Fra det moderne Frankrig - 18

for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den
hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at
føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de
Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det
gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der
stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og
tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,
Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar
betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal.
Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har
Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige
Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af
landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af
endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være
nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid
Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver
ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa
og gjælde for Mahogni.
Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en
Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans
prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den
har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er
over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller
Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished
sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i
Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i
saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned
paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer.
Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en
Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen
den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide
i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,
hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud
eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham
ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der
kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig
om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne
Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle
Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans
Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun
Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten
har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.
Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener
bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse
dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition
for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet
Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed
ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og
i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og
Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og
kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit
alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo
kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at
vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over
hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre
karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af.
Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil
ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at
hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa
Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa
Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en
straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som
Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,
før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med
Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.
Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man
ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine
Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende
hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det.
Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af
Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med
deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne
holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs
lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der
mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre
Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte
Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det
mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme
Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en
vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched,
saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er
fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har
undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene
smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige
Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en
lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises
flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa
Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres
Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ
forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret
for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der
tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.
Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens
Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store,
moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.
[Illustration: I Amerikanermillionærens Salon.]
Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i
Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens
Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin
hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at
mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens
lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af
mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo
vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det
sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever
i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det
er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring
af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed,
Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den
kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.
Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i
Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at
pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme
til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som
for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La
Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den
Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig
og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det
og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle
Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende
og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse
Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som
Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om
Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og
Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige
moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris,
de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det
strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,
der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med
Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er
stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende
grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er
formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle
Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for
desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at
tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og
lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser
ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har
stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke.
Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres
kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og
stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde
Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi,
eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en
Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser
hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.
Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig
forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret
omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig
nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue
Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort
Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse
af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften
gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels-
og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente
det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag
at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede.
"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen
Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og
høre paa den smukke Vise.
[Illustration: Rejsende Englændere i Paris's Gader.]
Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne
gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af
Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en
Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at
dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod
de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden
en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en
Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret
til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke
behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling
viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige
Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads
og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem,
i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes
Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at
de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,
der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid
Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at
trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik
betragtet og behandlet som Pariser.
De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af
studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde
fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe
Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager
dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa
Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens
Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden
varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at
elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet
saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog
vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa
ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,
og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald
kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men
kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet
Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par
Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til
Kunstnernes Kreds paa _Hörnandu Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles
Hovedkvarter paa _Café de la Régence._ Han finder der Nordens Blade, han
hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og
mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin
fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg
elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens
Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,
bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.


VRANGSIDEN AF PARIS.

Pauperismebæltet.
Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de
store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale
Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet
hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den
ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen
ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster,
tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og
rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden
og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.
Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar
siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet
for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag
det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne
erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave
Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af
Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar
Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det
over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er
Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,
der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af
menneskelig Usselhed.
Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i
saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i
hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag
langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er
Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og
voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere;
samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa
understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I
London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris
derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem
syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er
denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de
første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har
gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver
ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da
Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun
aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i
disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode
Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad
de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver
gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes
Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside
af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man
lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig
omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.
Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal
Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har
rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da
Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og
længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at
regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands
uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det
brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt.
Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra
Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at
finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère
er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber
i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af
Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af
Elendigheden.
Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er
paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt.
Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og
længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn
mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden
blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og
Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet
Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er
ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for
Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som
Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor,
ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,
sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden
Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for
dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne
kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité
des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i
Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med
Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i
Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten
kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af
Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt
fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte
dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret,
sagde de.
[Illustration: En parisisk Kludesamler]
Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes
allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt
Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham
et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa
længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er
kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer
mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa
Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem
Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig
det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og
Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt
gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten
milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville,
Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt
særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre
Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa
Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de
grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og
Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske
Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort
fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor
tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde
Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her
er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne,
der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden,
tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes
Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger
og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa
Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale
Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne
Pærer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,
man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet
gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde
offentlig Understøttelse.
Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i
selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men
hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker
sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en
hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres
Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig
mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu
blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var
Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste,
adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med
opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse
Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys
er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen
Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere
Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og
Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i
Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens
Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er
bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme
ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv;
det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er
kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.
Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer
er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen;
de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En
entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig
Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver
afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver
han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig
denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt
er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en
Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved
hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind