Haabløse Slægter - 08

eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen.
Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede.
En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: "Holder
Du meget af at høre min Kusine spille?"--
"Din Kusine?"
"Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag."
William blev rød og sænkede Øjnene ned over "Bohr": "Ja," sagde han.
"Kusine har lagt Mærke til Dig--ja, hun har forbandet gode Øjne."
"Jeg vidste ikke, det var din Kusine," sagde William og rejste sig. De
talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William
ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet,
han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin
Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu var hun Gersons Kusine,
og Gerson vidste det, og der skulde naturligvis snakkes om det i
Klassen--og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget
mere, Kirken heller ikke.
William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den
næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altfor
latterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med
Kusinen, og hun lo vel, naar han saa let lod sig jage bort. Nej, han
maatte netop komme der, nogle Gange i det mindste--og saa rent blive
borte. Det var det klogeste.
Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom,
men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun
havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod.
Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers
jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde
det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. William
satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de
gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt
maal, uden nogen tydelig Genstand: han hørte Musikken, og hans Tanker
svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik.
For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun
været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han
hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner--og hun
spillede dejligt.
Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens
Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende
var den for hans Tanke.
Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik
ned. Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun
viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde "Goddag".
Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om
Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som
den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal. Men
saa pludselig sagde Gerson:
"Naa, Du var nok ovre i Kirken idag."
Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa
Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før
han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden.
"Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere,
ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde
sagt: "Ja, jeg saá din Kusine idag."
"Hun sagde det," sagde Gerson, "hun tror, Du holder Andagt i Kirken."
Han lo.
William blev meget rød.
"Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine Forfædre--men Du er da
ikke gal."
Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. "Kamilla er da
kønnere end som saa, skønt hun er en gammel Pige." Gerson lo stadig og
kneb Øjnene missende sammen.
"Ja, hun spiller dejligt."
Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra,
Tanten var død, og Etatsraaden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men
Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. "Hun holder sgu
meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen--men hun snakker løs og
lader sig ikke mærke med det."
Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William
snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.
Blandt Williams "Beundrere" satte det noget ondt Blod, at Gerson paa den
senere Tid var blevet saa intim med ham, skønt han altid havde stillet
sig lidt fjendtlig til "Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionen
den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en
Gang paa et æstetisk Møde havde Gerson ladet falde en Ytring om
"Slaveejer og Slaver", som umuligt kunde misforstaas. Nu var han
alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for
"Forræderi".
Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større
Forstaaelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde
Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme
og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede
ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab,
eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller
mindre venligt.
Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede
ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden
tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.
... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun
havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det
altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt--lige for Fødderne af Høg, der
just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den,
men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget. Hun
takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende
hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i
Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu rødere og havde Hjertebanken,
saa han troede, Brystet skulde sprænges paa ham.
Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en
dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig
Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med
Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst.
"Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig
Musik--det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over
i Kirken ..."
Hun Fandt det saa naturligt--han havde dog maaske haft lidt mere
Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og--Deres Forfædres Ben.
William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig
Fejl," sagde han.
"Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham.
"Det er slet ikke derfor ..."
"Hvorfor?"
Nej, han kunde ikke udholde det Blik--han tav og saá ned. "Det med
Forfædrene," sagde han saa dæmpet.
"Da vilde jeg kun finde det naturligt," sagde hun, og Betoningen var
meget alvorlig, ejendommelig dyb.
"Vilde De?" det kom hurtigt, og han saá hen paa hende.
Hun saa smilende op: "Saa havde jeg jo dog Ret."
Vognen var ikke kommen, hun saá hen mod Porten, rystede lidt misfornøjet
paa Hovedet og drejede saa ind ad en Sideallé ved Søen. William fulgte
efter.
"Jeg har jo ikke anden Slægt," sagde han lidt efter.
"Deres Søstre."
"Ja--mine Søstre," han talte langsomt og biev ved, som om han talte hen
i Luften: "Men derfor kan man godt føle sig alene."
De gik atter nogle Skridt. "Det kan jeg forstaa," sagde hun.
"Og saa er det, jeg har dem." William gik videre.
"Jeg forstaar det saa godt," hun drag Haanden ud af Muffen og glattede
dens sorte Skind med sin Handske: "det maa være meget lettere at blive
til noget, naar man saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa
En."
William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte paa Muffen, saa saá
hun paa skraa ud paa ham og sagde: "Og De er jo den sidste af Familien?"
"Ja--Slægten er død."
"Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de
gik lige om et Hjørne. "Hvor gammel er De?"
William blev rød. "Seksten Aar." Han søgte at gøre Tonen ironisk, men
opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord.
"Og er allerede bitter mod Verden--ja det begynder man jo med
nutildags." Hun holdt inde, standsede lidt og sagde noget hurtigere:
"Siden finder man et vægtigt Argument for at forsone sig med Verden."
