Kongens Fald - 09

en ædende Kværn og lod sin Sang forsvinde som en tynd Kornstraale ned i
Larmens Tykning.
Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride mod
Vest, naar han _skulde_ sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte være
nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red ud i det
vejløse Skovland.
Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive stenet.
Gamle vildtudseende Fyrretræer ludede fra Klippeblokkene, Smaakrat fyldte
op derimellem, overalt laa Sne; Axel maatte staa af og lede Hesten. Det var
ikke opmuntrende, han kom kun meget smaat frem. Da Mørket næsten var falden
paa, naaede han ind i en smal og øde Kløft, der dog var saa jævn, at han
kunde ride langs Bunden, han fulgte den til langt ud paa Natten. Saa slap
Kløften op, og Axel maatte trække sin Hest videre ind i den tykke Skov,
Skridt for Skridt. Det gik stadig opad. Træerne stod tættere og tættere.
Natten var fuldstændig stille. Træerne sov i Frosten, ikke en Lyd hørtes.
Axel tænkte ikke over Stillingens Mislighed just. To Døgn var gaaet over
ham, og det var bleven hans Skæbne at trække sin Hest efter sig i en
haabløs Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu saadan.
Ved Midnatstid fandt Axel et Hus i Skoven, hvor han fik Nattely.
Men i dette Hus blev Axel; thi Brændehuggerens Datter var dejlig.
Kese hed Manden, og hans unge Datter hed Magdalene. Da Axel kom ned fra
Loftet Morgenen efter at han havde fundet Huset, var Kese gaaet til Skovs,
og Magdalene stod og kogte ved Gruen. Axel saa hende, og de gik hinanden
hastigt imøde, snusede en Gang til hinanden og var øjeblikkeligt
fortrolige, han slog ud efter hende og lo, styrket af Søvnen, og hun lo
kampberedt med løftet Slev. Derpaa tog Axel hende alvorligt om Livet og
undersøgte hende ind i det dybe af Øjnene. Magdalene veg under hans Blik,
men han kyssede hende med Bestemhed. Og de klamrede sig i et Nu om
hinandens Hals.
Da Kese kom hjem, gik han længe tiende rundt i den lille Stue, hvorpaa han
nikkede adskillige Gange hen i Vejret; de unge tog sig hans Nik til
Indtægt. Saaledes gik det til, at Axel blev Svigersøn i Hytten.
Du skal have hende, sagde Kese flere Dage efter, idet han pludselig sænkede
Øksen; de stod og fældede Træer. Han saa op paa Axel, som havde han endelig
faaet Sagen tænkt igennem i de Dage, der var gaaet.
Du skal have hende. Kese lænede sig til Øksen og tænkte efter. Det var ikke
andet end ved et Træf at han selv havde faaet hende, erklærede han videre.
Det var gaaet til uden al Ordentlighed, ved at han havde haft et Kvindfolk
i Huset. Hun var siden løbet væk og havde ladet ham sidde med Barnet, de
var slumpet til at faa. Magdalene kaldte han hende, fordi det var et Navn,
men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags Skyld . . . kort
sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige saa stærk og køn som
et andet Menneske.
Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa!
Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere
Taler siden.
* * *
Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde sig,
Luften døde ud.
Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump
langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blodsø bag Skovene. De
lange Nætters Stilhed brødes kun, naar en mat Fugl fløj nær nok til at
støve Sne fra Træerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult høre i
det fjærne.
I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe og
nede, der var Faareskind at lægge sig i, og Ilden gik aldrig ud, Ilden
brændte bestandig. I Hjørnet ved Arnen laa Træstubbene friske og vaade fra
Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skære Ved udsondrede
Harpiks, naar Frossenheden var tøet ud. Træet længtes efter Ilden, og det
strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Røgen søgte rundt i Stuen og
satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa Læberne. Træet svedte
lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og krydrede i Stuen.
Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brød og gammelt, garvet
Spegekød i Huset. Snart var der heller ikke mere at føde Axels Hest med. Og
hvorfor holde Hesten, mente Kese. Han fik et vist Liv i sit laadne Ansigt
den Dag, der blev Tale om det, han blev saa virksom og tankefuld. De enedes
da om at slaa Hesten ned, og Kese paatog sig at gøre det. Han opsatte det
imidlertid til næste Dag og havde mange Hemmeligheder for.
Tidlig om Morgenen vækkede Kese de to unge og førte dem højtideligt ud.
Hesten laa død udenfor Døren, varm endnu. Og nu begyndte Kese at slagte
den, først lidt tøvende, men efterhaanden med Liv og Lyst.
Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde
tilmode; men idet han uden Betænkning gjorde Springet og fik Blod paa Tand,
grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begærlig.
Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre.
Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod Østen og Syden. Han viste
en næsten kejtet Glæde ved sin Kyndighed i at sønderdele, Kese, han pegede
med Knivsspidsen paa de ædle Livsdele, eftersom de kom til dem, nikkede, jo
jo.
Den var otte Aar, hviskede han og plirrede fortroligt til Axel. Og da Axel
maatte bekende det, aabnede Kese sin Haand og fremviste det lille blodige
Ben, hvoraf han havde bedømt Alderen. Kese laa med sin Næse til Spalten i
Bugen, uhyre travl, han havde begge sine Arme derinde lige til Albuen.
Tilfreds var han. Slagtningen kunde ikke være skønnere; det havde været en
frisk og fyrig Hest. Det var svært, den Livsvarme den havde haft og som var
i den endnu, man kunde næsten skolde Armene i dens Indre.
Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det første Maaltid, de fineste
Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tænder, da han saa det hede
Kød, han kunde faa Fingrene frem!
Men Magdalene saa med et kysk Blik til Axel og satte Hestens Hjærte frem
for ham, det havde hun stegt over levende Ild, Dampen stod ud af Venerne.
Axel spiste først idet han lod som ingenting, men da han havde smagt nogle
Bidder, gav han sig hen.
Det var klart og stille Frostvejr hele Dagen, de gik fra og til, slagtede
og spiste det meste af Dagen. Lugten af den kogte og stegte Mad, der var
liflig, indeholdt ligesom en Mindelse om den nys aabnede, dunstende Krop og
om Tarmene mens de endnu gik. Hele Huset røg af Slagtning, Osen volmede ud
af den lave Dør og rullede op ad Taget. Sneen smeltede i Tagskægget over
Døren og frøs igen til blodbrune Istappe.
Henad Aften vendte Magdalene tilbage til Begyndelsen og bagte
Blodpandekager. De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde ikke
længere styre sig, han begyndte at snurre og svælge over Maden, han sang og
gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane. Han havde spist næsten siden
imorges og var i et Sovs og Fedt lige til Øjnene, den gamle Mand laa med
Armene i Skindtrøjen langt ind over Bordet og favnede om den Overflod, der
var, han tyggede, stoppede Talg ind ved Mundvigen, snurrede og sang.
Magdalene gik fra og til, hun puttede ogsaa imellem en skær Bid ind til
sine smaa Tænder.
. . . Hele den lange stille Nat drømte Kese oppe i Moslejet paa Loftet, lo
og snakkede sort med sig selv i Søvne. De unge vaagnede og hørte ham. Og en
Gang i den sorte, stillestaaende Nat hørte de en Bæven ude fra Skoven; der
var gaaet et Pust over Træerne, og ved at Rimen og den hærdede Sne faldt
fra Kvistene, klingede det fint, græd det afmægtigt i Skoven.
Axel kiggede ud af Ruden, som var grøn, og saa Hesten ligge ude i Sneen med
alle Ribben i Vejret som et Vrag. De stivfrosne Skanker kastede Skygger paa
Sneen i det grønne Maaneskin.
Næste Dag spiste de igen, saalænge de kunde, Kese indtil hans Øjne faldt i.
