Kongens Fald - 06

Total number of words is 5029
Total number of unique words is 1496
48.4 of words are in the 2000 most common words
62.9 of words are in the 5000 most common words
70.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed.
Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var saa skær,
at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var bred, let
haaret, ikke til at tage fejl af.
Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde han
halvt til sig selv.
Mikkel spurgte, hvor gammel han var.
To Og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op. Han fortalte, hvad han havde regnet
ud for ikke at blive snydt Skatten fra; han kunde ikke tyde Skriften selv,
det var hebraisk nemlig . . .
Mikkel sagde, at han kunde hebraisk.
Naa saa det kunde han. Axel blev ved at skinne i Øjnene, han bøjede sig
frem og talte dæmpet:
Jeg vil se Tiden an. Jeg vil se Tiden an, til jeg en Gang træffer en eller
anden kyndig Mand, en Præst, der ikke har længe igen, ham vil jeg passe
paa. Naar han ligger paa sit yderste, saa at han lige kan sanse, vil jeg
lade ham tyde Skriften. Dermed er jeg sikker. Saa haster det endda ikke.
Jeg kan altid komme en Dag og pirre med Foden ved noget Grus i Kanten af et
gammelt Dige eller hvor det nu er. Skatten er gravet ned, en Høj eller i en
Stenkiste under Vejen. Der pirrer jeg en Guldring op, en rød tyk Halsring
af den Slags Guld der vejer til, det gamle, sunde Guld, som der er Varme
ved. Efter hvad jeg ved er det en lovlig Arv, der tilfalder mig. Med mit
tyvende Aar var der en Del rede Penge til mig, ikke saa faa, dem har jeg
ikke en Gang sat til endnu, men Seddelen fik jeg, da jeg var atten Aar
allerede, af en gammel Mand, der kom. Jeg har passet godt paa den. Den skal
ikke komme fra mig heller. Der er først alle de Guldringe til mig; men
længere nede ligger et gammelt Skødskind af Læder viklet om et Skrin. Den
første Gang jeg rører ved Skatten vil jeg kun have en af Halsringene og saa
en Fingerring til mig selv med en Sten i, det skal være den største
Diamant, der er. Resten lader jeg ganske rolig ligge og yngle. Jeg
forestiller mig, hvordan de kostbare Ædelstene forskyder sig i Tidens Løb
og kryber saa smaat ud i den bare Muld og groer. Jeg behøver blot at bore
med Fingrene og hente dem frem sidenefter. Guldet bryder jeg mig ikke om,
jeg kommer ikke til at beholde de Penge alligevel, de skal rulle; paa
Rejsen ser jeg, hvordan de ruller. Jeg vil til Köln, og jeg vil til Pavia
. . . desuden er der pragtfulde Sværdgreb, Kæder, Spænder, de ligger godt
nok hvor de er foreløbigt.
Mikkel begyndte at smile saa stille og se sig omkring i den øde Stue. Mon
de ikke skulde gaa i Seng?
Det var Axel øjeblikkelig villig til, og de stod op. Men da de kom ind i
Gæstesengen, viste det sig, at Skindene var fuldstændigt raadne af Fugt,
ikke til at lægge sig i. De strakte sig bandende ovenpaa i Klæderne, og
Axel sov med det samme.
Mikkel laa noget uden at kunne sove. Pludselig lo han godmodigt ved sig
selv. Og han faldt i Tanker, tænkte just ikke paa Fortiden eller paa noget
bestemt, men han følte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger over
Vanskæbne, han følte sin Ensomhed. Og da han var ved at falde hen, kom han
alligevel til at forestille sig denne Krop af gedigent Guld, der laa lige
under Jorden, saa at man blot behøvede at tørre Grus og Smaasten væk for at
se det matte, ridsede Guld, der krøb som en Rod ind under Jorden. Han vilde
stille sig paa det med begge Fødder. Paa den anden Side Kløften saa han
hvide Kvinder holde Ting siddende i en Rundkreds paa Stenene og med den
store Kvinde højt i Midten. Da vilde han sende en Due. Noget efter saa han
dem stige ned allesammen. Og en Time efter viste de sig en for en paa hans
Side af Kløften, vaade og grønne paa Hænder og Knæ af Planterne, de var
krøbet igennem. Og han stod rank paa Guldet. Kongen nikkede til ham i det
fjærne.
