Haabløse Slægter - 11

Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i
legemlig Dødskval. Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og
en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad--nej, nej, han maatte blive her,
maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den
Elendighed,--denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne
ham.
Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som kæmpede med Gud....
Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa.
Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et
Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa
og krammede om Sofaens Ben.
Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst.
Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke
turde? hvis han kastede Byrden fra sig?
Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med
Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt--
Men nej--fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke.... Man løj aldrig
saadan for sig selv.
Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede
begge, og de saá klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende
Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede
imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter at suge
sine Læber mod hendes, aande med hende; ind til hendes Bryst, at græde,
klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes
Elskovssuk--aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, som
troede.
Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen
og halvdøsede.
Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans
Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over
Gulvet, svarede hende og gik tilbage.
Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet
roligere. Han tog det paa en anden Maade, det var, som han samlede sig,
samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde han ikke,
tro maatte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store
Himmel--hvor skulde han ellers staa?
Men for første Gang gav han sig til at maale det, han vejede sin Styrke
og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han vilde være
Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som
Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden
alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde
segne.
Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde
tro. Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke
havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte
Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han
egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han
undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet--
Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø,
hvor Gerson kom ind og saá det: "Du skulde spejle din Ryg," havde han
sagt--Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang....
Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank ... saá sig selv ...
Nej, Helt kunde han ikke være ... hvor den Ryg var krum, altfor krum ...
Og han slap Spejlet næsten med et Skrig ...
Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han
syntes, han saá ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt,
ubeskrivelig dybt Mørke--Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt
stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det
forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit
eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for
Munden for at dæmpe sit eget Skrig--
Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se,
osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.
Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes,
han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins
Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke
holde dem fast ... Nej, Aladdin var han ikke.
Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste?
Æblet i sin Turban, det var let--men det var ikke det eneste.
Og han flygtede til Arbejdet, det maatte jo magte noget, det maatte jo
dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev
svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet.
"Chevalieren", "Aladdin", "Olaf"--det kunde han ikke, men rigtige
Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste--som
talte om Livet, simpelt, ligefrem--det maatte han kunne: han følte jo
mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde
levet, skulde han kun fortælle igen.
Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som de flestes, og
Stemmen var ligesaa stærk--
Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesaaret for hvert Minut
i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Taage.
Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed sin Læbe til Blods og var
glad ved den fysiske Lidelse.
Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet--
Alt, alt kunde de tage fra ham--men Lyset var dog kommet fra denne
Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin ...
selv nu troede han paa "Tanken" ... han maatte gaa den Vej, selv om de
stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave ...
Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og
tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede
ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset.
"Hvem er det?" sagde hun hurtigt, "hvem er det?"
"Mig ..."
Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde
mat:
"Er Du ikke gaaet i Seng endnu?"
"Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet.
"Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun.
Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. "Jeg har tænkt meget
inat"--
Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet:
"Men nu--dette er sandt, maa være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers."
Nina saá paa ham, hun havde aldrig set ham saa bleg. Hun tog hans Haand.
"Det var mig, der havde Uret," sagde hun.
Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" ...
spurgte han sagte, næsten angst.
"Jeg mente med Navnet," sagde Nina.
William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst.
"Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere ...
Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk.
Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt,"
sagde hun.
"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er
Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej"--han kæmpede lidt med Graaden.
"God Nat," sagde han henne fra Døren.
Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke
bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde
løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer
tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa
Marsch--det værste var gjort.
Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var
klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det
undrede ham. Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa
vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han
vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid.
Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar
man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig.
"Tredje Sal," sagde Portneren.
Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og maatte
tage et Tag i sig selv for at vaagne. Hvad han vilde sige, havde han
slet ikke tænkt over, og læse for ham vilde han ikke, det vidste han.
Men tale med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl
paa Trappegangen paa første Sal--han saá sig i det og rettede sig, han
saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem.
Nedenfor den sidste Afsats standsede han--han pressede Hænderne ind mod
Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet ... Saa naaede han i
tre Spring op og ringede.
En Dame lukkede op. Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde
Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind.
Saa sagde hun noget kort:
"Der er nogen hos Instruktøren."
William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det.
Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente
her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst,
kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde
ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa
overflødigt, han var her.
Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik
hen og saá ind i Bogskabet, læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne
var underligt blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte
Felterne i Gulvtæppet--der var seksten Firkanter paa langs.
Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo'r sammen
ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig
sagde han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, give en
anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han
vilde ikke sige det ..
Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog paa
Laasen.--Han vilde løbe bort ... Han havde kun en tanke, at han maatte
undfly.--
Det var jo Vanvid, umuligt--endnu kunde han ikke sige, at han--at han
kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog
kunde være gaaet herhen efter denne Nat--men hvad skulde han dog--skulde
han dog finde paa?
Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk,
gik lidt frem.
Instruktøren havde travlt. "Hr. Høg?" spurgte han noget højt.
William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare.
Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne
var saa kolde--graa--mærkelig glasagtige.
Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden
Indledning:
"Naa, De vil være Skuespiller?"--
Tonen var kort, noget haard. William saá ham lige ind i Ansigtet,
hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han.
Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i
Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs.
Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og
Haanden gemt under Vesten.
"Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig.
Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum,
gispende, maalte han Haanen i disse forfærdelige Øjne.
Saa rejste han sig helt.
Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved
et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber,
fortalte han alt.
Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud,
om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om
Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin--vidste han det selv.
Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et
Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han
maatte røre Sten, mens han talte.
Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han
syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst--han
følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og
pludselig standsede han og saá paa Manden.
Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet.
"Naa--ja, det er jo lovende."
Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen
Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok.
Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at
Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt.
Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og
stammede tilsidst: "Jeg opholder Dem." Vendte sig og gik ...
William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske slet ikke ventet
andet, og han følte sig næsten vokse under den Haan, han havde lidt.
Arbejdets Aar var kommet, det saá han. Og saa vidste han, da denne Dør
faldt i, at han, saalænge han aandede, uforanderligt vilde hade denne
Mand.
* * * * *


IV
"Altsaa Kotillon?" William rakte med et Buk Frøken Blom det vifteformige
Balkort. Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun
flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge
røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og
William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden.
Saa gik han. Det var svært at komme frem, han gled ad og ind mellem
Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han maatte skubbe til
et Silkeslæb med Foden ... Damerne stod eller sad under Lysekronen med
Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og
blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed.
William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til Siden og lo, mens
han trykkede sig tæt forbi; han traadte paa et Slæb og mærkede Køling
fra et Par Vifter. Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes
pludseligt tilbage. Saa slap han ud og gik hen over Gulvet til en Klynge
af Herrer. De stod og slingrede sømandsmæssigt paa Benene, bredte sig i
deres hvide Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt Øje
med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og anden viftede sig med sin
Chapeau-bas, mens han vuggede lidt i Hofterne.
En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig
lidt frem paa Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter Saa
med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der aabner og
lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de
skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og
forsvinder i en Blomsterkalk.
Mer sikre Herrer med Haaret sat meget fast med glinsende Stangpomade og
med Roser i det venstre Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer
nærmere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to og to, og lidt
efter lidt naár de, ved en hurtig Drejning eller ved et Par Skridt til
Siden, hen over Gulvtæppet. Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage
den nærmeste Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, gaar den ene
af Herrerne paa nyt Rov.
Andre Herrer blev staaende inde i Krogene. Der var nogle, som ikke var
visse paa, om deres Slips sad rigtigt; de søgte at komme i Nærheden af
Spejlet og spurgte ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid;
nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi deres Skjorte
krøb op, eller de vidste, Undervesten ikke var rigtig ren; nogle havde
ogsaa Hemmeligheder, "unge" Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og
som stod og fortalte Historier fra inat: de havde sat Laura Stævne hos
Mohr, naar de kørte hjem. De er stumme over for Damerne; men under
Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter
"Kanapévisen" og nynner "Lindenau", lader saa, som om de griber sig selv
i det og siger "om Forladelse", mens de ler Damen lige op i Ansigtet.
Nogle tør ikke gaa frem, de er kommet ind med et Buk paa skraa og
glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at række den
behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme,
da de var for at gøre Visit. Saa redder de sig med et Ryk væk og gemmer
sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, saa det ser ud, som om
de stod paa Tæerne, og hvor de vilde blive staaende klemte til Væggen,
som de var klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords.
William stod og saá over paa Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned
inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes
Balbog og gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Damerne lo.
"Tilgiv". William fik et let Slag paa Skulderen og vendte sig, "men var
det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?"
William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, mørkhaaret Fremtoning
med store Øjne.
"Jo, det ..." Resten gled ud i et Buk.
"Undskyld--men mit Navn er Hoff."
William bukkede igen. "Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig ..." En
Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen ... "Kommer, kommer," sagde han saa og
lo. "Ja vi skal senere gøre Bekendtskab".... Saa vendte han sig og blev
forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen.
Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa
ét Sted. Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at
hilse paa Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i
det andet.
Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde
man truffet Navnet "Bernhard Hoff" overalt, paa Theaterplakater, paa
Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og kunde
ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle Figur med det blege, graa
Ansigt overalt: paa Gaden, paa Langelinje, i Theatrene. Som oftest kørte
han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og
klemt op i det ene Hjørne, Saa saá han ud som Døden fra Lybeck, som om
han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han
med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen
med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig. Naar han
var sammen med nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom.
Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt Skuespillerindes, og han
havde altid Lommen fuld af rosenrøde Billetter.
Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, og han brugte i den
ene Maaned ligesaa meget til Parfume, som han alt i alt maatte leve for
i den næste. Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at snakke om
end hans Erobringer.
Hvad der havde gjort ham saa fejret i Dameverdenen--thi Herrerne satte
ingen Pris paa denne moderne Udgave af en forfejlet "Heliogabal", som en
af hans Modstandere en Gang havde kaldt ham--var dels hans Ungdom: han
var kun tre og tyve Aar, og han syntes selv at sætte saa megen Pris paa
dette Fortrin, at han paa alle Maader forsøgte at fængsle ag fastholde
det noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der havde
forskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels hans ejendommelige Ydre,
som det besynderlige Menneske akcentuerede stærkt ved sort Pelsværk og
Toiletkneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede saa godt med det aldrig
svigtende Skær af Sensualitet, som syntes at klæbe ved alt, hvad han
skrev som Forfatter.
William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret
ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret paa
Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i
Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame. Og
det samme, som William saá i Hoffs personlige Optræden, stødte ham
stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til
alle Sider i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro
og uden at tage sig sammen til noget helt.
Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv
sad paa Gulvet, men saá Hoff komme ind i en Loge. Han lo, smilede til
Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han
kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med
sin Person og dens Støj.
Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden;
lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et
Vittighedsblad.
Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kikkerten fra sig paa
Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden.
Trækkene blev fuldstændig slappe og askegraa; Figuren sank sammen under
en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning.
Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12
køre bort med to Damer.
Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.
Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens
han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær
Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. William ønskede,
han vilde skabe sig lidt mindre.
Saa blev der klappet op.
Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev en pludselig Tummel,
mens alle gav sig til at tale paa én Gang, og Musikken Fra Balsalen,
hvis Dør blev lukket op, lød stærkt i Marschtakt. Den opførende Herre
raabte ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod Fløjdøren,
Par ved Par, medens Damerne fik travlt med at glatte Haar og kaste Blik
paa Blomstergarniturerne ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik
noget bøjede, mens de bar det.
William skyndte sig hen til Nina, som han skulde have til første Dans,
men hun slap forbi med en anden, mens hun demonstrerede og slog ud med
den sorte Vifte. Saa havde William ingen Dame.
De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de havde gemt sig med
deres Thekop, og fulgte efter Toget, der begyndte at ordne sig inde i
Balsalen, hvor Luften var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs
Væggene, meget stift, som om de sad paa Parade.
Det var en rund Stue, Orkestret var slaaet over i en Polka og de første
Par dansede allerede midt ude paa Gulvet som paa en Tallerken.
De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William
blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa
Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen.
Hun saá ogsaa meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende
Strudsfjer.
Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet
Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende,
sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William Øje
paa Hoff, han "havde" Margrete; han sad overskrævs paa en Taburet og
holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han
fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff ...
Men Forfatteren sad saa tæt op ad hende, og saa danse første Dans med
ham--det var uforsigtigt.
Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, saa det næsten saá ud,
som om hun støttede sit bøjede Hoved til hans Bryst. Han saá ned og
hviskede ...
Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt.
"Her er forfærdelig Trængsel," sagde hun, mens hun trykkede sig endnu
tættere op ad William, der fik en ubehagelig Svedlugt i Næsen.
"Hvem er den unge Jøde?" spurgte hun.
"Jøde, Frue?"
"Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?"