"Mange finder det ..."
"Aa"--hun lo igen--"nej de allerfleste. Man forsoner sig med sin Skæbne
ganske simpelt, fordi det ikke er morsomt at surmule."
"Jeg surmuler ikke"
"Nej--det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykkelig." Hun satte sig i
lidt stærkere Trit: "Men--Spøg til Side--jeg véd, De har oplevet en Del
... men--at opleve meget er ikke at leve meget. Naa--men hvad forstaar
De Dem paa det?"
William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage til en gammel
Tankegang sagde han: "Men det er slet ikke Weltschmerz. Vor Familie er
færdig ..."
"Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at begynde maa man da
sige, hvis man ikke vil være dum nok til at mene, at man kan være færdig
uden at have begyndt--"
"Og hvad skulde jeg saa udrette?"
Hun standsede og gav sig til at le: "Undskyld, jeg siger det, Hr.
Høg"--en lille bitte Streg under Hr.--"men først kunde De se at faa
Udmærkelse til Eksamen, De er jo et godt Hoved ..."
William bed sig i Læben, og da hun saá paa ham og smilende tilføjede:
"De er da ikke vred?" gav det et Ryk i ham, som vilde han vende om.
Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end han
var. Hun smilede stille, men blev saa igen alvorlig: "Forresten Forstaar
jeg det godt," sagde hun.
Han saá op. "At De er bleven Darwinist," sagde hun som Svar paa hans
stumme Spørgsmaal.
De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og
spurgte:
"Og hvad saa, naar De er bleven Student?"
"Saa skal jeg vel se at blive Kandidat."
"Herre Gud--kan man da ikke søge et Maal?"
"Jo, hvis man havde et ..."
"Nu snakker De," hun talte utaalmodigt, "naar man havde, behøvede man
ikke at søge. Og De søger vist ogsaa--det vil sige, De lader Fantasien
løbe ..."
Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et
halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet,
ligesom glattet ud: "Og hvor skal man da søge?" spurgte han.
"For Eksempel i Deres Barndom--hele Liv--i Deres Tilbøjeligheder ...
opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem ..."
William blev staaende, Frøken Falk saá, at hendes Ord havde gjort
Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: "De
har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan
kun vente ..."
"Hvordan mener De, Frøken?"
"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige",
og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er
blevet det."
De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var
besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige--naar han
blot vidste hvordan.
Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder.
Frøken Falk talte ikke meget--et enkelt Ord eller kun Nik og korte Blik,
som bad ham blive ved med sin hurtige Fortælling.
Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt ... han drog Vejret dybt og
blev pludselig forlegen. Men da han saá hen paa hende for ligesom tavst
at bede om Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, forskende
Blik, der fik ham til at rødme og som var--nej ikke venligt og heller
ikke mildt, men varmende, saa han huskede det længe.
Frøken Falk tog Uhret frem under Kaaben: "Fire," raabte hun, "men Jens
maa jo tro, jeg er blevet gal."
De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun faa Ord, men de gik
meget tæt ved hinanden, og hvad de sagde, faldt utvungent som Udraab
mellem gamle Bekendte. Saa kom de op til Porten.
Jens arriverede i samme Nu.
Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og da Jens sagde, at hun
havde sagt, han først skulde hente hende Klokken fire, blev hun ganske
lidt rød under Sløret.
William stod med Muffen, mens hun steg ind. "Farvel--kør saa!"
"Deres Muffe," raabte William.
"Aa--ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen.
Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin
Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen.
Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik han ned paa "Haabet"
for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes
Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at faa
ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente
paa hende.
"Saa," sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag
gik forbi med Frøken Falk, "nu har hun da faaet et nyt Menneske."
Frøken Kristine fo'r til Vinduet. "Men nu er han sytten Aar," sagde hun
spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og saá efter dem. "Tilsidst
maa Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent."
"Fylder hun nu ikke ni og tyve?" spurgte Moderen og slubrede en Mundfuld
i sig af Kaffen.
"Jo, det er akkurat fire Aar siden hun havde Fødselsdag--og da fyldte
hun Fem og tyve." Frøkenen gik tilbage til sin Kniplepude.
"Falks kunde gerne sendt os lidt Frugt"--Fruen havde taget Briller paa
og sad og stoppede paa en af Velærværdighedens Uldtrøjer, "de véd dog,
at din Fa'r holder saa meget af en god Pære."
"Kære Mo'r--hvordan kunde Du dog tænke? De Mennesker bryder sig saamæn
ikke meget om Guds Ord."
Saa stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie videre i Tavshed.
Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Undertiden erklærede
hun, hun var ikke oplagt, de gik saa lange Ture i Alléerne om Søen. Som
oftest var det ham, der talte--han fortalte hende alt.