Næste Dag red de videre i klart, lyst Aprilsvejr. Hestene knuste de blaa
Pytter paa Vejen. Udenfor Skovene strakte Landet sig tyndt overgydt med en
Foraarsfarve, man saa milevidt hen i den nye Luft. Langt borte laa runde
Gravhøje dristigt paa de øverste Landrygge, hvide af Dug paa den vestre
Side.
Mikkel Thøgersen havde ikke sagt et Ord hele den dejlige Morgen, han sad i
dybe Tanker. De nærmede sig hans Hjemegn, hvor han ikke havde været i over
tyve Aar. Han havde ikke tænkt paa andet, siden han fik Besked om, at han
skulde til Børglum. Bedst som han sad hensunken i sig selv, for han sammen
i Saddelen.
Ligger Moholm ikke paa denne Kant? havde Axel spurgt.
Moholm. Jo.
Jeg har et Brev dertil. Otte Iversen hedder Herremanden.
Mikkel fløjtede ad Hesten. Den stansede og saa sig om efter ham, men han
satte den i Gang igen. De talte ikke mere sammen, før de hen paa
Eftermiddagen kom over Bakkerne og saa Aaen. Den løb gennem de blege Enge
som en blottet Sølvaare; Fjorden viste sig i Vest, hjemlig, uomskiftelig.
Mikkel saa Brinkerne og Højdedragene, som han kendte, de strakte sig ganske
paa samme trolige Maade ind under Himlens pure Blaa, som da han var her
sidst.
De bedede i Graabølle Kro. Saa viste Mikkel Axel Vej til Herregaarden. Selv
vilde han ride ned til Fjorden, hvor hans Broder boede. Næste Morgen skulde
de støde til hinanden igen i Kroen.
Axel red ind paa Moholm, ligesom det mørknede. En Hund kæftede aldeles
rasende fra Muren, hvor den stod i Lænke; der gik en Dreng i røde Hoser og
puslede ved Trappen. Gaarden saa ud som forladt ellers. Just som Axel holdt
op for Trappen, kom en Mand frem i Døren, det var Herremanden selv. Og da
han havde hørt Axels Ærinde, førte han ham med op i Stuen. Axel kom til
Sæde ved Bordet, og Otte Iversen gik hen ved Arnen og tændte en Fakkel, som
han stak i en Ring paa Muren.
Medens Otte Iversen læste Brevet, betragtede Axel ham, han var en
halvgammel, tør Mand; Ansigtet dækkedes halvt af Skæg, der var studs
klippet for Munden. De sure Øjne gik frem og tilbage over Brevet, man kunde
ikke se paa ham, hvad der stod deri. Otte Iversen afbrød imidlertid
Læsningen og gik hen til en Dør og kaldte. En gammel Karl bragte Kødmad ind
paa Bordet og gik igen. Siden kom der ingen ind, og der hørtes ingen Lyd af
levende i Huset.
Da Otte Iversen havde læst Brevet, tappede han selv Øl til den fremmede af
et Anker henne i Krogen og satte sig hos ham for at høre Tidender udefra.
Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens
Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af Fortæringen
og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags
ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen,
naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser
han pludselig op.
Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke?
Jo, ikke saa meget fejl.
Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel, idet
han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra.
Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden, det
hørtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.
Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel,
hvad han var for en.
Nu ventede Axel lidt med at svare.
Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt
til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg
blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland.
Naa saa.
Ja. Nu tjener jeg Kong Christiern som Rytter og Stafet. -- Den Dag da jeg
fyldte atten Aar, kom der en gammel Mand og gav mig et Dokument, som jeg
skulde gemme vel, han sagde det til mig ude paa Marken, hvor vi spaserede,
og indestod med sit Navn for Rigtigheden af Arven, han hed Mendel Speyer,
sagde han.
Axel spiste med disse Ord videre, men fortrød iøvrigt sin Snaksomhed. Han
saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig, han
troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede og
knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu.
Mendel Speyer . . . om Axel var i Slægt med ham?
Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen
ham. Det var Susannas Søn.
Det var Susannas Søn.
Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i
Helsingør.
Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem
med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts korte Klør.
Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet. Der sad hans
gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse. Hvad var
det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det for et Dokument?
Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedøvet ligesom Folk,
der ser Luerne slaa ud af Taget og tænker paa at redde og staar paa et Sted
og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til?
Otte Iversen havde været gift i en Snes Aar og havde otte Børn. Hans Frue
hang malet inde i Riddersalen med de tynde Hænder lagt korsvis for Maven,
med Figuren to Gange bugtet som et S i ydmyg Følelse, agtbar og rødrandet
om Øjnene. Børnene artede sig vel, selv solgte Otte Iversen Vildt fra sine
Skove og drev en Forretning med Stude, han sad godt i det. I dette Øjeblik,
da den fremmede, Susannas Søn, knasede et Ben mellem Tænderne, laa hans
spæde Børn inde og sov, og hans svagelige Frue skulde barsle til Juni --
vilde denne Ulv nu trænge sig ind i Reden og æde dem allesammen ud? Nej.
Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke,
han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham.
Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge
drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i
Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham. Axel sad og
tænkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne miserable Gaard,
sagtens et Kammeratskab med Ørentviste og Museunger, da Herremanden nærmede
sig Bordet igen. Han saa ud til at have tænkt paa en Ulykke. Panden var som
jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skægget.
Natteleje kan vi desværre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmælt, idet
han famlede ved Bordkanten og saa ned. Vi har flere syge, og en har vi i
Besøg, dede . . . Han saa op.
Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det.
Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt.
En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og
tog imod ham.
De fik det hjemligt den Aften i Smedjen. Niels Thøgersen stod sig godt; han
havde Kone og Børn, men ellers var han næsten uforandret, lige
tilsyneladende skummel, uopslidelig og i Skødskind.
Det timedes Mikkel, at han fandt sin gamle Fader levende. Thøger var nær de
halvfems. Han sad i Krogen ved Arnen med Benene viklet ind i mange Lag
Halm. Han var næsten døv og ikke længere aandsfrisk men ellers ved Helsen.
Sønnen Mikkel havde han ikke genkendt.
Medens de spiste, saa Mikkel hen til sin Fader. Sønnekonen passede ham
omsorgsfuldt. Gamle Thøgers Hænder var nu hvide som Skimmel, ligesom kogte,
og med vandblege Pletter, men de rystede ikke værst. Niels fortalte, at
Faderen for otte Aar siden nær var kommen af Dage ved at Jordhulen, de
brugte til Tørv, var skreden til om ham. Niels skulde just træffe at være
fra By, og de andre tænkte ikke paa nogenting. Først næste Morgen sansede
de, hvor han kunde være bleven af og fandt ham liggende derinde med
Hænderne boret fast i Klæderne og med vidtaabne Øjne; til alt Held var der
Luft nok over ham, saa han ikke var bleven kvalt. Men siden den
Indespærring havde han til Tider lidt meget af Skræk.
Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prøvede at tale med
ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det store
laadne, kraftesløse Hoved. Han kendte Faderens Træk, skønt Ansigtet næsten
var groet igen, og Øjnene uden Blik. Der havde sat sig bløde Vækster og
Blegner paa Ørene og paa den golde Pande.
Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den og
søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den.
Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt de
andre i Stuen.
Ba, ba.
Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme. De
andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad længe med Hovedet bøjet
dybt ned i Hænderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle Thøger med
den øde Mund helt aaben.
De sov alle i samme Stue om Natten og hørte Thøger lalle og smaatrue som en
Hund, der beklager sig i Søvne.
Da Mikkel og Axel holdt færdige paa Hestene næsten Morgen og havde sagt
Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse hen
mod sin Broder:
Og Ane Mette, hvordan . . .?
Hun er gift i Salling og har voksne Børn, raabte Niels flydende og løb
nogle Skridt efter Hestene, der var i Gang. Jens Sivertsen døde i Fred og
Rolighed. Jo hun har det godt, Mikkel, det skulde jeg sige . . .
Han raabte endnu mere, men Mikkel jog i Galop. Axel naaede ham først oppe
over Bakkerne.


