Kongens Fald - 12

var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tænkte
paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider hen over det som
Skygger af Skyer.
Saa begyndte de at tørne sammen. Men Adelsmændene var for faa. Mikkel kunde
paa lang Afstand se, hvor Bønderne i Flokkevis samlede sig om hver enkelt
Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var sigtbart Vejr,
Mikkel saa, hvor Støvet røg af Herremændenes Tøj under Harnisket, naar
Bønderne bankede løs paa dem. Engang imellem bar Vinden Gnyet op paa
Bakken, hvor Mikkel stod, han hørte det skratte, naar Økserne traf
Rytternes Skinner og Skæl. Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa
Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere,
den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev
overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham
og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende
Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa
meget som standsede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe
Ploven og se til paa en Gang.
Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og
flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet. De havde stolet for meget
paa deres Værdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle er lige
for Øksen. Der kom mange Herremænd af med Livet i den Træfning.
Men det var sidste Gang de danske Bønder leverede et Slag med Ret til at
slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de
deres Ret overstyr og blev dømt Oprørere, fordi de tabte. Og ved den
Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk.
Det var en sørgelig Dag, Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led
Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau førte
Herremændene, som nu var mere mandstærke, men desuden havde han sine tyske
Landsknægte og Bøsseskytter med.
Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med Øjnene for hele det
moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom
straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet
fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand.
Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem
noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa inderligt vilde, og fik
fat med Næverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede længe
været tabt.
Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene,
da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver
for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres Leer og
Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hænders Rækkevidde. Men de
blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over
dem, de var solgt.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over
Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem
ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak
om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr,
de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de
græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog gennem
deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres
Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet paa dem, der var ingen
Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.
Havde Kong Christiern dræbt alle Herremændene i Stokholm istedet for nogle
faa Snese, saa havde der ikke været saa mange til at beklage sig bagefter.
Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev ikke jamret
farlig meget over de to tusinde Mennesker, som Johan Ranzau gruttede ved
Aalborg. Dér blev Bønderne knust saa tilgavns, at ikke en Gang Urettens
Historie kunde blive overleveret. Efter den Strid faldt der en svær Stilhed
over Jylland.
Til Graabølle kom der ikke mange hjem. Niels Thøgersen faldt ved Aalborg,
hans ældste Søn var bleven efter i Slaget ved Svenstrup. Mikkel opsøgte
Broderens Lig udenfor Aalborg og dækkede hans Ansigt til med Jord. Niels
var falden som en hæderlig Mand, hans Bag var knust af en Kanonkugle.
Anders, den næstældste Søn, kom hjem ældet og hulkindet med Tidenden. Han
tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa Moholm.


