Kongens Fald - 15

blev han den lille. Vagten hørte, at Jakob var i yderste Dødsfare, men før
han havde faaet et Par Kammerater til at følge med turde han ikke gaa ind i
Gaarden. De fandt Jakob paa Stenbroen midt i Gaarden, hvor han laa
skrigende og med Fraade for Munden. Han havde Krampeslag og blev bragt i
Seng.
Efter nogle Dages Feber og Raseanfald kom Jakob sig og begyndte at spille
saa smaat igen. Han var rolig og afholdende i nogle Uger og gik og
skravlede i Træskoene, bleggrøn om Næsen og med et elendigt Øjesyn. Saa en
skønne Aften i Maj blev han svirende. Og nu drak han fremdeles hver Dag
tæt.
Det var St. Hansaften, Solhvervsdag. Over hele Danmarks Land brændte
Blussene for Balders Genkomst. _Thøk_ sad taareløs ude paa Marken, alene.
St. Hansaften købte Jakob Spillemand en Tønde Kakkebille for alle sine
Penge og indbød Landsknægtene til Svir. Den Aften var han fin, han spillede
saa det var en Lyst og Fryd. Og da det var bleven sent, sang Jakob en
splinterny Vise, som han havde gaaet og lagt. Den lød saadan:
No wil a sej Jer Godnæt,
For a er nøj Kon træt.
Og no kan I tru mæ og teg mæ,
No wil a hen og leg mæ.

A sow i Groven far
For Vindens gaboben Dar',
Og a haar sit i en Svimmel
Vorher' hans sywend Himmel.

Men no skal a saligen sow
I min ijen suet bette Stow,
I Juen, som er saa wenle
Ved jen, der er søwne og jenle.

Fowal og saa møj manne Tak
Til Godtfolk saawal som Pak!
I er wal kij o mit Løwne,
Og sjæl er a osse søwne.

A reser fræ ingen Gjald,
Det hiele er betald.
Di Baank, a skylder min Fjender,
Dem foer di nok o hveranner.

Fowal min Fjol og min Bow!
No wil a hen og sow.
Hvis jen no wil byt' sin Bedrøwels,
Saa kan han fo min Fornøwels.

Fowal o Tak, bette I!
A ga Jer, hvad a ku gi.
Og tøt I et om Musiken,
Da war'et Skaad -- for no gik'en.

Næste Morgen fandt de Jakob hængende højt i den store Sølvabild i
Rosengaarden. Der sad en Krage paa hans Hoved med Tæerne i hans graa Haar.