Consumatum est

Det var under de store Festligheder i Stokholm efter Kong Christierns
Indtog og Kroning, om Tirsdagen. Mikkel Thøgersen stod i Slottets Vagtstue
og skulde bringe Jens Andersen en Besked. Jens Andersen var i Badstuen,
blev der sagt. Men da det hastede ualmindeligt, blev det til, at Mikkel
klædte sig af for at udrette sit Ærinde. Han kom ind i den hede Badstue og
kunde først ikke se en Tomme frem for sig, Dampen fyldte Rummet saa tykt
som hvidt Vadmel, han hørte Raslen af Spande og store svidende Klask af
Vandet mod Ovnstenene. Inde i den svedende Tykning lød Stemmer. Mikkel blev
staaende ved Døren, Dampen brændte ham mod Brystet og begyndte at rinde i
Draaber ned ad hans Ben.
Pludselig var det, som om Dampen formede sig til en Skikkelse, der kom imod
ham, et Skridt til og der stod en Mand fuldt synlig, kobberrød af Varmen.
Det var Kong Christiern. Mikkel tog sit Blik hastigt fra Kongens Ansigt og
saa kun paa hans kløftede Bryst, der var fyldt med røde Haar, og han hørte
Kongens hæftige Stemme. Hvad han skulde her? Mikkel gjorde Rede for sig med
bøjet Hoved.
Jens Andersen, kaldte Kongen barsk, her staar en Mand ved Døren med Ærinde
til dig. Saa trak han sig tilbage ind i Dampen igen. Mikkel rettede sig op,
han rystede endnu i Knæene. Lidt efter kom Jens Andersen, og Mikkel
forrettede sit Ærinde, han vidste ikke selv, hvad de Ord skjulte, som han
havde at overbringe efter Hukommelsen, men de gjorde Bispen meget
eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt.
Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den
kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord. Der blev næsten stille i
Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge
aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter
klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde
troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved. Kongen sad
paa en Bænk, foruden ham var der Didrik Slagheck, Jon Eriksen og to til,
som Mikkel ikke kendte. Jens Andersen talte til Kongen i en dæmpet,
betydningsfuld Tone, de andre lyttede, men Mikkel havde ikke Øre for, hvad
de talte om, han kunde ikke faa sit Blik fra Kongens Skikkelse. Saa tæt en
Bringe og saa stærke Overarme havde han ikke set før, Brystmusklerne laa
haardt og riflet mod Huden, Senerne snoede sig snævert ind under Armene.
Det mørkerøde Haar brusede om Kongens Hoved i Dampen som Mos, der rejser
sig i Regnvejr, Vandet drev over det vaade Ansigt ned i Skægget. Kongen var
i farligt Lune, lod det til, han saa fra den ene til den anden med de
stramme Øjne paa en egen afmaalt Maade, hele hans Mine var tung og ladet.
Mikkel lagde ikke meget Mærke til de andre. Jon Eriksen stod ret op og ned
med et beskedent og forgræmmet Udtryk, han var saa gyselig mager paa
Kroppen, at det saa ud som han var surret sammen af Skind og Ben, hans
lange Knokkelfødder stak i et Par Klamper, Anklerne var dækket af Skorper
og snehvide Ar efter Jærnene, han til for nylig havde siddet i. Ved Siden
af ham stod Jens Andersen med den flettede Ryg til og bøjede sig i sine
laadne, sammentrykte Rytterlaar. Men Didrik Slagheck var en velskabt Mand.
Desværre vanheldedes han over hele Kroppen af violette Stjærner, Mærker
efter den franske Syge, de sad stemplet saa tæt som Pilene i St. Sebastians
Legeme. Didrik Slagheck havde en Abes Hoved, fordi hans Næse var falden ind
ved Roden.
Jens Andersen slog pludselig med Hovedet hen mod Mikkel som for at minde
dem paa, at han stod der. Mikkel havde ingenting hørt. Men Kongen saa op og
blev rasende.
Saa lad den Mand gaa! udstødte han tirret. Jens Andersen vendte sig og
viste Mikkel et ligesom formildende Ansigt, Mikkel skyndte sig ud. Slaa
Vand paa! hørte han Kongen raabe. Og medens han ventede udenfor og trak
sine Klæder paa, hørte han igen Vandet pladre og hvisle derinde. Ikke en
Lyd af Stemmer skelnedes.
En halv Time efter kom Bispen ud, han var ophedet og meget kortaandet, han
blæste Væden fra Læberne og viskede sig over Brynene, hans Fingerender laa
i Læg af det varme Vand. Mikkel fik Besked tilbage til Ærkebisp Gustav
Trolle, blot to latinske Ord. Mikkel tillod sig at smile, da Jens Andersen
vilde have ham til at repetere dem tre-fire Gange som et Barn.
Ja husk nu paa dem, raabte Bispen endnu en Gang, før Mikkel for ud af
Døren.
Ærkebispen stod ved sit Vindue med en Gaasepen i Haanden, han vendte sig
brat, da Mikkel kom. Men da han hørte, hvad Mikkel havde at melde, smed han
Gaasefjeren paa Gulvet og gik stærkt berørt op og ned fra den ene Ende af
Gulvet til den anden. Det var vor Herre Jesu Kristi sidste Ord paa Korset,
som Mikkel havde at sige ham fra Kongen; Ærkebispen gentog dem halvhøjt for
sig selv flere Gange, der stod et aabent Rejsealter paa Bordet, han nikkede
og nikkede:
_Consumatum est._
Mikkel ventede paa mulig Genbesked. Men Gustav Trolle syntes at skifte
Tankegang, idet han atter kom hen til ham, han stod noget og saa Mikkel
adspredt i Ansigtet. Der gik en ubestemmelig Trækning over hans blodløse
Mund, det kunde være et bevæget Smil eller et Forbud paa Nysen; Stemmen var
underlig mild, da han spurgte Mikkel, om der ikke var noget han ønskede, og
han stammede uvist.
Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste
blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var
det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge
derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han -- lige til nu, da
han blev spurgt. Nu ønskede han intet.
Mikkel saa slapt op. Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nærhed,
sagde han sløvt. Han slog Øjnene ned igen og begyndte at gnide sig varligt
i Hænderne ligesom en Betler, der staar ved Døren og kommer i Tanker om, at
det er koldt, medens man henter Almissen til ham.
Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel ønskede at komme
mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa Hovedet. Naar
han maatte blive Rytter mellem Kongens nærmeste Folk . . .
Da han gik ned ad Gaden, var han bøjet som en gammel Mand. Han havde i
mange Aar længtes efter at komme i Kongens Brød, og idet han nu følte sig
varm af Glæde over at være ved Maalet, knugedes han tillige ned af den
dybeste Ynkelighed.
Samme Dags Aften var der stort almindeligt Bal paa Slottet.
Mikkel Thøgersen stod som Æresvagt ved Døren i den store Sal, iført fuldt
Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt for sig,
Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belønnet ham tilmed for tro
Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham ikke fra om
Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham. Og dog var det den
samme, Kongen havde været lige ved at nagle til Badstuedøren med sit Blik.
Saaledes kunde det gaa saa bagvendt til, at Nøgenhed skjulte og formummede
sin Mand, tænkte Mikkel.
Den foregaaende Aften havde været forbeholdt Rigens højeste; idag var det
Kongens Officerer og menige unge Folk, der var indbudt til Dans sammen med
gode Mænd og Fruer fra Stokholm. Det blev en munter Aften for Alvor. Mikkel
stod respektindgydende ved Døren som en Billedstøtte, dækket af skinnende
Plader og Skæl fra Top til Taa, hans stride Skæg stak ud af Visiret, han
fulgte de dansende med Øjnene.
Og hvem saa han danse der, dristig og knejsende og letbenet, andre end
Axel, hans ungdommelige Rejsefælle fra i Foraaret! Endnu var Mikkel ikke
bleven klog paa denne eksempelløst urolige Fyr, der omgikkes saa letsindigt
med sine Hemmeligheder, at han fortalte dem til Gud og Hvermand. Se nu,
hvor han svang sig, og det lod til at være hans naturlige Gangart; naar han
var i Ro, spillede han jo alligevel som et Spejlskaar i Solen, hans Blik
var altid lige saa vanskeligt at holde fast som nu, da han drejede paa
Gulvet med en Skønjomfru i Favnen og blinkede æventyrligt til højre og
venstre. Mikkel saa ham bugte sig og smutte i Sværmen, til hans gule
Hattefjer blev borte i den anden Ende af Salen; saa kom han igen, lige
springende henrykt, og den unge Piges Ansigt var hele Tiden hældet op imod
ham med et stille, drukkent Smil.