Tiden

Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene
udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt. Det
Folk tog sig for, fik de halvt begyndt; det de skimtede færdigt i det
fjærne, slyngede Tiden som et Makværk for deres Fødder. Og det var allerede
Aar og Dag siden altsammen; gamle Folk talte derom som noget de kunde
huske. Famlende Førsteforsøg blev forladt af Tiden, men det var endelige
Kendsgærninger, da Solkuglen allerede hvirvlede sin Ild og sin Aske ind i
et nyt Aarhundrede. Mændene sank forglemte i Jorden, men deres Tilløb til
Handling blev staaende som ubestemmelige Støtter ved Vejen indtil evig Tid.
Deres Historie saa ud som et Landskab efter Flod, hvor Grushobe og sorte
Træer med blottede Rødder bedækker Jorden, som er gold af Salt og Slam, saa
langt Øjet naar.
Gustav Trolle -- han fik et dødeligt Saar i Slaget ved Øksnebjærg og sank
om. Han laa udstrakt paa Jorden i sin Bevæbning, jærnklædt fra Top til Taa,
han følte sit Sind delt mellem Smærte og inderlig Glæde. Da han med
Ulivssaaret in mente overtænkte sin Tid og sin Gærning, følte han vel en
brændende Vrede, over at han blev mejet ned; men Sindsoprøret angreb ham
saa stærkt, at han træt og elendig hilsede sin Hvile velkommen. Der var dog
Mening i hans Endeligt, forsaavidt en Række af Meningsløsheder herved fik
en rimelig Afslutning. Ingen Anger paakom ham uden Anger over ugjorte Ting.
Her laa han og var naaet saa langt som til Begyndelsen, skønt han var
bleven en gammel Mand. Han havde gjort sig ensom for en Sags Skyld, og
dermed endte han. Hans Livs Ramme lukkede sig uden at indeslutte andet end
Foreløbighed og Savn. Der kunde siges om ham, at han for iøvrigt ukendte
Formaals Skyld havde isoleret sig og stillet sig fjendtlig til alle
levende. Da Gustav Trolle mærkede sin Skæbnes Overtag, smagte han endelig
Sødmen i at bøje sig, han laa varm og lydig; da han følte Dødsfeberen, gav
han sig hen for første Gang i sit Liv.
Man bar ham bort sanseløs, og han kom ikke mere til sin Bevidsthed. Han laa
i et Hus bevogtet som Fange, og Folk der gik til og fra, hørte Bispen
skoggerle. De saa ham ligge med røde Kinder og bitter om Munden som en
Djævel. Han var fra Samlingen, de hede Øjne havde et overnaturligt
forskende og advarende Blik. Siden da Dødskampen begyndte, hørte de ham
ralle eller smaagræde i Vildelse som et stivsindet Barn, han laa en hel Dag
og hulkede med længere og længere Mellemrum, efterhaanden som Livet og
Trodsen faldt i ham. Dødskampen varede i to Dage. Han havde et Anfald af
Skræk, da han fraadede og lyste Forbandelse over Syner, som han lod til at
se. Da Kramperne fik fat i ham, spændte hans Lemmer sig og sprang som
Staalbuer, eller han laa stiv under Veerne, knyttet i Knuder og haard som
Sten over hele Kroppen. Den sidste Nat fik han Lindring og brød ud i høje
Klager. Han døde skrigende under et vildt Hurtigløb af alle Lemmer.
Efter Slaget ved Øksnebjærg var Modstanden brudt i Fyn. Nu var det kun
Sjællænderne, der holdt deres Liv og Ejendom til Kong Christierns Haand.
Men da ogsaa de blev bøjet, havde Johan Ranzau erobret det hele Land. Han
havde maattet vriste hver enkelt Landsdel til sig, som man Ben for Ben
plukker en stædig Hest af Stedet. De samme Danskere, der for ti Aar siden
faldt fra Kongen, de var nu bleven af det Sind, at de vilde have ham igen
eller dø. Ligesaa vægelsindede de var i Danmark lige saa forstokkede.
København lod sig belejre i et Aar. Under de sidste Maaneder blev de sat
saa langt tilbage, som Mennesker kan komme; de bekvemmede sig først til at
spise Rakkeres og Hedningers vanærende Kost, Heste, Katte og Hunde, siden
tog de til Takke med samme Slags Mad som de allerlaveste ormespisende
Vilde, Mus og Skælbidere; tilsidst mættede de sig paa dyrisk Vis med
Aadsler og andet Affald. Børn døde ved Moderbrystet som altid under en
rigtig Hungersnød, der manglede heller ikke paa Folk, som faldt døde om,
bedst som de stod og gik. Og da de havde ofret disse usigelige Lidelser paa
at bevare Byen for Kongen, da der ikke var den Nød, de ikke havde lidt,
eller den Pine, der ikke var prøvet, saa overgav de Byen, for at den store
Frugtesløshed kunde fuldkommes.
Ambrosius Bogbinder, Kong Christierns Barndomsven, der aldrig havde kendt
Maadehold i sin Iver for Kongens Sag, han tog Gift! Hans Liv og Energi
vendte susende tilbage i sig selv som Bumerangens Bane.
Aaret efter døde Jens Andersen Beldenak som en landflygtig i Lybæk. Sine
sidste Aar var han rolig, for Alderen faldt paa ham; tilmed var han en
Krøbling. Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt
mishandlet af sine Fjender, da han kom saa vidt, at de kunde naa ham. Han
var en gammel Mand, da de stillede Aaringers Hævntørst ved langsomme og
grove Pinsler paa hans Person. Stikkende Vitser, der i hans Frodigheds Dage
var undsluppen ham mod Gud og Hvermand, fik han tilbage paa sin Krop, da
han blev skrøbelig. De klædte den faldne Guds Mand af til Skindet og
salvede ham med Honning og satte ham ud i Solen til Skive for Fluer og Myg.
Se ham, se denne Kæmpeskikkelse, som Alderen har plyndret, blottet og
prisgivet Insektsværmen! Det var den store Biskop og Soldat, det var den
utrættelige Studepranger, Levemanden og Juristen! Det var Sortekunstneren,
det var Adepten, der manede med Bogen paa Saddelknappen! Tiden var falden
fra ham. Tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne Ruin var en Gang et
ukueligt Forstandsmenneske og en blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav
Røg, der stod i fordums Tid et Baal af Drifter.
Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsøn, hans Hoved var
Sædet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er
bleven set i Danmark. Og han, der efter Tidens Forhold var en fremragende
Skønaand, kunde resumere sit Levned og sin Filosofi i to ganske smaa
latinske Digte. Det ene var en tør Gravskrift. Det andet meddelte i en
Stabel radmagre Distika Realregistret over hans Plager.
Jamen der var Sandhed i Jens Andersens benede Poesi! Hans Vers lignede
Skelettet til den menneskelige Historie. To af dem klaprer som saa:
Os, dentes, nares, genita ia, brachia dantur
Torturis, quibus adjunge manusque pedes.

Men Kongen havde været en Fange paa Sønderborg nu i mange Aar. Siden Slaget
ved Aalborg delte Mikkel Thøgersen Fangenskabet med Kongen og fik derfor
seks lybske Mark om Aaret.
Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med Kongen,
saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele sit Liv
igennem følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad paa en
Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var Kongen
falden!
Det var nu fyrretyve Aar siden Mikkel saa Kongen første Gang som
sekstenaarig Prins, da han sværmede i de rige Købmænds Boder i København.
Da havde Kongen sit vinrøde Haar, og da var hans Haandbage endnu glatte og
ubeskrevne. Nu stod Haaret ham vintergraat og busket om Hovedet som en
forladt Fuglerede, og hans knoklede Hænder var tæt gennemvævet af Rynker og
svulne Aarer.


Jakob og Ide

Medens Kongen og Mikkel Thøgersen nu saaledes befandt sig i største
Sikkerhed indenfor Sønderborgs Slots Befæstning, var der to der vandrede
husvilde om i Landet, Jakob Spillemand og lille Ide.
Jakob var en Mand af ubestemmelig Alder, og han blev ikke ældre i de mange
Aar, han og Ide vandrede. Men Ide, der var et Barn, da de forlod Kvorne,
voksede paa Landevejene og blev en Jomfru under aaben Himmel.
De drog fra Salling samme Dag som Ane Mette, Bedstemoderen, var bleven
jordet. Da Ane Mette laa maalløs i sin Seng med Dødens Hellighed om det
gamle magre Hoved, gjaldt hendes sidste Blik Barnebarnet Ide. Alle hendes
store Børn stod om hende, men hun saa efter Ide. Da hun nu var bleven
begravet, tog Jakob den lille ubeskyttede Pige ved Haanden og gik bort med
hende fra Kirkegaarden.
Den Dag var Viben kommen til Egnen. Jakob hørte dens friske Klageskrig, da
de gik over Kæret. Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod Øst,
mod den hvide Sol, over den optøede Jord. Den Høj, som lille Ide havde set
hele sin Barndom igennem og som laa yderst ude, der hvor Solen hvilede paa
Skystøtterne, den gik de forbi, ja den gik de totalt forbi, og nu drejede
en vildfremmed Egn sig sælsomt for Ide som en Port ud til Verden.
Jakob og Ide kom til Graabølle, hvor Jakob forgæves spurgte efter Mikkel
Thøgersen. Han var i det hellige Land, hvis han ikke var død, oplyste
Niels, og med den Besked drog de spillende videre.
Jakob og Ide var i to Dage paa Moholm og forlystede Gaardens Folk med
Musik. Herskabet fik de ikke at se. Lille Ide spillede paa Triangel til
Jakobs Violin, hun saa Takten paa hans Hænder og spillede meget fint; høre
kunde hun jo ikke. Men en Aften kom den graa Herremand ud med sit
misundelige Ansigt og bad dem pakke sig, han vilde ikke høre deres Kvidder.
Saa stoppede Jakob Violinen i Rævebælgen igen, og de gik Haand i Haand ud
af Gaarden. Ides Triangel klingrede ved hendes Bælte, naar hun gik, som
spæde Klokker.
Og de drog nordud i Landet over Heden. Foraaret kom, men det lod sig nøde
som en grædende Brud. Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde
forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig
i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og
om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog
hele Tiden haaber.
Regnen vaskede Ides Haar ned over hendes Ansigt, det blege Haar, og Solen
tørrede det igen, saa at hun fik et skinnende Pur om Hovedet. Regnen varede
længst, Ide gik paa Vejene og saa frem for sig med sine hvidlige Øjne under
det klamme Haar, der var blegt som Linned.
Ide med Regnhaaret! sagde Jakob for sig selv og saa opmuntrende til hende.
Alle Danmarks Fugle kom hjem nu. Stæren fløjtede lidenskabeligt hver
Morgenstund, naar Solen randt funklende op og slettede Rimen af Agrene.
Lærkerne hang trilrende paa Vingen taarnhøjt oppe over de golde Marker.
Vinden løb i det visne Græs paa Bakkehældene og krusede det blaa iskolde
Vand i Pløjemarkerne. De første gule Blomster stirrede ud af Jorden,
Svalerne red tavse paa Østenstormen. Og saa blev det endelig stille. Varme
Nætter. Det groede. Tudserne begyndte at gø saa inderligt dulgt og trøstigt
i Sigene. Jorden blev grøn, og Frøerne sang deres uendelige Aftensang om
Grøde og Frugtbarhed paa Jorden.
Der blev grønt i Landevejsgrøfterne, hvor Ide gærne gik, fordi der var saa
meget at se. Hun plukkede hvide Musser af Dværgpilen og førte dem op til
sin Mund, strøg sig paa Kinden med dem, hun flettede sig Baand af Sivene,
som det var saa lifligt at rykke op med Rod. Ide saa de nyfødte Lam paa
Marken, der ikke kunde rejse sig endnu men laa ved Faarets ludende Hoved.
Det blev varme Dage med blændende Solskin. Den første Maj spillede Jakob og
Ide til Dans i Aalborg og tjente store Penge. Der købte Jakob nye Træsko
til dem begge to, og de rejste saa videre i allerbedste Velgaaende. Folk
hørte gærne Musik, de to savnede aldrig Mad eller Husly. Saaledes kom de
til Skagen, hvor Ide saa det store Hav. Sandet var det hvideste og fineste
her, hun nogetsteds var truffet paa. Og da de var naaet yderst ud paa
Grenen, sang Jakob den Vise, han havde lagt om sig selv og Ide. De havde
ikke andre Tilhørere end Maagerne, som fløj nær til dem.
Jakob lo og slog ud med Haanden imod dem, mens han sang. Ide saa de hvide
Fugle aabne Næbbet, men hun hørte ikke noget, hørte heller ikke Havet ligge
og spinde og knurre i det gode Vejr. Visen, som Jakob sang, lød saaledes:
Gi Husly til to Persowner,
Der haar saa grusselig traant,
Vi kommer fræ »Mannemilherfræ«
Og er paa Vejen til »Laant«.
Gi Husly!

Gæssen' di goer i djæ baa Bien,
Der hu vi to er føj,
Og Husen' stoer ud' om Nætten
I den sam' sturige Bøj.
Gi Husly!

Vor Gaard i »Mannemilherfræ«
Den kan I tro den er pæn,
Væggen' er gjow o jenne Vind,
Og Stowen er tækket mæ Ræn.
Gi Husly!

Og tror I et, de' er Sandhied,
Saa ka I min Dætter spør,
Som aaller haar hat no Foreller
Og hverken ka snak' eller hør.
Gi Husly!

Da Jakob og Ide nu havde været saa langt nordpaa, som de kunde komme i
Danmark, gjorde de sig gode Venner med en Skipper og sejlede med ham i de
to lyse Maaneder. De kom baade til Læsø og Anholt, de fik de grønne Bakker
i Randersfjord at se, de laa inde i Limfjorden, hvor Bønderne gik i
Stranden og glibede og ofte lettedes højt op i Vejret af Solspejlingen. Det
var lange Dage.
Men da Sommeren hældede, og alle Agre inde paa Landet blev gule, tog Jakob
og Ide paa en lang Rejse med Skipperen til Sjælland. De gik i Land i
Helsingør, og her spillede de i mange Dage med godt Udbytte. Jakob drak sig
tit fuld og sang og turede. Medens han sov Rusen ud, skjulte Ide sig i
Rugmarkerne ved Byen. Hun flettede modne Straa i sit Haar og badede
Hænderne i det hede Støv.
En Dag blev der en ualmindelig Uro i Byen. Alle Mennesker skyndte sig ned
til Havnen og skyggede med Haanden over Øjnene, de talte ivrigt og grebet
sammen og pegede sønderpaa ned i Sundet. Dér kom tre store mørke Skibe i
den friske Kuling, og det midterste af dem førte det røde Flag fra
Mastetoppen. Snart var alle, der kunde krybe og gaa i Helsingør forsamlet
nede ved Stranden, og der bredte sig en Stemning af dyb Beklagelse mellem
dem alle, skønt kun de færreste vidste hvorfor. De tre Orlogsskibe kom
skridende saa dumpt i det flade Sund og i Augustdagens sparsomme Solskin.
Det varede to Timer inden de naaede Helsingør.
Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at
det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortælle, at han kom fra
København, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin mangeaarige
Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig, hvor han nu
agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu skulde de miste
ham.
Da de tre tunge Karaveler var lige udfor og passerede med højtbugnende
Sejl, begyndte en og anden i Flokken paa Stranden at raabe ud imod dem.
Skibene ligesom dukkede sig og slog Søerne ud fra de stumpe Bove. Ingen
rørte Hattene derude, der lød ikke et Skud og ikke et Signal.
Men alle Borgerne i Helsingør fulgte et Stykke med langs Stranden. Og der
var kommen endnu flere Folk til, Bønder inde fra Landet og langs Kysten,
som havde faaet Øje paa Skibene; der var mange hundrede Mennesker, gamle og
unge, og de løb vinkende og kaldende langs Strandbredden, til de kom til
den yderste Pynt. Her blev de staaende, her trængte de sig sammen i en lang
tæt Stimmel saa nær ud til Vandet, som de kunde komme.
Farvel, Kong Christiern! raabte en gammel Mand. De der stod ved Siden af og
hørte den skrøbelige Røst, brast i Graad og gentog Raabet.
Farvel! lød det enigt som et svingende Stormsus fra dem alle paa en Gang.
De tav lidt for ængsteligt at følge Skibene med Øjnene. Der lød Klager og
Suk. De rakte sig over hverandre og viftede og viftede ud mod Skibene. Saa
rejste de sorgfulde Raab sig igen, men nu var Skibene allerede langt ude,
og det lød svagere og mere forknyt:
Farvel, Kong Christiern!
Allersidst i Flokken stod en gammel Kone, hun havde haft saa svært ved at
vinde med. Nu stod hun og støttede sig nikkende af Træthed til Stokken
foran sig. Det brungule Mumieansigt indfattedes af Hovedlinet, hun græd,
hun kvækkede højt, da Raabet stormede:
Farvel, Kong Christiern!
Hun stod med den svage Ryg ganske sammenbøjet af Alder, hun var ikke stort
mere end en Alen høj, hun rystede og vimrede over denne fælles Smærte, hun
selv som gammelt Menneske næppe fattede. Denne Morlille var Mendel Speyers
Datter Susanna.
En sidste Gang lød det klagende:
Farvel, Kong Christiern.
Jakob Spillemand rev Violinen ud af Bælgen og gned en falsk Melodi, mens
Taarerne løb ham ned i de fortvivlet leende Mundkroge. Lille Ide stod ved
Siden af og legede paa Trianglen og saa alle Folk aabne Munden og fare
sammen, som gik der med Smærte noget ud af dem; hun bladede med Tungen i
Munden for ligesom at begribe det.


Hjemløs

Jakob Spillemand havde faaet opspurgt, at Axel, Ides døde Fader, var født i
Helsingør; han var uægte Søn af den jødiske Kone, der hed Susanna
Nathansohn, Jakob og Ide kom ogsaa til Samtale med hende, hun boede i et
stort fornemt Hus midt i Byen. Susanna talte om sin Mand og sine voksne
Børn, men hun viste sig villig til at indrømme Fejltrinet, som hun havde
begaaet for fyrretyve Aar siden, og erkendte, at hun havde faaet Axel. Han
var imidlertid blevet sat ud hos fremmede, straks da han kom til Verden, og
siden havde hun ikke hørt noget til ham. At Ide var en Datter af ham, kunde
jo godt være muligt. Den gamle Kone saa paa Ide, men hun kendte ikke
Trækkene. Ide lignede sin Bedstefader paa mødrene Side, Mikkel Thøgersen.
Da Jakob og Ide nu stod der raadvilde, blev det til, at den gamle Kone gav
dem lidt Penge og noget at spise. Hun havde ogsaa saa daarlig Tid netop den
Dag, da det var en Lørdag.
Jakob og Ide rejste fra Helsingør og gik hele Sjælland igennem. Det var de
to Aar om. Da Krigen brød ud, og der blev usikkert paa Landevejene, sejlede
Jakob med Ide over til Samsø, og her flakkede de om i over et Aar. Ide
voksede til. Beboerne paa Øen blev godt kendt med de to, og der gik siden
mange Fortællinger om den fattige Spillemand, der ikke regnede nogenting.
Efter at Krigen var endt, begav Jakob og Ide sig igen paa Vandring ind i
Jylland. De var kommen til at længes efter Hjemegnen. Inden de naaede hjem,
spurgte de imidlertid, at alle kendte Folk var bleven slaaet ihjel i
Krigen, de blev derfor slet ikke i Kvorne men vandrede lige igennem uden at
træffe nogen, der standsede dem. De havde ikke hjemme i Kvorne mere, det
var endda som om de aldrig havde haft hjemme der.
Et Aar efter naaede Jakob og Ide igen til Skagen. De vendte om og Stod med
Ryggen til de to Have, der tørner sammen udenfor Grenen. De saa ned i
Landet, som bredte sig svimlende dybt ned i Sønder. Jakob lo og tog sin
stumme Kammerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand.
Høststormen snurrede dem rundt. Tit maatte de skynde sig op mod Klitten,
naar en stærk Sø væltede ind over hele den lave Forstrand, hvor de gik. Det
var svalt og aabent Vejr. Maagerne skruede sig tavse op i Modvinden. Den
bitre Fraade fløj fra Søerne og højt op paa Land, hvor den satte sig paa
Sandet og dirrede i Vinden som frysende Fugle. Himlen var lav og laa hele
Tiden paa Rejse fra Nordvest.
Ved Aftenstid kom Jakob og Ide til et Fiskerhus, det eneste der var at se
paa den øde Strand. Jakob stillede sig udenfor Døren og for kraftigt med
Buen over Strængene fra Bas til Kvint. Døren gik øjeblikkelig op, og der
viste sig et bevæget Ansigt, en gammel Mands Ansigt. Tre--fire smaa Børn
tumlede ud, den ene ovenpaa den anden.
Hvad var det ikke for en Klang! Jakob spillede, og det lød som Guld og
Diamant og brogede Stoffer. Violinen var som en stor Stjærne, hvorfra der
straalede rød og blaa og gul og hvid Ild. Den fremtryllede Synet af
Blomster. Der var et vildt Hjærte i den.
Kom indentil! bad den gamle Fisker rent højtidelig, da Jakob havde
afspillet. De blev bænket derinde og beværtet, der var ingen Ende paa
Folkenes Glæde over at have faaet Musik til Huse. Og da Jakob havde spillet
nogle Toner mere, slog den gamle Aftægtsmand pludselig i Bordet.
Min Søn er paa æ Hav, udbrød han med lange Øjne. I Dag vil jeg raade.
Sørine!
Men Sønnekonen var saa blid. Den gamle lod sin Vrede fare. Han rejste sig
kry for Bordenden. Der stod han i hvidt Vadmel og Toplue, med halmgult Haar
og Skæg, og nu var han Manden fra de henfarne Dage:
Sørine, kom med Flasken!
Hu-i! Jakob løb i Galop paa Fjolen. Men han gik om i en sagte, kyssende
Melodi, idet Flasken bares paa Bordet.
Det var de klare Draaber. Og den Aften laa Hytten ikke der midt i
Sandflugten som det usle Ly for Høststorm og Mørke. Klynelyset brændte som
en Sol, der hang sydlandsk Varme under Taget. Hele Stuen løftede sig snart
som et flammende Køretøj, hvor Jakob sad Kusk med sin dumdristige Mine og
sit piskende Violinspil, medens den gamle Fisker svingede i Agestolen,
forklaret af ny Ungdom, og Ides og Børnenes Engleansigter svævede over den
skybaarne Konkylie. Havet kogte ude i Stranden, og Stormen jog Flyvesand
mod Blæreruden, men det var Stjærnerne, der støvede imod dem, mens de kørte
i Stads gennem alle syv brusende Himle.
Næste Morgen tidlig vaagnede Jakob, usalig til Mode, han vækkede lille Ide,
og de gik sagte deres Vej fra Familjen, som laa og sov med tomme Ansigter.
De gik videre ned langs Kysten.
Efteraaret overtog dem, de gik ind i de korte, modløse Dage, da det mærkes,
at alle Trækfugle har forladt Landet, og Kulden kommer i Luften.
Og en Dag, som de var vandrende fra Kysten ind mod Landet og hele Tiden
kunde se Vestervig Kirke, faldt Aarets første Sne.


Paa Sønderborg

Men det blev Foraar og Sommer igen.
Jakob og Ide rejste saa saare. Det var som om hvert Sted i Landet længtes
efter dem, de fik mere og mere travlt, skønt de vist næsten havde glemt
deres Ærinde. De vandrede om i Landet i syv Aar. Alle Folk kendte dem og
tog vel imod dem, naar de kom. Men de var særlig godt kendt i
Limfjordsegnen, hvor de trak om en stor Del af Aaret. Der gik siden mange
Fortællinger om Jakob Spillemand, som Folk kunde blive ved at huske; hans
Viser blev ogsaa trofast sunget i mange Aaringer. Han var en grusselig en,
Jakob, synge og spille kunde han; der var Kunster i ham, naar han blev
svirende, og det blev han ikke saa helt sjældent. De fortalte om ham, at
han havde spillet til Dans en Nat i Lunden ved Bjørnsholm og smagt paa
Drammerne, og da han blev funden om Morgenen, var Buen bleven henne for
ham; men han var ikke derfor sat fast, han tog sin Kæp og harpiksede den og
spillede med den, saa en maatte undre sig. Han var en Torn!
Men saa et Aar kom Jakob Spillemand og Ide ikke til Limfjorden. De blev
savnet ogsaa alle andre Steder i Landet, og de indfandt sig aldrig siden.
Jakob var nemlig tilsidst kommen efter, hvor Mikkel Thøgersen, Ides
Bedstefader, opholdt sig, og de begav sig sporenstrengs paa Vej til Als.
Ide var nitten Aar nu, saa det var paa Tide at faa hende anbragt hos rette
vedkommende.
Det var en Dag først i Oktober Maaned at de sejlede over Alssund. Skovene
hvælvede sig med falmede Kanter derovre, det røde Slot laa saa bart ud til
Stranden. Da de næsten var ovre, fløj en stor Flok snehvide Duer op fra
Taarnet og kastede sig ud over Sundet, snart synlige og snart usynlige mod
den blegblaa Himmel, Jakob saa efter dem og nikkede til Ide, det var et
Møde, der varslede godt. De sad trøstig i Baaden og omfavnede deres Bylter,
Jakob saa til sine Træsko, hvor den ene Gjord var sprungen, jo det var paa
Tide.
Men de havde ikke straks Held med sig, det blev dem forment at komme ind
paa Slottet den første Dag, saa at de maatte søge Herberge i Byen. Næste
Dag naaede Jakob saa vidt, at han fik Slotshøvedsmanden, Bertram Ahlefeld,
i Tale, og han lovede, han skulde tænke over det. Der er mange Lag at komme
igennem, naar man skal ind til Kongen. Endelig den tredie Dag slap de over
Vindebroen og fik Lov til at spille for Slottets Folk i den ydre Gaard. Men
da de endelig ved Middagstid fik Foretræde hos Slotshøvedsmanden igen, var
der kommen det i Vejen, at Mikkel Thøgersen, som de havde Ærinde til, netop
laa for at skulle paa Rejse.
De fik ham lige at se. Høvedsmanden tillod dem at gaa ind i Slotsgaarden,
og just som de kom, var Mikkel ved at stige til Hest. Den gamle Mand holdt