Kongens Fald - 11

Dug og tung Blomstersved, alle Vækster sov og drømte svangert.
Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Bølgerne fulgte hverandre troligt
derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne.
Han stod i sine Ligklæder for Ingers Kammerdør og bankede paa, han var saa
forkommen.
Staa op Inger, luk mig ind.
Inger hun hørte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter. Blæsten
peb ganske sagte i Nøglehullet. Var det maaske kun den husvilde Vind, der
bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor, da bankede det
saa naadeligt.
Staa op Inger, luk mig ind.
Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da
blev hun bange og maatte tøve. Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var
Axel.
Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op.
Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn
lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.
Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte
Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.
Men da de var kommen til Sæde hos hinanden, havde Axel ingenting at sige,
hvormed han kunde trøste og dæmpe. Inger græd af al sin Magt, hendes Mund
stod aaben. Bevægelsen rystede hendes Hjærte. Inger græd længe og blindt,
den uimodstaaelige Fryd i Sorgen vakte hendes Kraft, saa at hun næsten
knustes.
* * *
Natten var stille, kun den blæsende Vind. Inger havde grædt, grædt, hun var
saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men hun
græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en
Graasten paa Marken.
Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der
sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder.
Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i
Munden.
Du er saa kold! udbrød Inger, og hendes Stemme blev raa af den Frysning,
der rystede hende fra Hoved til Fod. Hun stillede sig tilfreds, græd og lo,
hun hikkede. Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin Elskede.
Natten var stille, det gule Skær fra Nord stod paa Ruderne. Vinden lullede
udenfor.
* * *
Sig mig, hvordan der er under den sorte Jord i Graven hos dig? spurgte
Inger kærligt, fuld af Frygt og Omsorg. De sad saa godt sammen i den
venlige Nat, i det hvide Kammer. Og hvorfor har du din Kiste med?
Min Kiste har jeg med, fordi jeg ellers kunde blive hjemløs, den er mit
Hus, svarede Axel tro. I min Grav har jeg det godt. Jeg har det godt, naar
du trøster dig, Inger. Naar du synger og er glad, da glemmer jeg. Jo min
Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke. Det er
vidunderligt at hvile i Jorden. Naar du traller i din Stue og er glad.
Da lad mig komme med dig! bad Inger under en Storm af Graad, da tag mig med
ned i Jorden.
Naar du sørger og klager for mig, Inger, naar du græder, da løber min Kiste
fuld af levret Blod! Der er forfærdeligt i Graven. Kære Inger, hvorfor
længes du efter mig? De døde skal blive nede, hvorfor begræder du mig, jeg
er død, hvorfor elsker du mig?
Det sagde Axel taalmodigt og med Styrke som et Sigende, han kunde. Han var
bleven over al Forstand klog, Axel, han var rusten i Mælet af en
uigenkaldelig Erfaring.
* * *
Skal du saa ikke kysse mig? hviskede hun knap hørligt, hun nærmede sig i
Skælven. Han rørte sig ikke. Da vilde hun varme ham, hun lagde sit Hjærte
til hans for at varme ham, hun prøvede at vise ham Ømhed. Men han var ikke
levende. Hun kaldte ham forknyt ved Navn, i den Tro at han var faldet hen.
Men han laa vaagen. Ja han laa vaagen.
Og Natten gik.
Nu galer Hanen ad Dag, sagde Axel. Inger vilde ikke slippe ham.
Nu bliver Himlen hvid, alle Lig søger Jorden, sagde Axel og fik Uro paa
sig. Men Inger lagde sit Hoved ved hans døde Hjærte.
Nu bliver Ruderne røde, Solen kommer snart, stammede Axel klangløst, nu maa
jeg tilbage til Jorden.
Men da Axel var gaaet, blev Inger saa fortvivlet, at hun glemte hans Bud,
hun gik hændervridende efter ham og indhentede ham nede i den mørke Skov.
