Fra det moderne Frankrig - 16

hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her
i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
kunne følge med.
Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind
gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men
som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret.
Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser;
under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig
henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj;
men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands.
[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]
Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og
flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store
Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse--man kan
deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt,
malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet
viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.
Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah
Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en
Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og
Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys,
som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten
gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af
Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske
aparte Virkning.
Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar
hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at
passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel.
Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun
føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene
til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
Plads for dem paa selve denne.
Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt
passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte
paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt;
Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af
Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang
har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger
skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje;
Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen,
Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder,
der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden
synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem
uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse,
hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her,
lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter,
en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt
Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over
begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri.
Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af
Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der
dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner,
for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde,
denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun
beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden
vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa
tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden
Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
Nerver--kort sagt, Parises Luft.
Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden
Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit
egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar
hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin
kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære
Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under
Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt
ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og
Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er
Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt
kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.
Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte
Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde
begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige
og Døden".
Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i
Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig
Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da
over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.
Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af
Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men
Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er
tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter
forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt
har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der
allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den
ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende
kosteligt.
[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]
Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord.
Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og
ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den
faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter
boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes
Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den
frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i
gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det
er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener
den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.
Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.
Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening
for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage
til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord
holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen
sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at
der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.
Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er
den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde
Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en
Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade,
hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske,
hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader
man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og
faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre
français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar
glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner
selv de mest haardnakkede Modstandere.
[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".]
Coquelin i sin Loge,
Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne
stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer _at home_. Genren har sit
Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved
hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans
Laboratorium.
Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er
virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor
Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor
General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de
Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i
hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det.
Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer
i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under
Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af
Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en
Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole,
som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin
Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han
elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner,
er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres
Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild
Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden
af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre
français' uforlignelige Skuespiller.
Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det
Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse.
Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som
skiller Publikum og Aktører.
Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner,
kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper,
Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den
anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze
Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte
afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke
mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til
Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i
Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af
halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om
Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper
med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa
Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med
Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar
man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ainé_. Det er en formelig
Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne
Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige
Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor
man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og
Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige
Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie,
men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en
lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv.
Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun
et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede
Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa
Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers
Paaklædningsværelse.
Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.
Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til
at sladdre hen, allermindst en Pariser _en évidence_. Det paa alle
Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham;
naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa
Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold
til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos
sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet
ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans
Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye
Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har
Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den
grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet.
Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans
Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at
overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende
Cerberusarm ud og spørger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen
_Monsieur Coquelin_ ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen
Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.
Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i
Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens
politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med
Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned
af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom
meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved
titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je
dérange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at
tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen
ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at
spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun
takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er
hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet
sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig
og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før
ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et
Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler
devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det
er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om
Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er
begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og
allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at
flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de
fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han
strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger
han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har
han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,
som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede
lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger
desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig
betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en
moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans
Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af
Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan
modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og
stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at
rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid
frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français,
er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give
Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes
aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode
Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets
Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.
Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj
Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler
hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man
har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort
meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og
overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre
talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har
saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret
dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres
første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans
Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn
for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med
Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt
alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten _"de bien
dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er
uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar,
han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas".
Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der
kommer for at varsko første Gang. _"Je serais prêt, mon ami,"_ siger
Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt
paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men
Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være
der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med
Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende
andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille
Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han
sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden
at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han
sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa
saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.
Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer
han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter
til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan
være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men
det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt
at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a
l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man
saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal
spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen
spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin
Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han
selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille
sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af
Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.
I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik.
Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut
annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg,
retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad
Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig
af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.
Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i
samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.
Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet
til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden
Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det
hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,
at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i
Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,
Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med
stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules
Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa
Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et
Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide
Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes
Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny
Hæder til det gamle Navn.
Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv
ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer
nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som
han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han
Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre
français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller,
erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket.
Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde
se, hvad han duede til.
De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som
sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa
fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde
Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en
Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde
Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den
unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde
faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i
Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus.
Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest
Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er
saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske
rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede
for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde
faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og
baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i
ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit
Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at
spille ved Théâtre français--Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i
"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.
o.s.v.--var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han
endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive,
og den udeblev heller ikke.
[Illustration: Coquelin]
En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne
Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets
daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller
atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov
til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg
Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de
største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine
Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte
Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev
han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele
Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første
fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt
Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til
Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan
ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde
imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le.
Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter.
Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte
Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske
Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man
kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.
Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved
Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke
Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug
vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere
Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede
uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang
Scapin, Crispin og Figaro.
Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i
alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre
français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han
ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres
Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,
og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet
ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det