Haabløse Slægter - 17

skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo,
trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som
med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt
og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og
mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene;
de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i
Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa tæerne--.
Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede
Skørter--et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.
William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog
ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.
Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om
Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret ...
Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel--
"Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William.
Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan
som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik ... Med
Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige
Løsagtighed.
Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste
Gang ... Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men
som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde
komme, hvorledes--tænkte eller spurgte han ikke om.
Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.
Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den
sidste Dag--han skulde aldrig se alt dette mere, aldrig--Og
efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.
Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst
forestillede sig en saadan Løsning--slet ikke. Han tog det kun op som et
Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag
før--før "dette" kom.
Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der
iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage,
bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han
sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide--
Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en
Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?
Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa
vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt
... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne
Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.
Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom
Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev--og
nu vilde han komme igen Klokken syv.
"Et Pengebrev?"
"Ja--han havde Protokollen med."
William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned
ad Gulvet.
"Hvad er Klokken?" spurgte han.
"Halv syv ..."
Et Pengebrev--et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden--maaske ...
Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde
været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket.
"Det er nok fra Etatsraaden," sagde han.
Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive
i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte
dem fra sig igen, gik ind--han kunde umulig blive paa ét Sted.
Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med
bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét
sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han
spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun
havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.
Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden--Melodi efter Melodi, et
helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.
Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har
De--Brev til mig?" spurgte han.
"Ja ..."
"Pengebrev?"
"Tusind Kroner, Hr. Høg--"
William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er
de?"
"I Tasken--men der skal først kvitteres."
De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et
hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han
gjorde.
Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst,
som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem.
Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden
Gang--jo--tusind--Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde
dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige
for hans Øjne--
Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet
til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til
saa mange i den Tid.
Men nu sendte han ham de tusind Kroner.
William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro,
Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. l
Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger."
Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde
producere disse Regninger.
Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter
ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i
Skridtene.
"Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik
samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.
"Er det Dig?"
"Har Du Mønt--"
"Ja--jeg har lige slaaet"--William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde
egentlig hjem til mine Søstre--"
"Aa--Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde
maa tage Fribillet ved Kassen ... Fanden skulde da drikke Thevand, naar
man har Møntsorter."
"Nej--og der er jo osse Debut--"
"Saa ta'er vi Minna med Du--hun sidder og venter paa mig i
Frederiksberggade ..."
"Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod
og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.
Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa,"
sagde hun.
"Ja, William holder saa meget af Parfume."
Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu
kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen.
"Klokken mangler et Kvartér." Sofie satte sig til at sy, Nina sad og
nynnede henne ved Klaveret.
"Hør, Nina--saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting."
"Slet ikke ..."
"Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..."
Nina nynnede igen: "Naturligvis."
Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde
den Damaskesdug helt skinnende.
Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa
Springet til at lukke op i Entréen.
Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun.
De satte sig igen.
"Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da
gerne komme præcis."
"Ja--den er fem Minutter over ..."
Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik
ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den
ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.
Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved
Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.
"Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie.
De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.
"Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte.
Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa
Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun.
Pigen kom ind.
Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten--Klokken
otte?" spurgte hun.
"Ja--Klokken otte ..."
Sofie saá paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene
ned.
Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.
"Lad den staa," sagde Nina.
De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op
og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun.
Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham,"
sagde hun.
Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa
Puffen med Ansigtet i sine Hænder.
Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de
begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de
sad.
"Saa spiser vi," sagde Nina.
"Jeg er ikke sulten."
"Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret,
"han kommer ikke."
Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun.
De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for
Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies
Tallerken.
"Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.
"Hvor mon han er?" spurgte Sofie, Det ringede i Porten. Nina blev rød,
slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie.
De lyttede uden at se paa hinanden. "Han gaar højt op ..."
Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke
Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet--
Sofie sad og græd stille.
Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet
komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa
havde han ikke haft Tid.
"Nej--han har ikke haft Tid."
Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa
Sofies Tallerken.
"Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie.
"Ja--del er længe siden, den har været fremme ..."
"Og Asietterne ..."
"Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e ..." hun vilde
sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en.
Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.
Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:
"God Nat," sagde han, "og Nina--vær ikke vred paa ham."
Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til
sig.
Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.
Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen.
Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil
Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin
Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.
Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul
paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina
Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme
Sted.
William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og
træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da
Værtinden kom ind.
William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig
utilpas, "Hvad vilde hun?"
Det var et Brev.
William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette
igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste
Udskriften.
Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt
ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte
aabne det.
Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det
halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord ...
Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.
"Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina."
Andet stod der ikke.
Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det
ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af
Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.
Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og
Vindruer paa et Par Glasskaale.
"Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage
Overtøjet af.
"Ja--Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen--"
"Jeg vilde helst have været alene," sagde William.
Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene:
"Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt ..."
"Det kan jeg se."
"Dér--vil Du ikke smage?--Du var nok hjemme igaar ..."
"Hjemme?"
Ja, Jeg traf din Søster i en Viktualiekælder, Hun var nede for at købe
en And--det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det."
"Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det... men--jeg kom ikke."
Hoff slap Posen. "Gik Du ikke?"
William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff.
"Jeg ... traf Lund ..."
"Naa--aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte
ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten.
Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod
William:
"Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte
at gaa heftig op og ned ad Gulvet.
William sagde ikke et Ord.
"Har Du saa været der idag?"
Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.
Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i
Armen.
"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte.
"Ja."
William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter,"
sagde han hæst.
"Nytter--"
William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.
Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over
til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig
uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen,
kom ind igen--William sad paa samme Plet.
Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig
siddende.
"Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff.
"Fremtidssoldaterne?"
"Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden--mine Gæster."
"Naa--dem, der skal ha'e Sukkergodtet."
"Vist saa--og Ryperagout med Kastanjer."
"Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden--"
"Naturligvis."
William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde
han med et tungt Smil:
"Ja--lad mig se dine Soldater."
"Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter."
"Har han da Talent?"
Jeg véd skam ikke--saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne
ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er
de. Den anden vil være Skuespiller."
Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han
blot.
Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr.
Bloch--hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?"
"Studiosus medicinæ" ..."
"Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve
Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af."
De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen.
"Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William.
"Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff
gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem
tage Plads.
Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig
omkring.
"Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.
"Hm--noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen
og purrede op i en sort Manke.
"Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa
en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.
"Det Billede--er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt."
"Det har da aldrig været Kød."
William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud
med store Øjne.
"Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende.
"Ja--første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt.
William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.
"Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch,
tør jeg ha'e den Ære?"
"Hr. Andersen." De gik ind.
De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.
"Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go."
"Tak--jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen--det er skam svært nok
endda."
"Hvad mener De--Medicinen?"
"Aa ja ... Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode ..."
"Det var tidligt," William lo, "var det, da De gik i Skole?"
"Nej--i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til
hurtigt at blive færdig med Faserne."
"Det er sandt. Tingen er at have Leveevne--opleve meget med et ringe Tab
af Livskraft."
"Hvor I bliver filosofiske," sagde William.
"Nej--kære, det er ganske simpelt--"
Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Château
Larose.
Han syntes, den smagte dejligt.
Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig
spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med
nogle Grimasser.
"Og Slikasparges har han heller aldrig spist."
William gav sig ogsaa tit at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.
"Med Kniv," sagde Hoff.
Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med
Slikasparges.
"Hvorfor ikke?"
"Jeg synes, det ser saa grimt ud ..."
Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. "Og lade
Hovederne ligge!"
"Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde Bloch, "det er ogsaa
et forbandet Driveri."
"Spildt dem--hvordan?"
"Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget
nyt ..."
"Ja--men," Hoff bød Frugt om, "man kan jo da more sig ..."
"Hvis man har Tid til det--men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo
set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi'e en Nat til?"
Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde været til Prøve paa
Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker.
William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være.
"Iovermorgen."
Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch
sig til at tale om "La curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting
i, men ogsaa meget Sprøjt." De talte om Naturalismen.
William sagde: "Hvad vilde De helst debutere i?"
"Aa--i ... nej, det véd jeg saamæn ikke ..."
"Men De har dog tænkt Dem ... noget. Det har man altid ..."
"Jo tænkt mig nok ... men det er altfor meget..."
"Det er vel ikke som Hamlet." William lo.
"Nej--helst--som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret.
"Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra "Salambô".
"Debutere som Aladdin," sagde William.
"Naa--ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..."
"Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?"
sagde William. Bloch talte om Rudin.
"Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst. Han
er saa lykkelig."
William havde lét. Han holdt inde: "Ja, det er han."
"Og han er da osse sand," sagde Andersen.
Gæsterne var gaaet.
"Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen.
"Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?"
William svarede ikke straks.
"Jo," sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, "Hr. Bloch spiller
stærkt ..."
"Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp ..."
"Nej." William sad igen lidt. "Har Du set noget af ham?" spurgte han.
"Ja, Studier."
"Tror Du da, det bliver til noget?"
"Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og
det er den, som bærer oppe--"
"Det er sandt."
"Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har
oplevet det afgørende. Det er en Theori--men har han Evnen til at
opleve--saa tror jeg paa ham. Og den anden?"
"Ja--han synes jo Aladdin er det dejligste."
Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa.
"Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden ...
Der gik en Trækning over Williams Ansigt: "Aa--jeg er Chef for et
Fallitbo ..."
"Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?"
William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han.
"Farvel, Hoff."
--Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig,
tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været
oppe hos Nina hver Dag.
Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa et Øjeblik paa Broderen
og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en
tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind
til sit Bryst og sagt:
"Hvor Du kommer sent."
Han smilede svagt. "Tak," sagde han.
William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa
skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.
William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige
Smil, hvormed Syge takker deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange
om Dagen ...
Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie,
men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og
lagde sig sort under Øjnene.
"Man maa være yndig," sagde han.
"Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William.
"Kære." Hoff slog Pudderer af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne
har gavnet mig mere end hele Talang'et."
William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han.
"Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok," Hoff lo: "Det er jo det, som er
Ulykken."
"Farvel og god Fornøjelse"--
"Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken."--
William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe--Andersen kom lige
ind paa Scenen ...
Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung.
William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en
Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten.
Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.
Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen.
En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa
Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede
Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen.
William bad om at maatte tale med Hr. Andersen.
Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.
"Har De set mig?" spurgte han.
"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William.
"Tror De?" Aandeløst.
"Det tror jeg vist, De kan--" "Ja, det tror jeg egentlig osse selv,"
sagde han saa og smilede.
William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér
spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa
blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild
Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan
det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.
Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene,
Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ...
Han gik hjemad over Prinsens Bro.
Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han
havde manglet ... Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette
var, og igen stod han uden Svar.
Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.
Mere var der ikke at sige.
Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke
brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man
fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt
muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, Fordi det var det
dejligste ...
Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle
sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele
dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og
han--misundte ikke.
William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en
Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke
mere sig selv med.
Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem
og tilbage, Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle
Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive.
En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle
Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik,
bevægede han Læberne sagte.
Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet.
To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen.
"God Aften," sagde han.
"God Aften--naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa
Aladdin?"
"Jo-o." William kom hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff."
"Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff.
"En Komedie."
Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"
"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde
han.
Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage--naa, saa bliver Du vel et Geni,
inden vi ser os for?"
Saa læste William sit Enaktsstykke højt.
Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det
til sig.
"Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet
henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.
"Hvad vil Du med det?"
"Faa det antaget, kære ..."
"Aa--hvor vil Du hen--det er jo slet ingen Komedie ..."
"Maaske," Hoff tog Manuskripter, "men det er en Stemning, og det er
allerede noget meget rart."
Han gav sig til at blade i Manuskriptet.
"Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet--naa, saa meget desto
bedre." Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han
saa, "noget er der i'et."
Han slog om paa det sidste Blad:
Nej, Frue, han vil sejre--
Fruen Tror De, vi tør haabe?
Professoren Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke.
(Tæppet falder.)

Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han.
"Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det
Resignation," sagde han.
"Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..."
William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde.
* * * * *


IV
Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med
Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op
imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.
Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede
Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster.
Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen.
"Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter
ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han.
William gik ned til Tæppet og saá ud. Folk sad spredte paa Bænkene i den
halvlyse Sal; de saá ud, som de frøs, syntes han. Han saá Nina og Sofie
paa en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden.
William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været
det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed.
En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som
Honorar for hans Stykke.
"Er det antaget?" spurgte han.
"Du er en underlig En," sagde Hoff, "Du bliver bleg af Glæde."
"Ja. Og bliver det spillet?"
"Naturligvis--om en Maanedstid."
William havde taget Hoff i Haanden. "Tak," sagde han. Mere ikke, og han
havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han
plejede at være i den sidste Tid.
Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var
angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den
gemte.