Haabløse Slægter - 05

Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage
med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. "Du læser smukt," sagde
hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod
Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar.
"Giv mig Bogen," sagde hun.
Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.
William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen,
angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.
Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen
falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer."
Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende,
laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først
virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til
Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske
mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over
Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar
Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for.
Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed,
sagde hun til Nina.
Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun
Jomfruen trække alle Forhæng Fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt inde
i Kabinettet.
"Som en hel Syndflod," sagde Stella.
Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá
længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var
gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms
Ødelæggelse, som dræbte hende.
"Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud,
og saá frem for sig.
Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag
Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv
bedre, raskere. Han satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til
det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende.
Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun
spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun
vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte
at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas
Veninder.
Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet.
Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. "Endnu ikke, om otte
Dage--om otte Dage vil vi ha' Lys herinde ..."
"Ikke sandt," spurgte hun Berg, "om otte Dage vil jeg jo ikke mere
forskrække Børnene?"
Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med
store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal
i Halsen.
Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte,
bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde
ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa
hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner
umærkeligt.
Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren
derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere
end Sandheden. "Men hun er meget bedre," sagde Høg, "hun ser raskere ud,
meget raskere end for fire Maander siden."
"Maaske," Sagde Berg.
De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa
Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog,
hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.
"Se," sagde Høg, "raskere er hun da."
"Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig
Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter
ham og vendte sig.
Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide
Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket.
Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig.
Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om
otte Dage venter jeg en Krise."
William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde
erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen
bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod
Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele
Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.
"Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.
"Vi vil haabe det," svarede Høg; og hver Gang han sagde det, saá han paa
ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige
Sundhedsskær. "Vi vil haabe det."
En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var
blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var
beskæftiget, Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet
Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været
alene i Kabinettet. Hun sov, da jomfruen gik.
Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt paa
Gulvet. Gardinerne var trukket fra.
Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv ...
William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet.
"Dør hun," hviskede Drengen, "dør hun?"
"Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind.
"Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dørkarmen, og rev
krampagtigt i Portièren. Det var, som skulde han kvæles under den
pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde
Øjne.
"Tror Du, hun dør?" spurgte William.
"Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at
klappe Williams Haar.
"Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til
Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg
lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
"Nej--jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle
Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte
hun saa. Hun havde vendt sig imod ham.
"Det er ikke vist, De skal dø."
Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun.
"Fordi jeg ikke kender den, Frue."
Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: "Men
naar tror De?"
"De kan jo komme Dem endnu." Lægen saá ned for sig, og mens han fattede
lidt fastere om Sengekanten, sagde han: "De ønsker maaske at ordne et
eller andet ..."
Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en
Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. "Tak, Berg.
Ja, jeg har meget at ordne."
Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet,
baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og
skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende
Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden
Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn.
William sad ved Sengen, da Berg kom ind.
"Hun sover." sagde han. "Er det en Krise, Hr. Berg?"
Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og
betragtede hende længe.
Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig
roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det
gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys.
"Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens
Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over
Sengens Kant.
Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde
han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde
han langsomt: "Ja, det er en Krise."
"Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, "kommer hun sig?"
Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han.
William sov fast den Nat.
Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en
stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten
segnede under Byrden, mens han løb ... Saa pludselig hørte han nogen
raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var,
som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede.
"William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han
gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet
Haar og Ansigtet fortrukket af Graad.
"Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet
med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine
Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt
endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen
midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og
Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over.
Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og
hulkede sagte. "Hun vil sige Farvel til William," sagde hun.
William gik frem over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet. Alt
dirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt
Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve.
En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans
Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng.
Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned.
"Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han
fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som
udvidedes under en hellig Glans.
Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens hun langsomt og som for
at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun
svagt som et døende Pust: Jeg maa dø."
"Glem mig aldrig, William, aldrig--jeg har elsket Dig saa højt." Og med
et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun hulkede
sagte.
"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed--"aldrig!" og mens
Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen
sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han
under Hulken.
"Farvel--Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Saa
rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset,
Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste
Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som
raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren.
Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han
Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt
laa hun, med Blikket fæstet paa ham.
"Mo'r," raabte han og strakte Armene frem.
Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt,
aandende ud i et langt, smerteligt Suk:
"Stakkels Dreng!"
William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk ...
Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen holdt den Syges Hænder,
Nina tørrede Sveden af hendes Pande.
Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens
frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men frygter; en navnløs Ængstelse
uden Taarer, som gør Lemmerne stive.
Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden
standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han
vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under
Skægget skinnede den Frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var
underløbne med Blod.
Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gaa ind, han
sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved
at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han
klippede ...
Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre,
med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne
Portière. Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at
se ... bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han
Portièren til Side.
Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saá han Vaagekonen og
Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i
konvulsivisk Trækning ... Hendes Hoved var strakt frem. Øjnene stive,
Haaret uredt og pjusket. Farven gulblaa ... og ud af den sammenbidte
Mund flød et hvidt Skum.
Med en ubetvingelig Rædsel lod han Forhænget falde.--Det var Mo'r--
Berg kom ud, han var meget rolig. "Vi vil give hende Champagne," sagde
han.
"Champagne?"
"For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan gøres." Han gik ind
igen. Høg blev ved at gaa rundt om Bordet, uden at sanse, blot rundt.
"Skal Jensen hente Vinen?" spurgte William.
Faderen nikkede.
Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo'r op i
Krampen, undertiden en sagte Klage, i Dagligstuen Høgs jagende Skridt.
Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med
den guldhalsede Flaske i Haanden, mens Vinen skummende vældede ud paa
Tæppet. Berg kom ud. "Godt", sagde han, tog Flasken og gik atter ind.
William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, der kvælende sad
ham fast i Halsen.
Man gav Stella Champagne hele Dagen.
Hen paa Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun vaagnede, var hun uden
Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Haand imellem sine,
Haanden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed.
Engang imellem virrede hun med Hovedet og sukkede svagt. Det var, som en
Rest af Livet flygtede med hvert Suk. De lukkede Øjenlaag sitrede.
Klokken halv ni aabnede den Døende Øjnene, hun saá paa Høg, og som et
Genkendelsens Smil gik over hendes Ansigt:
"Hører Du Lærkerne?" hviskede hun.
Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk ... Høg slap sin døde
Hustrus Haand.
Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig
med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas
døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han
pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans
Pande.
Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han
talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør.
Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd
Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder.
Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter
ud. Høg var gaaet ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og
sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William.
Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa Panden, bad hende være rolig
og gik ud for at tale med Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt
med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor.
Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen.
William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved
Spisestuedøren, som han havde lukket op paa Klem. Han var pludselig
blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en
Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet ikke mere, det var
hans Moder, som laa derinde bag Portièren, han følte kun, at Døden var i
Huset.
"Lad os saa læse Brevet," sagde Nina. William saà op og mødte Moderens
Skrifttræk paa et hvidt Blad, "Til Nina og William", stod der. Han
syntes, han skammede sig og rødmede over sin Angst fra før.
Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende
deres Moders sidste Brev.
"Elskede Børn: Min Haand ryster, saa jeg næppe kan skrive, og hvert
Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse
min utydelige Skrift ..."
William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst Og krystede hende i et langt,
fortvivlet Favntag ...
"Lad os læse det roligt," sagde Nina mildt og rev sig løs.
"Eders Moder, som nu maa dø, skønt hun saa gerne vilde leve for Eders
Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke altid været lykkelig. Man har
Sorger, som man skjuler under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet
mit Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sidste Ord er en
Bøn. Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den
berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts
Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld,
hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans
Vilje."
En Taare havde udvisket Ordene. Aandeløse løftede de Papiret mod
Lampen, William græd ikke mere, staaende bag Nina slugte han Papiret med
Øjnene.
"Eders Fader er sindssyg--maaske bliver han aldrig rask. Vor Tid,
elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at ansé denne Ulykke for en
Vanære, og desuden vilde Eders Fader miste sit Embede, hvis de kendte
hans Sygdom--og I er ikke rige--derfor, dæk over det, skjul det--I er
unge, Livet vil en Gang bringe Jer Lykke--
Lad ingen vide det!
Jeg er træt--Haanden vil ikke mere. Tusinde, tusinde Gange Farvel!
Eders Moder."
De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem gennem de usikre Tegn
som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed.
Nina lod Bladet falde.
Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse.
"Lad os besøge Moder," sagde saa William.
Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, dækket af et hvidt
Silketæppe laa Stella paa Sengen. Ansigtet var roligt, men om Munden
dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et
undertrykt Suk.
Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt.
Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en
lang Række.
Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande svulmede.
"Jeg har været ude at spise," sagde han, "Spis, spis, man trænger til
det paa saadanne Dage."
"Vi har spist," sagde Nina.
"Men man bør have nærende Ting, meget nærende Ting, køb noget Oksekød i
disse dage, Nina, meget Oksekød."
Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der gaar i Søvne. Han gav sig
til at rode i Buffet'en og tog tre Glas frem.
"Vi vil ha'e godt af at drikke lidt iaften," sagde han, "rigtig godt,
for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes--"
William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet'ens
Flasker. Nina blev blegere end et Lagen.
"Jeg kan ikke drikke," sagde hun.
Noget i Tonen slog Høg, "Du har det heller ikke nødig," sagde han, "men
William--han sover daarligt." Han tog en af de halvfulde Flasker og
skænkede Vinen op i et Vandglas.
"Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine
Læber ... "Naa drik," sagde Høg barsk, "drik."
Han skænkede for sig selv: "Vi har godt af det," Han stødte sit Glas mod
Sønnens: "Naa, godt Mod," sagde han. William var til Mode, som skulde
han dø, mens han drak.
Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og
Ninas Angst gav ham ingen Trøst.
* * * * *


VI
Et Aar var gaaet.
Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik
alt i Huset som i "Fruens" Tid; Loven, som styrede, var et bestandig
gentaget "saadan gjorde Moder", og for hver Dag, som gik, syntes Nina,
hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje.
Denne Følelse og hendes kraftige Ungdom maatte ogsaa til for at lette
hende Livet i det triste Hjem. Høg skrantede, plaget af en Melankoli,
Børnene maatte være lykkelige over, fordi den var hans Sygdoms mildeste
Form, men som dog laa saa tungt over de unge Liv, der fik deres første
Indtryk i Skyggen af uovervindelige Sorger.
Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, laa Frygten over Hjemmet.
Denne skrækslagne Frygt for et nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem
isnede Ninas og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der aldrig
sov. Et enkelt muntert Ord fra den tavse Høg, og de skræmmedes op som
stukne af en Bi, en lidt ordrig Fortrolighed mellem Fader og Børn, og de
tilkastede hinanden et sky Blik, som sagde hurtigt og angstfuldt: "Nu
kommer det;" et Forslag fra Høg om en Fornøjelse, som skulde bringe lidt
Adspredelse ind i det ensformige Liv, han Selv med knugende Sorg saá
hans Barn førte--og de sagde, naar de var blevet ene: "Vi gør det ikke."
Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man havde stillet
hende, og som var for stor For hendes Kræfter, knugede hende ikke. Men
den tidlige Smerte var gaaet gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og
Frostnattens Rim dvælede der længe.
Med al sit Hjertes Varme omfattede hun "sine egne": William og
Sofie--Fremmede skyede hun. Hun havde en bestemt, stærk Følelse af, at
man gjorde dem--hendes Søskende og hende selv--Uret ved saaledes at
dræbe deres første Ungdom, og denne Følelse gjorde hende kold mod alle,
selv dem, som ikke havde nogen Del i at paalægge de unge Skuldre dette
Offer for Slægtens Anseelse. Desuden maatte hun sky Fremmede, deres Hus
maatte være en Fæstning. Hvis man skulde skjule Faderens Sygdom, maatte
det ske ved at holde sig borte fra alle.--Hvem vidste vel, naar
Sygdommen kunde bryde løs?
William betoges at den samme angstfulde Skyhed som Søsteren, men den
virkede hos Drengen paa anden Vis.
Han havde i de sidste Aar indsuget en overmaade stærk Følelse af sin
Slægts Betydning og Ælde, af dens Daad og dens Gerninger, og denne
Slægtsstolthed, der i hans lidenskabelige Gemyt fik en ejendommelig
sugende Heftighed, var slaaet ud i en altbeherskende Ærgerrighed, en
Drengeærgerrighed af den særegne Fjortenaarsart, hvis Gerninger er
Drømme, hvis altid Søgende Æretørst læskes ved Sejre, vi tildeler os
selv, og hvis smykkende Laurbærkranse er saa let vundne, fordi vi
bekranser os selv. William stødte i sine Fantasier Panden mod Himlen.
Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Verden for sig og sin
berømmelige Slægt.
Saa kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede ham, var her ikke Faderens
Ulykke, men langt mere den Skam, han vagt følte Faldt over dem ved denne
Sygdom. Han blev kaldet tilbage fra sine himmelstormende Fantasier og
saá med pludselig Klarhed Virkelighedens Ynkelighed.
Hans Drømme havde ikke Livskraft til at modstaa denne Storm, og de
blomstrede ikke op mere; som en enkelt Aprilnats Kulde kan afvisne et
spirende Blomsterbed, saaledes sank Drengens Fantasier sammen under
dette Slag.
Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans
altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en
Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse
Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf.
Og til denne Blasérthed, skabt af for tidlige Sorger, stødte langsomt en
anden, mindst ligesaa farlig og skæbnesvanger.
Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig
havde egentlig, hvad man kalder opdraget paa Sønnen, men snarere kun set
til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som
havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige igenvoksede i ham.
Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte. Nu gik
hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier,
der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin
bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den
dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod
alt og alle.
Og i Stellas Sted traadte, under det ensomme Liv i Hjemmet, ingen ny
Fortrolighed eller nært Kammeratskab. Høgs Hus var ikke til det.
Træt af at fantasere, henvist til sig selv begravede William sig i
Læsning. Men det var Drengen umuligt her længere at finde Smag i Bøger,
som vilde have passet for hans Alder.
Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber røre sig kraftigere,
Sorger nage dybere, end de gjorde i disse Bøger.
Saaledes søgte han i sin Læsning hurtigt bort fra sin Alders Bøger, og
han opsøgte de Digtere, som man siger har skrevet med deres Blod: kun
deres Værker syntes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et
Menneske maa lide.
Læsningen kom saaledes til og ophedede yderligere det Drivhus, hvori
Forhold og Omstændigheder saa tidlig havde indflyttet denne Plante.
Men de Sorger og Lidelser, hvoraf saamange af de Digtninge, han læste,
bugner, var som oftest af en anden Art, tilhørte en anden Sfære. Dette
gjorde William sig imidlertid ikke klart, han saá blot, at dette var
Lidelser, som han vidste, de oplevedes, og uden at have nydt i Livet
noget af det, som havde skabt disse Lidelser, blev han gennem Kendskabet
til Lidelserne først fortrolig, siden træt af Nydelser, som han aldrig
havde smagt.
Et goldt Tankeliv var allerede færdigt med en Byrons Lidenskaber og en
Heines Ulykker.
Saa naaede han paa sin Vej til Alfred de Musset, og den facile Adjunkt
udlaante med et Smil: "la confession d'un enfant du siècle" til den
femtenaars Dreng. Og det vilde ogsaa have været for silde at holde igen.
William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed, der netop, fordi
den kun tilhører Tankelivet, piller alt op og udtørrer alt, forstod han
hver Fiber i den Musset'ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født
af Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed.
Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under
Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velærværdighed til
Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser, skeptiske Spørgsmaal og
Fraser. Hans Velærværdighed talte paa Højtidsdagen i sin Velsignelse, da
han lagde Haanden paa Williams Hoved, om de unge Sinds Gæring, der
gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin Naade tilsidst vilde skabe
det samlende Lys.
Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William, eller William
gledet bort fra Religionen. Dump Melankoli, Ligegyldighed og Træthed
havde efterhaanden hentørret Bønnerne paa hans Læbe, og den, som ophører
at bede, er langt fra Gud.
William Høg syntes, han havde levet meget længe og længe nok. Hans
Ansigtstræk havde faaet dette gamle, tidlig visnede Udtryk, der er
ejendommeligt for Krøblinge eller Barn, der skal dø tidligt, han var
meget mager og gik altid bøjet, med ludende Hoved.
Dog saá det ud til, han kunde vokse sig køn.
Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke Baand, som de fælles
Sorger havde bundet, brast ikke. Men paa den anden Side havde disse
samme Sorger tidligt udviklet deres Karakter i meget forskellig Retning,
og for hver Dag, der gik, maatte Kærligheden slaa Bro over en stadig
større Kløft i Forstaaelsen.
William var nervøs og pirrelig, og under hans Tungsind bruste og kogte
al et lidenskabeligt Gemyts tilbagetrængte Voldsomhed. Saa kunde denne
undertrykte Gemyts-Hede ofte slaa ud paa de besynderligste Tider og ved
de ubetydeligste Lejligheder, naar f. Ex. Nina, der var Ordenen selv,
havde lukket en opslaaet Bog, flyttet en Stol, hvorpaa Broderen havde
siddet, eller saadan et eller andet.
Nina var under hans Vredesudbrud bestandig rolig, og denne Ro æggede
William, opirrede ham yderligere.
En Dag havde Søsteren lagt "Rolla" ind i Bogskabet og tillod sig, da
Broderen spurgte om den, at bemærke, at denne Bog forresten ikke var for
Drenge.
William blev rasende og sagde, at hun forstod sig vist ikke meget paa
den Slags Ting--hun skulde helst blive hos sin elskede "Jane Eyre".
Nina svarede ikke straks, men lidt efter løftede hun roligt Hovedet og
saá paa Broderen, mens hun sagde:
"Tror Du, Mo'r vilde synes om, at Du læste i den Bog?"
William havde ikke ventet dette Spørgsmaal.
"Du tror det ikke," sagde Nina og saá atter ned.
Men lige med ét fløj Broderen ind imod hende, og i Raseri slog han hende
paa Øret, saa det klaskede.
"William!" raabte Nina, næsten angst. "William--hvor kunde Du dog?"
Og lige saa snart han havde hørt Lyden af sit eget Slag og den
smertefulde Betoning i Søsterens Raab, faldt hans Hænder slapt ned. Han
saá skelende op, og han syntes, han maatte krybe i Jorden af Skam.