Haabløse Slægter - 01

HAABLØSE SLÆGTER
Herman Bang


_Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs
Historie. Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt,
hvad jeg fortæller, bliver skønt siler ej, eller om det vækker--enten
Graad eller Latter.
William Høgs Liv synes mig levet til Advarsel; derfor har jeg nedskrevet
den Ulykkeliges Levnedsløb._


FORORD[*] TIL TREDJE UDGAVE
"Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredje Gang--akkurat fem og
tyve Aar efter sin Fremkomst.
Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den første
Udgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgave
forblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i mange Aar fjernede
mig fra Bogkøbernes Skabe.
Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bog
bunker "Haabløse Slægter" nogensinde skulde flyttes fra Forlæggerens
Loft uden som Makulatur.
Alligevel gik det anderledes.
For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman,
som hed "Haabløse Slægter". De ikke blot huskede den. De spurgte endog
deres Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidt
svandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere "Haabløse
Slægter" tilbage.
[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske
Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den
"endelige", skrev han dette Forord.]
Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som
denne: at være længe glemt for igen at blive husket--at den Bog har
forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.
Den udsendes altsaa atter.
Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke
træt af at file og "gøre bedre". Men i "Haabløse Slægter" nytter det
saamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den er.
At eftergaa "Stilen" er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange.
At eftergaa selve "Bogen" er ligesaa umulig. Den vilde sikkert kun blive
ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med, hvad et
ungt Menneske skrev--fordi han følte det.
I "Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den har
ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende
kan fornemmes.
Herman Bang Marienlyset, August 1905.


FØRSTE BOG

SOM MAN SAAR--
PROLOG
Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at
den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i
Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par
Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Familien levede
ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaa
studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt
var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel
endogsaa glemt deres store Stammenavn.
Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af
Ætten til Kræfter.
Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer svang
sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande blev
atter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, som
forstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte deres
Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke.
Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid gik i hele Slægten
en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som
skaffede sig Udslag paa forskellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse
var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med al
Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede at
give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab.
Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom
et Barn og kastede Papirskugler paa Tjeneren. Hun skrev ogsaa Vers, hvor
der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af noget letfærdige
Sæder. Hendes Lidenskaber var overmaade heftige i alt.
Det var Stamforældrene.
Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det
egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at
Frøkenen var, hvad man sædvanlig kalder noget let paa Traaden. Saa blev
hun nok forført af en adelig Officér og forskudt af Faderen; men Moderen
understøttede dem troligt--de blev siden gifte--indtil de forsvandt i
Mørket.
Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, hans hurtige Blik
og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre Tid.
Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyndelsen
indtil Midten af det nittende Hundredaar dets ejendommelige Præg. Fra
Moderen havde han arvet Sindets Uro, han maatte altid være sysselsat,
altid have fuldtop at gøre. Saa skrev han Vers i sine ledige Timer; de
var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at
bestille, skrev han saa stor en Mængde, at han maatte gemme sine
Produktioner i Klædekurve. Han havde arvet mer fra Moderen: han var lige
saa ødselt givende som hun og lige saa heftig. Desuden var han en
forfængelig Mand, der holdt af at ses og at nævnes.
Slægtsvaabenet blev broderet paa alle Vognpuder, han lod bringe Orden i
sin Stamtavle og vilde hæve sin Familie ved at slutte Forbindelse med
den "nye" Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hende
sent som en anset Mand, og det var vel et Spørgsmaal, om den smukke
Kvinde havde giftet sig med Manden eller med Navnet og dets Fremtid.
Ikke destomindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem
med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker,
Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme
Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. Hun
levede i Haabet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun
for, at Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt. Hun græd et helt
Døgn, da Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt
midt i en Indberetning til Statsraadet. Men, da Majestæten fandt
Historien saa morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors,
formildedes Fruen igen.
Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens Yndling.
Han havde glimrende Evner og en hel Del af den Elegance, som nedarvet
Fornemhed skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til "de
store Dygtigheders Sønner"--han var svagelig, nervøs, allerede tidlig
dybt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig naaet til et nyt Stadium i
Slægtens Historie.
Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer saa stærke.
Excentriciteten tog Overhaand.
Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme Ørkesløshed
foretager sig; gjorde Gæld, som blev betalt af Excellencen uden Knurren,
fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt paa forskellig Maade. Han
blev stadig mere nervøs og mere lidende--hans Melankoli var
foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var
ængstende forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blive
til, og beklagede allerede hans Fader.
En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev
talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og
derpaa en stærk, langvarig Hulken.
Det var ud paa Efteraaret, dette skete.
Hele Vinteren læste saa Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i
Døgnet og holdt sig om Natten vaagen ved at drikke Sherry og sidde med
Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, men
han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne Flid
ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og
hans Evner svækkedes.
Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Eksamen med første Karakter,
og Excellencen var tilfreds. Nu kunde han foreløbig rekreere sig; naar
han saa kom hjem, kunde der geres noget for ham. Ludvig rejste til
Paris.
Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden
blev Landmand.
Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder
i Tiden.
Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske Tid herhjemme: Det
store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig,
vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret
Følsomhed. Politikken begyndte al vaagne ... man talte om Frihed, om
Lighed og om Tyranni, og det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt
var Idéer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor
tumlede man saa let med det altsammen: Idéer holdte over Virkeligheden
er stumpe Vaaben, Børn kan lege med; Realiteter er farligere.
Saa kom otte og fyrre, Handlingens Aar. Der var i Folket Kræfter bag
Ordene; det saás, da man maatte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog
saa denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid; maaske
var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den nationale
Vækkelse i Hundredaarets Begyndelse og af den Haardførhed, de knappe
Tider den Gang havde lært os. Men derom faar den Historie dømme, som
ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædrenes Vildfarelser.
Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blussede voldsomt op, og
han drog afsted. Han vilde i tre Dage gerne have givet sit Liv for
Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at han
lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel kunde have
tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig
Exercits' Strabadser. Han blev syg og rejste hjem.
Der gik et Par Aar. Ministeren tog sin Afsked og blev Stiftamtmand.
Ludvig vilde ikke søge Embede, han var evig paa Baderejser, flakkede
Sommer og Vinter hvileløs rundt i Europa. Faderen ventede. Den
næstældste Søn var bleven Borgmester i en lille By paa Sjælland,
Landmanden havde faaet Gaard, som man stadig satte til paa.
En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne besluttede Ludvig at blive
herhjemme og bo hos Borgmesteren i Skelskør.
Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille Provinsby kunde
ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunde
optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine ledige
Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung Dame
fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og meget ung. De havde truffet
hinanden paa Morgenture i Byens Skov og havde kun talt lidt sammen.
Stella var atten Aar, uerfaren og forkælet. Den fem og trediveaarige Høg
var den eleganteste Mand, hun havde set, han var akkurat Digter nok til
at kunne give sin Kærlighed en straalende Indfatning af formfuldendte
Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det
Ukendtes Magt.
Da han friede, gav Stella ham sit Ja.
Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste betegnede den som en
Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen "rigtig"
Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre end
hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre et Ægteskab; og hun
var saa ung og frisk. Men hun kom jo ind i en fornem Familie.
Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. "Det er en skidt
Historie," sagde han ved Præstens L'hombrebord om Tirsdagen. "Skidt
Historie ... Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig,
Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er
Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s'gu ikke Spøg
for Stakkelen." Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og trykkede
Brillerne fastere over Næsen. "Og skulde Kandidaten giftes, burde han
s'gu have ta'et en Malkepige, saa der var kommet tykt Blod ind i
Familien."--De andre lo.--"Ja det er min Mening.--For Stella er det Synd
og Skam. Hun maatte ha'e en Kraftkarl. Der er Ansats til Brystsyge i
Moderens Familie. Det bli'r et rart Roderi, naar de Svagheder kommer
sammen.--Men forhaabentlig faar den Kavalér da ingen Børn, saa det bli'r
sidste Akt ... Ellers Gud hjælpe Afkommet!"
Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; hans Frue var mindre
behersket, men Ludvig lod sig ikke sige; om Efteraaret fik han Embede og
i November stod Brylluppet. Det var 52.
* * * * *
I Ægteskaber, som er sluttet efter saa kort et Bekendtskab, er man altid
udsat for at tage fejl. Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru
Høg, ret vidst, hvad hun gjorde--maaske var der nok et og andet, hun
savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen
Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til
Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun næsten,
alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt
opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende
en Vane.
Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt, hvad
han havde, men det var kun Rester. Det gik mere og mere op for ham selv
og andre, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod; han
blev meget melankolsk, og naar han nu var munter, ytrede hans gode Lune
sig ved bidende Sarkasmer, der hudflettede andre. Han og Stella var saa
forskellige som Nat fra Dag.
I de første Par Aar, de var gift, legede Stella endnu med Dukker, eller
hun spillede Komedie for Høg. Hun græd, naar han gik ud, og hun var
bange i Mørke. Hun havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud med
Slør og Blomster og spillede "Operaer" paa Klaveret. Det var et
Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte Ord til, mens hun spillede.
Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde--hele Dagen var han enten ude
eller paa sit Værelse--klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener,
hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den
Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste
Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede
Kirke. En Aften kom hun ind og sagde, at hun vilde overraske ham, og han
maatte ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham.
Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener paa alle
Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet midt paa Gulvet i en stor
Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener. Hun
havde sin hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret. Ludvig blev
uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem paa hans Pande, og han kom til at
ryste stærkt. Saa tog han meget ublidt og heftigt og rev Stella ud af
Kassen. Men hun lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i Gravkammeret.
Helst vilde hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig om at læse med sig, og
naar han vilde, kunde de sidde til langt ud paa Natten og læse. Hun
havde en dejlig Stemme; undertiden kunde han blive helt bedaaret deraf
og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. "Ja," sagde hun, "jeg er ikke
født til at være Herredsfoged-kone!"
Saaledes levede de i Begyndelsen. Men efterhaanden som Stella blev
ældre, indsaa hun, langsomt, men sikkert, at deres Ægtestab var en noget
ulige Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav, og
hun maatte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apathisk
Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse. Men hun
opgav ikke Modet. Hun var Midtpunkt i hele Egnens Selskabelighed og
uundværlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles Omkreds.
Excellencen besøgte dem hvert Aar og var meget indtaget i sin
Svigerdatter.
Denne var nu to og tyve Aar. De havde allerede været gift i tre Aar, og
det syntes, som om den gamle Læge i Skelskør skulde faa Ret i sine
Forhaabninger.
Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; den, hun elskede,
var en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad
der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til
Udlandet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om denne hovedkulds
Rejse, glemte den saa igen.
Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud end ellers; hendes
Helbred var Skyld deri, hun hostede meget, og Lægen frygtede for, at
hendes Bryst skulde være angrebet.
Et Aar efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Nina efter Hendes Naade
Stiftamtmandinden, som holdt hende over Daaben. Stella var meget
lykkelig, hun legede med Barnet som med en Dukke og ammede det selv.
Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led efter Rejsen bestandig
af Hovedpine og Nervegigt, og han talte med Aander om Natten. Stella
skjulte hans Sygelighed med hemmelig Rædsel.
To Aar efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var meget besynderlig
under dette Svangerskab, hun taalte næppe at se sin Mand, hun vilde Uger
igennem ikke modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt Værelse, hvor
hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en Gyngestol; saa til andre
Tider fo'r hun fra Selskab til Selskab, fra Bal til Bal i Egnen; hun
arrangerede en dramatisk Aftenunderholdning i sit Svangerskabs femte
Maaned: Lægen maatte i den syvende Maaned forbyde hende at danse.
Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig for
stærkt under Svangerskabet.
Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han
vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld.
Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i
Isvand, og han kom til Live igen.
Stella laa længe syg.
Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten
feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben hendes Yndlingsnavn William.
Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en Datter.
Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Ridder af Elefanten. Han
døde stærk, som han havde levet.
Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret
over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?"--"Ja, Deres Excellence."
Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig;
Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme
Spørgsmaal og det samme Svar.
"Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag.
Og igen ganske tyst.
"Svagere?"
"Ja, Deres Excellence"--
Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig
støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede
tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet
Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden
Taffeluhrets spinkle Dikken.
Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mumlen; de kunde intet
skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med
tilbageholdt Aandedræt.
Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades Værelse. Fruen laa til
Sengs, hun var begyndt at gaa i Barndom. Hun raabte nu og da hæst paa
Pigen. Ludvig fo'r sammen, naar han hørte det.
Stella gik hen og standsede Uhret. Inde i Sygeværelset lød Aandedragene
tungere, tungere. De var til Mode, som skulde Tavsheden kvæle dem.
Excellencen rørte sig i Sengen.
"Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab.
De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den døendes
Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden
gaa forbi sig.
Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede Fødderne mod Fodenden,
saa stift frem med de brustne Øjne.
"Nu kommer det," sagde han. Det hvide Hoved sank tungt ned paa hans
Bryst--de fo'r alle sammen og gik et Skridt frem.
Saa afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende Hulken. Excellencen
var død.--
Man havde aldrig set et saadant Følge i Stiftsbyen. Man var strømmet
sammen for at følge fra hele Stiftet. Kongen lod sig repræsentere ved
sin første Adjutant.
I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne Mand begravede en
svunden Tid, og at det var smukt at se saa mange vise Respekt for det,
hvis Tid var omme, men som man dog burde hædre, fordi det var Fædrenes
Gerning. Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i sit Skød en
større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den,
der, som denne Mand, indenfor sit Syn--var det end snævert--havde gjort
sin Pligt og ydet sit bedste.
Hans Højærværdighed var national-liberal ...
Saaledes blev Excellencen Høg begravet.--
Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulde være Byfoged
i Randers.
Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulde rejse,
gik hun med Nina og William op paa en Bakke ved Byen. Det var i Maj;
hele Egnen laa, smilende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres
Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste Gang Børnene alt,
pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver Mølle, paa hver Sti. Nina græd,
William stod med Fingrene i Munden og saá op paa Moderen med store
forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege--hun viste dem hver Plet; det var
som læste hun i en kær Bog, mens hun stod her for sidste Gang og saá ud
over den kendte Egn fra denne skraanende Bakke.
Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. William saá forundret paa
Moderen, derpaa gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes Ansigt:
"Kys Willy," sagde han.
Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Haanden ilsomt ned ad
Højen.
* * * * *


I
Næste Aar blev Stella Fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De
kaldte ham i Daaben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers. Det
tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og saa kom Stellas
Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63.
Det var første Gang, de saá nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved
Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulde egentlig have spillet Kort
i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man
drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften faaet Meddelelsen fra
København, hvori Brevskriveren frygtede det værste.
Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i
Dagligstuen, ligesom naar man under et Uvejr alle klumper sig sammen i
det samme Værelse.
Man talte ogsaa om Grevinden. Høg blev heftig og sagde, man burde søge
at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i
Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikos lo og spurgte, hvem der
da var Perikles.
Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt
Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmaalet om
Hertugdømmerne.
Man talte i Munden paa hinanden. De mente alle, at skulde Kongen dø nu,
stod meget paa Spil.
"Gud forbyde det," sagde Præsten.
Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa Stolen
og lyttede ivrig.
"Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun.
Lægen smilede. "Fruen gaar vel med i Ambulancen?"
Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om
Aanden i otte og fyrre. Præsten mente, Tiderne havde forandret sig,
sligt gentog sig ikke, sagde han.
Efterhaanden fik Samtalen et mere almindelig politisk Præg. Rektor
paaregnede i Tilfælde, der kunde møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs
mægtige Cæsar.
Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik over til alle Emner,
Lægens Frue havde set Kejserinde Eugenie i Paris, hendes Krinoline havde
fyldt hele Vognen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne.
"Det er dog værre i Spanien," slap det ud af Lægens Frue.
Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella: Rektorinden mente, at
Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen sagde, at
Skriftefædre--det vil naturligvis sige, dem med Cølibat--i det Hele var
en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante Præst, om
hvem man paastod, at han overfor Menighedens Dameverden og ikke mindst
overfor Stella havde visse katolske Tendenser.
Pastoren smilede og gik ind paa Spøgen: Man kunde ikke forlange
formeget, vi var alle Mennesker ...
Under denne Stemning rejste man sig for at gaa til Bords. Nina og
William havde faaet Lov at være med.
Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt
dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt
duftende Blomster. Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af
Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale ... Efter Excellencens Død havde
Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok
ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften
benyttet saa meget deraf, som muligt var.
Buffet'en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og
alle Lysene i Kronen var tændte.
Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og saá
prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb havde
Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue blinkede
misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus, strakte
sig velbehageligt paa Stolen og nød Retterne forud.
Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld. Om
den var fra Sèvres?
"Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe--han havde været i
Frankrig i en diplomatisk Mission--den var fra Sèvres" ...
Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved
Sèvres.
Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men saá pludselig, at
Stella beholdt sine paa, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem
igen.
Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi med Sølv.
Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aarstid--hvor Fru Berg
købte?--Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede
det.--Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste
Plukfisk.--Og Rektor spiste det ikke? Aldrig.--Om Stella havde set noget
værre end "Dronning Marguerites Noveller"?--Nej aldrig. Berg paastod,
at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist
Pandekage med Kniv.
"Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han
ikke havde faaet Snitter.
Rektorinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun havde aldrig set saa mørkt
et Barn. Et komplet Zigeunerbarn.
Fysikus drak privat med Pastoren.
Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene
stadig brugte Tran?--Fru Berg afskyede Børn, naar man havde seks--
Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at docere, Præsten
demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Haanden paa hendes
Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg talte om
Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet, hvem Malthus
var.
Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone skratlo.
Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000
Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen.
Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere lidenskabelige
end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget
lidenskabelige ...
Nej, Høg vidste det ikke ...
De talte i Munden paa hverandre. "Den blaa" gik omkring og skænkede, det
var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe
at have smagt en saadan Vin ... Han sad og saá glad paa, hvorledes den
oliede paa Glasset.
Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa Stellas Skød, Nina sad
hos Lægen.
Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne Børn, Fru Berg erklærede
sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen
Selvkritik--den ældste var virkelig meget flink i Latin ...
Ja, i Latin ...
Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets Mødre.
Stella tog sine Handsker af. Rektorinden Faldt i Forbavselse over en
Opsats ... Den var en Gave fra Kongen ... for Resten knyttede der sig en
pikant Historie til denne Opsats ...
Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede ... Historien
var pikant. Man kom atter ind paa Historier om Grevinden. Kongen havde
foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin indsvøbt
i en Femdalerseddel ... Det var uhyre morsomt og jovialt af Kongen.
Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe faaet af sin
Perikles.