William blev rød. "Hr. Hoff," sagde han, "han er ikke Jøde ..."
"Naa ikke--nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be'e min Datter, at
hun siger "Nej" til den Herre."
Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saá William ...
"Og De synes virkelig, det er upassende?" sagde Hoff, idet de dansede
forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret.
William vilde helst ikke se paa det og gik ind.
Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et
Album. Han vilde dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at
danse med alle og enhver, og at man helst skulde sige Nej til Hoff ...
Han vilde ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det,
saa kunde hun ... Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og saa var det
dog virkelig rigtigt--det var jo ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom
saa meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et
Menneske, som--nej, som man ikke dansede med.
"Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en Damestemme lige ved
ham. Han saá op og rejste sig hurtigt.
"Jo--nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og
stod og trak i sin Uhrkæde.
"Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det."
Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. "Vi har jo kun set hinanden én
Gang."
William vidste ikke, hvad han skulde sige. "Ja, Fru Grevinde, én Gang,"
stammede han saa igen.
"Og den ene Gang var De meget vred paa mig ..."
"Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt." svarede William og satte
sig uden at se paa hende.
"Og jeg beundrede Dem," sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet
og bidt i sin Viftes Perlemorsskaft. "Siden har jeg ofte ønsket at
træffe Dem for at forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har
bedømt meget strengt."
Hun holdt inde nogle Øjeblikke, Da William tav, vedblev hun lidt
koldere:
"De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulde være forblevet i Hamborg i
otte Dage."
"Nej--"
"Men hvad skulde jeg gøre--Deres Fader var meget syg, og jeg var meget
ængstelig ..."
"Grevinden forstod at beherske sig," svarede William.
Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun lænede sig lidt tilbage
og slog det askeblonde Haar tilside.
"Saa fandt jeg Dem desuden interessant," sagde hun, "De var ikke som
andre ..."
"Da talte jeg ellers ikke meget ..."
"Saadan noget ser man," sagde Grevinden og saá igen paa ham. "Siden har
Frøken Falk talt om Dem"--hun gjorde med ét en Pause. William sad
stadig foran det aabne Album, han bukkede sig pludselig og vendte Bladet...
"Hun roste Dem saa meget."
Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen for at gaa et Par
Damer i Møde. William lagde Mærke til hendes Gang, hun vuggede stærkt i
Hofterne.
Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Gerson.
"Jeg vil gerne tale med Dig," sagde William.
"Hemmeligheder?" spurgte Gerson og gik til Side.
"Det just ikke ... men Du skal ikke danse med Hoff, Nina ... og"--det
varede lidt--"Margrete heller ikke. Folk taler om det."
Nina gav sig til at le.
"Hvorfor ikke?" spurgte hun.
"Han er ikke af de Herrer, man danser med."
Det var længere hen paa Aftenen. Inde i Balsalen var Luften varmere,
Herrerne bragte Isvand, og man sloges om Likørbakkerne; Damerne valgte
de kølige Kroge bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens de
bevægede Vifterne i store Buer.
Ude paa Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende Herre raabte, førte
an i Løb i Turene. Saa fo'r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage,
sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de
snurrede alle rundt.
Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakaandede.
Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid
til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første
Gang.
"Jeg troede, De havde glemt mig," sagde hun.
Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke ... men han stod lidt,
inden han gik ud i Dansen ... Saa begyndte de.
Det var en Vals.
De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet og nedslaaede Øjne,
William tog ikke Blikket fra hende. Tilsidst rødmede hun under Blikket,
og da deres Øjne mødtes, smilede de begge.
"Det er en dejlig Melodi."
"Dejlig."
Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. "Ligesom den bar os" ...
De saá hele Tiden paa hinanden, blev ved at danse. Pludselig holdt
Musikken op. De var alene paa Gulvet.
Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun kom hen paa sin Plads,
trykkede hun Haanden ind mod sit Bryst, hun havde Sting.
"Frøken Blom danser godt," sagde Hoff, der gik forbi William.
Man spiste ved smaa Borde. Nina havde en Baron Petersdorf som Herre,
Gerson dansede Borddansen med Margrete, William med en anden af Sofies
Veninder.
Det var hen i Maaltidet. Baronen havde skudt Flugtstolen tilbage og sad
med fremstrakte Ben og legede med sin Uhrkæde, mens han konverserede
Nina, der var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit