Haabløse Slægter - 04

Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et "_bon
soir_" og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe efter ham,
men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem.
Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og
skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været
fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat
saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad bag Themaskinen og
vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund.
Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han
vaagnede med ét.
Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte
højt med sig selv.
Jo det var, som han tænkte sig--det vil sige, han havde tænkt sig det
større, lysere. Men i København var det jo saadan. Men det var dejligt
ogsaa her. Saadan at tale til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle
til aandeløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde.
Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader,
som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt.
Saa saá han hende pludselig staa med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm,
stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige
Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen
af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det
kolde Lagen.
Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede
i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget
op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en
Bylt. Pludselig kom han til at græde.
Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i
den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet.
Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med
Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren til
Williams Værelse.
Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammenkrøben i Sengen, rød i
Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella saa længe paa
ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold.
Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om
ham, lettede Lyset en sidste Gang. Da hun saá op, faldt hendes Blik paa
et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel
Barnepige.
Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes
Blik vilde gennemtrænge Billedet.
Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun
hen med "Fadervor" paa sine Læber.
Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa
Skolebiblioteket.
Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke
et Ord af," sagde han. Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger,
som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da
Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han
ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade,
hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog.
Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset
over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra igaar. Et
Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne
godt, men hans rundryggede Figur saá latterlig ud. Da Moderen lo, blev
han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb.
Seks Uger efter blev Nina konfirmeret.
* * * * *


IV
Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas
Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en
Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod
han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det
hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen
og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.
Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en
mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt
af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra
Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere
et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et
Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk
paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik
ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder.
Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af
original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde
Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens
Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han
meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene,
mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.
Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab
var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog
næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale
meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive
blybleg.
"De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs--en Smule." Og
Stella smilede atter med sit trætte Smil.
I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg,
langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte
med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne
svulmende i Panden og røde Kinder.
"Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti
Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet--De var der
ikke?--førte han Kotillonen op--der var en Begejstring blandt de unge
Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux."
"Ja ikke sandt--vor kære Høg er som forvandlet," Hofjægermesterinden
slaar sin Vifte op, "igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt
virkelig i Søvn."
"Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," henkastede Doktoren.
"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn."
Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket
Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.
Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende
uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes
forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det
var bedre, hun blev hjemme.
Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage
for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde
Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det
til mere--og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet
ham. Desuden vidste hun jo--Men en Dag nu i Foraaret var det bleven
hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde
forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved
sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet.
Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen.
Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod
Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel:
hun kunde ikke opleve en saadan Nat til.
Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun
ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun
ud til Bergs.
Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige
Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til
Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden
at mærke det.
Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle
Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige
Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for
sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige
Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne
Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i
disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes alt
af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø
under denne Tavsheds Kvaler.
Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre,
da hun slæbte sig op ad Trappen.
Hun ringede.
Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.
Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. "Om Doktoren var hjemme?"
"Doktoren var paa sit Værelse."
Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort
brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod
foran denne Dør. Saa aabnede hun den rask.
Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede
Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i
hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler.
Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. "Endelig," sagde han. Stella
saá paa ham, hans Blik var mildt. "Vær rolig. Frue," sagde han dæmpet,
"vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror." Hun standsede
og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det
da--ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet
at sige ham ... Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde
sin Haand paa hendes Arm.
Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede
efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende
til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De
det da? Aa--Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte,
mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun
kæmpede med sin egen Elendighed.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe
op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede.
Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken.
Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i
Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saá ned paa Sofaens Kvaster,
fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie ...
Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen,
det vilde gaa over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som maaske
var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde
gaa over.
Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og
en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg paa en Sindssygeanstalt.
Stella saá længe paa ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod
ham. Saa gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen.
"Umuligt," sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom.
Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregaaet
med Høg. Baade Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af
Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet
indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo,
spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste
Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina
rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom
instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke
kendte.
Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som
lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der
pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og
lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres
bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale. Saa
fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene
voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor
sine Børn.
Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de
turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille
Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes
talte Nina og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som
de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres
tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden.
Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til
Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil,
der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.
Naar Nina og William var ene sammen--Stella lukkede sig inde i
Kabinettet--sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de
snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde
afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar de mødtes paa
Trappen eller midt i en saadan Samtale om alt eller intet, kunde den
ene sige "Hvor er Fa'r?" Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor
Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed
de vilde lette deres stille Angst.
Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen,
men Stella spurgte sjældent.
Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig
op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. "Hvorfor græder
Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit
Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp."
Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder
og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde
hun.
Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente. Saa
gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk.
En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en
Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver
Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun
saá ned: "Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen."
William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen, Hun
trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes
Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig
voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet
og satte sig igen.
Nina bladede i en Bog.
"Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig frem. "Nej," sagde han.
Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej.
Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet.
"Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella.
"Det nytter ikke," Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne
blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden.
"Er han der?" Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt.
"Nej."
Og igen. "Ser Du ham?"
William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved
Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet,
drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen
gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var
helt dækkede af en rund, rød Plet.
"Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte.
Stella nikkede, Gadedøren gik. "Nu," sagde hun.
"Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik
bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se.
Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an.
"Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella.
Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi
Moderen. Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte:
"Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst,
blev rød i Hovedet, mens han talte.
"Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og
tilbage med sænket Hoved.
Høg kom lidt efter.--
Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse,
men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde
fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom.
Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde
slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse.
Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu
var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget.
Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til
denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden
Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaanden
gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste paa en Bakke i Skoven.
Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I
Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede
sig over, at de kunde le.
Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres
Samtale vakte; det var saa længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de
hjem i en vis nervøs Oprømthed.
Jensen tog imod dem i Porten. "Der var kommet Telegram til Fruen." Det
var, som de med ét blev kolde.
"Hvorfra?" spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. "Hvorfra?" Jensen
bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa
brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste
saa.
"Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og
løb op.
Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde
staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William
sig frem imod Søsteren.
"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst.
"Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets
Elendighed i den korte Lyd.
De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals,
trykkede ham op til sig og græd.
"Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen.
Næste Morgen rejste Stella til København.
Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget
melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella
hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til
Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der
blev intet af Rejsen til Sorø.
Man tænkte ikke paa Forfædrene nu.
Jo--William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store
Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed,
han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn,
som _de_ føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte
slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.
De blev alle tre--Nina, William og Sofie--paa Landet indtil midt i
Oktober. William var dygtig nok, han kunde godt forsømme, sagde Doktor
Berg, og de var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var borte.
Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om
Stederne, de havde set, om Theatrene de havde besøgt, om de store
Hotellers _table d'hôte_. Hendes Breve var kun en eneste Fest. "Fader er
atter rask," skrev hun, "melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det
ganske godt, hoster kun en Smule" ...
Og i et andet Brev: "Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han
plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og
er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere
rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor
mange."
Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage
tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom. "Saa skal vi da genses,
elskede Børn," skrev Stella, "genses efter saa mange Sorger--Sorger,
som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men
som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders
Moder
Stella."
"Mo'r skriver altid det," sagde William.
"Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," sagde Nina.
Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.
Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og
trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig
om.
"Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene,
"Mo'r."
"Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: "hun er ikke rask."
Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres
Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de
Døren op og saá hende.
Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa
Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var
trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt,
blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.
Alt Blodet var veget fra det Ansigt.
Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem.
"Mo'r," raabte de. Nej, nej, hun havde Ret--de havde nær ikke kendt
hende.
"Er I bange for mig?" sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret,
den var blevet spædere, aandeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde
paa hendes Læber.
Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens
de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder.
"I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde hun sagte, dybt
bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule.
Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt.
Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, "Kys Mo'r,"
sagde hun. Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen.
"Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned.
"Gaa, gaa," sagde hun og vendte Ansigtet om. "Gaa!"
"Bring dem bort," gentog hun.
Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet
det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt.
"Ja, jeg dør," sagde hun.
* * * * *


V
Sygdommen skred hurtig frem.
William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom
smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind
i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig
hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende
Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.
Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende
Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.
Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa
vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset,
lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende
Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet
om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind
i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var
falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget
skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede
Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede
Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man
kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede
Hænder.
William gik sagte over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet: Der
var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned,
Olien kogte sagte. Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring.
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng;
Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges
Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude.
Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig,
aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor
Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand!--den skinnede mellem
Haaret.
William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod
Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men
sove kunde han ikke.
Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset.
Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige,
forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra
Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje;
det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.
Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder.
Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at
foretage sig noget, uden at tale.
"Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina.
Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han:
"Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik stille, som han var kommen.
Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige
Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig
paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs
og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen;
undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt
frem og berørte den med sine Læber.
"Tak," hviskede han.
Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med
Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. "Jeg sover ikke," sagde
William.
"Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis
rørende, ydmyg Ømhed, der Syntes at bede om Tilgivelse--William vidste
ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem
han bestandig følte saa dyb Medlidenhed med.
"Nej--men Mo'r hoster," svarede han. Høg sukkede.
"Men det gaar ikke an--vi maa flytte din Seng--."
"Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange ..."
Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.
"Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium,
Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere
Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.
Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp
Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner
lige ovenpaa hinanden.
Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen
med blytunge Lemmer.
Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos
Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm
Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i
Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og
Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte
Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge
i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det
runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt
tilbage ...
"Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin,
talte hun om mangt og meget med sin Datter.
Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder.
Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de
andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men
naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i
Sengens Tæpper.
Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte
Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. "Det ækle Lys,"
sagde hun, "det viser Jer, hvor grim jeg er bleven."
Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med
Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste,
de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, "før Ulykkerne
kom", som hun sagde, naar hun om Formiddagen talte med Nina.
William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og
Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed
for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg
forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.