Haabløse Slægter - 09

bed sig i Læben.
"Gud, det er han osse," raabte Gerson, "Du skulde bare høre, sikket Digt
han læste højt i Klassen igaar."
"Gerson," fo'r det ud af William.
"Saa Hr. Høg skriver Digte--og om hvad?" Frøkenen lo.
"Pyt," Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, "naturligvis om
Kærlighed."
"Ulykkelig?" Hun saá lige paa Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang.
Saa gled hendes bort.
"Gud, han skyder sig," slubrede Gerson.
William var rød helt ud paa Ørene og sad og filede unødigt længe i sin
Oksefilet.
"Det er vist et daarligt Stykke, De har faaet," sagde Kamilla deltagende
og saá over til ham. Hun drejede Hovedet hen til Tjeneren: "Aa Petersen,
giv Hr.--"--smilede derpaa--"naa, De vil ikke ha'e?"
"Forresten er det det første Digt, han har skrevet," sagde Gerson og saá
leende op fra Tallerkenen, "han maa først nylig have faaet en Muse."
Kamilla lo ustandseligt. Tjeneren bød Frugten om.
"Gi'er Onkel ingen Sherry," sagde Gerson. "Det er første Gang, Du har en
Høg i Huset."
Efter Bordet spillede Hr. Falk og Gerson Piqué i Dagligstuen. Kamilla og
William var alene i et Slags Galleri, der stødte op til Spisesalen, og
som var omdannet til en Vinterhave med en Mængde Bregner, Palmer og
store Laurbærtræer. Henne i det ene Hjørne af Salen havde man arrangeret
et Lysthus af Gitterværk med Epheu og udenom det store Laurbærtræer, der
dækkede det hele.
"Lad os sætte os ind i Hytten." sagde Kamilla.
Hun gik ind iforvejen; der var helt mørkt derinde, saa han næppe kunde
have kendt hende, som hun sad der paa Græsbænken.
"Er det Heliotroper," spurgte han og aandede stærkt.
"Ja hele Trappen her bag ved er fuld af Heliotroper. Det er min
Yndlingsblomst," Hun rykkede lidt til Side: "Men sæt Dem," sagde hun.
"Her er da Plads nok."
Han satte sig uden at tale. Det lille Springvand ovre i det andet Hjørne
plaskede ganske sagte.
"Dette er Hytten," sagde hun.
"Jeg havde ogsaa en Hytte hjemme, med røde Gardiner, oppe paa Loftet,"
sagde han for dog at sige noget, han frygtede instinktmæssig Tavsheden.
Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, og han saá hende i
Skumringen holde Blomsten ind i Munden, mens hun aandede stærkt.
"Det er saa dejligt," sagde hun, "saa smager man Blomsterne."
Han plukkede mekanisk en Blomst. "Ja," sagde han og aandede, "det er
dejligt." Saa blev der igen Tavshed.
Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over sine Knæ.
"Vi var nogle store Børn i Onsdags," sagde hun.
"Ja," svarede han.
"Og De har skrevet Digte om det."
"Hvorfor lo De før?"--han bøjede sig lidt frem imod hende, sagde derpaa
sagtere: "De vidste jo godt."
Hun gav sig til at nynne. "Kan jeg ikke faa det Digt at læse," spurgte
hun.
"For at le af det?"
"Nej--Høg." Hun drog Aanden dybt, og da hun tav, syntes han, Tavsheden
var endnu tungere end før.
Han flyttede sig uroligt: "Her er tung Luft," sagde han.
Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og lukket Øjnene.
"Det er Heliotroperne," sagde hun.
Der blev igen stille. Hun laa stadig tilbage med Øjnene lukkede. Saa
smilede hun. Han følte som en Tyngsel paa sit Bryst, som om han skulde
kvæles.
"Nej," han rejste sig med et Ryk og kastede Hovedet tilbage, "her er for
lummert," sagde han.
Hun fo'r op. "Men vi gaar jo straks." Han satte sig igen.
"Kan De ikke fortælle en Historie," hun lagde sig tilbage, "det er saa
dejligt her i Skumringen."
"Jeg kan ingen." Og saa pludseligt hurtigt og afgørende: "Hvorfor skal
vi ikke gaa?"
"Saa deklamér noget," sagde hun, uden at høre.
Han saá paa hende. Hun laa atter i den forrige Stilling, næsten halvt
udstrakt med den ene Arm om Hovedet.
"Der er kun ét, jeg kan," sagde han sagte.
"Hvad er det?"
"Ninon."
"Aa, Chevalieren--men det er jo dejligt."
William sad bøjet, med Hovedet frem. "Det er kun Monologen," sagde han.
Begyndte saa:
Der glimre de paa Himlen, hine Kloder,
Der uophørligt efter faste Love
I deres Bane vandre, og der alt fra
Umindelige Tider gik som nu....
Han maatte tvinge hver Linje frem med Magt. Men efterhaanden blev
Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget
af et smerteligt Tungsind.
Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede
Læberne sagte.
Saa rejste han sig lidt. Og som om den undertrykte Bevægelses Bølger
arbejdede sig frem i hans Bryst, som om Understrømmen af Smerte steg og
gav hans Stemme Graadklang, hviskede han Ordene:
Afmaalt? nej, afmaalt kan du ikke slaa,
Du, mit urolige, mit varme Hjerte!
Som Stjernekoret tændes ej og slukkes
I, mine flyvende, beruste Tanker!
Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende
Hvisken, næsten skreg han:
"Hvad vil Jeg nu? jeg véd min Haand er løftet--
Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han Haanden mod sin Pande, som
om han vilde sprede Hjernens Taager--
Og om mit Hjerte ruller der et Hav,
En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger--
Og Stemmer raabe--
Han bøjede sig dybere ned og med et pludseligt Slag som for at standse
det ubetvingelige Skrig stoppede han Fingrene halvt ind mellem de
aabnede Læber.
Han tav, og uden at tale bøjede hun sig atter tilbage mod Væggen med
korslagte Arme.
Og som i Tanker begyndte han paany Hun hørte intet. Hans Stemme lød ind
til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til
hvilke hun selv satte Ord.
Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede.
Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Saa
bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder,
hviskede hun ømt:
"Har Du lidt saa meget?"
--Og deres Læber mødtes i et langt Kys ...
William kunde ikke sove den Nat. Gerson pludrede i ét væk om Aftenen, da
de klædte sig af, og William sagde "Ja" og "Nej" uden at høre et Ord af,
hvad han sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede og kunde
ikke finde Ro.
Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af Triumf,
idetmindste Lyst til at tale, Fortælle det, befri sig for noget af al
den Jubel, som fyldte hans Bryst, saa han næppe kunde aande--
"Det er en Satans Trallen," sagde Gerson og slukkede det ene Lys, "naar
er Du kommen til Operaen?"
William klædte sig af og gik i Seng. Han svøbte sig helt ind i
Sengetæppet, Hovedet ogsaa, og laa og hviskede med sig selv og syntes,
at alting sang baade i ham og om ham.
Saa hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sengen og saá rundt i
Værelset, og med Hænderne foldet over sine Knæ under Tæppet begyndte han
at deklamere Chevalierens Monolog.
Ud paa Morgenen faldt han i Søvn.
Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den
Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde
drevet de unge Drømmerier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise
var vaagnet af en Dvale.
Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod
Løsningen af den Gaade, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst
fremtvunget denne Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne
Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo baade al Ungdommens
første Smidighed og al den Sindets Erfaring, som Williams Overmodenhed
gav den.
Fætter Gerson anede intet ligesaa lidt som Hr. Falk eller de andre.
Kamilla udmærkede bestandig en enkelt af sine Gæster--den unge Læge
fra Terslev, en ung, blond Mand med lyseblaa Øjne og en hængende
Knebelsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøkenens Ofre--og
man var for længe siden hørt op med at kontrollere, hvad hun selv
spøgende kaldte sin Opdragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de
skiftende Forhold til de Syttenaarige fra Sorø. Kamilla opdrog William,
og William sværmede for Kamilla. Det var Fætter Gerson vant til: hver
Gang han bragte et nyt Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt
Sværmeri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det var en
uforanderlig Skæbne, han skulde være femte Hjul til Kusinens Vogn.
Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i Staldene, paa
Markerne--det første Foraar begyndte jo at gry--og i Landsbyen, hvor
han holdt sig skadesløs med at kure til Præstens femtenaarige Datter,
hvis jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig over hans
Overlæbes fine, skyggende Dun.
Saaledes blev de elskende alene.
De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden spadserede de i Haven,
nede i den store Poppelallé ud mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de
kunde være helt uforstyrrede og usete. Kamilla tog hans Arm og, bøjede
tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og tilbage i Gangen Time efter
Time.
Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Fremtiden. Kamilla fandt i
denne Forelskelse en Opgave, hun troede paa William og vilde skabe noget
af ham. Under deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om denne
store Slægt, hvis sidste Skud skulde redde saa meget og bære over saa
megen Elendighed; og den enes Ekstase hævede den andens, saa at man i
bestandig Vekselvirkning tilsidst slog Panden mod Himlen i Planer og
Haab. Kamilla syntes, hun var født for at genoprette denne stolte Slægt,
og naar hun, mens de gik sammen, i pludselig Kærlighedstørst slyngede
sine Arme om hans Hals og trykkede den skælvende William op til sig med
hede Løfter og ømme Kærtegn, forekom det hende, som om hun indviede en
Ridder til Livets Kamp, hvor han gik ud til et helligt Værk.
Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Fremtid, for denne Ungdom,
som voldsomt sitrede i hendes Arme, lod hende glemme, at hun selv stod
tilbage paa Bredden, medens William bestandig ene i Baaden,
blomstersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Morgenrøden og Lykken.
Og heller ikke han syntes at tænke derpaa: ingen af dem saá, at der
bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage.
Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en
solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden
til Skueplads for deres Drømme. Kamilla var ældre, og hun havde set for
meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at kunne glemme det;
hvad William angik, havde denne til Fuldt Blomster udviklede og levende
Kærlighed pludselig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var dog
noget, som hed at leve: for anden Gang blev Livet pludselig for ham
befolket med Virkeligheder, man kunde nyde, og som man maatte kæmpe med.
Og der holdtes han saa oppe af Kamillas Virkelighedssans, der bestandig
aarvaagen søgte et Maal i Livet for den, hun elskede.
Undertiden tilbragte de hele Dagen i Vinterhavens Lysthus. Dette Sted
var sammenvokset med deres Kærlighed; Heliotropernes Duft, Græsbænken,
paa hvilken de havde siddet, de høje Planter, til hvilke de havde lænet
sig--, alt fortalte dem om Hengivelsens utrolige Øjeblik, hvis Berusning
gemmer al Kærlighedsforholdets Lykke som Frøkornet Planten. Her talte
de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede
hinanden med tavse Smil, der paa samme Tid var et Minde og et Løfte; fra
dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste
Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den
første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første
Hengivelse tilbage ved hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første
Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed.
Han talte om den første Gang, hun hilste paa ham i Kirken. Hun havde
smilet saa besynderligt.
Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham?
Hun svarede ikke, men hun smilede paany og kyssede ham. Det første, han
havde set, var hendes Nakke--han saá den skinne bag den sorte
Pibekrave. Og det første, hun havde set hos ham, var hans Øjne. Hun
havde tænkt, det var besynderligt at sætte trediveaarige Øjne ind i et
sekstenaarigt Ansigt ... Saa havde hun forresten lét af hans Gang.
Saaledes dvælede de ved de tusind Minder fra Forelskelsens første Dage.
Han var en Dag gaaet bag ved hende ud af Kirken og var blevet ved at
følge et Skridt bagefter. Det havde været hende ubehageligt, hun havde
kunnet mærke hans Blik hvile paa sig. Hvad havde han tænkt paa den Gang?
Han huskede det ikke.
Men hun saá paa ham og sagde: "Man glemmer aldrig saadan noget--sig mig
det."
Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund,
indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende.
Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende,
halvt liggende i hendes Skød.
Til andre Tider læste de højt.
En Dag havde de faaet fat i "Tartuffe". William og Kamilla havde været
oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulde spilles, og nu skulde
Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt.
William læste kun Optrinene med Elmire.
Og Luften i dette Rum, Minderne, der befolkede det, Stemmerne, der talte
til ham om alle Nydelserne i denne duftsvangre Hytte--alt farvede denne
elskovssyge Hykler, saa Billedet blev berusende for Kamilla, som hørte
en vidunderlig Elskovshymne i Digterens Ord.
Han tav og lukkede Bogen. Hun tog Hænderne op for Øjnene for at holde
Billedet fast.
Saa løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens hun tog Bogen og
studerede Guldsnirklerne paa dens Ryg, sagde hun simpelt:
"Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?"
Han rørte sig ikke, han saá kun stift paa hende, saa rødmede han.
Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt mere derom. Men
Resten af Dagen var de begge adspredte, og næste Morgen rejste
Vennerne--Gerson og William--tilbage til Sorø.
Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sammen efter Skoletidens
Ophør. Man ransagede Samvittighederne uden at finde særlig sorte
Pletter, og var Kl. 12. da man samledes i Lærerværelset, meget spændt
paa, hvad Rektor kunde have at meddele.
"Det er ikke noget slemt," sagde han, da han kom ind og med Hænderne
foldede over Maven smilende saá fra den ene til den anden. "I har vel
været ængstelige for, at der skulde være hændet en Ulykke. Hva', Høg?"
"Nej, det just ikke--men ..."
"Jo, for det er tværtimod"--Rektor talte meget langsomt og lod
Tommelfingrene velbehageligt glide forbi hinanden, mens han stak den
lidt rødlige Næse ind i Williams Ansigt--"tværtimod noget--meget,
særdeles glædeligt."
Kort og godt en berømt Professor fra København vilde give en
Velgørenhedsforestilling paa Theatret og udbad sig til alle Birollerne
Assistance af øverste Klasses Elever.
Der blev en pludselig Summen, alle talte i Munden paa hinanden, raabte
paa Stykket, paa Rollerne, om der var nok til dem alle. De glemte i
deres Rus aldeles Rektor, som stod og smilede fornøjet midt i denne
Bisværm og hvert Minut sagde:
"Jeg tænkte det jo nok, tænkte det jo nok." William var blevet tavs og
helt bleg.
Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt:
"Men hvis jeg nu havde sagt nej--"
Man trængte sammen om ham, raabte, bad. William stod lige ved ham.
"Det kunde De ikke," sagde han.
"Saa?"--Rektor pudsede sine Briller--"hvorfor ikke, Hr. Høg?"
William blev forvirret og stammede: "Jeg mener--det vilde Professoren
ikke."
"Naa"--han smilede igen--"det var en anden Sag--nej, desværre, han
kommer saamæn, for det tager jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden
vi aner det."
Fem Minutter efter vidste den halve By, at "Professoren" kom dertil for
at spille en af sine Glansroller, at øverste Klasse skulde assistere
ham, og at William Høg skulde give den næstvigtigste Rolle. Det var
længe siden, der havde været en saadan Bevægelse i Sorø.
Gymnasiasterne var som ude af sig selv de næste otte Dage.
I Frikvartererne raabte man, og i Timerne hviskede man. Den danske Lærer
indgav et spydigt Andragende om ligesaa gerne helt at give Ferie, og man
blev tvunget til foreløbig at indstille de latinske Versioner. Om
Aftenen holdt man Prøve.
William var den eneste rolige i hele Sværmen.
Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard.
* * * * *


II
Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig
for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham.
"Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han
skulde først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede
med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved
den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem
mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert
og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over
hinanden.
De talte inde paa Scenen--han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis
Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet,
og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast.
Hans Hænder var fugtige.
Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte
... Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét
til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren.
Men intet var ham klart....
Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var
gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til,
ligesom naar han skulde springe over "den store Hest"--og han havde
taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der.
Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm,
han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han
maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var
den.
Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af
Rummets Mørke--han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit
Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han
syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af
sin Stemme, høj, klar og--dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i
samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem
for sig som en drukken Mand.
Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han
talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet
paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere,
ligesom han ledte ham med sin Stemme--
Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der
berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i
Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han....
Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og saá glad ud, og
tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var
Professoren, som lo--
Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod
ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede
med en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham.
Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret.
Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned
gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her
var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft.
Han løb over Gulvet, lige i Armene paa "Professoren" ... han saá op,
sagde "undskyld" og blev rød i Hovedet.
Professoren tog ham i Armen: "Stop lidt," sagde han, "De har svær Hast."
William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet,
stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham
igen.
"Godt," sagde han og slap ham.
William blev staaende.
"Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren.
William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede,
jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han
deklamerede og raabte. Hans Jubel trængte til Ord--usammenhængende,
stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde--men raabe maatte han.
Sejr--Sejr--han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind
paa ham og raabte til ham, og alt syntes han, det maatte føre ham til
dette Maal. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han
havde været blind, at han ikke havde set det....
Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og Flaget havde været
hans Kongekaabe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulde
han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulde
han betvinge den. Hvordan kunde han have været saa blind?
Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet.
Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes,
det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de
Ord, hun havde sagt, da han læste "Tartuffe": "Hvorfor vil Du ikke være
Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt,
ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?
Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej.
Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes Spørgsmaal. Han havde
skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl
havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden
at han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom i Dvale alle
disse Dage siden da, og nu var han vaagnet af en tung Savn, og nu
vidste han, hvad han vilde--hvordan han skulde sejre.
Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes
Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin
Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde
slaa ind paa hans Bryst--han var fortumlet, beruset og ellevild.
William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt.
Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt
William besøge sig, naar han kom til København, og man havde i Byen talt
meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg.
Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en
Skandale med Frøken Falk, som kort efter "Professoren"s Forestilling,
hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin
blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet
Menneske med Zigeunerblod i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for
Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var
kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud,
holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans
Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog
private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.
"Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste Tid," sagde Gerson,
"Du ser ud, som om Du vil slaa os alle paa Snuden, om galt skulde være."
William lo, men fast i traadte han. "Slægten" bekymrede ham ikke mere,
hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulde han gøre op, naar han havde
naaet frem. Bedre var det da at blive noget end Slet ingenting.
Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling,
men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at
træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til
ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa
bleg og saá saa lidende ud.
"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var
færdige?--hvad?--havde Du?"
Hun gik lige hen og tog ham i Armen.
"Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det
forbi--nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?"
Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en
Stol.
"Hvorfor er De kommet," spurgte han.
Hun svarede ikke, men stod og saá paa ham med glansløse Øjne,
ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig.
"For De mente vel ikke, vi skulde gifte os," sagde han.
Kamilla lo. "Og det er din Undskyldning," sagde hun haardt. Hun greb ham
igen i Armen, William rev sig løs, "Slip mig," raabte han.
"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede
for"--hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa
rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til
Fodsaal, raabte hun: "Dreng!"
William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et
Lig, og han støttede sig op til Væggen....
Hun saá det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede hun sig paa Gulvet,
omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at
tale--men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd--
Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens han slyngede hende
tilbage næsten med et Spark med Foden:
"Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har forført mig?"
William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende,
han havde ofret sin Lykke for sit Livs Maal. For han havde elsket hende,
det var, som hans Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i
efter hende--men det maatte ske. Det var hans Kunst, hans Maal, hans
Fremtid. For den maatte alle Ofre bringes.
Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed--som han
troede, han bragte et Offer.
Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene
gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang
over Hesten og fægtede med Gerson, hvem "Fanden skulde ta'e, om han
fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste han Roller, eller han
laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig
og deklamere.
Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han
fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved
at være mørkt, han saa de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen
som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa ligesom et stort, sort Dyb
og dækkede over Tavsheden. William kunde blive helt forskrækket, han
følte sig uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst
til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han
begyndte at tale....
Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind
ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte
Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud--maalte den
Verden, han tog i Besiddelse.
William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et
Tilfælde, at den var falden ham i Haanden. Den havde staaet med Støv paa
Guldsnittet siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften taget
den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke den Nat, han laa og
læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev
Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen.
Saa saá han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen paa
Bordet, Men lidt efter tog han det igen og slog op paa de første Sider.
Scenen med Drengene paa Gaden:
Selim.
Dér er Aladdin, saa nu kan vor Leg
Begynde ret.
Aladdin.
God Morgen, Kammerater.
Selim.
Hvor blev Du af saa længe?
Aladdin.
Ser Du vel,
Der var Begravelse her uden Byen
Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist.
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt.
At høre Sangen, og at se dem gaa
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.
Selim.
Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?
Aladdin
(ganske ligegyldig).
Min Fader.
Selim.
Hvad? din Fader? er han død?
Aladdin.
I Forgaars Aftes døde han.
Selim.
Og derom
Har Du ej talt et Ord?
Aladdin.
Saa har jeg glemt det.
Selim.
Og sørger ej?
Aladdin.
Nu, har jeg Raad til det!
Selim.
Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen.
Aladdin.