Fra det moderne Frankrig - 09

det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede
Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de
gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den
til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse
Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god
Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille
Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at
give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have
Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler,
der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være
et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende
udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man
vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der
er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en
Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke
engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med
den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,
malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et
diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa
gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des
Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar
der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,
da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog
beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel
løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren
"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i
Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af
temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags
Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end
Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare
Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk
Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det
bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da
Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han
selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu
hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter
og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,
deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af
Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard
Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er
endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som
fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og
han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder
aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde
Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at
Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers
udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret
allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad
Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling
om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,
hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,
svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der
havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende
Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde
været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind
Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører
endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne
Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods
deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens
Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.
I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en
ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv
paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede
Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med
Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er
der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage
er en Kavaller _comme ti faut_, klædt efter sidste Mode, fint dannet,
elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller
Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,
naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin
fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,
konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de
sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit
Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og
aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter
installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en
fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret
med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben,
Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre
artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til
ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det
hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer.
Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han
lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det
endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det
existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv
Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis
Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som
tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les
Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at
more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa
Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre
Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En
Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller
anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi
Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.
De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i
gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste
Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet,
Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,
naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for.
d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de
Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det
ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden
d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med
Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil
være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at
spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal
rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra
alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa
er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,
der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og
dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det
faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en
Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan
naaes i Paris.
Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem.
Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som
ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres
Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret
til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos,
George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af,
hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har
alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'
og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar
paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.
Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er
tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske
Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans
Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han
sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han
vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede
vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa
bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse.
Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af
sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse
Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads
med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved
Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,
medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med
Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin
Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud
hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i
sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem
malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere
eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed
og Liv og Troskab i deres Billeder.
[Illustration: Meissonier]
Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,
for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som
Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau
er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest
slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven
Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten
en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han
sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer
med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør
sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og
ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,
fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil
altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske
vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde
er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge
gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille
som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen
har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende
Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle
Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I
det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke
vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu
forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til
Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet
angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det
er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.
Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".
Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa
Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er
det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge
Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er
ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en
moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan
ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af
Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten
søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og
Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle.
Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes
om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade
Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
Arbejder udstillede.
"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i
Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt,
saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende
for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at
præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører
snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece
eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre
Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret"
deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør
det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de
hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer
dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve
bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
har frembragt.
[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]
Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er
Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
jour de vernissage_, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig
skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte
af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke
maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det
blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man
nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der
tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for
hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af
Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver
ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene.
I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag,
Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster
Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele
Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan
rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen,
tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der
kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald
er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig
videst ud i det moderne Paris.
[Illustration: Bonnat]


LITTERATUR OG AVISER.

Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions
Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme
Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket
beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er
slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.
En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en
Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle
provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og
Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele
det litterære Liv centraliseret i Paris.
Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør _"grande
besogne"_, men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af
Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og
bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en
saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste
kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En
Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik
har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær
By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
at beskjæftige sig med, til at den kan være det.
Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge
han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i
Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne,
Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde
den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang
imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at
kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han
altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles
rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans
Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.
De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de
gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var
hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind,
Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne
Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de
har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger
for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe.
Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for
Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er
Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen
maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse.
[Illustration: Emile Zola]
Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan
passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store
Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan
tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at
gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke
synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix
de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige
Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille
Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens
Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de
bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig
privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der
gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke
engang Riddere.
[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]