Mikkel flyttede sig over paa et andet Ben. Musiken slog Triumf. Det
ruskende Novembervejr kølede ind ad Vinduerne. Mikkel saa ikke længere,
skønt han stod med aabne Øjne, han faldt i Tanker. Der var noget, der
begyndte at plage ham, en stakkels Følelse af egen Retskaffenhed og en
Attraa efter at løbe avet om en Gang ogsaa som de andre værdiløse Narre.
Han var over de fyrretyve Aar nu, Mikkel, men han var ingenlunde klogere
end for tyve Aar siden. Hans Forlængsler var ikke bleven gjort til Skamme,
de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en. De var bleven
forlængede. Der var dog god Tid til Daarskab endnu.
Musiken begyndte at stige til den rene stormende Galskab og afleverede
Takterne Slag i Slag, de strygende Instrumenter fløj i Vildelse op og ned
ad Tonestigen, saa endte Musiken med en samlet, langt udtrukken Jubelklang.
De dansende spredtes paa Gulvet og talte og lo.
Axel var henne og slaa Mikkel Thøgersen paa Skuldrene og ønske ham til god
Lykke. Nu var de altsaa i Tjeneste sammen. Siden naar Mikkel blev afløst,
eller i Morgen, maatte de ud og besegle Venskabet! Hvorpaa Axel var
forduftet.
Under Pavsen gik Kongen med et Følge af de fornemste Mænd gennem Salen. Han
blev staaende og talte med forskellige Mænd fra Byen. Kongen var i
Zobelskind og bar det gyldne Vlies om Halsen, han lo et Par Gange højt og
oprømt. Jens Andersen havde travlt, han brød ud med sin Vid til Besvær for
snart den ene snart den anden. Ved Kongens Side gik Ærkebisp Matthias af
Strengnæs. Den gamle Herre slæbte sit kostbare Skrud efter sig paa Gulvet,
han bevægede sig adræt, kom med et Par skindmagre Vitser, maaske de eneste
fra en længst henfaren glædeløs Studentertid, og han viste sin tandforladte
Mund, idet han smilede hele Salen rundt. Da de gik igen, vendte den gamle
Prælat sig endnu en Gang og kneb de hjærtelige Øjne til og nikkede ad
Ungdommen med hele sit rynkede Ansigt oplivet af Solskin.
Saasnart de naadige Herrer var borte, blæste Musiken med sand Dommedagslyd
til Dans igen. Mikkel spejdede efter Axel, men han lod ikke til at være paa
Gulvet.
Lidt efter glemte Mikkel alting om sig. Han tænkte igen paa sit mislykkede
Liv, op og ned, han følte sig træt af alle de Mil, han havde vandret efter
Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde forvist Lykken fra
sit Hjærte og var bleven en hjemløs mellem glade Folk. Medens han stod
lænet til Hellebarden, digtede han fire latinske Heksametre, hvis Mening
var:
Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Længsel efter Lykken i det
fremmede; og derude fandt jeg ingen Lykke, for jeg led overalt af Hjemve
efter mit eget Land. Men da Alverden tilsidst lokkede mig forgæves, da var
endelig ogsaa Danmark døet ud af mit Hjærte; saaledes blev jeg hjemløs.


Galejen

Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen,
hvor der var dækket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge Jomfru,
som han alene dansede med, bragt til Sæde paa en Bænk helt inde i det
mørkeste Hjørne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter.
Axel havde travlt med at sørge for Sigrid. Desværre sagde hun Nej til
næsten alting, vilde hverken drikke Pryssing eller smage paa Tærterne; Axel
betænkte sig og vidste ikke sine levende Raad, han kunde jo se, at Sigrid
havde lært at sige Nej udenad. Selv spiste han kun tøvende, og det smagte
ham ikke; først da han havde faaet Sigrid til at bide af en Kage, hoppede
Hjærtet i Livet paa ham, og han tog for sig af Retterne i vidt Omfang.
Drik mig til! bad Axel. Hun sagde raadvildt Nej. Sigrid vidste ikke om hun
vilde, nej hun vilde ikke. Axel saa pludselig længselsfuld paa hendes Mund,
der var fin og fugtig som en Moseblomst, han blev siddende med Kruset og
faldt i Staver. Da lo Sigrid ret sikkert. Axel drak og brast selv i Latter,
de lo voldsomt begge to. Sigrid blev derefter siddende med et Skær af
Munterhed i Øjnene. Hvor hun var ung og spæd. Sigrids Hænder maatte Gud
beskytte, saa rent ud smaa og skrøbelige som de var.
Sigrid havde Træk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog
kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde
Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i
Aandenød ved at betragte hendes tynde gule Haar.
Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tøj havde
Udskæringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig sukkede
han dybt.
Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede
fyndigt, og nu dansede de længe, aandeløst, hele den salige Nat. Sigrid
kunde blive ved at danse. Hun blev jo længere jo mere stille, men naar Axel
bød hende op, var hun villig, og hun blev ikke træt. Sigrids smaa Hænder
var aldeles vaade og kolde, hendes Aande lød som lette, næsten usporlige
Pust. Hver Gang en Dans var forbi, smilede hun uden at sanse hvorfor.
Hen paa Natten var Tiden bleven evig om dem, de havde danset saaledes siden
alt begyndte. Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der tænker
tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa op i hans
Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld af Hengivenhed
for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han skulde komme hendes
hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev puffet fra alle Sider,
de dansede sagte videre som i Drømme.
Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge med,
til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid sagde
Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej.
Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om sig,
hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten skinnede
hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.
Der var ikke mange der dansede mere nu, de fleste sad nedenunder og drak.
Axel fandt Mikkel Thøgersen siddende alene over et Krus dernede, han havde
faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand om Halsen.
Han drak et Par varme Bægre med ham.
De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berørt af Mikkels bløde
Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik højt, overalt lød
Bægerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvælvingerne som en
fordrejet Spejling af Støjen. De tyske Knægte begyndte at blive fulde,
Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var
gaaet hjem.
Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel Thøgersens,
han foreslog ham en Ting, dæmpet og som kunde der ikke være Tale om andet.
Mikkel trak paa Næsetippen, et sjældent Udtryk for Lune hos ham; for sit
indre Blik saa han _Galejen_, han nikkede og strøg sit Skæg.
Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skærgaarden udenfor
Stokholm, Købmænd, som Kong Christiern havde indbudt til at komme og sælge
Levnedsmidler til Hæren, mens han belejrede Byen. En Del var sejlet bort nu
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Kongens Fald - 07
  • Parts
  • Kongens Fald - 01
    Total number of words is 4984
    Total number of unique words is 1578
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    67.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 02
    Total number of words is 5103
    Total number of unique words is 1596
    46.2 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 03
    Total number of words is 5014
    Total number of unique words is 1626
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    69.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 04
    Total number of words is 5012
    Total number of unique words is 1577
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 05
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1656
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    65.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 06
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1496
    48.4 of words are in the 2000 most common words
    62.9 of words are in the 5000 most common words
    70.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 07
    Total number of words is 4920
    Total number of unique words is 1750
    41.9 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 08
    Total number of words is 5007
    Total number of unique words is 1670
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 09
    Total number of words is 5036
    Total number of unique words is 1544
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 10
    Total number of words is 4957
    Total number of unique words is 1560
    43.4 of words are in the 2000 most common words
    59.1 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 11
    Total number of words is 5046
    Total number of unique words is 1374
    52.6 of words are in the 2000 most common words
    68.1 of words are in the 5000 most common words
    75.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 12
    Total number of words is 4958
    Total number of unique words is 1662
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 13
    Total number of words is 4945
    Total number of unique words is 1548
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 14
    Total number of words is 4909
    Total number of unique words is 1574
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.2 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Kongens Fald - 15
    Total number of words is 377
    Total number of unique words is 219
    55.1 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.