Haabløse Slægter - 10

Ej hvad? den, som vil sørge over Alting,
Fik nok at sørge over. Han var gammel.
Sindbad.
Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist
Paa Hjørnet vil Idag igen udkaste
Tre Pomeranser her i Gramsetag.
Aladdin.
Ja, jeg er med.
Sindbad.
Er Du? det tror jeg nok.
Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge!
(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den).
Selim.
Du er nu altid lykkelig.
Drengene.
Fler! fler!
(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber).
Aladdin.
Det var den anden. Nu har jeg alt to.
Sindbad.
Aladdin maa ej være længer med,
Den tredje maa han ikke gramse efter;
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!
(De holder paa Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i
hans Turban).
Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved.
Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter
og atter.
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som
han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart
synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig
glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes
Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og
han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa
stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde han
pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse midt i en Replik
for at synge og raabe højt, og naar han havde sagt en lang Replik,
raabte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine
egne Hænders Bifald--
Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver var Aladdin, naar han
blot troede.
Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt,
Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den
almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han
var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis.
"Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede
under Træerne lige overfor Kirken.
"Aa, ikke meget."
"Det tænkte jeg nok," Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet--"men saa
synes jeg snart, det var paa Tiden."
"Jeg har jo læst noget."
"At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og skraale Dig hæs."
"Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?"
"Aa--Kamilla siger, at Du er blevet komediegal."
William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik.
Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa
Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og
tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og
tænkte, at han kunde Sige det første Ord. Men han laa og skulede over
Bogen gennem de udspilede Fingre--han støttede Hovedet til begge
Armene--hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten.
Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af
paa kunstfærdig Maade at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle.
Gerson fik Medlidenhed og pustede: "Den er lummer," sagde han.
William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson laa. "Man kan slet
ikke læse i denne Hede," sagde han hurtigt. Han stod et Øjeblik og
pillede ved nogle Blade, saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra
Vennen.
"Hvor langt er Du," spurgte han.
"Aa ikke ret langt"--Gerson vendte sig, saa han laa lige ud og saá op i
Luften--"ved Direktoriet."
"Skal jeg ikke høre Dig," spurgte William.
"Ellers Tak, men det ærgrer s'gu bare En, naar man ser, man ikke kan
noget af det Skidt." ...
De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hinanden. Saa sagde
William:
"Du talte i Formiddags noget om din Kusine"--Solen stak ham i Øjnene og
han holdt Straahatten helt for.
Gerson lo.
De laa lidt: "Hun er da arriveret hjem igen," sagde Gerson. "Men hun er
slemt afrakket ... han stjal og løb fra hende" ...
William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte
efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt:
"Vil Du høre det?" og rejste sig.
"Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede
Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad
Alléen.
"Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," sagde William, da de
kom ud af Klosterporten.
Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til
Theatret.
Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde
ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da
Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end
før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes
slet ikke, han hunde huske det allermindste.
"Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra.
William fo'r sammen. "Du skal s'gu ikke genere Dig for mig," sagde den
anden.
William gik ned. "Nej, men det er saa--sært," sagde han. Men pludselig
syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog
saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul.
"Det er dér i Skoven," sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran
Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner."
Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, og
var aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde "Ja--a" for
ikke at forstyrre.
William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig
og deklamerede.
William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet
Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den
igen--det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket.
Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit
Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang.
Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde "s'gu ikke forstaa 'et".
Tak Allah! for din store Godhed mod mig,
Se mine Taarer! jeg kan ikke tale.
Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed.
Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med opvendt Ansigt. Saa rejste
han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige
Bevægelse: "Saa kommer Vagten!" Han gik lidt slingrende og noget flov op
mod Baggrunden, han ventede. Gerson skulde sige noget. Men, da han blev
ved at sidde stille, spurgte han højt: "Naa?"
"Det havde jeg skam ikke troet," sagde Gerson og entrede over Bænkene
hen til Prosceniet.
William blev rød ved Rosen. "Jeg kunde meget bedre." sagde han.
Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede:
"Er der ikke mere," spurgte han.
"Nej, jeg vilde ikke sige andet."--"Det var noget lidt," mente Gerson,
og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i
Sufflørhullet, gik de hjem.
"Jeg kunde s'gu knap kende Dig tilsidst," sagde Gerson, "men din Stemme
sprak i Begyndelsen."
"Ja"--William talte stakaandet--"jeg véd det nok,--jeg var lidt hæs,
det kom allerede igaar--og--"
Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig
forstod han ikke, hvordan det var gaaet til. De følgende Dage
deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og naar han vilde tale højt,
slog Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i Overgang,
men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig Tand for bestandig at
forvisse os om, al den endnu gør ondt, prøvede han, naar han
deklamerede, uafbrudt at faa den til at knække for saa, naar den
knækkede, at lide derved.
Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det
tilslørede, der i et mindre Rum klang saa smukt, og som dækkede
Stemmebristet for ham selv.
Desuden kom nu Eksamen.
Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i
Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget
springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt.
Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham ind paa de mere
almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: "Men
hvordan gik det egentlig til, at--Hvad skyldtes det væsentlig--hans
Held--?"
William sad og saá ned paa det grønne Tæppe og lavede Cirkler med
Fingrene. Derpaa løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten:
"Hele Hemmeligheden var, at han vilde."
Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde
han: "Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen."
Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie.
Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter
var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa
Gymnasiet. Et Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle
Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov.
Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med
Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte
Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens
Sødme.
I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale.
Rektor havde talt for Studenterne. Høg som Duks for Rektor, saa var
Skaal fulgt paa Skaal.
Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kinderne, med et Stykke
Kransekage paa sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og
dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod
Tindingerne.
Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad
alle og snakkede løs, mest saadan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med
Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Haand man
bemægtigede sig med stærke Tryk.
William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv
Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og
citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde staaet og
stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet havde
forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil
Heden, selve Stemningen, den blandede Luft--Han blev distræt, han sad og
rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil,
der var langt borte.
Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas.
"Det er Høg," raabte man, "det er Høg"--og der blev saa nogenledes
stille.
William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke
Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over
Skjorten. Rosen dinglede i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over
Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Laag.
Han aabnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil,
inden han begyndte ...
"Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," sagde Historielæreren,
der sad ved Siden af Gerson.
"Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, der saá paa Vennen
med opspilede Øjne. "Men dejlig er han."
Saa talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der
gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen:
"Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og
som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader,
Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til
Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene
om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i
den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en
Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken--"
Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i
Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet Lidt og vedblev:
"Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu
da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at
vi kun skilles fra alt her med Sort, saa var det dog nødvendigt at
skilles: thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden maa
de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene maa
vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan
flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi
lever ..."
Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik paa hel Jord og
Jorden gyngede--
"Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Livet, som vi ikke kan
unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér
er ogsaa Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind,
der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne: men
Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud
imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar
imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i
Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges
Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den
tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er
bestandig ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar
andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, naar vi vil, thi at
ville er Hemmeligheden og Nøglen--
Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand mod sin Pande.
"Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet deres Saar, da er
det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhaabninger,
om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og
disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som
denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed
drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres
Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os,
naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor
Fortiden blunder.
Minderne--Minderne leve!"
Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt
tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen.
Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa
hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt.
Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side
Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen. Langt om længe kom man
i Baadene.
Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var
lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte
Aarernes Plasten, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i
Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers
Tavshed og Sommernatsfred.
* * * * *


III
Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at opgive alt. Den første
Dag, da William fortalte hende sin Plan at ville være Skuespiller,
troede hun ham ikke; hun saá paa ham med store Øjne og gav sig til at
le: "Du!" raabte hun og løb ind til Sofie: "Han vil være Skuespiller,"
sagde hun, "William er forstyrret!" Men da det blev Alvor, vedblev hun
længe at vægre sig ved at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun
vilde ikke forstaa det.
Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun
i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres
Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor
haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og
atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes
hele Liv.
Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere
end andre maatte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte
ingen, der maatte kunne drive det saa vidt som han.
Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed,
som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde
hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig
kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til
"sine", en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og
Kulde, hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og af denne
Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den
Part, som indesluttede hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed.
Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den
første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om
sin Livsplan. Derpaa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg,
hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det saa aldeles
urimeligt. Men siden saá hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes
Vaaben blev Taarer.
I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage,
hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel saa lidt forstod; hun tænkte
paa hensvirede Nætter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de
Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod
denne Stand.
"Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv," sagde hun ofte.
Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid,
des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at
han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham
erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab. Jo
mere hun var sammen med ham, jo klarere saá hun, at dette Selvbedrag,
som hun kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans
Eksistens, Og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han maatte blive
Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han maatte blive det.
Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespiller, blev
efterhaanden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den
ulyksalige Idé havde slaaet i hans Liv, til en--med ubevidst Glæde
blandet--Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vidste næppe
mere at finde sig selv til Rette i alt dette.
Hun var ulykkelig i alle Fald.
Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham.
Og saa sagde hun atter og atter: "Hvorfor er det dog netop det, Du vil?"
Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og
mere betaget af sin Angst.
"Om Du nu tog fejl," sagde hun.
"Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han.
"Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor."
"Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det,
hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt.
Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá
jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og--Ka--" han vilde have sagt
Kamilla--"og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet
ikke andet" ...
"Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" ...
"Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg
maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal--"
"William!"
"Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner
om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie ... men
bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det,
jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det
er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om
jeg skulde danse i fem Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men
gaar det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa--nej jeg kan slet
ikke tænke det."
Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere nedslaaet og endnu mere
ængstet end før.
Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til
Kakkelovnen, og dér sad de nu--Nina og Sofie--og arbejdede, mens
William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og
han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden
Akt--Komedien var "de Nygifte"--sagde hun roligt, uden at se op:
"Iaften kan jeg lide det."
"Ikke sandt?" fo'r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over
hans Ansigt. Der blev en Pause.
"Det er ikke Forfængelighed," sagde han saa sagte, "men jeg blev saa
glad."
Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i
Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig
Lyd. Sofie græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi.
Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket.
Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet
paa Armen og bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par
Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker.
William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun saá op, mødtes deres
Blik.
"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt
til sig selv.
"Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg--ikke blive ved--"
"Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem.
Og lidt efter: "Hvad vilde Fader have sagt?"
William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med
stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund--saa gav han
sig til al le.--
"Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le.
"Ja, netop--og Du er den sidste!"
"Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, "I kan være rolige."
"Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?" Ninas
Stemme rystede.
"Faders Navn--ja for den Sags Skyld--" han snublede over Ordene, og
vendte sig om.
Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er
ingen Skam, men ..."
Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt:
"Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa--men det er heller ingen
Skam at virke det eneste, man kan."
Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han
ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet
Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af."
Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og
hulkede.
Saa gik han.
Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset. Hun
ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og
hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig
fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var
intet Lys i Sprækken.
"Hvad er der?" spurgte han.
"Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig."
"Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen
bort fra Døren.
William sov ikke den Nat.
--I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var
han kommet saa let over alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv
hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det
nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevet
kaldt paa ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden,
ganske simpelt, fordi det ikke kunde være anderledes.
Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet efter--Bagagen af
Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til
nogen Tvivl.
Men nu--nu, iaften var det anderledes.
Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen paa Chaiselonguen
og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i
Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig.
Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af
det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at
arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans
Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag.
Det var som en aandelig Besvimelse.
Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én
Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han
i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.
"Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg."
Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den
Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal,
og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var
forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. Man havde
jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den
end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som
den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig....
Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel--hvordan kunde hun
sige det saa simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det
end kostede hende: "Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?" Hvorfor
sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? Hun elskede Navnet, det vidste
han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulde
genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider.
Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at maatte han gaa sin
egen Vej, kunde det ikke være andet--ja, saa maatte han opgive Navnet,
saa var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre
hendes Forhaabninger--
Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han
stødte paa Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem
igen mekanisk.
Men det var Overdrivelser, Nina overdrev.
Men hvorfor troede hun ikke paa ham--hun elskede ham ... og troede
ikke....
Tankerne begyndte igen.
Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker.... Men
Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Taager.... Vist saa, vist saa, han
havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man saa saá det.... Han saá nok,
det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men....
Storhed var Storhed, og stor vilde han jo blive, maatte han
blive--ellers--naa, han skulde nok bære "Høg" over, ad sin egen Vej, de
vilde spotte, le, men tilsidst vilde de bøje sig ... og Navnet vilde
sejre ad hans Vej.
Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt,
det var forfærdeligt at kæmpe saaledes....
Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? Hvorfor troede Nina
ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede
de ikke? Nu trængte han til deres Tro--nu, da han gik alene, ensom, og
bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da det stormede ind
over ham--nu skulde de komme til ham og tro paa ham ...
I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det,
urykkeligt klippefast--nej--saa kunde han ikke, saa maatte han ikke
gaa--det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om
Talentet--alt ... men det havde han jo--
For havde han det ikke?--
Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.
Men han havde det, han vidste det, det idetmindste var sikkert.
Hvordan skulde man ellers maale det, hvad skulde man tro paa, naar dette
ikke var sandt? en hel Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald
at holde sig til--
At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saadan noget vidstes
... men hvorfor kunde de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene?
hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede
ingen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De maatte tro, han
længtes saa ubeskriveligt, han tørstede saa forfærdeligt efter at blive
troet--
Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og
tilbage....
Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten
død--død--ude--
Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang
hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne....
Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket;
var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme,
alle hans Tanker, alt.... Aa nej, aa nej ... tag det ikke fra mig!
Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og han hviskede nogle
Bønner til det store Rum--
Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de
feberhede Tindinger--
Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde ikke være anderledes.