Haabløse Slægter - 12

Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne.
William sad imellem "Veninden" og Margrete.
Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet
tilbage med Hovedet støttet paa den polstrede Ryg. Gerson viftede hende.
William talte ikke meget.
De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlaag
var næsten tunge. Hun og William havde drukket to Glas med hinanden:
første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden
Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt
Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa
William, smilet og tømt det.
William drak ud til Bunden.
Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for
at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme
saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor
var de fløjlsbløde--helt dunede.
Hun rørte sig ikke.
"Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod
hende. Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene
Haand ned og strejfede William ...
Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage:
"Kærligheden kommer og besejrer os alle--
dens Besnærelser er berusende søde."
William saá uafbrudt paa Margrete, som smilede.
"Kender De noget til de Besnærelser, Gerson," spurgte hun. Hun saá slet
ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød
hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa hendes
Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Haandled--
Saa rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften.--
De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde
Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo'r ud alle paa én Gang.
De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i Løb, svingede pludseligt,
førte dem ind under Lysekronen og blev ved at dreje, snurrede atter
rundt. De var røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede,
nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gaaet op. Damerne holdt op i
Slæbene, dansede smægtende bøjet ind mod Herrerne, helt ind i deres
Arme.
Det var uafbrudt Knejpemelodier.
Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r ud, William jog
dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa
Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik
hver et Lys og holdt det højt i Vejret.
"Saa."
Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste
sig paa Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne raabte, pustede;
slukkede.
Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet.
Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakaandede.
Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Armbaandene, trak sig tilbage
bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod aabne.
Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte paa
Musikken.
Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinanden inde i Balsalen,
saa man næppe kunde høre Klaveret, mens Støjen summede op.
Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet
og inklinerede for William.
"Men jeg er opførende," sagde han.
Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han.
Hun drog Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens William
indaandede Pudderlugten fra hendes Hals.
Lokkerne kom i Uorden ... "Det Haar," sagde hun. Han slap et Øjeblik
hendes Haand og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals.
"Tak--den irriterede mig."
De dansede lidt endnu. "Man bliver saa stakaandet," sagde Grevinden. De
holdt op.
Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde ikke talt sammen under
Borddansen, deres Blikke mødtes kun, naar hun fo'r forbi i Dansen. Det
var alt.
Nu skulde de danse.
William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad
inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent.
William blev slaaet af det lade, der var udbredt over hende. Saa snart
han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev staaende saaledes,
støttet til ham.
Hun blev ved at tale til Nina og saá ikke paa William. Saa gik de ind i
Balsalen.
De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om
allehaande ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse.
Han dansede straks stærkt i, fo'r Stuen rundt og svingede. Hun blev
tungere i hans Arme.
"De danser saa stærkt," sagde hun. Han førte hende hurtigere.
"Det er Melodien," sagde han og blev ved at se paa hende. Han følte
Varmen i Salen, men hendes Aande skar dog igennem; den kom stødvis. Der
fo'r et andet Par forbi, han maatte tage hende fastere, føre hende ud
til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens ...
Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun
var liga ved at faa Taarer i Øjnene og lukkede dem ...
Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte hendes Aandedrag, hun
holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og saa smilede hun ...
Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han
drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere.
Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans.
"Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Ordene gled ud i et Smil.
"Det er Melodien," gentog han.
Saa standsede hun med et Ryk. "Lad os gaa ud paa Gangen," sagde hun,
"her er for varmt."
Der var køligt paa Gangen.
"Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. "Der var for varmt
inde."
De gik nogle Skridt frem, "Lad os sætte os," sagde han.
"Ja, jeg er blevet træt." Margrete lod sig falde ned paa den røde Sofa
og trykkede det kolde Vifteskaft mod sin Pande. "Aa, Høg," sagde hun
dovent, "drag mit Slæb lidt sammen." Hans Haand strejfede hendes Fod,
han løftede Kjolen sammen og satte sig.
"Jeg er blevet helt ør," sagde hun. Hun sad, lænet tilbage
og smilede inde i Nichens Mørke. "Det er Champagnen, tror jeg."
"Den var dejlig."
"Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede.
Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en
utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke.
Glassene klirrede.
"Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille."
"Ja."
Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til
Valsen indefra. Engang imellem aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans,
som sad lidt bøjet frem og saá paa hende. Hans Øjne skinnede.
Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Raab: "Hver Dame en
Herre, hver Dame en Herre"--saa Støj og Musikken, som begyndte igen.
"Er det Amélie-Vals?"
William nynnede lidt efter Musikken: "Jeg tror det". Noget efter: "Vil
De danse?"
Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede med Kvasterne paa det
røde Forhæng: "Kan man virkelig ikke danse med Hoff?" sagde hun saa.
William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han
blev blussende rød, og som Svar paa et ganske andet Spørgsmaal sagde
han: "Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham."
Margrete lo. "Men hvorfor? hvorfor kan man ikke danse med ham?"
"Fordi"--han stammede og søgte om Ord, saa sagde han hurtigt: "det er
noget, man har paa Følelsen, Frøken Blom."
Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. "Hvad han
skriver, er dog virkelig smukt."
"Maaske ..."
"Blomstertur--Damen to Herrer--Damen to Herrer."
De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb,
Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den.
Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende.
"Er De vred?" spurgte hun.
"Hvorfor skulde jeg være vred?"
Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men William havde
taget hendes Arm og sad og klappede den med sin Haand.
Der blev ikke talt mere, han sad og vilde fange hendes Blik og blev ved
at klappe hendes Arm. Musikken var gaaet over i Galop ...
Saa rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hende ...
"William," det lød kun som et Suk. Han bøjede sig helt ned, søgte
ilfærdigt hendes Mund og gav hende et mildt Kys.
"Margrete"--
Hun mærkede, en Taare kom frem under hendes Øjenhaar, men hun viskede
den ikke bort.
"Gaa, William." sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. "Gaa ..."
Han saá paa hende og smilede, rystede paa Hovedet og bøjede sig ned; han
kyssede hurtige hendes Hals.
"Slip mig--slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig."
William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En
Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de,
kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk.
Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg. Hun
slog med smaa Kast Viften ind mod sin Hage og sad og saá tankefuld ud.
Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev næsten
forskrækket, da hun talte:
"Det er saa besynderligt," sagde hun.
"Hvilket?"
Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne.
"Naar De blot ikke vilde være Skuespiller," sagde hun saa. Det var et
højttænkt Brudstykke af en Tankegang ...
William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte:
"Hvorfor kan De ikke tro paa det?"
"Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa
hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt
Angst greb hun ham i Armen: "Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun.
William rev sig løs: "Ondt--nok," sagde han.
Han havde bøjet Hovedet uden at se paa hende, og disse nye Minutter,
hvori de ikke talte, syntes hende Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde
hun til sig selv, at under denne Tavshed gled William Høg fra hende,
uigenkaldelig fra hende.
Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm paa hans Skulder, vilde vække ham, i
det mindste faa ham ud af den Dvale, hvori han sad.
"Skal vi danse?" spurgte hun mildt.
"Ja, lad os kun danse," William rejste sig, bød hende
Armen og traadte i hendes Slæb for at komme frem.
Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun en Taare bort med
Handsken.
Man var ved at bryde op. Ude paa Gangen stod de liberiklædte Tjenere med
Tøjet, Stuerne var halvtomme, i Dagligstuen var Stolene hulter til
bulter spredte over Gulvet, Vandkaraflerne paa Hjørnebordene stod tømte.
Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølvbakke.
Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi.
"Skilles vi som Venner?" spurgte hun og rejste sig halvt.
"Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde--."
"De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu ... Naa--det faar være, giv
mig dog Armen. Jeg er træt--af at sidde saa meget."
I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Døren.
"Aa, der er Frederik."
Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det
sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden.
"Tro mig--jeg er Deres Veninde!" sagde hun. William blev besynderlig
forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik:
"Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven." sagde hun og saá paa
ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen.
Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en
Cigaret. "Jeg skænker Etatsraaden Cigarerne," sagde han, "siden jeg
ikke var ganske sikker paa, om jeg skulde have af højre eller venstre
Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer."
"Højre eller venstre Lomme?"
"Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og
femten Cigarer i hver Kjolelomme--af forskellig Kvalitet."
De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. "De skal?" spurgte Hoff.
"Ned ad Kongens Nytorv til."
"Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, ved Siden af
hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden.
"Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de havde gaaet lidt,
"den høje blonde?"
"Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt inde, "i Hamborg paa
en Rejse."
"Naa"--Hoff? fløjtede--"det saá ud til, at Grevinden interesserede sig
for Dem--men det ... vil jo--ikke sige meget ... Grevinden interesserer
sig i det hele overordentlig for unge Mennesker."
"Hvor er Greven?"
"Greven? kære, han er død." Hoff studerede Brostenene.
"Død ... saa hun er Enke, det troede jeg ikke."
"Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed velmeriteret: Excellencen
døde efter tre Fjerdingaars Ægteskab. Ser De, det var en ældre Kavalér,
meget forelsket ..."
"Kender De Grevinden?"
"Jo ..." Han gav sig til at le: "Nej vist ikke, vi blev jo først
præsenteret for hinanden iaften."
De gik lidt, saa sagde Hoff: "Men jeg har hørt meget om hende ... af en
Ven."
William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at
tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede paa Hjørnet under en
Gaslygte.
"Her bor jeg," sagde Hoff.
William saá sig om. "Allerede," sagde han, og mest for at sige noget,
inden han bød "Farvel"--han følte, han havde været uhøflig--spurgte han:
"Hvorfor var det saa naivt at holde den Tale?"
"Gudbevares--det var kun elskværdigt, men De kunde rigtignok ligesaa
godt have sagt Abracadabra!"
"Det forstaar jeg ikke."
"Aa, det kan osse være det samme, det er nemlig ikke saa lysteligt at
forstaa: for at arbejde maa man tro, jeg mener naturligvis for at
arbejde alvorligt, for at tage fat, begynde. Og for denne Generation
gælder det virkelig om at tage fat ..."
De var begyndt at gaa op ad Sidegaden. William fulgte med uden at tænke
over det.
"Men er den da virkelig slet ikke begyndt paa at tage fat ..."
"Jo, paa at snakke. Det vil sige--Praktikerne gør jeg naturligvis Uret.
De ta'er jo fat. Jeg talte paa Ballet med en af mine Skolekammerater og
spurgte--rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed
--om han havde læst "Marie Grubbe", og saa svarede Idioten mig--det var
naturligvis halvvejs en Finte til mig--at han læste ikke saadanne Bøger,
inden han havde faaet sin Eksamen--."
William lo.
"Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder
Praktikerne. I deres Universitetstid læser de seks Timer og forsømmer
aldrig Manuduktøren. Men de overanstrenger sig ikke--Eksamen er jo ikke
det hele, knap det halve. Naar de er tyve Aar, begynder de paa at danne
sig et tilkommende Klientel, og de dyrker roligt en fornuftig
Selskabelighed for at lægge Miner for en tilkommende Kone ...
"De overdriver ..."
"Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De vil reussere--det er
altid noget."
"Hvad tror de saa paa?"
"Ja, det er Sagen"--han standsede uden for en lav Port, et gammelt,
graat Sted--"med Troen er det jo lidt smaat. De tror, at Livet er noget
behageligt, og det besynderligste af det hele er, at jeg tør dø paa, at
de fleste af dem gaar ud af Tilværelsen med ganske den samme latterlige
Overbevisning. Hør, gaar De ikke med op, der er Ild i Kakkelovnen, og
jeg tror, jeg har en Flaske Champagne i min Buffet--"
William takkede, men syntes det var for meget. Saa gik han dog ind med,
han vilde gerne være sammen med nogen, han var angst for at være alene--
Han turde ikke være alene. Og nu, naar han talte med Hoff eller rettere
lod Hoff tale, saa trængtes det tilbage, han var bange for ...
Hoff strøg en Tændstik. "Fald for Guds Skyld ikke paa Trappen," sagde
han, "den er skrækkelig."
William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig naaede de
op. "Værs'go, nu skal jeg straks tænde Lys." En varm, stærkt parfumeret
Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa Gulvet
og spurgte om Maatten.
"Bedste Ven, jeg har ingen--men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er
allerede halvt ødelagt."
Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.
"Ser De," sagde han, mens han tændte, og sprang pludselig tilbage til
den forladte Samtale, "deres Lykke er, at de er uden Lidenskaber--Himlen
skal vide, hvordan det kan gaa til, men de har faktisk ingen: derfor kan
de lade Huslægen regulere det hele, baade Læsning og Leben. Men"--han
satte Kuplen paa--"til at skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge
andet end Fiskemennesker."
Han hjalp William Frakken af. "Sæt Dem ned, saa kommer jeg straks med
Vinen."
Høg saá sig om i Stuen. Det var en stor Stue med tre Fag og mange Døre,
men baade for Døre og Vinduer var der en Uendelighed af røde Portièrer,
saa Værelset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var der stillet
Blomster op paa Holdere, store Træer i Kroge og Hjørner, bag Puffer og
Sofaer, der stod i vild Uorden blandet med en Mængde forskellige Stole,
alle magelige, men yderst varierede i Façon.
Paa Pillerne stod Afrodite og Niobe paa Søjler, bag Skrivebordet
Antinous.
Flygelet var stillet halvt ud paa Gulvet med en udstoppet Ørn og en stor
Del Fotografier paa Laaget.
William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa parfumeret var her.
Han stod bøjet over Skrivebordet og saá paa nogle Portrætter, der var
stillet op, saa de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en
Flaske Champagne og to Glas.
"De drikker jo Champagne?--Naa, for jeg drikker i Vinter ikke andet."
Han kom hen til William. "De gør Bekendtskab med min Omgangskreds, ser
jeg," sagde han og pegede paa Billederne, "en smuk Samling."
"Jeg kender de fleste fra Gaden ..."
"Ja, det er rimeligt nok. Men lad os heller sætte os hen--jeg holder saa
lidt af at staa." Han skød en Flugtstol frem foran Kakkelovnen og bød
William, satte sig selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen
mellem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovnspladen. "Aa, hvor det
er dejligt at sidde godt hjemme hos sig selv! Men à propos Billederne,
jeg kunde se deres Forbavselse--De tænkte--og De tænkte egentlig højt,
for De har et mærkeligt, mimisk Talent--at det var nogle besynderlige
Rødder at omgaas ..."
"Det tænkte jeg ikke ... men ..."
"Aa Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De har jo Ret. Men jeg
sympatiserer med de Folk. De er saa rart bare paa Illusioner og Følelser
og det hele. De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange
Kærlighedsforstaaelser, og de dør, ødelagte af Udskejelser, uden nogen
Sinde at have følt Lidenskab eller saa meget som vide, hvad det er at
elske ..."
Hoff tav lidt. "Skaal, kære, det er god Champagne."
"De kan ikke mene alt, hvad De siger," sagde William.
"Aa--jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men saa er det ogsaa
saadan en dejlig Hvile at omgaas de Mennesker. Folk, som virkelig føler
for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder--disse er skam
ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove
paa, naar de er fulde."
Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt haanende,
det hele kunde se ud som en Spøg. Men paa Williams Sind, der var
ophidset af Sindsbevægelserne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop
nu, det stærkeste Indtryk.
Han var lige fra Samtalen med Margrete gaaet om i en vis Sløvhed, hvor
altfor mange Tanker, altfor mange Sindsbevægelser arbejdede i den samme
Hjerne til, at han kunde gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, havde
snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, naar vi efter en lang
Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme
er tungt, vi aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa at
sige ikke taget Form i vor Bevidsthed.
Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: "Naar De ikke vilde være
Skuespiller," ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer,
han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa
var han faldet sammen i Sløvhed.
Nu først vaagnede han.
De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon,
hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg.
"Vi har svage Rygrade i den Hoff'ske Familie," sagde han, "og den maa
muntres."
William hørte det ikke, han var helt optaget af sine egne Tanker. Hoff
gik op og ned ad Gulvet.
Saa sagde William halvt sagte: "Men hvad lever de da paa?"
"Mener De "Rødderne"?"
"Ja, de Mennesker," han pegede hen mod Skrivebordet.
"De lever paa "Minutterne", og saa i Pauserne taler de om "Minutterne".
Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke
hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire
Minutter om "Piger"."
William tog sig om Hovedet: "Nej, det forstaar jeg ikke," sagde han,
"kan jeg ikke forstaa--"
"Kære, tag det nu ikke saa tragisk. Det er en ren Overtro, at man
behøver at have noget at tro paa for at være tilfreds. Kun, naar man vil
have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det
er saa behageligt?"
"Ja, men naar man nu vil have noget gjort?" sagde William. Hoff syntes,
der var saadan noget sløvt i Tonen.
"Ja, ser De," han satte sig igen foran Ilden, "saa bliver Tingen
vanskeligere."
"Nu De selv?" William spurgte hurtigt, saá op. "De arbejder jo meget?"
"Aa--mere end de fleste, men meget, naa maaske ..."
"Ja, og hvorfor arbejder De saa? Hvorfor vil De det? Hvad tror De selv
paa?"
"Tror paa--tror paa? Aa, jeg har den bedste Grund til at tro, at der
oppe i "Kvindelig Læseforening" findes et Dusin ældre Damer, som læser
mig med Fornøjelse, og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at
jeg ikke skulde vise mig dem taknemmelig ..."
"Ja, men--" det lød utaalmodigt og William rejste sig fra Stolen for at
gaa henad Gulvet--"De siger ikke, hvad De egentlig mener."
"For det meste." Hoff saá efter ham og rystede paa Hovedet. "Ser De, De
tager nu Sagen saa ungt, men Tingen er, at man, selv om man har opgivet
noget, kan leve meget behageligt paa Stumperne. Naar man har opgivet at
faa noget udrettet, saa indretter man sig som jeg, der, mine
Kreditorers Overhæng fraregnet, som De ser, har det grumme behageligt.
Man lever uden Illusioner--det værste er, at man en Gang imellem kan
faa et Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten Dage, ja--med
Skam at tale om--det kan hændes i tre Uger--kan faa den vanvittige Idé
igen ar tro godt om et Menneske. Saa har man det, naar man bliver
skuffet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man ogsaa slipper
det--naa, som sagt, det er det værste ..."
"Men Deres Talent da?"
"Aa--mit Talent!"
"Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog
Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det
og saa arbejde for det?" ...
Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog
saa sit Glas og tømte det.
"Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for ..."
"Hvis man Forresten gad--ja. Men, kære, er det Umagen værd?"
Saa har jo Deres Uvenner Ret."
"Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem."
"Som siger, at De ikke sætter noget ind."
"Naa ja. Men, naar man nu ikke har noget, bedste Høg."
"Men, det er jo det, der er Modsigelsen--naar De har Talentet."
"Vist, vist saa," han rejste sig lidt utaalmodigt ... "Men lad os nu
ikke tale mere om det ..."
"Ja,--men, det er netop det, jeg ikke forstaar, og som"--William talte
heftigt--"Jeg maa forstaa ..."
Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre foran Flygelet i
hurtige Drejninger. Saa gik Hoff over og tog ham om Skuldrene.
"Lad os hellere tale om Dem," sagde han.
"Men dette er jo netop om mig," William dukkede Hovedet.
Hoff gik to Gange op og ned med ham under Armen. Han syntes, William
blev lidt roligere.
"Maaske tror jeg ikke paa mit eget Talent," sagde han.
"Hvorfor skriver De saa?"
Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff svarede: "Jeg har jo
fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, og saa koster det virkelig en Del at
føre dette Hus ..."
"Ja, men hvor kan De det?"
"Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, saa er det
naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har jeg, men--ja, hvordan
skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De--bedste--Talent og Liv
er ét--det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd det, saa
har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for Talentet."
De gik igen lidt. William saá fra Siden hen paa Hoff. Det var, som
pludselig en graa Maske havde lagt sig over hans Ansigt:
"Og nu De," sagde han, "hvad vil De saa mere end fri til Frøken Blom?"
"Hvad alle vil--blive til noget ..."
"Hm--naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig
latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende."
William vidste ikke, hvad han skulde svare. Saa sagde Hoff:
"Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde
have godt af at tale med et Menneske om det ..."
Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog
William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa
mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."
"Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er "Publikum" sjældent
saa villig til--men tror De selv?"
William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin
Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen
paa Chaiselonguen i Hjørnet.
"Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde han, tav saa, sad
og rokkede med Overkroppen. "Det hele beror paa det--jeg kunde ikke leve
som andre--nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen tror, slet
ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, saa er det forbi. Aa,"
han kastede sig ned, "det er forfærdeligt ... Véd De, at min Fader var
sindssyg, min Moder døde af Brystsyge--"
"Aa--Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige--"
"Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er
ligesaa ulykkelige som jeg ..."
"Kære Høg, se Tingen mere roligt ... det nytter skam ikke ..."
"Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine,
saa er det blot Tiden, som er haabløs ..."
"Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi
forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men saa kan vi da
idetmindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom."
"Aa nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror paa, har holdt mig
oppe nu snart i fem Aar, jeg har levet for det, kun for det: "Ser De,
jeg er hallucineret om Natten, jeg hoster--alt. Men jeg har arbejdet,
kæmpet for det, fordi jeg troede--men naar jeg nu havde taget
fejl--saa--ja, saa var det forbi ... Det er sandt--jeg har været
forelsket i Margrete Blom i lang Tid ... og--aa, hvor er hun ogsaa smuk
... saa Frisk ... Vi har set hinanden hver Dag ... Ved De, at somme
Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde
Dyr--hvor jeg har lidt og været søvnløs--jeg har vaaget om Nætterne og
skreget efter En, der troede--blot En, der vilde tro ... Man kan føle en
ligefrem Tørst, der svider--og saa er der ingen--heller ikke
hun--nej--nej--nej--De skal ikke trøste mig ..."
Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod
ved Siden af, han lagde blidt sin Haand paa hans Haar og glattede det.
William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede ham.
"Nej, ingen tror paa mig," hviskede han.
"Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og tving dem til det." Hoff
kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet. Han aabnede det og
slog nogle Akkorder an.
Bagved paa Chaiselonguen laa William og hulkede.
Saa gav han sig til at spille. Han sad, mens han spillede og lyttede til
William, mærkede, at Graaden blev mindre voldsom.
Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af en Salonkomposition,
en Galop. Hoff varierede det, lod det komme tilbage, glattede det ud.
Bestandig blev det mildere.