Hun fulgte ham og græd for hvert Skridt, til de kom ud af Skoven ved den
aabne Strand. Da saa hun, at Axel falmede. Der drev Blod og Vand af hans
Mund.
Tag mig med, bad hun vild af Sorg og Gru, og han tog hende med over Sundet,
hvis Bølger lysnede. Det tændte i Østen, mens de gik over Heden.
Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skærende
Dagning, at Axels Øjne opløstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans
blottede Fødder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden.
Nu græder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkæreste,
forvaaget og med Kulde i sin Røst.
Græd ikke tiere for mig! bad og befalede han. Men hun kunde ikke slippe
ham.
Axel lo saa stille.
Han stod lidt der i sin Sønderknuselse, i sin Myndighed.
Se op til Himlen, sagde han og lo uendelig mildt, ja og længselsfuldt, han
var udtømt af Træthed og Længsel efter Jorden. Ser du, hvor gladeligt
Natten den gaar!
Inger saa i Vejret efter de blege Stjærner. Og den døde Mand slap i Jorden.
Hun saa ham ikke mere.


Atter Hjemkomst

En gammel Mand med Pilgrimenes Hætte over Hovedet og en Muslingskal
hængende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne søndenfor Graabølle;
han foldede Armene om sin Stav og blev staaende lidt, saa ud over Dalen,
Fjordarmen og de lave Høje. Det var Mikkel Thøgersen.
Han kom igen hjem. Egnen var uforandret, men lavere, syntes han. Det var i
September, Solen skinnede køligt. Spurve og Stære fløj i Flokke om
Kornstakkene i Byen ovre paa den anden Side Dalen. Nede ved Aaens Udløb laa
Mikkels Fødested. Han saa, at der var bygget et stort nyt Hus dernede
foruden de gamle. Og der laa Agre, som ikke havde været opdyrket før, helt
op mod Brinkerne. Mon Niels er levende? tænkte Mikkel.
Jo Niels levede endnu, men han var en aldrende Mand. Det traf sig, at Niels
var alene i Stuen, da Mikkel kom, han sad for Bordenden, søvnig og med Halm
og Avner i det graa Haar, han var lige staaet op af sin Middagssøvn.
Fluerne mylrede paa Kanten af Ølstoben og fløj surrende i Vejret ved
Mikkels Komme.
Da Niels saa sin Broder i hellige Klæder, korsede han sig i Stilhed. Han
blev langsomt overrasket og lidt efter lidt glad. Mikkel satte sig stille,
de talte smaat af Hensyn til Roen i Huset.
Drengene er henne og sove, sagde Niels. Velkommen, Broder! Er du træt, ja
det maa du være -- er du ikke tørstig? De skammelige Fluer! Bi lidt.
Niels tappede friskt Øl og satte sig igen til at snakke. Han blev saa
inderlig glad. Spørgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sære stive
Maade, der altid havde været ham egen. Han var forresten livligere i
Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden; men han
havde jo ogsaa været selvstændig Mand paa Stedet nu i mange Aar.
Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrød Niels med lav Stemme, da
han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde været hjemme og
set ham, saa kunde vi bære ham ud. Det er vel tolv Aar siden nu. Ja han var
gammel.
Mikkel tav. Fluerne summede og løb paa det skurede Bord.
Jeg havde knap tænkt, du skulde komme indom vor Dør mere, lo Niels og
undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to
bliver ogsaa gamle.
Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.
Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han
rejste sig.
Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg faar
kalde paa de andre.
Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine
Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa
sig om og flyttede paa sine mødige Ben. Ja, jo, sang det ude i Laden fra
Niels' Sønner, der blev vækket saa brat. Den ene af dem hujede længe i
Halvsøvne, som blev han grueligt forskrækket, og Mikkel hørte Niels smaale
ude paa Stenbroen. I det samme gik Døren til Frammerset op, og Niels' Kone
kom ind. Sønnerne viste sig en efter en, hver med et stort Blik til
Pilgrimen paa Bænken. Det var voksne Karle alle tre.
