meget mørkt. Men østerpaa stod Mulmet som
en Væg, Himlen var farlig opsvulmet og sort. Lynene sprang ud deraf, saa at
smaa Sten paa Jorden blev synlige. Lysningen for helt op mod Himlen over
Hovedet, hvor den var natteren og blaa. Niels surrede Hjulet fast i
Tavshed; da det var gjort, tog Mikkel Stigbordet, og Vandet flusede ned
over Skovlene uden at kunne flytte dem. De gik ind igen og satte sig stille
om paa Bænken.
Vejret kom hastigt nærmere; en Gang imellem løste et hvidt vildt Lyn sig
blandt de bestandige Glimt, og kort efter knaldede det nærmere end før,
Tordenen klaprede voldsomt tilbage og blandede sig med den fjærne
Varselsdundren.
Et Vindstød rejste sig udenfor og støvede op mod Ydermuren, nu slog en
vældig Regndraabe mod Ruden, flere, og det puslede udenpaa Lyngtaget.
Thøger lukkede Lyren. Et hæftigt Lyn gjorde det daglyst i Stuen, Mikkel saa
sin Faders klare senile Øjne. Og næsten i samme Nu skrattede det med
rasende Haardhed over dem, to forfærdelige Skud og en lang skarp Rallen som
af et Stenskred efterfulgt af hul Torden.
Var jeres Øjne, sagde Thøger.
Og da det næste Lyn kom, sad Niels med Huen for Ansigtet for ikke at komme
til at se ind i Himlen og blive blind. Lidt efter lagde han sig tavs i
Seng. Det lynede, gul og grøn Ild straalede ind i Stuen; Niels rykkede
Skindene over Hovedet, de saa ham ligge med Knæene op mod Hagen som et Barn
i Moders Liv. Og Skra skra, der kom Knaldet saa frygteligt bedøvende, som
var det Himlen, der brast ned.
Mon det var saadant et Tordenskrald, der var bestemt til at blive den
sidste Lyd, Mikkel hørte?
Lynene fulgte nu saa hurtigt paa hinanden, at der var lyst i Stuen hele
Tiden, og Skraldene gennemrystede Himmel og Jord fra alle Sider. Regnen
piskede stridt mod Taget, plaskede ude paa Dørstenen, susede ned i Aaen.
Pludselig støjede Jernet ude i Smedjen, som om en Stabel skred sammen --
Naadelige Navn! raabte Thøger og hævede sit hvide Hoved i en Ildregn -- i
det samme slog Lynet ned i Smedjen, de hørte som et stærkt Sug, et Rabalder
og en Knitren. Saa sad de i Gravmørke et Øjeblik og i Lugt af Svovl, Mikkel
snappede efter Luft.
Da slog Thøger Ild, strit, strit arbejdede han med Fyrtøjet, til han fik
Flamme. Han aabnede Døren til Smedjen og kiggede ind. Ambolten laa væltet
fra Knobben, Kullene var blæst af Essen, men det havde ikke tændt
nogetsteds.
Lidt efter sagtnede Vejret. Regnen kom igen drypvis i sin sidste Vrede.
Thøger og Mikkel gik udenfor.
Tordenskyen stod over Fjorden, sorteblaa og tyk, Lynene hakkede ned og drev
Vandet i Skum. Mod Øst var Himlen klar og renset, Stjærnerne straalede
igen. Aaen svulmede mørk og urolig, alt var i en Væde, og Luften lugtede
svedent. Men da de kom op paa Højen ovenfor Huset, saa de et jammerligt
Syn. Det brændte inde i Landet, det brændte paa over en halv Snes Steder,
store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i Luften.
Aa! udbrød gamle Thøger harmet.
Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden. Det brænder baade i Graabølle
og i Kourum, sagde han meget modfalden. Pludselig vendte han sig . . . Nej,
udbrød han befriet. Mikkel saa samme Vej, Jens Sivertsens Hus laa helt og
kvit nede ved Stranden. Han tænkte paa Ane Mette og blev hjærtelig bevæget.
Thi hun var mere i hans Hjærte, end han vidste.
-- Der skrider Taget, mumlede Thøger, som igen havde vendt sig ind mod
Landet -- det var et Sted, hvor Flammerne med et Spring pulsede taarnhøjt i
Vejret.
Skyen stod over Salling. For hvert Lyn kunde de skelne Huse og tavlede
Marker derovre, det blev saa lyst, at de øjnede Kornnegene, der var sat i
Traver oppe paa Hældene, og saa Bølgeskummet mod Strandkanten. Længe varede
det ikke, før Ildebrandene blussede op derovre. Lynene straalede ned.
Thøger vaandede sig saaret derved.
Det er en stræng Nat for somme Folk, sagde han hovedrystende. -- Vi faar se
til Kværnen.
Der var ingenting i Vejen. Mølledammen var stegen højt, men Bindingerne
holdt, Hjulet stod midt i Strømmen næsten begravet af Vand. Thøger gik
sukkende ind i Huset igen. Men Mikkel begav sig op paa Højen, tankefuldt
tiltrukken af det vældige Spil.
Skyen var sunken lavt ned, Tordenen lød drønende og meget fjærn, og Lynene
havde ikke saa blændende en Kraft. Ildebrandene lyste op som grove røde
Baal rundt om i Landet.
Mikkel vendte sig mod Syd, og her saa han en høj, sløret Sky, der stod op
mod Himlen som en Mur. Dens øverste Kant lyste, og den var i sær indre
Bevægelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn -- nu besloges den af et
rødt Skær, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der lydløst et Syn
ud i det klare Himmelrum, en Rytter -- Hesten sprang med alle fire fra sig
og med Halen ligeud, Rytterens Fødder pegede i den frie Luft. Efter ham
steg en bølgende Røg af Heste og Folk ud i Luften, tusind Lanser vendte sig
alle paa engang, og nye Heste og Lanser sprudede lige i Vejret, gled ud paa
de frie Baner og slyngede sig op og ned, sitrede uroligt ind over Himlen
uden en eneste Lyd. De blev ved at komme med højtrejste Spær, svimmelhøjt
oppe, lutter Hestfolk i Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som
Korn bøjer sig for Blæsten -- de havde Hastværk, og der var vidt at ride.
Som ved indre Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen -- og
se nu straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog
til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren
skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven
almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i
Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede
opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af
Ravne! Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og
alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som Ganymeder,
bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud, griske under
Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . . alle Lykkens
Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som en Dug i det
bundløse Rum.


Hævnen

Mikkel Thøgersen laa i Aamundingen og fiskede, en Septemberdag, da han saa
Ane Mette komme; han lagde ind til Bredden og ventede paa hende. Da hun var
naaet paa nogle Skridts Afstand, blev hun staaende og smilede, hun havde et
mørkt Hovedklæde om Haaret. Mikkel hilsede, og de tav lidt begge to.
Fuglene flokkedes ude paa de graa Agre, Luften var forunderlig klar og
gennemsigtig. Alle Planter stod falmet i den sælsomt forklarede Luft. --
Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig ved Vejret.
Ane Mette blev først færdig og gik til Sagen.
Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem udfor
Maageholmen -- hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det kunde
ellers være det samme, hvis jeg ikke traf dig.
Det skal jeg nok, sagde Mikkel og tog ikke sit Blik fra Ane Mette. Han
tænkte paa helt andre Ting end Jens Sivertsens Kroge. Ane Mette vendte sig
for at gaa men tøvede, syntes aabenbart, hun skulde komme jævnere fra det.
Du -- du kunde gærne tage en Sejltur med, sagde Mikkel og forsøgte at
smile.
Ane Mette blev venligt staaende.
Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev
Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod Øjnene løbe ud over
Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa Øjne -- ja
Mindet, Mindet om en anden Gang.
Det kunde jeg gærne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun saa
endnu ud over Vandet i sine egne Tanker.
Kom saa! udbrød Mikkel utaalmodig. Hun overhørte det grimme i hans Røst og
strakte Foden ud efter Baadens Ræling. Mikkel fik ingen Lejlighed til at
hjælpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften.
Mikkel roede ud i Strømmen.
De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede Synsranden
og begyndte at gløde. Fjorden farvedes af Skæret. Det var saa stille, at
Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav sig til at tale
lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange Ord; Baaden drev
udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette tav igen.
Og Solen gik ned.
Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod
Skumringen.
Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig.
Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mødte hans hvasse Blik, just som
han med begge Hænder skød Aarerne langt bort fra Baaden. Hun rejste sig med
saa smidig en Kraft, at Baaden krængede, og vendte sig ind mod Land, de var
langt derfra, allerede ude paa det sorte -- hun vilde skreget højt men
glemte det, lammet af en krydsende Erindring -- hun gav en kort Lyd, et
Hik, og sank ned paa Toften igen.
Mikkel lagde sine ledige Arme over Kors.
Da for Ane Mette op, hun brast ud i Graad og Skrig.
Hvad er det Mikkel, hvad vil du? Aarerne . . .
De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage
dig fra Otte Iversen.
Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og græd
højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred sine
Hænder op imod ham.
Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet dybt
ned i Hænderne og græd.
Mørket faldt paa. Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere.
Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt
afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille.
Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire--fem
Timer.
Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet
bøjet ned mod Skødet og græd. Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og
saa op paa ham.
Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske
træt af Graad.
Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste
Møje.
Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet
kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke Sammenhængen, han
følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og viede ham til Ulykke.
Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til nogen
af Siderne mere.


Gengældelsen

Det var en sløret Morgen, Støvregn, i Oktober, da et stort Skib fortøjede
ved Københavns Brygge. Det kom fra Sverig. Da Broen var bleven lagt ind,
gik flere Herrer i Land under munter og oprømt Snak, de begav sig straks op
i Byen.
En blev staaende, efter at de andre havde taget hjærtelig Afsked med ham.
Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden. Krigen
i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade Ære og Fordel. Saa
havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.
Medens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af at
være naaet _saa_ langt -- der laa alle Huse og alting som for et
Fjerdingaar siden -- lagde han Mærke til en gammel Mand i en sort Kappe,
der paa en underdanig Maade nærmede sig Skibet og talte med Føreren. Da saa
han Hovedet af sin Hest, to Mænd kom med den og søgte at lokke den ud paa
Landgangsbroen, den strittede imod og rev Hovedet i Vejret. Otte Iversen
vendte sig, den gamle Mand var kommen hen til ham og stod nu høfligt bøjet
foran ham.
Er det Hr. Otte Iversen? spurgte han paa Tysk. Og da han fik det bekræftet,
forsvandt det krybende Udtryk fra hans Ansigt, han nærmede sig tæt og sagde
med lav Stemme:
Es sind drei Monate her, dass ein Otte Iversen in meinen Garten hereinbrach
und meine Tochter entehrte -- Sie also sind es gewesen, ja ich seh' es
schon . . .
Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han krængede
Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte Ordene:
Verflucht sollst du sein auf Erden, hörest du mich -- ruhelos, schlaflos,
dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde! Du sollst verwesen,
verwesen, dein Glied verfaulen zwischen den Beinen, du sollst deinen Vater
und deine Mutter sterben sehen vor Scham, krr krr -- Unglück über dich!
Hinwelken sollst du wie ein räudiger Hund, und dein Leichnam soll aus den
Löchern deines Sarges _triefen_. Unglück!
Den gamle Mand vendte Hviden ud af Øjnene, han hævede sine brune Kraller
forbandende i Vejret.
Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han
drejede sig paa Hælen og greb Tømmen. Hesten satte i Løb, og Otte fulgte
den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede Stigbøjlen
og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han ud gennem
Vesterport.
Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke
for sig selv, at han havde hørt noget. Han gjorde sig tæt, snørede Benene
om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Stød. Luften tordnede
forbi hans Øren, han holdt Forgørelsen fra sig, lod den slet ikke komme
til. Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og hver Gang han kom i
Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og Sporer og satte sig i endnu
voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han det onde Møde ud. Da han i
Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde, var den Ting næsten glemt, og da
han ved Aftentid red gennem Sorø Skove, opkogt og skoldet af det vilde
Ridt, havde han trængt det ud. -- Først i Korsør stod han af Hesten og
søgte Herberge, da var det bælgmørkt.
Næste Morgen vaagnede Otte Iversen -- Ane Mette! sagde han for sig selv og
sprang ud af Sengen. En halv Time efter sejlede han paa Bæltet i udmærket
Velgaaende -- kun utaalmodig, Hjemdriften trak i hans Lemmer som en Feber.
Over Fyen opdagede Otte sin Hest, saa at sige, han havde ikke lagt Mærke
til den før. Hans egen brune Hest blev skudt under ham for Stockholm, og i
Stedet havde han faaet en rød, højbenet Hingst. Satan til Dyr til at vinde
over Bunden -- men den stødte som en Træbul, ikke Tale om, den skulde se
sig for paa Vejen. Na! Pisk og Sporer bestandig. _Det_ var ikke Ottes egen
Hest, der havde været saa blød af Gemyt og villig til det yderste, den laa
død inde i Sverig nu . . . Ah saa skal da! Og Otte savede den røde Langben
i Mundkrogene. Imidlertid fik han en vis Agtelse for Dyret, der løb,
arbejdede og svedte ustanseligt.
Paa den anden Side Odense kom en Storm med Slagregn op fra Nord, Otte
dukkede sig og red til. Snart brast han igen i Raseri -- se om Trampeldyret