Og mens han saaledes fortalte, var det, som om han oplevede alt igen,
men paa en ny besynderlig Maade, der endnu mer end før skød det
uvæsentlige bort og samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans
strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage.
Saaledes gik det i Begyndelsen og længe, men senere vendte hans
Fortælling sjældnere tilbage til Fortiden. Han oplevede intet, men dog
havde han saa meget at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale,
som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, vekslede det med Udbrud,
Afbrydelser og lange Taler, Ungdommens vidtsvævende Deklamationer,
hvori der skylles op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte
Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Trælhed, hele det taagede Kaos af
Tanker og Fornemmelser, Begæringer og Anelser, der i den første Ungdom
fylder vort Hjerte og vor Hjerne med deres Taager.
Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa man saá de spidse
Tænder bag de lidt bøjede Læber, gik hun stadig lyttende. Men standsede
ban, kunde hun ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne
paa ham: hvad han sagde, mens de saaledes gik Time efter Time, var saa
ejendommeligt, saa Fremmed, noget nyt for hende, og hun havde dog levet
en Del og oplevet meget.
Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene
betragtede hende med Mistro.
Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og
Forlovelsen var pludselig gaaet overstyr, og hun var rejst bort. Der
hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det.
Hvorom alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og vist er
det, at der havde været en Maler i Besøg hos Falks det Aar, han havde
malet Frøkenens Portræt, og hun blev paa sin Rejse borte over et Aar.
Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse. Hendes høje Figur var
blevet svært junonisk og som for at knuse Sladderen under sine Hæle
traadte hun fastere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et
ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det
ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst
brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en
Rose i Haanden.
Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens
Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard.
Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den
landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i
København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de
Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren. Lidt hurtig
skiftende var de jo, de Bekendtskaber--det ene Aar var det nogle
Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve
diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof,
hvor altid én blev udmærket for i to-tre Maaneder i Forening med den
skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som
adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser,
fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til "utilladelige Forhold".
Saaledes gik en fire-fem Aar. Kamillas Træk blev skarpere, øjnenes
Udtryk koldere, strengere sagde nogle--hun blev ikke mindre smuk, men
man saá dog, at den Første Ungdom var Forbi. Maaske var imidlertid
hendes Følelser mere ældede end hendes Træk.
Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af
Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket paa hendes Sind som
en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind
var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany de samme Sindsbevægelser,
der bestandig paany skærpede Sjæletørsten.
Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden
at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom
Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig
støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede.
Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vaagen
Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne
Resignation.
Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt
var, tilbragte de Søndage og Smaaferier hos Onkelen paa Veilgaard.
Kamilla behandlede Fætrene som Drenge--hun var jo ogsaa ti Aar ældre end
de--men nogle af de Kammerater, som altid fulgte med dem, syntes hun
dog at skænke en betydeligere Opmærksomhed.
Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater "morsommere" og
"morsommere". Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med
adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde
Hjertebanken var blevet frøken Kamilla en ren Sport.
Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfarings hele Tillokkelse,
hendes afblegede, noget strenge Skønhed maatte gøre Indtryk paa det
syttenaarige Hjerte, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun
trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende
Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens
Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes
Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme
Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne
besidder alt. Og denne Leg var saa lidet farlig: der blev intet givet
uden et Haandtryk; maaske et Kys paa en ung Pande, som brændte, paa
nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kærtegnet.
William var forelsket. Men hans Forelskelse var af en ejendommelig Art.
Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i
strømmende Ord, der kunde lyde som halvdigtede Kærlighedssange,
frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse
Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunde
han pludselig se paa hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde
hende forlegen, saa hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe
være tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som
afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunde friste.
Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæmpede med den ved
Læsning erhvervede Erfaring i Williams Sjæl, og hans medtagne Nerver,
hans allerede stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af
de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham ind, og som hans
Erfaring gav en dybere Betydning. Undertiden var han helt Barnet,
undertiden gjorde hans Theorier ham til den erfarne Mand, som formaar at
faa næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forelskelse som af et
virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden blev han atter overfalden af en
vis Ubændighed, der vilde opnaa alt, hvad han vidste, Kærligheden kunde
skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han var færdig med det
ogsaa.
Det var disse sammensatte Følelser, Kamilla ikke ret forstod, og som hun
bestandig ivrigere søgte at forstaa.
Naar hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hende paa en høj
Straaskammel, Organisten lagde Noder fra sig paa om Søndagen. Undertiden
fantaserede hun, saa sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt
hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musikken.--
I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til
Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv
af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes
Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab.
De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde
næsten ikke talt sammen, da hun kom. Hun havde straks sat sig til
Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William
saá hende fra Siden: hun sad meget rank paa Stolen med Ansigtet lidt
opadvendt og Øjnene næsten lukkede.
Det var en Adagio.
William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne paa sine
Knæ og saá paa hende. Han talte slet ikke.
"Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og blev ved at spille.
"Hvorfor skulde jeg være vred?"
"Jeg véd det ikke"--hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner--"men jeg
har været bedrøvet over det."
Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede.
"De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun og vendte Hovedet
halvt. Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig
fra Skammelen.
"Vær saa ogsaa lidt god imod mig," hviskede hun, han kunde næppe høre
det, skønt hun spillede ganske sagte, "jeg trænger til Venskab."
Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod bagved hende, og uden
at han vidste hvorfor, fik han pludselig Taarer i Øjnene.
Det var vel det smeltende Spil--det lød næsten som Suk, de lette Slag
paa de mellemste Taster.
"Tror De, jeg er lykkelig," sagde hun lidt efter, dæmpet.
"Hvem er lykkelig?" Hans Kind rørte ved hendes Haar. Saa fo'r han lidt
tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren.
Ogsaa hun fo'r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og saá paa
hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Aande strejfede den.
"Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig ..."
Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han
kom til at røre hendes Kaabe.
"Saaledes gaar det bestandig ... bestandig ..." Hun lod Tonerne langsomt
henhviskes i Rummet, "bestandig".
Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var
meget bleg og havde Taarer i Øjnene.
Orgelpiberne hvinede, inden de tav.
"Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt
Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af
Dem ..."
Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod
Orgelet, sagde hun mildt:
"Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder--af Dem." Hun saá paa ham nedefra.
Han greb et Øjeblik haardt om hendes Haandled, hun rev Haanden løs: "Det
gør ondt," sagde hun.
"Hvorfor er De da saadan imod mig?" spurgte han ganske sagte.
Hun smilede vagt og rystede paa Hovedet. Derpaa gav hun sig til at
spille igen.
Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i sine Hænder ligesom
før. Naar hun drejede Hovedet, mødte hun hans Blik, det badede hendes
Ansigt med Ild.
Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde
fremme under Hvælvingen.
Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank,
hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde
holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev
alligevel ved--det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne.
Hans Hænder faldt slapt ned--han hørte Tonerne gennem en brusende fjern
Larm, og han lukkede Øjnene.
Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne
døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne.
"Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd.
Det stormede i ham. Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og
lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig.
"Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der
var vaadt af Taarer.
Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som
fælles Tørst drev deres Læber sammen.
Ingen af dem talte. Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens
Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til
at klappe hans Kinder.
Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham
hurtigt bort, rejste sig og sagde:
"Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet.
Tonen var helt forandret, hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme,
men hun blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden.
De blev ved at se paa hinanden, mens hun trak Handskerne paa og satte
sin Hat fast med Hattenaalen, alt meget langsomt, og de gik ned ad
Trappen ved Siden af hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom
ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte enhver af hendes
Bevægelser med Øjnene, og pludselig blev han meget rød. Han havde søgt
og søgt om en Erindring, der saa at sige laa ham paa Tungen og nu, nu da
han saá hende gaa saaledes--det var den Aften, han var i Theatret, og de
dansede.
"Hvorfor gaar De bagefter?" spurgte hun og vendte sig. Han svarede ikke,
deres Blikke mødtes atter med et Smil.
"Jeg faldt i Tanker," sagde han.
Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var
skrevet med Damehaand. Det var fra Kamilla.
"Jeg kommer ikke til Byen imorgen," skrev hun, "Fader er ikke rigtig
rask, Og jeg finder det rimeligst at blive hjemme. Derimod tør jeg vel
som en gammel Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De ikke
vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med
Fætter paa Tirsdag og blive her hos os i Paasken. Tror De, De vilde
kunne holde Livet ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres
Komme glæde en gammel Veninde.
Kamilla Falk."
Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veilgaard.
De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have gjort sig lidt i
Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, en gammel rundrygget Herre, gik
med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved
Buffet'en og ventede.
Det var ligestraks William, som om noget hjemligt slog ham i Møde fra
den lyse Sal, som om han havde været her før.
Hr. Falk hilste skødesløst: Hans Datter kom straks, sagde han, og blev
ved at gaa rundt om Bordet.
Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun rakte William Haanden
og ønskede ham velkommen, bad dem saa gaa til Bords og konverserede
ivrigt sin Fader. Paa William saá hun næsten ikke. Han søgte at gribe
hendes Blik, men forgæves.
Senere døde Samtalen hen, Gerson fortalte nogle Skolehistorier. De havde
kastet med Papirskugler paa den engelske Lærer, saa de massevis havde
hængt i hans Haar.
William holdt ikke af de Historier, han var irriteret paa Gerson og
sagde heftigt:
"Saadan noget fortæller man ikke." ...
"Hvorfor ikke," spurgte Gerson, "Du er jo selv den værste?"
"Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker," sagde Kamilla. William