Se jeres Farbror! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter
og genfandt Slægtens Træk i dem alle.
Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om
ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit,
Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de betragtede
Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed. Mikkel spiste og
svarede paa alt, hvad Niels spurgte om.
Og den store Musling, hvad betyder den?
Den er fra Jerusalem, sagde Mikkel. Vi spiste af den, hvad Folk vilde give
os paa Vejen.
Naa se saadan. Niels tav og tænkte sig om. Han saa med ét sky og hjærteligt
til Broderen, vilde spørge om en Ting men opgav det, idet han bøjede sig
for noget, han ikke forstod. Han sad lidt i Tanker.
Naa ja. Ja du bliver vel ved os nu en bitte Tid. Du skal fortælle os mange
Ting, som har set noget.
Niels saa stift frem for sig. Pludselig satte han sig haardt med Ryggen
imod Væggen:
Her er ellers noget paa Færde, her paa Egnen, sagde han med sænket Røst,
mon du ikke skulde have spurgt noget?
Mikkel saa op fra Maden og rystede paa Hovedet. Men Niels lod ham ved sin
Mine forstaa, at det skulde de siden snakke om. De andre vidste, hvad Niels
rørte ved, hans Kone saa hurtigt ned med et Udtryk af Frygt, Thøger, den
ældste Søn blev tæt og vaagen i Trækkene som en Mand paa Spring.
Om Eftermiddagen var Mikkel og Niels ude omkring og se paa Gaarden. Niels
smeddede nu ikke meget længere, han havde købt Jord og dyrket op og sad i
en stor Landbedrift, Elkærgaarden, som den blev kaldt, var en af de største
Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i Marken, blev Niels
pludselig sært urolig men fattede sig samtidigt. Han tog et Straa op mellem
Stubbene og talte med en Stilfærdighed, der opskræmmede Mikkel:
Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stødte Luften et
Par Gange ud af Næsen. Saa fortsatte han ganske jævnt:
Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har været saa længe
udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du
høre . . .
Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde
varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg, Kong
Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde
tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt paa det, og
i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.
Men vi andre Himmerlændere vil ikke klatte ebag, erklærede Niels, idet han
beherskede sig næsten over Evne. Vi har begyndt at skærpe Økserne.
Niels for sig med Haanden over Øjnene, der var bleven hede, og rømmede sig
med Voldsomhed.
Kom her, følg med mig, skal du se!
Niels gik i Forvejen hjemad og førte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor
alt var uforandret som i Thøgers Dage.
Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade
Anders og Thøger er dygtige til Hammeren. Vi har skæftet mange Høleer for
Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at sørge for os selv, her skal du se!
Niels hentede en stor nysmeddet Økse frem fra Hjørnet. Bladet spillede
endnu i Regnbuens Farver efter Glødningen.
Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dæmpet. Han rakte ind efter en
anden.
Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i den.
Mikkel kendte Øksen, det havde været hans Faders, saa længe han huskede.
Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget af
Haanden paa vor Bedstefader, da han laa død paa Aagaard Mark i Han Herred.
Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bønderfolk krigede og
blev slaaet fordærvet. Det skal vi ikke glemme nu.
Anders, Thøger, Jens! kaldte Niels med usædvanlig Myndighed. Og de tre
lange Karle stillede næsten i samme Øjeblik. Da rejste Niels sit uanseelige
Hoved og lagde Haanden paa den fædrene Økse. Sønnerne stod rundt om ham og
saa ham spændt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men de forstod ham.
Mikkel slog Øjnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med Krigerhjærtet.
Det klædte ham ikke. Og dog følte Mikkel sig bitterligt beskæmmet. Men han
mindedes Faderen, der havde været en fornemmere Mand.
