Haabløse Slægter - 14

Nu gik han i Theatrets Foyer og ventede. Etatsraaden kom straks, havde
Portneren sagt, om Hr. Høg vilde gaa op ... og nu havde han allerede
ventet et Kvartér. Et Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren,
maalte ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude paa Scenen, hvor der
var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker.
William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver
Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gaaet af, en lang Stribe
over, det maatte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet
paa Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den
forfærdelig.
Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i
Blomsterbordene--dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér.
Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne--de var helt tørre,
William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den ...
Mon de dog aldrig vilde komme?
Det var naturligvis blot Klodser--alle Bøgerne i Bogskabet, med malede
Rygge ... og der var heller ingen Glas for Dørene ... naturligvis.
William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Flygelet, han kunde
skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det
andet, saa hørte han Trin ude paa Gangen og troede det var dem. Han
tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde--det blev helt skident--
Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu!
Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at
prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og
tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det,
han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen ...
"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra
Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe."
William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik
tilbage paa Scenen.
Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og
Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han
fandt et Par Trin og slap Ind. Saa stod han paa Scenen.
Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden.
Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede
et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og
talte op imod ham:
"Straks," sagde han, "straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper." Han
satte Hænderne for Munden og raabte op i Sofitterne, et Bagtæppe
rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik
hviskende ud i Kulissen ...
William stod og saá paa en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i
Parkettet--hun slog Klapperne op med et Smæld--Række efter Række. Det
var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække
Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen,
fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet ...
For han syntes selv, han var næsten ligeglad.
Saa--det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle
Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule
Haand ...
William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget
sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i
Parterret--hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun
ivrigt med Klapperne ...
Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog
sin Stok ved første Kulisse og gik op.
"Altsaa Hr. Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de
graa Bryn.
"Ja--det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden.
"De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for
Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud
mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?"
Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr.
Andersen?"
Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to
Trin. "Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene
for at spare et Gasblus," det var Hr. Andersen, som brummende og
hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse.
Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det
halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede
noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig.
"Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden.
"Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit
Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde
ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til
Etatsraaden.
William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde
begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr.
Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke
at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne.
William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde
et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr.
Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal,
alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han
næppe ...
"Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen--han havde raabt
forgæves to Gange--"hvis De ønsker at begynde ..."
"Begynde, ja--lad os saa begynde ..."
Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod
hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog
Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et
Par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik.
"De sidder altsaa dér?" spurgte Hr. Andersen igen.
William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa første Bænk. "Om vi
begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt
Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod
Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op
lige til Ørene--
Det var Publikum--
William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra
Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var
tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig
Anstrengelse væltede dette tomme fra sig--
Hr. Andersen gik op, kom atter ned--William ventede endnu ...
I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke,
Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i
Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet
... Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast ...
hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes--Nu fik han Lyden frem.
Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum--
Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han
var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet,
lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.
I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer
var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede
for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde
ikke frembringe Lyden.
Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste
sig--
Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det,
hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem:
i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde
Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende,
som flygtede og veg fra ham--
Men han vidste, han kunde ikke gribe det--
Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens
rokkende Hoved ... Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig,
leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske,
der kom ham nærmere og nærmere ... helt ind paa Livet ...
Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe
trykkede han Armene mod sit Bryst.
Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale--Han hørte Hr. Andersen hviske,
saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet ...
Saa flygtede han.
Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et
uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen ...
Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt
Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.
William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle
Gange, vendte sig saa og gik ned ad Gangen. Etatsraaden stod og pudsede
sit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se
hen ... Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at
pudse nervøst paa Glasset ...
"Jeg be'er Etatsraaden undskylde," der var lidt Graadklang i Stemmen,
men William betvang den, "den Tid jeg spildte ..."
Etatsraaden saá op fra Glasset hen paa William: "Forstaa mig vel," sagde
han saa, "forstaa mig vel," men han stoppede op igen og pudsede videre.
"Jeg saá godt, jeg kunde ikke." Det kom simpelt. Etatsraaden stak
Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: "Nej," sagde han og saá atter
lidt paa skraa over paa Høg, "det var ... var besynderligt."
Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord.
"Besynderligt," gentog han saa noget slæbende, tog pludselig i og sagde:
"For noget var der bag ..."
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en
Mand, der er tilfreds med sig selv.
"Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede
frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende
Kam, "noget var der ..."
William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud
som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Regissøren hjalp ham Frakken paa; han lo, fordi den var for snæver,
talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker paa og gav
Regissøren Haanden--
Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede
forbavset paa Døren, der faldt i for William Høg.
"Besynderligt," sagde han.
"Besynderligt," gentog Pelskraven.
Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting.
Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand.
Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og tilbage paa Fortovet i
sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals
Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede
væddet om, hvorvidt "Genstanden" var blond eller brunet ...
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde
Varmen og gjorde stadig Promenaden længere--
Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en
Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William.
William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende
forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige paa
Hoff uden at kende ham og sank atter sammen.
Saa gik William forbi ham.
Hoff vendte sig, saá længe efter den sammenskrumpne Skikkelse:
"Forbi," sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne.
* * * * *


