Haabløse Slægter - 13

William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i Sofaen, støttet mod
dens Ryg, rød og ophedet af Graaden. Lidt efter gik han hen over Gulvet
og satte sig foran Kakkelovnen. Ilden var gaaet ud.
Hoff spillede stadig. Han var slaaet over i noget andet, noget vemodigt
og klagende, hvor Tonerne sukkede mildt under hans Anslag. Saa gled det
helt ud, og han holdt op.
"Hvad var det?" spurgte William hennefra.
"Det første var af Rubinstein," han sad og saá ind i Lyset paa Flygelet.
"Det var saa mildt," sagde William.
"Aa ja," Hoff rejste sig og lukkede, "et Flygel er en ganske rar Ting."
De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at komme bort fra
dette:
"Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff."
"Det, véd jeg, finder de fleste Folk," svarede Hoff og saá sig om, "jeg
synes nu, de tre hører sammen. Den Hjerne, som tænkte den Dame dér"--han
pegede paa Venus--"har været genial. Han gjorde Kærlighedsgudinden til
en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og saa kalder Folk den Statue for en
fornøjelig Figur--ja, hver sin Smag ..."
Han heldte lidt Champagne op i sit Glas.
Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det,
Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix--hvem mon der
er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha'e ... Jeg véd
ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde
for Smerten."
"Og saa Antinous."
"Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham maa vi skam ha'e Sympati for, saa
sandt jeg hedder Bernhard Hoff. Pokker tro paa Sagnet--det er vel kun
dumt Vaas ... Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels
Barn, man maa have givet mere at bære paa, end han kunde udholde, en
tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en stor Hemmelighed eller hvad véd
jeg. Nok er det--hans Skuldre kunde ikke bære det, og saa lukkede han
Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og Akerons Vande
imellem Verden og sig--Nej, der er god Mening i de tre Buster ..."
William gik hen og tog sin Frakke. "Gaar De," spurgte Hoff.
"Ja. Klokken er halvseks ..."
"Er den det--ja. Tiden gaar." Han hjalp William Frakken paa, stod saa
lidt og ventede:
"Og hvad saa imorgen?" spurgte han.
"Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde
saa sagtere: "Det er Skuespiller, jeg vil være."
"Jeg tænkte det."
William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte han Hoff Haanden:
"Godnat," sagde han, "og Tak for iaften."
"God Nat, Høg--og kom snart igen."
Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par
Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men
Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen
sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i
Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet.
Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det og stod noget lænet
til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han
holdt det hen under Lampen og saá længe paa det ...
Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen
tændt og skrev ved sit Bord.
"Men Gud bevar'es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen inat?"
sagde hun.
"Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg saa gyselig travlt."
* * * * *


V
Professoren saá op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange.
"De er ikke blevet meget større," sagde han saa og skød Brillerne op i
Panden. "Men sandt at sige, der er dem, som er mindre."
"Jeg er omtrent saa høj som Professoren," sagde William og skævede til
Pillespejlet.
"Saa?--nej, min kære," Professoren rettede sig og forsøgte at se William
over Hovedet, "det ta'er De virkelig Fejl i--jeg er godt og vel et halvt
Hoved højere. Men, det forstaar sig, min unge Ven, har man Talent, saa
er man stor nok, selv om man er lille."
Professoren fik Taarer i Øjnene og faldt i Tanker.
"Ja, saamæn er man saa," gentog han og skød atter til Brillerne. "Og
Stemmen var jo dejlig." fortsatte han, efter at Rørelsen havde sat sig
lidt. "Det var jo et pragtfuldt Organ."
William blev rød. "Ja, Hr. Professor ..."
"Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for jeg maa naturligvis høre
Dem."
"Jeg har taget Sannæs med," sagde William.
"Sannæs, naa--det var en underlig, teoretisk Rolle,--men sæt Dem, kære
Ven, og lad os tale om Tingen," Professoren skød en Stol hen til William
og satte sig selv i en anden. "Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde han
saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, "at være
Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden."
Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste,
hvad det var.
"Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde
sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af
en stille Tankegang: "Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen og
tilføjede i en lysere Tone: "Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det
var en udmærket Mand."
William nikkede, og der blev en Pause.
William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand.
"Naa, saa De har læst Sannæs--hvilke andre Roller har De tænkt Dem at
spille?"
"Jeg véd ikke, om Professoren kender--Lucien."
"Lucien"--Professoren gned sin Pande og tænkte sig om--"Lucien--ja, min
Ven, jeg er en gammel Mand"--et let Spor af Rørelse--"nej, nej, jeg
husker den ikke."
"Det er et fransk Stykke, Hr. Professor."
"Lucien--af Scribe--Aa, Dronning Marguerites Noveller, aa, min unge
Ven,"--Professoren lagde begge sine Hænder paa Williams Skulder--"det
var den Gang."
"Stykket er af Dumas, Hr. Professor."
"Dumas," Professoren rystede paa Hovedet, "kender det ikke, min Ven, og
jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Naa, er det en stor Rolle?"
"Nej--men den ... han har kun én Scene ..." Professoren satte Brillerne
fastere.
"En Scene." sagde han.
"Men den er vigtig," stammede William, der begyndte at tabe Sikkerheden.
"Den kan man i det mindste ikke debutere i," sagde Professoren noget
tørrere og skubbede sin Stol lidt bort. "Men--der er vel andre Roller?"
"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene,
"saa er der "Tartuffe"."
Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa
William. "Ja--den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide
hen under sin Næse.
Der blev en Pause.
William var blussende rød, turde ikke se op. Han vidste ikke, men han
var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel?
Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette
Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe".
"Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa.
"De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med
Elmire."
"Naa"--Professoren studerede sine Negle--"men det er en svær Rolle, min
unge Ven, og man kan ikke raade til at debutere i den."
"Jeg havde tænkt at debutere i Sannæs."
"Det er sandt, Sannæs--men De sagde jo, De havde Bogen med. Lad mig saa
høre den da."
Professoren fik Bogen, gav sig til at rode paa kryds og paa tværs efter
Scenen med Valborg, skubbede Brillerne, saá op og saá ned.
William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand ikke kunde afgøre hans
Skæbne. Den Tanke belejrede ham: gaa, skyde det op, idetmindste gaa til
en anden. Men pludseligt saá han ind i dette besynderlige graa Mørke,
som siden hin Samtale med Margrete saa ofte havde værst hans Tankers
Skræk, og han ligesom satte sig fastere i Stolen. Han maatte blive.
Professorer havde fundet det. Han læste det hurtigt igennem, halvhøjt,
og hele hans Ansigt forandredes under Læsningen. Der var, ligesom han
havde kastet en Maske, som var han blevet tyve Aar yngre. "Naa, nu véd
jeg det"--han rejste sig, hele hans Figur var elastisk-bevægelig, "nu
har jeg det ..."
William tænkte paa, at man skulde tro, han havde kastet et Par Krykker.
Og i samme Nu sagde han til sig selv, at nu maatte han, nu gjaldt det.
Den Mand, som gik og lavede Scene paa Gulvet ved at stille Stole op i en
Halvkreds, vilde dog kunne afgøre hans Skæbne, dog kunne se....
Og pludselig blev han rolig. Han kunde, og nu maatte han. Professoren
var færdig. Dér sad Tilskuerne, dér var Døren, der Mellemdørene; nu
skulde han give Replikkerne.
Han satte sig paa Tilskuerpladsen, William stillede sig op i
Baggrundsdøren. "Saa begynder vi," sagde Professoren.
William kom ind og begyndte. Replikkerne er korte, afbrudte.
"Tal højere," sagde Professoren. "Meget højere, jeg kan ikke høre
Stemmen."
William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine;
havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have
hvilet paa dette Ansigt.
Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han
vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden
spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var
stadig ubevægeligt. Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen,
uden Bevægelse i Ansigter, uden at løfte Øjnene.
Og mens William stirrede paa Trækkene, saá han ham staaende den Gang i
Sorø smilende med Hænderne i Lommen--aa, det Smil. Og mens Sveden sprang
frem paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde begynde at
smile--han længtes efter at se det, han maatte, maatte se det.
"Det er lutter Smaareplikker," sagde Professoren uden at løfte Ansigtet
fra Bogen, "det er lidt svært at komme i Affekt paa for en Begynder."
William følte det selv: "Ja, Replikkerne er meget korte," sagde han.
Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet
til en Stol.
"Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter
Mellemtoner .."
"Maaske kunde jeg tage et Digt ..."
"Ja, kan De et," Professoren saá op, "saa kan jeg se paa Dem med det
samme."
"Et af Fiskerjenten ..."
"Naa, ja, det deklamerer de alle. Kom saa ind og buk." Professoren
rejste sig, trykkede Brillerne fast mod Næsen og ventede.
William kom ind og bukkede. "Dybere," sagde Professoren, "dybere ... man
maa altid bukke dybt for Publikum."
Han bukkede om, igen om. "Bedre--begynd saa."
William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed han forskønnende
tilslørede sin Hæshed, og som her gav Fremsigelsen noget tilbagestængt
voldsomt, der virkede stærkt.
Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, men en Gang imellem
saá han over paa William med et Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage,
igen frem, stadig opmærksom. Saa nikkede han--en Gang til med et Smil.
William blev blussende rød, følte Taarerne staa sig i Øjnene, Varmen gød
sig ud i alle Lemmer.
Det var, som han vaagnede, som han befriedes ved dette Nik. Han aandede
dybt og standsede et Øjeblik som for at sole sig i dette første Glimt af
Sejren. Han syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens han
talte ...
Han gav sig han, han glemte at se paa Professoren, glemte Stemmen, talte
blot--
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud,
næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa
Professoren.
Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op.
"Men De er hæs idag," sagde han.
William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme--ja, den
var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs." Det var ham,
som skulde han falde i Knæ under Løgnen.
Lidt efter gik han. Han skulde om otte Dage komme igen med "Tartuffe".--
"Sæt Dem, kære, sæt Dem," sagde Professoren otte Dage efter, "vi maa jo
tale om det først. Hvordan har De saa tænkt Dem "Tartuffe"?"
William søgte om Ord. "Ikke som den spilles paa Theatret," sagde han
saa.
Professoren lo, "Naa--nej, det er ogsaa min Mening, men hvordan da? De
har vel tænkt Dem en Maske--et bestemt Ydre ..."
"Nej," William blev lidt rød i Hovedet, "jeg havde egentlig tænkt at
spille som jeg ... som jeg var."
Professoren saá hurtigt paa skraa op over Brillerne.
"Det var ikke saa galt," sagde han.
"Ja--for "Tartuffe" skal ikke være styg ... styggere end jeg," rettede
William sig hurtigt.
"Nej, det behøver han ikke." Det lod til, at Professoren morede sig,
han sad, lænet tilbage og saá paa William med store Øjne, og en Gang
imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere.
"Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og messe og være
salvelsesfuld--slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Cöln--saadan
skal han være ... Han tror selv, han er hellig ..."
"Ja ... det...." Professoren blev ved at more sig, det kunde man tydelig
se.
"Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere ogsaa hykler for sig
selv?"
"Kan nok være, min unge Ven, kan nok være--jo, lad os saa se, hvordan De
vil gøre det." Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille
Stolene op som forleden.
"Hvem har De talt med om den Rolle?" spurgte saa Professoren.
"Ikke med nogen"--William satte den sidste Stol paa sin Plads--"jeg har
altid tænkt mig den saadan."
"Naa," Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen,
"ja--lad os saa begynde."
Han saá lidt fra Siden hen paa Høg: "Hvad er det for Scener, De ta'er?"
"Dem med Elmire."
"Naa--ja, nu husker jeg. Ja"--Professoren var stadig smilende, sad og
bladede i Oversættelsen--"det er nok ogsaa de nemmeste--for
Opfattelsen."
"Men jeg begynder med Scenen med Dorine. Man maa se ham først."
William gik tilbage, han ventede et Øjeblik, inden han med Ryggen til
Professoren begyndte:
Laurent, gem Svøben, og min Haardragt du forvare--
Og bed til Himlen, at den vil dit Sind opklare ...
Han vendte sig, gik lidt frem, derpaa atter tilbage og talte bortvendt
under de næste Linier:
Hvis nogen søger mig, er jeg i Medynks Hverv
Hos Fangerne, med hvem jeg dele vil min Skærv--
Professoren havde set lidt paa ham ligesom Forbavset, havde utaalmodigt
skudt Brillerne op. Nu varede det lidt, inden han gav Replikken:
Løgn og Affektation med disse Helgenminer--
Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op.
Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde
tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre.
William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham
ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde
han blot ivrigt:
"Saa kommer Elmire."
"Ja."
"Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol hen og satte sig
ved Siden af Professoren.
"Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg
skal nok gi'e Elmire."
William rejste sig og gik bøjet frem:
Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa!
Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Gid al Velsignelse sig over Dem forene;
Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene.
Elmire.
Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa,
Men skal vi sidde ned ... man har det bedre saa.
William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med
dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne
monotont, uden Overgange.
William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne som han plejede. Men
paa én Gang blev han ubestemt genért og forlegen. Han begyndte at
trykkes af denne Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes
febrilsk efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen--
Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet.
Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte
kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at
rive det bort for dog at se Ansigtet--han følte, at Replikkerne gled
fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han
tænkte dem--
Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren--lidt
utaalmodigt, men dog monotont--tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret,
sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig ...
"Jeg kan ikke," sagde han.
Professoren lod Bogen synke: "Naa," han saá saa underligt igennem ham,
"saa kan De dog høre, det er galt."
William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: "Men det
var heller ... ikke, som jeg havde tænkt mig."
"Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, "for det var lige det
modsatte. Saadan--se nu!"
Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. "Se nu," sagde han, og med Ryggen
mod William begyndte han med "Tartuffe"s første Replik.
Saa gengav Professoren hele William Høgs "Tartuffe".
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig,
lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og
spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William--
"Forstaar De?" sagde han tilsidst og lukkede Bogen, "saadan ...", men i
samme Nu saá han paa William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen
med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var
krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme--Professoren vilde tale, men
han stammede og søgte om Ord.
"Forstaar De," gentog Professoren, "man ..." men han kunde ikke sige
noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig theatralsk
Bevægelse og gik hen til Vinduet.
Da han igen kom tilbage til Stolen, saá han William i samme Stilling,
han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde:
"De forstaar jo ... det er en svær Rolle," sagde han.
William nikkede. Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom
Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af
bevægede Traade: "Jeg forstaar det," sagde han.
"Og desuden--man overdriver." sagde Professoren.
"Men de næste Replikker skal blive bedre," William rejste sig, i det
første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og vilde
søge Støtte. Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt:
"For De vil jo nok høre det næste? ..."
"Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere
ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker--naturligvis--de maa jo
ogsaa ligge bedst for Dem ..."
Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De--jeg her. Nu
skal jeg nok spille med--saa hjælper det."
William satte sig, han holdt Haanden for Panden for at tvinge sine
Tanker, begyndte saa:
Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder,
Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder,
Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt,
Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt ...
Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev
under hele Replikken ved at stirre paa William. Der var i Øjets Udtryk
en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt
Energi, som betog--
William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den
hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik
sukkende gennem hans Vers. Denne "Tartuffe" havde fastet, hungret til
Døden og tørstet ... Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed--
Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne
bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne ...
Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde."
sagde han.
William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og
kort. Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om
Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele
Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp--Han var til Mode som en
Søsyg, der sætter Foden paa Land.
"Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Professoren. Han gik op og
ned ad Gulvet. "Tingen er"--
"De tror altsaa, at ..."
"Ja--men, som sagt, Tingen er, at hvad De mangler, kan ingen lære Dem
... uden," Professoren bed sine Knoer, "uden maaske Theatret."
William hørte næppe, hvad han sagde, men han forstod, at han havde
sejret, at han skulde prøve, at han havde kæmpet og sejret ... Og i
samme Sekund sagde han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis
han ikke havde vundet i denne Kamp.
Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod
Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet.
"Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han talte ikke mere,
skrev nogle Linier, forseglede Brevet: "Jeg tænker, De saa kommer til at
prøve om otte Dage."
William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans
Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede
blot.
"God Lykke," sagde Professoren, Han var gaaet hen til Døren, William
følte, han maatte gaa, men han ventede nogle Øjeblikke med Haanden paa
Dørlaasen.--Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han
kunde ikke gaa, inden ... Men saa saá han op paa Professoren. Han stod,
legende med sin Uhrkæde og ventede.
"Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt,
Haanden fugtig.
"Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede
dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var
gaaet.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine
Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op.
"Det var mine Handsker," sagde han.
De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er
de." Og atter ventede disse to--William og denne Mand, som havde
bestemt over saa meget i hans Liv--knogle Sekunder overfor hinanden paa
et Ord, som ingen af dem talte.

Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William stod paa Tærskelen,
endnu en sidste Gang saá han spørgende paa den Gamles Ansigt, og
Professoren turde ikke længere undgaa dette Spørgsmaal:
"Deres Intelligens vil hjælpe," sagde han og vendte sig.
Med det gik William.
* * * * *
William skulde prøve.
Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag havde William ventet
Tilsigelsen, og hver Dag var han blevet skuffet, hver Morgen havde han
sagt til sig selv: idag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde
han ventet fra Time til Time.
Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Feber, havde opslugt hans
Frygt, han var gaaet op i denne Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra
Sted til Sted. Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gaa. Han
drev henad Gaderne, aandsfraværende, Sind og Tanker opslugt af den ene
Idé, som gjorde ham alt andet umuligt end netop selve den rastløse
Venten.
Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læse Priserne paa de
latterligste Ting, studere Plakater om Udsalg, Opslag om hjemkomne
Varer; han blev ved at læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage
et Ord eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanter var langt
borte--saa gik han videre og begyndte forfra.
Han tog en Avis paa Kaféen og sagde til sig selv, at han vilde læse tre
Spalter--Ord for Ord. Han begyndte at læse, fulgte Teksten Linie for
Linie--men lidt efter vaagnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig
uden at vide, hvad han havde læst.
Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke paa, knap have
Tid til af betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: "Nu
maatte det være kommet, det var vist kommet."
Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke
gaa op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage paa
Pladsen, tvang sig til at blive nede. Men tilsidst kunde han ikke mere
holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa fjerde Sal,
tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt stakaandet, naar han
naaede op og begyndte at rode i Brevkassen.
"Intet."
Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren
op til sin Stue. Der var intet Brev paa Skrivebordet--paa Bordet intet
... nej, intet Brev.
Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu ...
Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde
ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn saa ved at
tælle til tusinde, saa ved at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande
dybt. Men faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt Ryk, og
hans Drømme var de samme som hans Tanker ...
Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring i hans Hjerne, der
bestandig flygtede og tumlede omkring det samme Punkt: om Tvivlen.
Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede dens Mund med Fraser,
som han hviskede til sig selv, kneblede den med en Overbevisning, han
ikke havde. Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte ham,
som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende Tilintetgørelse fra den
sidste Dag hos Professoren ...
Det var det sidste, det yderste--det var Tingenes Afslutning. I denne
forfærdende Erindring læste han det absolutte: "Forbi." Dér hørte alt op
... Men nej, han havde jo sejret, da han kæmpede for Livet.
Og saa jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holder
Maskerade paa et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten.
Om Morgenen var hans Øjne hede, Øjenlaagene tørre og tunge. Det havde
været en lang Nat.
Han skulde prøve Klokken elleve. Klokken var syv. Pigen var endnu ikke
oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid,
inden han fik Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at
memorere sin Rolle. Han vilde prøve som "Tartuffe". Men han kunde ikke
holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent
umuligt, han kunde lige saa gerne lade være.
Han rejste sig igen, saá paa Taffeluhret, om tre Timer vilde det være
afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det hvide Rum imellem de to Tal: 11
og 12. Indenfor det Rum laa det hele, den lille, hvide Plet ...
Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen.
"Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til
Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, "er det Dem, jeg troede, det var
Avisen."
Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig:
"Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en
Fornærmelse. Jeg afsluttede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og
saa kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage lidt Varme i
mig hos Dem." Han slog Skindkraven ned. "Men der er maaske ikke lagt i
endnu."
"Jo, der er lagt i."
De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige
Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen.
"Ikke for det, jeg har været "slem"," sagte han. "Jeg havde Selskab
iaftes, og saa, da de gik--et Par af Rødderne med deres Damer--satte jeg
mig til at skrive en Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller paa
Baggrund af Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver saa forbandet
sentimental, naar man ser paa al den Vederstyggelighed ..." Han varmede
sine Hænder ved Kakkelovnen. "Og "Ugebladet" havde ønsket en Idyl ..."
William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter
en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede
sine Saaler.
"Men hvordan gaar det egentlig Dem?"
"Hvormed?"
"De har jo været oppe hos Professoren."
"Ja," William standsede, derpaa sagde han sagtere: "Og jeg skal prøve
idag."
"Ja saa," Hoff vendte sig.
De tav et Par Minutter; Hoff saá stjaalent paa Høg, drejede sig igen om
mod Ilden.
"Undskyld," sagde han saa, "men jeg vidste jo ikke, det var idag."
Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt den lidt imellem sine
og gik ud paa Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op.
Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand:
"Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder," sagde han. "Farvel, Høg."
Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten medlidende. William Høg
glemte aldrig det Farvel.