Men forinden havde han gjort Axel og Magdalene halvt bange ved rene Udbrud
af Galskab, han stirrede paa dem i den højeste Madrus, det rablede for ham,
han sang et Vers om de døde Heste, der vrinsker i Helvede, hans Haar og
Skæg stod ud fra Hovedet aldeles stindt af Fedt. Han udstødte overgivent de
farligste Trusler mod Axel og Magdalene, i samme Aandedræt tog han dem til
Naade igen, gispende af Rørelse; han fordybede sig hovedrystende i sig selv
og løb over af Minder. Axel hørte ham nævne flere gammeldags Kvindenavne
for sig selv, og Axel kunde ikke andet end forestille sig Keses
længstforsvundne Veninder, alt efter som Kese var bevæget til, den ene
blond og buttet, den anden slank og sorthaaret, en med glade Øjne, en anden
galsindet og fin som en Ræveunge . . . Kese viftede med sine blodsmurte
Laller og vendte det hvide ud af Øjnene, sang og gramsede i Maden.
Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de, saa
blev Kese ædru og satte Hverdag ind igen.
* * *
Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig længe. En Dag skinnede
Solen højt og ilddryppende fra Himlens bløde Blaa; skønt der ikke var en
Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Væde, Sneen styrtede vaskende ind i
sig selv, Lyset brødes i Vand, i Draaber overalt.
Da den første kølige, snefri Dag indfandt sig med løbende Skygger og kruset
Vand, gik Axel ud i Skovene. En eneste Fugl kvidrede i en Trætop, hvor de
hvide Skyer drev, de luftige Foraarsdampe. Foraaret var brudt ud. Der
lugtede som af en glemt Sommer i Skoven, det visne Græs og Træernes vaade
Bark duftede gribende. Hvor var nu hans Hest, hvor var nu hans Hest?
Der var saa trangt i Keses Hus nu, det lignede en Skibskahyt efter
Maaneders Rejse, Stuen laa med en Indespærringens og Vanens Smuds.
Magdalene sad derinde. Magdalene var bleven saa moden; skøn var hun, der
fløj en Blussen over hendes Ansigt og Hals, bedst som hun sad.
Solen fik mere og mere Varme. En Dag da Axel saa i Vejret og fik et varmt
Vift i Ansigtet og et blændende Stik ind under Øjenlaagene, foregreb han
Tidens Gang og lovede sig Sommer straks. Han blev urolig, det slog ham, at
Sommeren hang over Danmark nu. Axel havde før redet over Hederne i det
milde Danmark og mødt en Pige, der vogtede Faar, missende mod Solen, og kom
gaaende med Græstoppe og Blomsterhoveder mellem Tæerne. Medens der var
milevidt mellem Højene.
Samme Dag gik Axel fra Keses Hus.


Kapslen

Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte
Omskiftelser naaede viden om. Bestemmelsen at rejse til Danmark til Kirsten
og bagefter naturligvis tilbage til Sigrid, blev ikke ved at være Stammen i
hans Skæbne, den var kun en vissen Stump deraf mellem andre kraftige Grene,
som havde bemægtiget sig Grøden. Axel førtes omkring af en vekslende
Beundring for de unge Kvinder i Verden. Det maa bemærkes, at han gennem
smukke Erfaringer lidt efter lidt fik Afsmag for de dejligste Piger. Ikke
saaledes, at han skyede dem, slet ikke, men han var lige saa unøjsom som
han var taknemlig, han vilde have den halve og kvarte Lykke ogsaa, naar den
var at faa, foruden den hele.
Axel, den harmløse, han kom godt ud af det med alle Mennesker. Der var det
ved ham nemlig, at han ifølge sin Natur regnede alt for lige godt; naar det
gik ham pinegalt, trivedes han mægtigt endda, netop, han kunde kun _faa_,
miste blev der ikke Tid til. Han kendte kun til Indtægt, der gik aldrig
noget fra ham. Han flyttede sit Hjærte med sig.