TREDIE BOG

GOLDE AKS
I
William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne
sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa gik
han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og
han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved
Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf.
Han var ikke vaagnet endnu.
Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde
haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas
i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun
haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager.
"Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde,
jeg vidste ikke, om Du skulde ud."
William sad og stirrede.
"For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et
Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William! Du har
prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du
har prøvet."
William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun.
Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.
Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav
sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev
at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede
den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod
hans Haar ...
Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun
blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende
paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres
første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig
som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne ...
William rejste sig og forsøgte at tale. "Bliv heller her inde, William,"
sagde Nina. "Du kan jo sidde ganske stille."
"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko,
"lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren.
Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider."
Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk
Smil, mens han sagde:
"Ja, jeg har det ikke saa godt."
Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham
endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?"
William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt
alene."
Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit
Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget
Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som
paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et
hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.
Hans Tanker begyndte at vaagne.
Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige
Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve
Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og
smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af
Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets
Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke
vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.
Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres
Barnepigers Ansigter ... Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas
Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde
hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.
Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa
blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned
ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første
Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá
efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ...
Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne
flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik,
med et halvt Øje ...
Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de
Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i
deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de
kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende
Øje ... hjælpeløst og forstenet.
Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som
Svagheden hidkaldte dem for at dække ...
Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i
Ansigtet.
Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.
Altsaa var det forbi.
Slaget tabt.
William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne
var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og
næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende,
Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa
Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne ...
Forbi.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved
Uhrværket, der var sprunget.

Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans
Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.
Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede
tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan
det vel var muligt ... hvordan er det muligt?
Hvorfor? Hvordan?
Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte
lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde
i den samme Kreds.
Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som
sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!
Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig
ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i
blodigt Kød, naar man skar det bort?
Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa
det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.
Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem,
som laa ham paa Tungen?
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten,
Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ...
William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa
var Sagaen sluttet.
Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand,
der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke
bære ...
Nej--nej!
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.
Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham
Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som
han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede
og dulmede paa samme Tid ...
Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke
Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var
det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede
om det? Hvor?
Og mer end det: han havde arbejdet for det.
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede
ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv,
gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa
det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det--men han
havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ...
Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om
ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over
hans Seng og hen over hans Ansigt--
Ja--han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv
til at være rask. Nu, nu var det forbi--nu vidste han det, nu vilde det
komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var
forbi, færdig--
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken
have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.
Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om
ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.
Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham
under Erindringens Mareridt. Aa--det idetmindste kunde aldrig komme
igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og
fugtigt bestandig lagde sig over det paany--saaledes havde han følt
det ...
Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.
Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.
Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om
Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.
Alle disse fire Aar--hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys
havde han anet, hvad der nu var sket ...
Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa
Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig--og vidst det.
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed.
Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.
Fejg--fejg!
Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra--han huskede
det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg,
angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i
sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,--det turde han ikke.
Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken
vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der
var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede
over tavse Lig--
Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset
slukket over sløjfede Volde.
Den sidste Høg havde været en Don Quichote--der havde kæmpet med
Vejrmøller!
"Don Quichote." Det var morsomt--morsomt
* * * * *
Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.
Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring,
ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt
hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last.
Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds
Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.
* * * * *
Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet,
lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom
med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han
kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde
helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han
havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar
hun blandede Biskop og skar Smørrebrød ... Saa den næste Morgen, da
Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet
en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han
følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og
drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham
nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse--
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at
smile ved Tanken om dette. "Jo--o, Ballet var forbi."
William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig
selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde
lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og
tilsidst mente: "Der var noget bag"--især saa da Regissøren gentog det,
i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig
Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.
"Der var noget bag ..."
Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med
Knappenaale.
Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og
gik ud i Spisestuen.
Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været
bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.
Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde
noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over
Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.
William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen.
Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem
et Vindstød mod Ruden.
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen
imod Williams Krog.
"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak."
Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa
Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og
tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.
"Hvor det stormer," sagde Nina.
"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i
Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa."
De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten,
hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog
Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.
William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst
drejede han rundt og gik hen imod Døren.
"God Nat," sagde han.
"Gaar Du?" Tonen var angst.
"Jeg--gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson."
"I det Vejr--", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.
Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem.
William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i
Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa
disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.
Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads.
Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller
tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og
Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage
med et Hvin.
Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens
Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.
Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og
Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem
med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig
borede sig op mod Vinden.
Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt
kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede
saa en hundrede Skridt frem til Porten.
Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad
alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt
Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle
Afsatser.
Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa
Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen
lukkede op.
"Om Hr. Gerson var hjemme?"
"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen."
William stod lidt i Tanker. "Naa--i Theatret." Han blev staaende og
faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa
Entrédøren. "Naa, i Theatret." gentog han i samme Tone, vendte sig og
gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han
tilbage: "Hils."
"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var
faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af
Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og
ubestemt, smertefuld Efterdønning.
Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en
Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en
stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for
at læse det.
Grevinde--jo, der stod Hatzfeldt.
"Boede hun her--det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik
langsomt ned ad Trappen ud i Porten.
"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget
sammenføget Sne bort fra Gadedøren.
William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod
Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han
gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i
Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.
Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen--
"Grevinden var hjemme."
Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret
Maade, meget stilfærdigt.
"Grevinden var i Kabinettet."
William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde