Fra det moderne Frankrig - 21

Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at
slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd,
Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er
Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste
Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration,
Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens
Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til
Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og
Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have
taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
Maaneder maaske--der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve.
Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar
mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens
Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten
fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente
sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside
og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.
Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en
enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede
Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af
Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt
med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv.
[Illustration: Cigarstumpesamleren.]
[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.]


BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.

Mellem moderne Troubadourer.
Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor
det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man
kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine
Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende.
Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske
Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig
Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.
Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager
Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk
Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den
skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske
Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner,
siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner
Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver
derved i de ydre Former--om end paa sin elskværdige Maade--et Stykke af
en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt
Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig
marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i
Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme
til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en
Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra
Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han
kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de
konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at
finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt
rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.
Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie
Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders
Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens
Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end
tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
universel Karakter.
Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og
Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus,
Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med
den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske
Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de
paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten
verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue.
Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet
hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og
Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at
mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes
dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse,
beskedne Tilværelse som Bondedialekt.
Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig
kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
Kultursprog.
Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de
saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første
By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte.
Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv
i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg
paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød
som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for
Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i
Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved
personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne,
hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en
Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk
Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter,
og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige
Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve
Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem
Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke
rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde
erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største
Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt
og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert
Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed,
og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en
Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade
af Verden.
[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge
provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker.
Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.]
Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og
Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet
fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange
Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres
Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk
og umiddelbar Poesi.
Notes:
[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano
entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié"
samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]
De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis
Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler
disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere
prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker
"Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring;
man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets
elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa
en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de
har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende
filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk.
Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i
Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning
hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det
gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt
for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok
historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af
noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne
til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit
særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig
bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands
Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i
sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt,
en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
svundne Tid.
Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig
som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør
skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød
Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den
populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste
aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til
Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin
stille, men sejge og udholdende Propaganda.
Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende
Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de
Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og
det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne
Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse,
der følger med Kampen for en virkelig Livssag.
Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de
imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende
Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke
finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister
af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder,
Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig
naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt
og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at
der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om
selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at
sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller
sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske
vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede,
de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører
samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger
Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og
udholdende.
Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa
mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede
Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende
Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig
utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske
Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar
man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den
bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er
Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne
Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse
gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens
nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at
underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde
gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere
er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til
Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod
den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde
den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert
stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen.
En sydfransk Pilgrimsfart.
Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at
Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk
Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade;
det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust,
der kommer fra Sahara.
I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man
ikke kunde se den mindste Plet af det.
Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød
Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn.
Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der
efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere
er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller
andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og
Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer
fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.
Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken
alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse
Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte
Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt.
Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en
Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø
mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra