Haabløse Slægter - 16

ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade
Svar og Tiltale.
Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer ... ikke
Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op
og tage Tag i sig selv:
"Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han
sig igen og sagde: "Det gør ikke noget."
Slet ingenting--og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.
Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at
de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte.
Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et
Minde, et eneste Ord--
Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev
aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.
Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var
saadan graat overalt.
Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede
Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive,
læste noget højt for sig selv, skrev igen--
Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op.
Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i
Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen.
* * * * *
--Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.
De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De
sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.
"Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden.
"Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort.
Grevinden saá hen: "Hvorfor?"
"Det ønsker jeg ikke at sige Dig."
"Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det
halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for
Frøknerne Høg."
"Netop."
Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget
sent."
"For sent," sagde han.
Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den
anden Side ud over Sundet.
"Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig
lige imod ham.
"Det tror jeg ikke."
"Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?"
William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.
"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden.
"Ja--som Du saá."
"En smuk Omgang."
William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din
gamle Elsker." Det lød som et Stenkast.
Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa
nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:
"Hvem har sagt Dig det?"
"Han selv" ...
"Ah!" Grevinden sandede dybt. Men saa hævede hun Blikket, og seende ham
stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:
"Og om saa var" ...
Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han
Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig."
"Ja--hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i
hinanden. William slog Øjnene ned.
Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.
"Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt.
Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa
hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge--Skøge"
og slog og slog.
Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.
* * * * *


III
Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem
over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede
sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han
rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele
Aaret i dette rare Land."
"Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end
Sommeren."
"Du mener, det er alle Dage ligegodt--aa ja--der er noget i'et."
De gik lidt.
"Uh, sikket Sjap,"--det var Hoff, som talte--" og saa er der endda
Huller paa mine Støvler" ...
"Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?"
"Nej," Hoff gabede igen, "jeg lod det staa. Jeg kunde ikke"--ny Gaben
og Kuldegysning--"faa Forskud før i næste Uge."
"Naa. Har Du nogle Cigaretter?"
"Jo--værsgo'." Høg fik, tændte,--"uh, det er dog nogle irriterende
idiotiske Piger--de er s'gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme."
Hoff svarede ikke og de gik videre.
"Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa, det kom noget
dumpende.
"Jo, jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra
Brostenene. "Hvorfor har Du ikke talt om det?"
"Aa--jeg véd ikke--det er ... jo ingen Begivenhed." William var lidt
usikker, saá ned ad Vimmelskaftet.
"Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff.
"Pyh--der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter
over elleve ..."
"Aa--ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke
hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem
og læse Lamartine ..."
"Lamartine"--
"Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag
med Romantikken ..."
"Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?"
"Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er
slemme i denne Tid."
"Ligesaa hos os! God Nat."
De skiltes--
Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor
Hugo, hvorved han fordøjede Maden--han sagde altid, at Vers var det
samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene--bankede det paa Døren.
Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte
for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude
paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede,
Tonen var irriteret.
Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo er Dame," sagde hun tørt og
lukkede Døren op.
"Naa," sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds
Navn ..."
Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og
adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd
at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.
Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr.
Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen,
som bad hende blot ikke være bange.
"Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak."
Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse,
indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved
at staa dér, som om hun ventede.
Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og
bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg
lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage
Plads."
Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede
nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa
Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.
Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke
sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende:
"Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han.
Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med
sig selv. "Mit Navn"--det var næsten uhørligt--"er Nina Høg," sagde hun.
Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.
"Frøken Høg."
"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder."
Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde
have kendt hende igen.
Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod
Gulvtæppet ... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte.
Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun.
"Nej."
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op,
men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.
Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men
saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt
graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men--men
jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."
Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget
sammen med ham ..."
"De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..."
"Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo
ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet,
tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun.
Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og
ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han.
"Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget."
"Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina.
"Naar han blot vilde flytte hjem ..."
Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i
Lysene paa Flygelet--mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
"Det var en stor Ulykke," sagde han.
Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun
sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke."
"Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff.
Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til
Bord. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte
hun.
Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:
"Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde han, "og ... De
skal ikke være bange ..."
Han standsede, fortsatte derpaa roligere;
"Det er maaske kun en Overgang."
Nina saa spørgende op, "Men de Artikler ... var de ikke ... sære?"
"Jeg tror bestemt han har Talent," sagde Hoff.
"Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter
dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun.
Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil."
Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.
"De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne
... naturligvis ... en Reaktion."
Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle
Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; "Og Saa med Pengene ..."
Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt,
men Hoff saa, hun skælvede.
"Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig."
"Ja--han ... bruger jo noget ..."
"Men--hvor faar han det?"
"Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet."
Mina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og
vendte sig helt.
Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget ..."
sagde han.
"Lad ham blot komme hjem ... kun en Gang imellem." Graaden standsede
hende. "Vi ser ham aldrig mere."
Ja ..."
"Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham."
Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.
"Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun.--
* * * * *
William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa
Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man
havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede
der.
Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet
Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en
stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en
anden Tilværelse.
Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov--hvad
han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller
paa Chaiselonguen.
I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var
om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som
den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev
liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op
for?
Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle.
Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.
Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter
Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde
at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk
Dyne.
Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til
Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Haanden eller sløvt faldt
sammen og sov mer, end han var vaagen.
Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men
alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan,
havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning
alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker
var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstavelsen af
nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget
hidtil fremmed, dertil var han for slap.
Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig
Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt--og
det, det var just det, han ikke gad.
Hvad han læste, var mest Filosofi.
Han troede ikke--han gav sig ikke af med at tro--søgte heller ikke at
gennemtænke--han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med
noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den
moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.
Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til
paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel
Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk,
saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans
Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen."
Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den
Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.
Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de
vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han
fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om
Vægt af Hjernen, om Fedtstof.
Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud.
Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform
paa hans Sjæleliv.
Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende
rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han
snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte
ham til Undskyldning.
Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger,
hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens
samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han
ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller
rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.
Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk,
saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men
for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til
Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han
begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer ...
Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om
Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele
saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.
Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage,
hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne
sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.
Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel,
og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende
Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaet
Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været
klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man
saa at sige gav Erindringen paa Borg.
Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i
Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen
vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om
Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.
Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at
betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De
første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen--
oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt
dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev
pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.
Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke
tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den
næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens
Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.
Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om
sin Broder.
Et Par Dage efter besøgte Hoff William.
"God Morgen."
"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og
døsede lidt."
"Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en
Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i
Kakkelovnen?" spurgte han.
"Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt.
Hoff aabnede Kassen. "Nej"--
"Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa"--
"Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede sig i den eneste
Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.
"Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund ... og Minna."
"Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm"--
"Hvorfor ikke--han er meget rar ..."
"Aa, ja, og saa giver han ud," Hoff sagde det tørt uden at se paa ham.
William blev rød.
"Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket
tæt."
De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag ...
"Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff.
"Nina?"
"Ja--hun saá daarlig ud."
William svarede ikke ... "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff.
William lod distræt: "Nej--ej," sagde han saa, "det er noget siden."
"Jeg troede, Du spiste der."
"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere."
Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.
"Hør--Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han.
"Om hvad?"
"Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade."
"Nej--ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt.
"Ja--Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..."
William lukkede Øjnene. "Aa, ja--naar man vil leve, men jeg vil hellere
dø ..."
"Naa, ja--saa hæng Dig!"
William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt.
"Men Du tør ikke."
Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu,
Minna er ret grinagtig."
"Det er jo en hel Del."
"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og
hun har ... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man
ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt--saa uskyldig ser
hun ud af Øjnene ..."
"Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt.
"Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som
er det mærkelige."
Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han.
William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn.
Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og
sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte."
"Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen,
"forbi."
* * * * *
"Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke."
Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde
Hr. Hag ikke have underskrevet des Papir," sagde han roligt.
William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage ... saa
kan De dog vente"--
"Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og"--Hr. Olsen foldede Papiret
ud--"her staar, at Summen er forfalden idag."
William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog
Hovedet til Siden, "jeg kan ikke."
Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter
Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han.
Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans
glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.
"Ja," hviskede han.
Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt
Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."
William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.
"Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir
med den flade Haand.
Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det,
og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:
"Nej, De kan ikke. De kan ikke gøre det."
"Præsentere papiret?"
"Nej, De kan ikke," gentog han.
"Hvorfor?"
"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "Fordi ... ", han
standsede, "De véd, den er falsk--."
Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det
hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst.
William kunde ikke svare.
"Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt
efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere
Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig, "For der maa være Orden
i Forretninger," sagde han.
William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst.
"Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen.
William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale,
mekanisk, sammensunket handlede han.
"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. "Farvel,
Hr. Høg."
William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen,
ud paa Gaden--intet. Han var lamslaaet af Angsten.
"Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det er en lang Tid." Om
saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.
Han havde skrevet Baronens Navn efter--Det havde været en blot
Formalitet ... Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen ...
Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker
under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og
raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.
Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.
Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa
og bede; snart vilde han vende sig til Nina ... Men han skød atter disse
Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane
ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne ...
Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt ...
Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene
vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at
fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom
mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa
vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det
som Hoff ...
Som Hoff--det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han
begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt,
bredte sig i al den fantaserede Blødhed.
Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte
forfra.
Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane
Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den
rige Mand og fik Pengene--
Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne.
Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham
dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed ... Han
vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med
Navne ... Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere ...
Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op.
Han vilde gaa der straks.
Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen.
William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa
Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle
disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:
"Han laaner mig dem--han laaner mig dem ..."
Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde
Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.
"Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saá han paa William, der var
bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt
Spørgsmaalstegn.
"Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.
"En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til
Egebordet.
Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god
Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol.
William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke
sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner "Det er en Løftelse
med saadan store Navne."
Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde:
"Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden
rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet--"kommer for"--
"Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William.
Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge
Mennesker," sagde han smilende.
William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.
"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og
saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede
Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under
Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.
"Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen ...
Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det
nærmeste," sagde han.
"Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen.
"Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... men det maa ikke være behageligt,
vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed."
William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale,
stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:
"Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren.
"Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang."
Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet.
Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om
Hjørnet.
William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han
boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik
tidligt i Seng og sov straks ind.

Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde
altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og
roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme
ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.
Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod,
der véd, at han skal dø og nu bare venter.
Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han
vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa
"Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham
ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke ...
Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk