Kongens Fald - 01

Fjerde Oplag
Trykt ialt i 14.250 Eksemplarer

Gyldendals Forlagstrykkeri
Kjøbenhavn




Mikkel

Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By; Grøfterne
laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne hvilede hist og
her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen var gaaet under, og
Luften stod kølig klar, skyløs men uden Stjærner.
Der kom et Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og
gyngende paa den vanskelige Vej. Som det listede afsted i Tusmørket ind
gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr,
der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.
Læsset holdt udenfor Serritslev Kro; de svedige Heste vendte Hovedet
tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa. Kusken lindede
sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast. Saa vendte
han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.
Er der nogen til færds -- kanske?
Hvad -- der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde? I det samme kom
en Pige frem i Døren. Kusken ønskede sig en Dram. Mens han ventede paa den,
blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig forsigtigt ned og
følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besværet. Ned
kom han da og stod og rystede sig -- et langt knoglet Menneske med Hætte
over Hovedet.
Singodt, sagde han. Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt. Om
han ellers holdt videre, Kusken? De kunde jo altid gaa indenfor og tage en
Snaps mere paa Følgeskabet.
Men da de kom ind i Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af
Ærefrygt; ogsaa den anden tabte Sikkerheden. Midt i Stuen ved Bordet sad
fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til
Byen. De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og
Skæg fangede Øjet som en Glædesild. Lænet op mod Bordet og Bænkene stod
Sværd og Spyd, gedigne Vaaben. Enhver kunde se, at Læderstropperne havde et
Fald, der var kommet ved øvet Brug. Alle fire vendte Hovedet men saa straks
paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.
Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord
der. Hun var knap gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte
sig i Sædet og brast i Latter.
Se nu til ham der, ham med Hætten -- det gør godt, hvor det kommer! Han
talte tysk.
De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le.
Den lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids
Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom
ud. Da han havde drukket, satte han sig roligt ned. Lyset faldt paa hans
Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende
som en Mand, der har Filosofi.
Da rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog
høfligt tilorde paa sin tysk:
Vor Lystighed var ikke ondt ment -- gør De os ikke den Ære at drikke et
Glas Vin?
Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Før han
skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og
nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus. Saa henfaldt han til at
purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder. Han hørte fire
Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød Vin
brænde foran sig. Og Skaal, Skaal!
Ihr Herren! Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige
Krop, idet Vinen løb i ham. Han skød Blikket hastigt over Bordet og
fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i
Haanden. Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer,
Fingrene gravede i det lysebrune Haar. Ansigtet var langt -- og Udtrykket
deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han havde set en Gang
ved et Marked, en ung Badutspringer, der sad ensom i en Krog uden at tage
sig noget for -- syg velsagtens. Mikkel huskede det unge, lidende Ansigt nu
-- netop saadanne Øjne havde han der. Men Mikkel syntes desuden, han skulde
kende ham. Hvem var det, hvor var det? Han saa' ud som en Adelsmand.
Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen. Han gjorde Besked med
største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af
Mennesket paa den anden Side Bordet. Der var en Mystik om det brune Hoved,
og se der vendte han Brystet til. Armene sad i en paafaldende Afstand fra
hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde. Hvorfor havde
han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed.
Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende. Og Mikkel
følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at
man kaldte ham for »Storken« inde i Byen. Mikkel sprokkede tysk meget
gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade
være at tænke paa sit Øgenavn . . . paa den anden Side vidste Tyskerne her
heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som Ophavsmand til
latinske Oder og Distika . . . hvorfor sagde den unge derovre ingenting? --
Otte Iversen! Der faldt Navnet. Saa var det ham alligevel. Og Mikkel
huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir -- hjemme i
Jylland -- han følte sig selv staa klejn og elendig der udenfor. Han havde
været der nogle Gange. Det var længe siden. Kun en eneste Gang havde han
set ham . . . det var altsaa den Junker Otte, han havde skimtet inde i
Gaarden som en spinkel Dreng og tænkt paa siden. Han stod derinde i en Flok
Hunde og med en forpjusket Falk paa Tommelfingeren. Og nu sad han her,
højvoksen, smal som en Pige.
Knægtene smaalo. Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.
Kusken viste sig i Døren. Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han en
Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor Døren,
hvorpaa han lukkede igen for sig. Det var Mikkels Sager, Udbyttet af hans
Tur paa Landet -- der stod hans Forsmædelse ganske nøgen nede ved Døren;
han vendte forvirret Ryggen dertil.
Men de tyske Soldater lo og fik en Idé -- Æg var jo aldrig afvejen. Mikkel
flyede da Æggene fra sig baade glad og fornedret, og de blev drukket
allesammen, som de var. Otte Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles
ikke noget.
Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin
befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig. Hans Sjæl
fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at være
dem prisgiven -- og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i Rytme.
Han skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham, mistroisk,
logrende . . . kendte han ham mon ikke? -- nej, gid han alligevel ikke
kendte ham.
Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af
Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte Snak
og morede sig vemodigt -- han blev varm af alt, hvad han saa og hørte. Og
medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden,
han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede
sig.
De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken. Mikkel Thøgersen og Otte Iversen
blev ene tilbage ved Bordet. Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at
gaa i sig selv. Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en
bitterlig Ensomhed. Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak
sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i
Orden. Otte Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud
som han var syg.
Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen
sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro. Nu svirede de allesammen
tæt og tænkte ikke paa andet. Otte Iversen tømte Bægret saa tit det blev
fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved. Clas, ham med Skaaret i
Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.
Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende
i Haanden -- de viste ham Tagene. Hver Gang den hvasse Od vendte imod ham,
trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad -- det undrede ham,
han var nu ellers ikke bange for Kniven.
Og Clas sang:
Ei werd' ich dann erschossen,
Erschossen auf breiter Heid',
Man trägt mich auf langen Spieszen,
Ein Grab ist mir bereit;
So schlägt man mir den Pumerlein Pum,
Der ist mir neunmal lieber
Denn aller Pfaffen Gebrumm.

De halve af Ordene sivede ham ud i Skægget. Og man opvartede med
Krigshistorier, om Fægtninger her og der -- huit, huit -- om Sejre og
Dødsfarer og . . .
Heinrich, husker du den blonde Lenore? raaber saa Clas ellevild. Jo,
Heinrich mindedes Lenore. Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund,
Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.
Men Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af
Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen -- og han alene blev et
Smil va'r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved
Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.
Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over
Ansigtet.
Men Heinrich fortalte væk. Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det
ene Ben over det andet. Da Historien endelig var ovre, blev der ganske
stille, som om man havde mærket Forstemtheden. Maaske følte Otte Iversen,
at Pavsen skyldtes ham -- han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin
Mening og søgte stift Fortællerens Blik.
Heinrich saa ganske betuttet ud. Men nu skar Samuel igennem med en anden
Historie. Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om
en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte
Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg. Denne
Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande. Clas
kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over
hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin -- gru, gru! Da
saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig
rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter lød som en Skralde.
Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som før.
Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev
lukket. Da de kom udenfor, følte Mikkel Thøgersen igen Afstanden mellem sig
og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var naaet
indenfor Nørreport. Landsknægtene gik videre ind i Byen, Mikkel stod og saa
lidt efter dem, inden han tog til venstre for at komme hjem.


København ved Nat

Mikkel Thøgersen boede i et Hus, der laa ligeoverfor Palisadeværket mod
Pustervig; der delte han Værelse oppe paa Loftet med en anden Student, Ove
Gabriel. Ove sad oppe ved et Tællelys og studerede som sædvanligt, da
Mikkel traadte ind, han saa op fra Papirerne og læste straks videre.
Mikkel smed sig for den anden Bordende og ragede nogle af sine Kollegier
hen foran sig. Det var der han kom fra i Morges. Og ingenting havde
forandret sig siden.
Mikkel pustede. Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule
Haand forbi Ansigtet.
Du har drukket, sagde han. Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret. Og
han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke,
eller uden at de løb i Vand en Gang. Mikkel Thøgersen havde haft dette
uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende
Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid. Ove Gabriels
retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med
lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen. Om lidt vilde Ove Gabriel
bemærke: Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.
Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen; han var saa høj, at han
kom til at rage ovenud med hele Overkroppen. Paa den Maade plejede han at
gøre sig usynlig for Ove Gabriel.
Oh! Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet. Til begge
Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt. Nede i
Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre. Men ude
paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede sig
inde mellem Sivene i Graven. Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke,
langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne. Byen var falden
til Ro. Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven. En mjavs Kat
vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.
Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet
tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled han
ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham tilpas
-- han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i et Reb
midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til
hans indre Svimmelhed. Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde
Tag.
Susanna! tænkte han. Susanna. Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og
livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte. De døve Huse holdt sig
stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget. Der bankede
en Puls i den blide Stilhed; en Krusning løb over Vigen, selve den dunkle
Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin Hemmelighed og sin
Skæbne.
Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen -- og
ond, han fnøs og rettede sig.
Tys! Nede i Byen lød Stemmer. Raabene medbragte en Forestilling om oplyste
Rum og om noget, der nu foregik.
Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod nøgen paa
Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han
lyste som en stille Vokskerte.
Du er slemt mager . . . det er sært. Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel
og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen
som Skroget af en arm, udpint Kælveko. Ove Gabriel stak sig under
Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød
et Vers mod sin Kontubernal. _Et nunc extingue lucem!_ tilføjede han i en
mæt Tone.
Slukke Lyset, slukke Lyset! tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til.
Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede ned ad
Stigen. Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han læste sin
Bøn.
Det var over den Tid, da man maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen
tog sig nu alligevel Forlov. Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde.
Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille. Der
var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne
hvilede deres Løvkroner mod hinanden. Overalt duftede det af udsprungne
Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.
Mikkel gik langsomt videre. Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem synge
Vigilie inde i St. Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog murdæmpet,
bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden. Og Mikkel saa Krucifikset
for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset.
Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og
med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet
knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede
Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. -- Saa listede Mikkel nølende
videre.
Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede
Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde; men der var ogsaa mange af Byens
Borgere imellem. Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa
hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj
Stemning.
Der har vi jo vor lærde Ven igen! raabte en af dem, og hans læspende Udtale
var ikke til at tage fejl af -- det var de fire, han havde truffet ude i
Serritslev og et Par Stykker til. Clas tog ham i Armen og vilde have ham
med, og Mikkel kunde ikke sige nej. De turede saa lidt omkring ud af en Bod
og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted. Mikkel havde god Vilje til
at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte
Iversen fremdeles var mørk og forstemt. Mikkel vidste endelig ogsaa, at
Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.
De kom over Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem og
fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk -- de tog Fart allesammen
op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til Hyskenstræde. Mikkel
Thøgersen blev glemt. Han blev staaende lidt og saa sig om. Slottet laa
mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven
ved Bropælene. Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med
smaa rynkede Glugøjne. Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig --
om den evige Nat og om den, der vaager.
Gaa hjem nu? For at ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken. Nej, Mikkel
bøjede Hovedet og fulgte efter de andre. At de havde ladet ham staa,
behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.
Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde. Mikkel luskede forbi de lukkede
Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af
Bastmaatter og Muskat -- der foresvævede ham en Idé, om indiske Karavaner,
Kamelgødning, Tørke.
Ud fra Conrad Vincens' Bod lød Stemmer, og Døren stod aaben. Mikkel
Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod rundt i
Stuen -- det var let at se, at noget særligt var paa Færde. Mikkel kunde
ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden
at blive bemærket. Og da opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den
store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn
Christiern. Mikkel for sammen og blev varm, han gik et Skridt tilbage, rørt
og urolig. Og som han saa Prins Christiern der, glemte han ham aldrig
siden. Han stod med Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og
røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til; over Skuldrene og ned paa
Brystet laa en Guldkæde. I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner,
af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste. Mikkel saa
tydelig hans fine, glatte Mund: der var en zart Skygge om Hagen som af
mørke Skægkim. Men især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og
strammet en Kende op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt. Prinsen havde
et stort Baghoved, hans Hals var tyk og rund. Se nu vendte han Hovedet om
mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede -- hans Haar var af en
fyldig mørkerød Farve.
Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.
Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt -- nej, nu lo han og rynkede Øjnene
-- Ligevægt! Besynderligt! Saaledes saa et Menneske ud.
Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav
sig hen i Dyrkelse. Hvad der videre skete passede han nøje paa. Alle
Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position
med Fødderne; saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad
Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover. Store
Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende,
og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet. Conrad Vincens
trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.
Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i
spraglede Klæder. Naar nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med det
ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og bjæffer;
Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med Tungen, naar
han havde sagt noget. En Gang lo de allesammen, selv Prinsen blottede
Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud -- da lo ogsaa Mikkel
taknemlig for sig selv. Hvor Stemmerne lød opdragent derinde og afdæmpet.
Der var tændt to store Ambralys. Helt længst tilbage i Stuen saa Mikkel
Otte Iversen, han stod for sig selv men lod til at være i glad Stemning.
Men Mikkel havde ikke meget tilovers for ham iøvrigt lige for Tiden.
Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde og
Synet af de frie Herrer; der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa,
syntes han. Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa,
skyndte Mikkel sig tilside. Han saa hele Selskabet sværme muntert ud paa
Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod. Da lagde
Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.
Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen. Langt over Midnat saa han sine
tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i et
berygtet Smug nede ved Stranden. Det var kendeligt paa deres Stemmer, at de
var haardt forkomne af Svir nu. Otte Iversen var ikke mellem dem mere.
*
Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over
Mønningen af et højt Hus ud til Torvet. Der var nogen, der om Natten havde
skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der. Inden
Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde været
Mester for det.


Drømmeren

Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thøgersen vaagnede. Han laa noget
inden han blev klar over sig selv, han havde drømt saa besynderligt, skønt
han ikke huskede noget.
Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer. Skønt Ove Gabriel
for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak
med Væmmelse paa Næsen.
Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for
Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der
ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa
stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød. Alle Værdier var
gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling
ud længere.
Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for
sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var
kommen i Tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en hæftig
gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.
Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud
og Hvermand. Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa,
overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag. Han bestemte sig til at
søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter og
andet Pak fra Byen.
Det var en dejlig Majdag. Mikkel gik rask ud gennem Nørreport. Og saa saare
han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten
undselig op mod Himlen. Jorden gav Foraarsduft fra sig -- hvad var det han
mindedes derved? -- den grønne Rug stod langt hen. Solen varmede velsignet.
Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre. Det var
vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.
Ja, det var en Lykkedag. Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en
Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem
for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene. Manden
skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg.
Her kom der nok ikke lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig
det bag Øret. Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok
i sin Plage for saa vidt -- Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med
sig selv. Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte
blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin udødelige Sjæl.
Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om -- mon han ikke netop i Dag
skulde gøre det, _det_ han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens
Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme
Egn som han selv. Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.
Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt
hans Hoved, og han tabte Lysten. Under mange Tvivl naaede han ned i den
Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor Døren, var
alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa
det.
Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene
. . . men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt
imod ham. Jens Andersen -- en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande.
Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just
som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen var lav og klangløs,
men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som
ham, han talte med -- hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde
ikke god Tid.
Mikkel Thøgersen kom da frem med det. Om han kunde faa et godt Raad, han
vilde gærne udenlands og studere . . . men som altid blev Mikkel hentaget,
kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde -- han saa et langt, tyndt
Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke
paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine
Hunde med. Han var desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis
Forbavselse, som »Storken«, det gjorde Jens Andersen ikke -- saadan en Mand
var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed
nu. Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs,
svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede -- han var
ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen . . . der stod han saa fast.
Ghm! Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til
Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer. Mikkel skulede op og
saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der borede
Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og
ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede -- Mikkel søgte
Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt. Huden var
farveløs og tæt uden en eneste Rynke. Sorte Tænder . . . det var nemt at
se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere, han saa
som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for ham.
Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa,
det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om
Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig _overhørt_ Mikkel! Mikkel
havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin
Lærdom. Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen
havde hugget i Luften med sin haarede Haand -- saadan, da da da da.
Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt Køter.
Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om,
befandt han sig nede paa Højbroplads. Her var der som altid megen
Bevægelse. Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen,
som om han anstrængte sig med at overveje. I Virkeligheden stod han halvt
bevidstløs. Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske
Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr. Trods en Tankefuldhed, der fik
ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver
paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed -- en Kælling skreg med
Sild -- hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig
slagtet Kød i den onde Luft.
Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over
Hovedhuden.
Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre. Vindebroen lodes ned
inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne,
lutter højfornemme Mænd. De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om
Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i
Svinget. Hvor de hoppede latterligt i Sadlerne -- klik, klik. Sværdene
dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.
Mikkel forføjede sig op i Byen. Overalt Soldater, Hestespektakel. Selve
Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i
fuldeste Harnisk. Det storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og
venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme
Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var