I de følgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkær med et eller andet
Værktøj, der skulde gøres om til et Vaaben. Der blev talt meget, undertiden
hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel
fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog
var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren Brok, der var den
vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet end første Mand, havde
det været i hans Dage.
Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden Rytter
flyve paa Landevejen, og man mødte ofte Bønderfolk, som slet ikke var
kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.
Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klæder, sagde Niels en Dag til
Mikkel, idet han busede ud med, hvad han længe havde gaaet med. Mikkel
smilede.
Hvis du vilde gaa fælles med os. Niels stod og holdt et helt færdigt Sæt
Tøj frem imod ham.
Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tænkte sig om,
følte han, at han var bleven gammel.
Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har været i Slag nok i mine Dage,
selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Men nu er
jeg træt. Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg begyndte at
tjene som Soldat. Nej, skal jeg gøre Kongen nogen Gavn, da bliver det paa
en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se, hvordan det gaar.
Niels nikkede skuffet men overbevist.
Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun. Det
var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra. Ingen var rigtig klar
over, hvordan det vilde komme. Niels vandkæmmede sit tynde, jærngraa Haar
hver Dag som til Højtid. Der blev ikke bestilt mere paa Gaarden end
nødvendigt. Sønnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt til oppe i
Graabølle ved de andre unge Karle. Niels' Kone bandt Hoser, hun sad Dagen
lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa Bænken.
I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels gik
fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om den
gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og hørte alle
Smaatrækkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende, naar han kom i
Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille Frasagn nærede
Mikkels Fantasi. Selv talte han næsten aldrig.
Saa den sidste Dag berettede Niels noget, han aabenbart havde opsat saa
længe som muligt, fordi det angik Mikkel personligt. For godt to Aar siden
var der kommen et sært Par ovre fra Salling, og de havde spurgt efter
Mikkel. Den ene var en halvgammel, noget Korn forfalden Spillemand, der hed
Jakob, den anden var en døvstum Pige, som han havde med sig. Hun var en sær
sygelig bitte en. Jakob fortalte, at han havde taget hende til sig, for det
ingen anden vilde have hende. Hun var Datter af en Pige, der hed Inger, og
saa af en vistnok fornem Mand. Han havde hedt Axel og var bleven slaaet
ihjel, han skulde nok ligge paa Graabølle Kirkegaard. Nu vilde Jakob hjælpe
den lille Pige til at finde sin Slægt, for at de kunde tage sig af hende.
Men hvorfor de nu spurgte efter Mikkel, det var fordi . . .
Her afbrød Niels Fortællingen og saa paa Broderen som for at forberede ham.
Ja Ane Mette er jo død, sagde han varligt.
Mikkel rørte sig ikke. Det var et Slag for ham. Men det var som havde han
ventet det i hundrede Aar, det gjorde ikke ondt. Han havde _vidst_ det,
eller hans Sind var selv dødt paa det Sted.
Jo, fortsatte Niels omsider, og det er længe siden. Hun har været død nu i
flere Aar. Men nu synes jeg, jeg vil sige dig, hvad den Spillemand kom
efter. Han forklarede, at Pigen, der hed Inger, nok var dit Barn med Ane
Mette. Saa du er Bedstefader til den bitte Pige, Jakob havde med. Han
kaldte hende Ide. De var her nogle Dage, saa rejste de, og jeg ved ikke
hvorhen.
Niels tav og lod Mikkel summe sig. Og da Mikkel ikke ytrede noget, fortalte
han videre:
Se Sagen var vist den, at Steffen i Kvorne aldrig kunde lide Inger,
Steddatteren, skønt han jo ellers udstyrede hende redelig, som en Fader
vilde have gjort. Det gik hende meget elendig; Manden hun fik -- som Folk
knap vidste hvem var -- kom af Dage, ja han gjorde nok saa . . .
Niels tav og snusede flere Gange, inden han kunde fortsætte:
Næsten inden de havde faaet hinanden, og selv døde hun i Barselseng. Da var
det Ide blev født. Men da Ane Mette nu ogsaa døde, vilde Steffen ikke
længere sørge for hendes Familje ved Siden af. Saa var det, Jakob
Spillemand tog sig af Ide.
Niels tav.
Vi kan ellers vente at se Steffen med alle sine Sønner, naar det nu
begynder, oplyste Niels lidt efter i en anden Tankegang. Han fik seks
Drenge med Ane Mette, foruden nogle Tøser, store Pløger allesammen og
jævngamle med mine.
Det var ude paa Agrene, Niels fortalte dette. Mørket faldt paa. Nu tav de
meget længe begge to. Mikkel gik med Hovedet skjult i Hætten. Niels var
inde paa Marken og flytte et Par Faar. Da han kom tilbage igen, stod han
stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.
Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.
Jeg har hørt en Ting fortælle, stammede Niels med stort Besvær. Hvis det er
sandt -- ja eller det kan være mig ligemeget. Men jeg vil snakke om det, da
det maaske kan hænde, vi bliver skilt. Folk i Graabølle har fortalt, at det
var dig, der slog ham den Axel ihjel -- din egen Svigersøn paa den Maade --
for at tage hans Penge. Du var i alt Fald paa Egnen i de Dage, men jeg saa
dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det sandt, Mikkel?
Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid, og
som han nu ogsaa straks bøjede sig for.
Saa har du haft din Aarsag, sagde han dæmpet og lettet. Det vil jeg ikke
forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dør forbi. Der er meget, som mig og
mine Lige ikke kan sætte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens
Nadver.
Da de stod udenfor det mørke Hus, hviskede Niels hastigt:
Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et Øje med hvad
_her_ er.
Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind.


Den røde Hane

Samme Nat saa Folkene i Graabølle Herregaardene brænde ovre i Salling.
Men endnu vidste de ikke, hvordan de for deres eget Vedkommende skulde
gribe Tingen an. Ved Midnatstid saa de Fakler bevæge sig paa Fjorden, og en
Time efter landede tre store Pramme med bevæbnede Sallingboere ved
Hvalpsund. De sprang fra Borde med høje Hvæl, de lo og sang, mange af dem
var ikke fri for at være beskænkede. Men da Himmerlandsbønderne hørte jævne
Folk af deres eget Slags vrinske og bøle som løse Dyr, begyndte Blodet
ogsaa at suse i deres Hoved.
Der blev en Stimen og et Spektakel i Mørket paa Strandbredden. Steffen i
Kvorne, der førte Sallingboerne, raadførte sig med Søren Brok, og da først
ingen rigtig vidste, hvordan det gik til, bevægede hele Massen sig. Begge
de forenede Flokke rykkede ind i Landet.
Mikkel blev hjemme ved Gaarden. Foruden ham var der kun Niels' Kone, men
hun gik grædende i sin Seng. Mikkel tog Stade oppe paa Højen. De fire
Ildebrande ovre i Salling steg og sank. Men et af Stederne var Baalet paa
sit højeste. Brandskæret slog undertiden helt over Fjorden, Mikkel saa de
hvide Gavle, der vendte mod Vest oppe i Graabølle, lysne og glane mod
Branden. Ellers var Natten stille. Men der var opstaaet en Grumhed i
Naturen, det røde Skær paa Vandet og i Skyen var saa foruroligende. I denne
Nat vilde mangen blodig Vrangside blive vendt udad.
Al Lyd fra Flokken var forstummet. Men Mikkel havde stadig paa Følelsen,
hvor langt de var kommen. Og da der var gaaet henved en Time, vidste han,
de nærmede sig Moholm. Han lyttede skarpt i Retning mod Gaarden men sporede
ikke en Lyd. Ti Minutter efter skelnede han en blodrød Funke paa det Sted i
Mørket, hvor Gaarden laa. Det tændte hurtigt, en høj bugtet Flamme slog i
Vejret. Snart saa han den skære Ild springe ud af Vinduerne. Gaarden blev
synlig i Blusset fra sig selv. Røgen væltede tyk og gulgrøn op i Natten.
Men stadig hørtes ikke en Lyd.
Da satte Mikkel sig ned. Og Tiden blev ham lang. Noget efter følte han sig
søvnig, han gik ned i Stuen og lagde sig paa Bænken. Det var Daggry, da han
vaagnede. Niels' Kone laa endnu og græd inde under Dynen. Mikkel gik op paa
Højen og saa, at Moholm var saa omtrentlig brændt ned. Det røgte stærkt fra
Grunden, og der stod ligesom en kobberrød Glorie om hele Ruinen, sorte og
sprængte Murrester dukkede nu og da frem af Dampen. Det var i de stille
Minutter før Solopgang. Røgen laa over hele Aalejet og Dalen, den drev
langsomt vesterpaa. Da Mikkel sporede Brandlugten, fik han Følelsen af den
svidende Hede, der havde været, hans Hjærte begyndte at banke.
Men idet han nu vendte sig, saa han en ny vild Brand lidt længere nord paa.
Det maatte være Herregaarden Stenerslev. Luerne slog hvide og næsten
usynlige op i Morgengryet -- splitternøgen Ild -- og Røgen pulsede som et
drejende Hjul højt op i Luften over Stedet.
Nu stod Solen op. Mikkel hørte Fiskene snappe efter Fluer nede i Aaen.
En halv Time efter kom Jens, Niels' yngste Søn, hjem. Mikkel saa ham komme
rendende langt borte paa Agrene og blive ved at rende uafbrudt. Hans Læber
var saa tørre, at han ikke kunde samle dem om Tænderne, og hans Bryst gik
som en Bælg, da han naaede Gaarden, han styrtede hen til Kelden og drak af
selve Truget. Da han saa op, bemærkede Mikkel i hans Øjne, at han havde set
Blod og var bleven ustyrlig.
Hvor er din Fader? spurgte Mikkel barsk.
Han er reddet, svarede Jens. Det skulde jeg sige til min Moder.
Knøsen var forstyrret. Mikkel kunde ingen fornuftig Besked faa af ham. Jens
begravede Ansigtet i Keldtruget igen.
Nu kan du passe paa din Moder, sagde Mikkel skændende, og dermed begav han
sig hurtigt langs Aaen ad Moholm til.
Bønderne havde forladt Gaarden, da han kom dertil. Kun en halv Snes Stykker
gik temmelig roligt og syslede med Løsøret, der var bleven bjærget ud af de
brændende Bygninger. Mikkel kendte en af dem, der var fra Egnen, og spurgte
ham om Besked. Og Manden svarede ham med stor Sorgløshed. Jo de havde
brændt Gaarden, som han kunde se, det havde ikke været nogen lang
Forestilling. Nu var alle de andre henne og gøre Ild op paa Stenerslev.
Naar de kom igen, skulde der Spise og Drikke til'en. Manden pegede paa en
Dynge Kødvarer og Tønder, der var bleven slæbt ud. Varmen var utaalelig i
Nærheden af den gloende Tomt.
Var der ingen, der forsvarede sig? spurgte Mikkel.
Jo, rigtignok. Herremanden havde længe hørt Nys om Stillingen og holdt
mange Folk paa Gaarden. Men Kampen stod ikke længe paa, Bønderne var meget
de fleste, og de kunde jo gaa lige ind i Gaarden, da den ikke var befæstet.
Otte Iversen og en af hans Sønner blev straks slaaet ihjel tilligemed en
Hoben af Karlene. Herremandens øvrige Familje havde faaet Held til at
rømme. Bønderne mistede en halv Snes Mand, og mange blev skamferet. Steffen
i Kvorne blev skudt, straks da de rendte paa Gaarden.
Mikkel saa sig om. En af Mændene gik og samlede Bly op, der var smeltet ned
fra Taget og størknet i Græsset; det var hedt endnu, og han bandte og
blæste paa Fingrene. De andre havde ogsaa travlt med at samle og værne om
Stumperne af Gaarden, de lige havde brændt.
Hvor har I gjort af Ligene? spurgte Mikkel.
De ligger inde i Kaalgaarden, oplyste en af Mændene let. Vi skal vel have
dem kastet hen, naar Søren Brok kommer tilbage.
Mikkel gik ind i Haven langs den rygende hede Mur og saa en Snes
menneskelige Legemer ligge udstrakt paa Rad i Græsset under Abildtræerne.
De var lagt til Rette med Omtanke, Bønderne for sig og Herremanden og hans
Folk for sig. Mikkel kendte ingen af Bønderne uden Steffen i Kvorne. Det
var en meget før Mand, han havde Sølvknapper i Vesten, han laa yderst i
Rækken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med sin unge Søn lagt tæt op
til sig, Hovedet var sønderslaaet paa dem begge to. Da Mikkel saa sin Uven
fra gamle Dage, krympede Hjærtet sig i hans Bryst. Han følte, hvor alt var
svundet tilligemed Tiderne, der var nu ingenting igen. Han satte sig ned i
Græsset mellem Steffen og Otte Iversen. Ja de var døde, de laa med
blussende Saar. Den svære Bondemand laa med Hagen presset ned i sin Hals,
Maven var falden sammen til den ene Side; der var en, der havde lukket hans
Øjne. Men Otte Iversen laa med vidt opspilede Øjenlaag og med visne
Øjenstene. Otte Iversen var skaldet, og hans Skæg var hvidt. Trækkene, som
Livet havde furet, udtrykte bitter Misnøje i Døden. Ved Siden af ham og ind
under hans døde Arm laa en Søn af ham, hvis Pande og Haar var en knust
Masse; han havde et lille Overskæg, ligesom Otte Iversen havde haft i sine
unge Dage.
Her er vi nu alle tre, Ane Mette, tænkte Mikkel. Hans Mund aabnede sig,
uden at der kom nogen Lyd, som paa en Fisk, der kvæles i Græsset. Nu er vi
samlet -- den du holdt af, og den der holdt af dig, og den du blev gift
med. Ane Mette, her er dine Mænd!


Nederlaget

Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thøger og Anders. De var i et
Støv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde
næppe slæbe sig frem. Foruden Moholm og Stenerslev havde de været med til
at brænde endnu en Herregaard længere østerpaa. Men Niels var uglad over
det altsammen. Han smed sig paa Bænken og gav Mikkel Beretning.
Jeg lider det ikke, sagde han nedslaaet. Vi kunde have sparet Moholm, havde
det ikke været for Sallingboernes Skyld. De siger, det var Folk fra
Himmerland, der var de første til at begynde ovre i Salling. Naa, vor
Herremand var endelig ikke bedre værd, men jeg syntes alligevel, han var
sagesløs Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for grusselig
frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med Øksen og hvem ikke.
Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet af ham.
Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi blive ved.
Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men jeg troede
Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde.
Næste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og
Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da Herremændene
rundt omkring var slaaet ihjel -- saa det var maaske godt nok, de havde
gjort det.
Saaledes lettede nu Bønderne over hele Jylland. Tiden var af Lave. Der gik
fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brændte og svirede og
vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar Bønderfolk
bliver rykket væk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde. Saalænge de
kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra to forskellige
Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke under en Fører,
og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange
Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de manglede. Da Flokkene
fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over
dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige saa mange Slags Vaaben, da de
stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes de med Adelsmændene. De talte kun
seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr.
Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt
Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De
fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store,
mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og under den
store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa Morgen, Jorden