Haabløse Slægter - 07

Total number of words is 4752
Total number of unique words is 1450
49.9 of words are in the 2000 most common words
65.5 of words are in the 5000 most common words
72.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Da gik Faderens Raab pludselig over til Rallen, en lang, krampagtig
Rallen, der kæmpede med en vanvittig Latter. William var næsten stiv af
Skræk, og han kunde næppe løfte Hovedet.
Høg stod lænet til Væggen, fægtende med Armene i Luften stirrede han
frem for sig med stive Øjne. Med et Skrig, et Hvin, som Rædselen gjorde
dyrisk, sprang Sønnen op. Den Syge fægtede endnu nogle Sekunder med
Armene i Luften, saa vaklede han, og støttende for sig med de
fremstrakte Arme, hvis Hænder var krampagtig knyttede, styrtede han
næsegrus om paa Gulvet i et tungt Fald.
William rev voldsomt i Døren, syntes saa, at Faderen laa saa besynderlig
rolig, og stødte heftigt til en Lænestol for at komme forbi, hen til
ham.
"Fa'r," raabte han, "Fa'r," raabte han igen. Han rørte ved hans Hoved,
følte paa hans Haar,--han tog hans Haand, løftede hans Arm op og slap
den med et Skrig.
Høg var død.
Høgs Død rygtedes hurtigt i Hotellet, og efter som den rygtedes, var det
som en listende Tavshed sneg sig fra den Dødes Værelser gennem de lange
Korridorer, Trappe op og Trappe ned, over Gaarde og ned ad Gange og
lagde sig knugende over hele Huset. Og i Tavshedens Følge gled som en
Skygge over den lyse Glas-Gaard, over Restauranternes Sale og over de
stumme Gæsters Smil, der døde i Dødens Nærhed.
Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt i den kolde Tavshed:
Portier'ens Klokke klang som en Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden
Smil om de ellers saa høfligt smilende Munde hen over Gaarden under
Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, Latteren frøs og døde
bort.
Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i hver Krog, og det
nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, thi hvor man gik, mødte man Døden.
Knokkelmanden var blevet til en Polyp, der omfattede hele Huset med sine
uhyggelige Arme.
Nogle støjende Amerikanerinder rejste straks med første Tog.
Forresten gjorde Værten kort Proces. Han præsenterede sig i Nr. 53 Kl.
halvti med hvidt Slips og sorte Handsker for at bevidne William sin
Deltagelse og med sin behandskede Haand høfligt at smide ham ned ad
Trapperne.
Han satte sig ligeoverfor William Høg, foran Kaminen, og sad og glattede
paa sin Hat, mens han lod sine Trøsteord falde med en vis grødet
Inderlighed, som skulde udtrykke dybtfølt Deltagelse.
Hr. Fridrich var meget deltagende. Han vilde gøre alt, alt for at lette
den unge Herre den tunge, altfor tunge Byrde ... det vilde i ethvert
Tilfælde være hans Pligt, og her var det en Pligt, han opfyldte med
Glæde.
Hr. von Høg havde været af de Gæster, som det var en Glæde at se hos
sig, en kun altfor sjælden Glæde, han havde endnu igaar forbavset Hr.
Fridrich ved sin Vinsmag.
"Men han var tilfreds, det er mig en Trøst," tilføjer Hr. Fridrich, "han
var tilfreds, mine Kældere tilfredsstillede ham. Jeg ser ham endnu, hvor
han smagte paa et Mærke af Liebfraumilch, han nød det, han forstod den
Vin--aa, en fortræffelig Mand, Deres Hr. Fader." Og Hr. Fridrichs
taarefyldte Øjne søgte Loftet i rørt Anerkendelse paa samme Tid af
Kældernes Uovertræffelighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag.
Der blev en Pause. William var for sløv til at sige noget. Han sad med
sit tunge Baghoved lænet til Kaminstolens Ryg, svagt smilende, og
betragtede Hr. Friedrichs Skjortebryst, der svulmede under hans
smaskende Suk ligesom et Panser.
Hr. Fridrich tog langt om længe Øjnene bort fra Loftet, lod dem uden at
se paa William glide ned over den sorte Silkehat og hvile paa
Gulvtæppet. Han lettede sig i Stolen under en dyb Rødmen og sagde saa
igen:
"Ja--han var tilfreds."
William sad stadig tavs. Men da Hr. Fridrich saá op, nikkede han for at
bekræfte denne Tilfredshed.
Hotelejerens Skjortebryst bevægede sig heftigt under den nye Pause, og
hurtigt for straks at bryde alle Broer af sagde han med et nyt Blik paa
William:
"Men et Hotel er intet Hospital." Han havde maaske ventet et Svar, men
da han intet fik, tilføjede han med stærk Betoning: "De tre amerikanske
Damer er allerede rejst."
William sad bestandig uden at sige noget, og trods sin Sløvhed fandt han
Hr. Fridrichs Meddelelse meget overflødig. Hotelejeren holdt inde og bed
sig i Læben. I sit stille Sind kaldte han det unge Menneske for en
generende Idiot.
Han hængte den høje Hat imellem sine Knæ, og mens han ivrigt studerede
Navnet i dens Puld, sagde han, idet han ligesom med et Smask satte
Punktum for Samtalen:
"Og Folk rejser jo i Reglen heller ikke for at dø."
Han saá op, og da han bemærkede, at William var blevet meget bleg, sagde
han med et forsonende Smil:
"Tværtimod--de fleste rejser for at undgaa det."
"Lægen har påtaget sig at besørge Kisten," sagde William og rejste sig.
"Jeg vil kunne afrejse iaften."
Hr. Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte Stolen tilbage og gik
henimod Døren, druknede han sin Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord
og Forsikringer.
"Altsaa iaften," sagde William kort. "Jeg beder Dem underrette Deres
Gæster om, at Liget bliver ført bort endnu iaften."
Hr. Fridrich bed sig paany i Læben, bad om at maatte lægge en Krans paa
"Hr. Faderens" Kiste og forsvandt.
Paa hele Rejsen var William hensunken i en dump Sløvhed, der ikke
tænkte, og han vaagnede først af Døsen, da han to Dage efter, tidlig om
Morgenen, rullede ind paa Perronen i Horsens.
Lige under Lygten stod Nina og Sofie med hinanden i Haanden, helt
sortklædte, spejdende gennem Togets Vinduer. Der var noget eget
forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb
sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det.
De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om den
ene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed.
William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i
det Øjeblik. Saa steg han ud. Nina slyngede sine Arme om hans Hals, og
Sofie klamrede sig til hans Haand.
"Det har været en svær Tid," sagde Nina og kyssede ham.
Det var bevægede Dage, som kom, Begravelsen, Ordningen af en Mængde
Forhold, som Høgs Død havde truffet i en sørgelig Forvirring,
Bestemmelsen af Auktioner--en Skare Ting, alt det som følger med de
store Afslutninger af Livsperioder og Omvæltninger i Livsforhold. Som
naturligt var, blev det hovedsagelig til William man vendte sig, han var
jo Sønnen, og "om end ung" dog fornuftig og ældre end sine Aar.
Dagen efter Begravelsen sad William i Faderens Stue--Nina og Sofie var
ude--og ordnede nogle efterladte Breve. Alle Skrivebordsskufferne stod
aabne, og han rodede op i baade Korrespondancer og Dagbøger.
Det meste kastede han paa Ilden, kun Moderens og Excellencens Breve blev
skaanede. Hen sad og saá ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir
krummede sig sammen, forkullede og blev til Aske--der var en egen vag
følesløs Sørgmodighed over ham under det Arbejde. Undertiden faldt han i
Tanker med en Brevbunke i Haanden, tog sig atter sammen og kastede den
ind i Ilden.
Og mens han saaledes sad og efterhaanden begravede saamange Stumper og
Stykker af et tilendebragt Liv, var det pludselig, som om dette Liv
fjernede sig saa besynderlig langt fra ham, blev borte i en Taage, gled
ud i en ubestemt Skumring, hvor han intet mer holdt fast og intet mere
skelnede ... Og han brød sig heller ikte om at holde fast paa det, som
saaledes gled fra ham.
Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne
vilde tale med den unge Herre.
Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af
Boet efter Onklernes Ønske.
William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: "Jeg var ved at ordne
nogle Breve," sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne.
"Jeg forstaar det," sagde Lund og satte den graa Hat fra sig paa Bordet,
"ja der er skam meget at ordne."
William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og satte sig saa i
Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren.
"Meget at ordne," gentog denne, medens han trak sine Handsker af og
derpaa som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange.
"Ja," svarede William.
"Deres Onkler har jo bedt mig tage mig af Boets Ordning," sagde Lund og
lænede sig tilbage med Hænderne foldede over Silkevesten, der skinnede
over en voksende Embonpoint. "Det er et byrdefuldt Hverv."
"Men De vil jo være saa god."
Prokuratoren saá over Brillerne opmærksomt hen paa William med sine graa
Øjne: "Og De véd vel slet ikke, hvordan Deres Faders Affærer stod?"
spurgte han.
"Slet ikke," svarede William, han sad og bed i en Elfenbenspapirkniv,
"Fader talte aldrig om saadan noget."
"Jeg kan tænke det." Prokuratoren strøg med sin fyldige Haand det
kortstudsede røde Kindskæg, "jeg kan tænke det."
Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, saa sagde Prokuratoren langsomt,
meget bredt:
"Ja, der er ikke meget." Han saá atter over, William bed stadig i
Kniven; "Naa," sagde han blot.
Lund satte sig fastere i Sædet. "De sidste Aar har jo slugt meget,"
sagde han, "stor Formue har der aldrig været." ...
"Ja, der er naturligvis brugt meget," sagde William tankefuldt.
"For meget," slap det hurtigt ud af Lund. Og med en rask Beslutning
sagde han nu, da Isen var brudt: "Rent ud sagt, der er ingenting."
Papirkniven Faldt paa Gulvet, og William bøjede sig for at tage den op.
"Deres Søstre har jo Hævningen--De er desværre ikke ... saa godt
stillet."
William saa igen op. Han bøjede Hovedet. "Nej," sagde han sagte. Han
blev saa underlig kold om Hjertet.
"Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om man er fattig."
Fattig--det var William, som om han fik et tungt Slag i Nakken:
"Ja--heldigvis." Han talte tonløst, mekanisk frembragtes Lyden. "Godt,
at de har Hævningen," tilføjede han.
"Og for Dem betaler saa Deres Onkler." ...
"Jeg kan tænke det," sagde William. Han kunde ligesaa godt have sagt
Abracadabra. Saa gik han hen og lukkede Kakkelovnsdøren op for at varme
sine Hænder, der var kolde som Is.
Lund sukkede lettet og trak lidt op i sine Bukser over Knæene. Han var
glad ved, at han tog det saa roligt.
"Deres Søstre har vi tænkt at anbringe i en Præstegaard," sagde han.
"Mine Søstre vil jo intet komme til at mangle?" han stod stadig ved
Ilden, og der var saadan noget underlig fremmed i hans Stemme.
"Gud bevar'es, og Hævningen stiger jo stadig."
William lukkede Kakkelovnsdøren.
"Vi mente saa," fortsatte Lund, "at De vilde kunne faa det rart i Sorø,
der er saa billigt, og De vilde snart kunne faa Friplads." ...
"Ja, det er jo rart," han talte som et Menneske, der snakker i Søvne.
Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: "I Sorø, ja--det er mit
højeste Ønske." Han tænkte lige straks paa Kirken.
Lidt efter gik Lund.
Nej, William vidste ikke, hvad Fattigdom var, men han lærte det snart.
Langsomt, men sikkert forstod han, hvad det vilde sige at være fattig,
og denne Vished lagde sig som en kold, klam Taage om hans Tanke. Deres
Malerier skulde sælges, Jensen rejste til den første, Maden hjemme blev
tarveligere, man lod ham Faa det nødvendige Udstyr hos en billigere
Skrædder.
William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det blev øde og bart
som Væggene i Stuerne nu, da Malerierne var taget ned.
Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han vejede Stykke for Stykke,
hvad den berøvede dem.
Men paa den anden Side fremhjalp den voksende Vished om, at de var
fattige, og Forstaaelsen af, hvad dette vilde sige, den Følelses Vækst,
der første Gang som en Anelse havde grebet ham den Morgen, han med
Faderens Lig vendte hjem til Horsens og saá Søstrene paa Perronen. Hint
Indtryk af Svaghed, som den Gang havde slaaet ham, holdt sig stadig og
fødte hos ham en levende Attraa efter at støtte, at kunne hjælpe; og han
saá, at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det.
I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Opbruddet fra Hjemmet,
saa at sige Udslettelsen af deres hele hidtidige Liv havde virket
knugende paa hende. William bad Hr. Lund om at lade være foreløbig at
sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hendes Uvidenhed
syntes at gøre hende svagere, ham stærkere.
For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkeligheden saá han den
nu paa en anden Maade: Virkeligheden var blevet ham noget, man maatte
kæmpe med.
Saa skulde han rejse.
Det var blevet den sidste Aften. Alle tre Søskende havde i Mørkningen
været oppe paa Kirkegaarden ved Gravene. Nu sad de i Kabinettet, der
endnu stod som i gamle Dage. Nina kunde ikke taale, der skulde forandres
noget ved det Værelse, før de var rejst. De havde drukket Theen ved
Bordet i Hjørnet--"Moders Bord"--og nu sad de alle tavse, mens de stegte
Æbler snurrede i Kakkelovnen.
En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede--alt i
saadan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Saa tav de igen.
"Naar mon vi nu ses," spurgte Nina.
"Til Sommer," sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle paa Fingrene,
hvor mange Maaneder der var til Sommer.
"Næsten syv Maaneder," sagde hun.
"De gaar rask," sagde William, men han syntes selv, det var en lang,
lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde gennemflyve. "Det er jo ingenting."
"Men til Jul," det var Nina, som talte.
"Nej, nej, til Jul--det faar vi vist"--han vilde lige til at sige: ikke
Raad til, men saa tav han og sagde lidt efter: "Ja maaske til Jul."
Og hver sank atter hen i sine Tanker ...
"Men jeg har ingen Sparebøsse i Aar," sagde saa Sofie. "Mon vi behøver
at gi'e Præstens noget, Nina?"
"Det véd jeg ikke," sagde Nina og lidt efter med lavere Stemme, Graaden
sad hende i Halsen: "naar vi ikke har noget--"
Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte sig med dukkende
Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, og lidt efter hørte man hende pudse sin
Næse i Lommetørklædet.
Saadan sad de noget.
"Du kunde gerne spille lidt, Nina," sagde William, "og synge en af Mo'rs
Sange."
Nina gik hen til Klaveret, William listede over Gulvet hen til Sofie bag
Kakkelovnen. Dér sad han med hende paa Skødet paa Skamlen, mens Nina
sang.
Hun sad et Øjeblik med Hovedet i sine Hænder og Albuerne paa de hvide
Taster, saa præluderede hun og sang;
Fuglen sit Øje lukker,
Sætter sig trygt til Ro,
Drømmer, mens Stormen sukker
Hult om dens høje Bo.
Stormen lad den kun fnyse--
Bølgen lad den kun gaa;
Drømmenes Kyst den lyse
Kan den dog aldrig naa.
Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste
Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille
Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne. Der var
nogle Minutter ganske stille, man hørte kun de tre Søskendes sagte,
undertrykte Graad. Saa rejste William sig og gik hen til Nina: Han tog
Lommetørklædet fra hendes Øjne og kyssede hende.
Sofie lagde Hovedet i Søsterens Skød, og de sad længe uden at tale.
"Det er saa tungt," sagde Nina stille. Og lidt eller: "Imorgen har vi
ikke mere noget Hjem."
Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød,
og William knugede hendes Haand:
"Nej," hviskede han.
Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med
forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han
saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i
Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen.
Toget svingede. De var borte.
Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til
tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den haarde
Træbænk med Frakken op om Ørene For Trækken, følte William Høg, at nu
skulde han alene ud i den vide Verden og kæmpe.
Han var seksten Aar.
* * * * *


ANDEN BOG

SÆDEN BLOMSTRER
I
William syntes, at alt det forbigangne var saa længe siden, og dog havde
han kun været en Maaned i Sorø. Men denne Maaned havde været som en
Evighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres Fredsommelige Ensformighed
faldt over ham ligesom et mildt Snefog, der dækkede alt. Det var en
Fred, som næsten lignede en Dvale.
Skolen gav ham ikke meget at bestille. I Begyndelsen--de første Fjorten
Dage--var han meget flittig, han gjorde sig Umage for at skrive smukt
Dansk i sine Versioner, virkeligt Fransk i sine Stile, han læste Tacitus
ekstra og gav to Gange en hel Roman op i kursorisk Tysk. Men lidt efter
lidt syntes han, at disse Anstrengelser i Grunden var ørkesløse, han var
jo den dygtigste i Klassen, blev let Nummer ét og vilde rimeligvis faa
Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at kunne glimre med
lidt og til at brillere med Indfald, og Lærerne, der snart saá, at han
var mere udviklet end Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde.
Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Maal--og et stort
Maal. Thi stort, ophøjet maatte det være, grænseløst som hans
Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var
sunken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige.
Mange Timer tilbragte han i Kirken.
Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde ikke turdet. Mens
Onklen begravet bag "Dagstelegrafen" drak sin Kaffe paa "Haabet", sneg
han sig sagte ud af Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa
vilde Onklen maaske have været med og--nej, han vilde helst være alene,
han maatte være alene, han syntes ikke engang, han kunde have sagt, at
han gik ned til Kirken; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten
under sin egen Forventning.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind
mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham
pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa
Fortovet, helt ind til Husene.
Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og
skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten.
Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke, dem havde de bygget, hans
Forfædre ... Han følte paa Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme
for Tomme, baade Højden og Bredden--saa gik han ud i Alléen. Vinden jog
med de visne Blade og lod dem danse i svingende Kredse om de knudrede,
fugtige Rødder--Sikke vældige Rødder!--hvor de Træer var gamle--de havde
set hans Slægt ...
Det var som om hans Hjerte blev større, han aandede Luften stærkt, han
fyldte sine Lunger. Han syntes, han kom til noget, som var hans, til
noget, han tog i Besiddelse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind
over hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse, den, at han her stod i
Ly af sin Slægts Gerninger.
Og i dette nervøse Sind kom ogsaa denne Følelse altbeherskende til ham.
Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger
over paa de store Dødes Skuldre, og de kunde bære dem.
Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han aldrig blive ene, for de
var her.
Paa én Gang raabte alle hans berømmelige Slægts Bedrifter til ham, han
var kommen til dens Hjem, hvor Minderne lurede i hver Krog, og hans
Tanke havde i et eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga.
De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de store Skikkelser--han
saá det alt. Og saá ned gennem de mørke Aarhundreder, hvor alt forsvandt
og blev borte. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besynderlige
Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham--det gled ud, bort, ud i
intet--
Excellencen dukkede frem.--Moderens Fortællinger--Faderens Skikkelse--
Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi--han følte det--
Han saá sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik paa den kolosagtige
Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af
med Bagen af sin Haand.
Han holdt Skue over Slægten--hvem var der? Onklerne--de var Undermaalere
og de havde ingen Børn, Nina--hun var Kvinde--han, han--
Men Sikkerheden fra før var borte. Lyset var slukket, Slægtslyset over
hans Liv.
Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen. Han syntes, det
var en legemlig Kraftprøve, han skulde til. Og som en kold mørk Skygge
lagde der sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst noget
nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra sig: han maatte kunne:
naar man vilde, kunde man.
Han gik op ad Trappen til Kirken--Døren stod aaben, der var nogen
derinde, som spillede paa Orgelet. Nu skulde han da altsaa staa Ansigt
til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans
Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker,
han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig--idag vilde
han ikke gaa derind ... han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han
maatte have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ventede Onkel
Høg. Nej, han gik.
Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra
Skole Over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, saá han den store
Indgangsdør var aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til
den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var laaset;
men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op.
Han standsede paa Trinnet og saá op i Kirken. Saa stod han da Ansigt til
Ansigt med sin Slægts Berømmelse.
Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere
uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum
over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som
han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen
Væg.
Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at spørge, om det var
dette, han havde ventet, eller om han var blevet skuffet nu, da han stod
her. Han betragtede den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og
Vaaben--langs Midtergangens Sider over de høje Buer var de malet, Skjold
ved Skjold, Vaaben ved Vaaben.
Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet med snirklet
Munkeskrift, Bibelsprog Og Skjolde med Halvmaanen, Bjælken og Lillien.
Han kendte intet af disse Navne, og kun deres Dødsaar var skrevet under
Skjoldene, men han saá, at Navnene gik ned gennem Aarhundreder, og hans
Slægt syntes ham rigere for hvert Aarstal, han saá; han havde jo ikke
drømt, naar han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed.
Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn paa Navn; han søgte
Kongemorderens, men saa saá han over den øverste Pille Stamfaderens
Vaaben--her laa han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans
Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne var skrevet, der
stod over denne Pille, men det var intet Under--de var jo Kæmperne, der
havde tømret Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valdemarerne,
Kongerne, Slægt med hans Slægt.
Bestandig--bestandig, saa længe Danmark mindedes, vilde de leve,
Støtterne, der havde baaret en berømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han
følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han bemægtigede sig
sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn!--Men her
forstod han, her undredes han ikke.
Han stirrede sig blind paa dette Navn. Han havde elsket Ætten, den store
Slægt, der havde bygget Tronen, tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen
over Drotten--han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til al
omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig skulde Slægten være
baade til at skabe og til at omstyrte.
Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, der selv tog
Kongemorderens Vaaben i sin Haand. Han stirrede og blev ikke mæt af at
sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke.
Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet
Hoved i dybe Tanker--han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over
hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!" Han saá paa
det udhugne Billede: udslidt laa Prælaten udhugget i Stenen med
Bispestaven i sin højre Haand. William tænkte ikke; uden at vide, hvad
han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med Hænderne
knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet.
Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyngende Haand, tvang ham
ned paa denne Sten, og hans hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt--
Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede,
følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang,
da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu
veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den.
Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte
afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned. Himlen var
blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en
ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt,
hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til
Taarer--Orgelklangen lød dæmpet ned over ham.
Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og
gled ud i Tonerne.
Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde hørt op at spille, og
han hørte nogen komme ned ad Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saá
en Dame staa paa det nederste Trin.
Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte Rødmen stige sig
helt op under Haaret, og han trak hurtigt Øjnene til sig. Hun tog
langsomt en Lorgnet op og saá et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad
Døren.
William saá hendes Nakke bag den sorte Knipling, der stod op om Halsen,
Haaret var skrabet helt op.
Siden tilbragte han mange Timer i Kirken, Dens Minder var blevet hans
vigtigste Selskab. Han sluttede sig ikke synderlig varmt til nogen af
sine Kammerater. Hans Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han
blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt unge
Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med deres Idealitetstro og
deres Fuldkommenhedsteorier.
Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog
intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre
Ting af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største
Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem--og respekterede
den.
De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om
ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og
silde--men alene vedblev William at leve.
Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han
hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens
Pille, længe, hensunken i Tanker.
De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig.
Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en
Understrøm gennem hans Ørkesløshed.
Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar
han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde
nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over
Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og
lyttede, men naar han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik
Frem, saa han kunde Se Damen, naar hun gik ned ad Trappen.
Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang saá Frøken
Falk lidt smilende paa ham, og hver Gang hilste han og blev rød under
hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille,
hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste--saaledes gik nogen Tid.
Naar William paa de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke saá Vognen,
blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de
Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro,
der ikke kunde finde sig til Rette med sig selv. Han gik saa over og
satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han
nedslaaet.
Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De
havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden
skræmmer.
Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa
livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Haabløse Slægter - 08
  • Parts
  • Haabløse Slægter - 01
    Total number of words is 4590
    Total number of unique words is 1569
    44.6 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 02
    Total number of words is 4683
    Total number of unique words is 1490
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    59.1 of words are in the 5000 most common words
    67.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 03
    Total number of words is 4782
    Total number of unique words is 1392
    50.3 of words are in the 2000 most common words
    66.0 of words are in the 5000 most common words
    73.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 04
    Total number of words is 4681
    Total number of unique words is 1384
    51.7 of words are in the 2000 most common words
    66.4 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 05
    Total number of words is 4676
    Total number of unique words is 1414
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.0 of words are in the 5000 most common words
    73.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 06
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1362
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 07
    Total number of words is 4752
    Total number of unique words is 1450
    49.9 of words are in the 2000 most common words
    65.5 of words are in the 5000 most common words
    72.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 08
    Total number of words is 4777
    Total number of unique words is 1350
    52.3 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    74.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 09
    Total number of words is 4751
    Total number of unique words is 1373
    51.1 of words are in the 2000 most common words
    67.1 of words are in the 5000 most common words
    74.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 10
    Total number of words is 4862
    Total number of unique words is 1346
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    66.3 of words are in the 5000 most common words
    73.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 11
    Total number of words is 4839
    Total number of unique words is 1334
    49.1 of words are in the 2000 most common words
    66.3 of words are in the 5000 most common words
    73.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 12
    Total number of words is 4715
    Total number of unique words is 1270
    52.7 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    73.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 13
    Total number of words is 4648
    Total number of unique words is 1221
    53.7 of words are in the 2000 most common words
    68.5 of words are in the 5000 most common words
    74.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 14
    Total number of words is 4683
    Total number of unique words is 1356
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 15
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1407
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    62.6 of words are in the 5000 most common words
    69.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 16
    Total number of words is 4600
    Total number of unique words is 1289
    52.7 of words are in the 2000 most common words
    67.2 of words are in the 5000 most common words
    73.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 17
    Total number of words is 4557
    Total number of unique words is 1217
    51.4 of words are in the 2000 most common words
    65.0 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Haabløse Slægter - 18
    Total number of words is 2470
    Total number of unique words is 811
    56.3 of words are in the 2000 most common words
    69.6 of words are in the 5000 most common words
    76.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.