Men til Danmark kom Axel omsider, for der ventede ham den store Sommer. Vel
et Aar eller mere efter at han havde taget sig den lille Ridetur efter sit
Bryllup i Stokholm, kom han gennem mange Tilfældigheder, ad lunefulde
Omveje til Danmark igen.
Imidlertid var der sket meget. Sverig _var_ faldet fra Danmark, det trak op
til Krig og Rebellion paa alle Kanter, fra alle fire Verdenshjørner.
Christiern, den store Konge, var ved at sætte sine Riger overstyr.
Hør nu her, hvordan det traf. Mikkel Thøgersen var paa Rejse i Jylland for
Kongen. Han kom fra Thy og havde sidst været paa Spøttrup i Salling, da han
fik i Sinde at gøre en Afstikker til sin Hjemegn, nu var han den saa nær.
Det var ikke vist, han kom paa den Kant igen for det første, maaske aldrig,
Mikkel havde faaet Løfte paa Orlov af Kongen, han agtede sig ad Aare som
Pilgrim til det hellige Land.
I en Kro i Salling ikke langt fra Hvalpsund spurgte Mikkel underligt nyt.
Værten berettede hist op og her ned om et mageløst Gilde, der stod en
Fjerdingvej oppe ad Kysten i Byen Kvorne. Det var begyndt Dagen før, og det
kom vist til at vare baade en og to Dage til, endda det kun var et Fæsteøl.
En sære Historie, for Fæstemanden skulde nok have Penge som Skidt, han hed
Axel og lod til at være af fornem Stand. Iøvrigt var han Officer, men hvor
han egentlig kom fra, vidste ingen. Man fortalte om samme Axel, at han
ejede en uhyre Skat, ialtfald var han mødt op som en Hertug i Klæderne. Men
Bruden var heller ikke nøgen, det var Inger, Datter til den rige Steffen i
Kvorne. Ja nu var de trolovede. De holdt Gilde paa Gaarden, saa man kunde
høre det halve Mile hen.
Saaledes fortalte Værten, og Mikkel Thøgersen hørte efter, han var en
taknemlig Tilhører. Han spurgte selv ud og fik at vide, at Steffens Kone
hed Ane Mette. Ane Mette . . . om hende gik der nok en Historie. Inger var
ikke Steffens Datter. Men Ane Mette havde været Steffen en Hustru nu i over
tyve Aar og havde ægte Børn med ham, saa det var næsten glemt. Der var
forresten ingen, der vidste klar Besked; nogle sagde, at Ane Mette var
bleven bortført og krænket af en Student i sin Ungdom.
Studenten var Mikkel Thøgersen. Ingen skulde se det paa ham nu. Han var
ogsaa overflødig. En fremmed, der stod og sludrede for sin Kronærings
Skyld, oplyste ham, sig selv uafvidende, om, at han i tyve Aar havde haft
en Datter uden at ane det. Da Værten havde leveret passende Snak til Øllet,
lod han Gæsten sidde ene ved Bordet. Jo Mikkel sad for sig selv, _alienus_,
det var hans Omkvæd.
_Alienus_.
Det forholdt sig rigtigt nok med Axel, han skulde have Inger, Steffens
Datter i Kvorne. Efter at have set sig meget om i Verden var Axel kommen
ridende til dette ringe Sted, det var nogle Maaneder siden. Han havde hørt
Ingers Ry allerede langt nede i Landet, han fik hende at se, og nu stod
deres Forlovelsesgilde med en Storhed uden Lige! Steffen i Kvorne var
Herredets rigeste Bonde; foruden sin Part af Landsbymarken ejede han en
Egeskov, og desuden drev han Fiskeri og Saltsyderi i det store.
Mikkel Thøgersen lod sin Hest staa i Kroen og gik op langs Stranden. Det
var mod Aften. Han kom til Kvorne meget før end han ønskede. Da han hørte
Violinen fra Gildegaarden, stod han stille, lænede sig op ad et Havedige og
kom ikke længere. Aftenen var saa sval, der var god Tid i den, de lyse
Nætter var jo inde. Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra Stranden hørtes
nu og da et Pip af en fredløs Terne. Der var en Hyld i den Kaalgaard, som
Mikkel var stanset ved, han kendte Duften af dens Løv, og det gjorde ham
saa sorgfuld i et gammelt Minde, at han blev bange for sig selv. Han vendte
om og gik hjem til Kroen gennem Aftenens milde Luft.
Næste Formiddag stod Mikkel paa samme Sted og gik igen. Han kom tilbage
over Middag, men denne Gang nærmede han sig Gaarden mere. Tilsidst stod han
paa Vejen ligefor Porten uden at kunne gaa ind. Gaarden holdt fuld af
Stadsvogne, fra Indhuset lød Fest og Halløj.
Et Barn kom ud i Porten, løb ind igen og fortalte, at der stod en stor
Krigsmand udenfor. Da der kom flere for at se, trak Mikkel sig tilbage. Men
han var ikke gaaet langt, før nogen kom løbende efter ham og raabte ham ved
Navn.
Det var Axel selv. Han blev uendelig glad ved Gensynet, kunde ikke komme
sig af sin Forundring. Men det nedslog ham straks, at Mikkel ikke vilde
lade sig bevæge til at gaa med ind, skønt han var kommen. Axel kunde ikke
forstaa det. De stod og talte forlegent midt paa Vejen, Axel i Festklæder
og barhovedet, han vidste ikke, hvad venligt han vilde sige. Mikkel ludede,
han gned sig vedholdende paa Hagens graanede Skægstubbe, sagde ikke meget.
Axel havde forandret sig, saa Mikkel, han var bleven jævnere; men det var
som havde al hans tidligere Urolighed samlet sig i Øjnene, de skød Straaler
af Livsmod.
Om Mikkel saa dog ikke vilde gaa med ind, bad Axel for tyvende Gang. Han
kendte Mikkels Særhed men vilde ikke opgive Haabet. For at se Inger? Han
maatte. De vilde saa gærne hilse paa ham. Bordet stod med Mad og Drikke
. . .
Ingers Moder blev syg, da jeg talte om dig, bemærkede Axel let leende som
en Pudsighed. Kom nu! Du maa gøre hende rask igen.
Mikkel saa sidelængs ud i Vejret med sine lyse Øjne, han sagde ikke Nej,
men han vilde ikke. Axel rykkede i ham, han strittede imod og gned sig paa
Hagen i dyb Eftertænksomhed.
Jaja. Axel sukkede modfalden og opgav det. Men saa vilde han besøge Mikkel
nede paa Kroen. Det hastede vel ikke med hans Rejse. Mikkel maatte love at
blive paa Kroen til næste Dag. Jamen kom alene! sagde Mikkel barsk. Saa
skiltes de.
Da Axel kom ned til Kroen næste Dag, gik Mikkel rejseberedt udenfor, sin
Hest havde han sendt over med Færgen i Forvejen. Han var opsat paa at komme
videre. Axel saa mildt til sin gamle Krigskammerat, og da han mærkede, han
helst vilde afsted, foreslog han det selv for dog at gøre Mikkel noget
godt; han vilde saa gøre ham Følgeslag over Sundet.
De sejlede det første Stykke i Tavshed, Mikkel kom sig ikke af sin
Fortrykthed. Men ude midt paa Sundet -- Solen skinnede langt ned i den
grønne Sø, Kysterne laa lyse og sommervenlige for og bag -- da saa Axel i
Vejret og smilede, han kunde ikke holde sig længere. Han begyndte at
fortælle, om Inger, om hvordan de skulde have det, han vilde købe en
Herregaard! Nu med det første skulde Skatten endelig hentes . . . Inger
. . .
Axel talte, hans Stemme blev saa uendelig varm og varsom, han saa hen for
sig, greben i sit Inderste; af og til smaalo han bevæget ved hvad han selv
sagde. Han blev urolig, han virrede med Hovedet, han saa udtryksfuldt paa
Mikkel, glemte alt andet . . . Og Mikkel følte Drengens guddommelige Godhed
som en Uret, der var regnet hjærteløst ud.
Axel lagde knap nok Mærke til, at de gik fra Borde ovre paa
Himmerlandssiden, han blev ved at fortælle, medens de fulgtes ad op over
Vejen.
Mikkel hørte ikke længere efter hvad han sagde, han gik stærkt
foroverbøjet. De kom op paa Heden og omsluttedes snart af Stilheden der.
Middagsvarmen lokkede en krydret Luft fra de tørre Smaaurter i Lyngbunden.
En Bi summede over Vejen. Græshoppernes Musik lød som et gispende Aandedræt
i Lyngbuskene. Men ellers var der ikke andet Tegn paa at Landet var
befolket end den brede Kørevej, der krinklede sine Snese af Spor ud og ind
længere og længere frem mod Himmelranden. En Mil borte stod Graabølle
Bjærge. Den skære Himmel hvælvede sig udstrakt over Landet.
Her -- da de var bleven godt alene i Heden -- tog Mikkel sin Hævn.
Det var ham ikke muligt at tilgive Axel. Inger havde Mikkel jo aldrig set.
Han tænkte heller ikke paa Ane Mette nu, uden forsaavidt som han pintes.
Han tænkte ikke paa andet, end at Axel havde fornærmet ham den Gang i
Stokholm. Ja og . . . ja han hadede ham ustyrligt. Men Hjærtet sad i hans
Hals. Mikkel følte sin Svaghed stige i samme Forhold som han svor at
handle. Han var en Afmagt nær, ligesom et Menneske, der ikke kan faa sagt,
at han elsker, og _vil_ sige det. Alt vel betragtet var det kun en kold
Sag; men Mikkel tøvede for sin egen Fornøjelses Skyld, for sin Pinsels
Skyld. Han var ydmyget til Grunden, sanseløs, hans Hjærte sved. Han gik
under Følelsen af alle Tings Sammensværgelse mod ham alene. Tilsidst
formørkedes han og kunde dog ikke bekvemme sig til Mørkets Gerning. Indtil
det Øjeblik kom, da det var som om et andet Væsen end han selv handlede.
Det gik saaledes til, at Mikkel pludselig ravede og stod stille, han
stirrede paa Axel. Axel holdt op at fortælle. Saa drog Mikkel sit lange
Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede underlig
hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv.
Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et
Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene, han greb med
Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet. Det sang ham op gennem
alle Knogler, hans Nakke dansede paa Halsbenet, og han segnede til Jorden.
Mikkel førte langsomt Sværdet i Skeden. Han strøg sit Skæg og tænkte sig
om. Saa bøjede han sig ned og stak Haanden ind ved Axels Halslinning, søgte
rundt paa det varme Bryst, til han fandt Hornkapslen. Den tog han og gik
nogle Skridt bort, før han aabnede den.
Kapslen var tom, og da Mikkel havde gjort sig klar over det, smed han den
fra sig i Lyngen og satte i fuldt Løb frem ad Vejen.


Hjemfalden

Axel kom til sig selv nogle Timer efter. Han kunde ikke støtte paa Benet og
led stærke Smærter, han slæbte sig en halv Snes Skridt frem ad Vejen, saa
satte han sig i et Hjulspor og ventede, trak Vejret saa stille og ventede.
Han havde saa ondt i Hovedet, at han næsten ikke kunde se ud af Øjnene.
Knæet værkede, han turde længe ikke se til det. Endelig løste han rask for
Tøjet og undersøgte, hvad han havde faaet. Der var kun et ringe blaat Hug
paa Ydersiden af Knæet, det blødte ikke en Gang; men Ledet var opsvulmet og
ulidelig ømt.
Det led mod Aften. Fuglene fløjtede mod den nedgaaende Sol. En sagte Blæst
aandede ude fra Heden. Lige ved Siden af Axel stod en Rævlingbusk med Bær,
men de var haarde og umodne.
Langt borte hørte han en knirkende Vogn, den kom fra Færgestedet. Det var
en Studebefordring; det gik smaat med den, usigelig smaat. Men endelig kom
den saa nær, at Axel kunde hvøvte Manden til sig. Han bad ham ikke om at
blive kørt til Færgestedet, han spurgte ham om den nærmeste Kro østefter,
og da Graabølle Herberge var det nærmeste, lod han sig køre dertil. Det var
mod Natten, da han kom til Maalet, og skønt Axel havde ligget temmelig
blødt i et stort Knippe Lyng, var han i en ussel Forfatning.
Han blev bragt tilsengs i Herbergets eneste Gæstekammer, og der faldt han
hen i en Slummer.
Da Axel vaagnede om Morgenen og saa det hvide Gry paa Ruderne, ventede der
ham ikke Befrielse efter hans kvælende Drømme, det første han følte var et
Hug, Benets Smærte, og han blev hed om Ørene, over at det var sandt. Men da
han saa efter, blev han prikkende kold af Frygt, Knæet var dobbelt saa tykt
som naturligt, rødt og fuldt af Uro. Da lagde han sig tilbage og brast i
Graad, skjalv som et Straa i Vinden, han foldede Hænderne og knyede mod sin
Skæbne, Taarerne løb ham salt ind i Mundvigene.
Hen paa Formiddagen kom der et Menneske ind til Axel, en lille brun Mand,
der kaldte sig Zacharias. Han var omrejsende Badskær og holdt tilfældigvis
til paa denne Egn. Da Axel saa ham, fik han øjeblikkelig bedre Mod.
Godmorgen, raabte Zacharias muntert, hans Stemme var som Træ, naa lad os
saa se!
Dermed slog han Dynen væk og greb med begge Hænder paa det saarede Knæ.
Axel skreg højt en eneste Gang.
Ho ho, sagde Zacharias og knurrede, han følte med haarde Klør, men Axel
strakte sig ud og tav. Ho ho, Zacharias bøjede sig og begyndte at spinde
. . . saa! Jo det var som han nok tænkte. Han rettede sig og fortalte Axel,
at han maatte skære ind til Skaden, det var ingen farlig Historie. Og nu
gjorde han sig rede, hentede et Bækken med Vand og pakkede sin Taske ud.
Axel fulgte ham trofast med Øjnene og fik et uudsletteligt Indtryk af denne
Mand. Han var graabrun og vissen i Huden, de flade Læber var skimlede.
Gummerne og de halvraadne Tænder saa ud, som havde han drukket ædende
Syrer. Øjnene skinnede i det røde, og der var krudtblaa Skygger under dem,
Haaret lignede Hø, som er bleven fordærvet af Fugt, selv det lille Overskæg
var jordslaaet i Kuløren ligesom gæret Hø. Han var rap i Vendingen som et
Firben, Zacharias, de mørke Hænder saa ud til at have været i mange Slags
Svinerier. Og der var en Lugt ved ham, en tør og harsk Lugt som den, Padder
og andre Krybdyr udsondrer.
Zacharias fortalte imidlertid en Historie, medens han lagde Knive og smaa
Messingtænger tilrette paa Halmstolen, en fuldstændig tom og taabelig
Sludder om ingenting, og han lo, pludselig ramlede der et Spektakel ud af
Halsen paa ham.
Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hænderne
langeligt frem mod Knæet og følte efter et Sted at begynde. Medens han
skar, forholdt han sig tavs.
Axel blev først ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smærten
mellem Kniven og Saaret. Men han spændte sig, og idet han holdt Vejret af
al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i
Besvimelse.
Da Axel vaagnede, saa han Badskærens Ansigt over sig og hørte ham befale:
Aand ud! Træk Vejret! Han syntes, der var dunkelt i Kamret, Døren stod
aaben, og et Par Ansigter kiggede ved Karmen.
Axel lagde sig ud over Sengekanten og kastede op, saa faldt han ind i
Sengen igen, kraftesløs. Og Smærterne var der, saa sørgelige, saa gruelige,
de virkede stille men med en forfærdelig Magt. Aa nej, aa nej! Men de blev
ved. Han spillede i Sengen som en der har været falden i Isen, han nikkede
forkomment, og Tænderne klamrede sammen, Luften gik i hans arbejdende
Bryst. Han vædede Læberne med Tungen, de var som brændte eller skamferede.
Saa saa saa, tyssede Zacharias, der stod og rørte en sort Grød sammen i en
Kovse, saa nu skal det snart lindre. Se her er en god Smørelse, den bestaar
af syvoghalvfjersindstyve Elementer, der er Kraft af hele Naturen i den;
naar vi nu faar den paa, hoho . . .
Zacharias smurte Salven i Saaret, og Axel sank hen i en ny Bedøvelse. Da
han igen blev klar, laa Benet stramt og forbundet ved ham. Det brændende
Saar tav lidt, som var Smærtens første Hunger bleven stillet. Men det tav
ikke længe. Zacharias var gaaet.
Resten af Dagen laa Axel hen i Smærter, Smærter der slog sammen over hans
Hoved, eller i dybe Udmattelser. Man bragte ham Mad, og han spiste, i
Feber, med klaprende Tænder, han havde et Hastværk med at faa spist, og han
skyndte sig bagefter at lukke Øjnene og stride igen.
Da han slog Øjnene op Timer efter, ventede han, at det skulde være Nat. Men
det var jo ikke mørkt, de lyse Nætter var inde. Og da han nu saa, det var
en lys Nat, begreb han som i et Syn sin Vaande. Han led overordentlig.
Knæet smærtede i Takt, som var det et Væsen, der havde sat sit Overfald i
System. Han var alene, han hulkede hjærteligt. Og han laa vaagen hele den
lyse Nat, blev sygere og sygere.
Men da Solen kom, gik der en Rytme gennem hans Hjærte, en Kraftsang, han
følte sig som Gud, hver Blodslag fornyede Smærtebevidstheden i hans Hoved.
Det var, som stod der en dundrende Larm om ham, skønt han laa i fuldkomment
Stille; nej Gud, hvor dulmende det var at høre ligesom en Halsen i Luften,
han laa og voksede i Styrke, vældigt, han følte sin uhyre Dødsdømthed.
* * *
Axel for op i Sengen af Søvne, thi der straalede en Visnen ud fra et Sted
paa hans ene Laar, som var det Døden, der havde sat sin Mund der og suget.
Sveden haglede af ham. Men han var skælvende træt, han maatte falde hen
igen.
Han saa Ansigter for sig. Bedst som hans Skræk havde sat sig, løb en Hare
imod ham, dens Øjne voksede! Spyfluer summede med Metalvinger paa Dynen,
det blev til en voksende Lyd! En Sang af en Stenkværn! Og Axel fandt sig i
sin Angst, sank lydig. Men han vaagnede atter og genfandt sin Pine.
Zacharias kom og tog Forbindingen af. Han kneb Munden misfornøjet sammen,
der var mægtig Brand i Saaret. Han skar lidt igen og smækkede en ny,
kraftig Salve paa. Derefter satte han sig ved Sengen og fortalte frit væk
Historier. Axel havde det bedre, Smærterne belejrede ham ikke saa haardt,
han hvilede . . .
Hvad var det Zacharias fortalte? En rask lille Fortælling om en mærkelig
By, han engang var kommen igennem nede i det indre Tyskland. Alle Folk var
Krøblinge der, og vilde man levende gennem Byen, maatte man binde sit ene
Ben op og kravle igennem paa Krykker. Det var der ikke noget at sige til.
Axel saa Zacharias' Ansigt som i en Taage, det ubekymrede Grin, han syntes,
at Badskæren lignede en stor Skælbider.
Brudstykkevis hørte Axel en anden Historie. Det var ogsaa en af disse smaa