Fra det moderne Frankrig - 20

Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser,
der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani
for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i
Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje
Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets
Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.
[Illustration.]
[Illustration: Udenfor Café de la Paix.]


KAFÉ- OG GADELIV.

I.
Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting,
som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget
Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker
for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der
nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at
prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem
Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op
i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.
Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin
kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler
Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man
fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i
Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra
Top til Taa.
Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed.
Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste
Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles
ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme
frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er
bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En,
hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og
gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen,
naar man er ved Maalet.
I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er
størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og
her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem
Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes
Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og
passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at
se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde
sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et
eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra
den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik
følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i
en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev.
Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen,
helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer
Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i
Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor
hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man
færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i
Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man
gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen,
den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske
Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.
II.
Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side,
utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede
Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer
Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være
latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid
tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver
hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en
reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store
Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være
det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig;
hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun
i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen,
ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa
dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags
Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan
bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i
Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst.
Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen
igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa
deres kjære Gade.
Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer
med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved
Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i
Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at
spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men
hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker,
med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres
tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs
ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la
cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den
sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen
selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive.
Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er
stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde
andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.
[Illustration: Le chef de la cuisine.]
Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det
Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar
han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem
Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have
af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det
lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl,
Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous,
han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og
Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde
hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed
han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune
Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den
store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger:
"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa
sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed.
Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den
lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar
han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.
Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har
siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres
Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte
Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen.
Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede,
budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men
Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene
gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft
bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten
uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man
hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt
overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar
man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum
sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
den Fornøjelse imidlertid for dyr. "_Entrée libre_" hedder det vel paa de
fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille
her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver
Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at
faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem
omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man
lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov
for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens
Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem,
er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens
Hemmelighed.
III.
For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til
at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk
eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i
Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med
Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og
fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede
Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne.
Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen.
Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og
Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var,
men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem
en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem
for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor
ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med
Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en
regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes,
deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer.
Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men
i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der
bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar
derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige
Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres
Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café
Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og
Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madère_. Til daglig Brug
spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i
Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre,
der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer,
man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre
lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt
Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen
dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en
dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en
Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin
Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer.
Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder
selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det
er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne,
"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og
"Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne
Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen
Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne
paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om
Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted
for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er
endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa
"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse
forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil
kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur
henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig
efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant
Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som
Skjænkeværter eller Garçoner.
[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la
Régence.]
Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke
Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud
mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa
Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at
fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der
søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de
veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole,
er Kildes til hele, deres Subsistens.
De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi,
disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de
stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men
adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af
Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende
Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer.
Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender
Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax
med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten
Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af
Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne,
halvt lurende Øjne.
I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en
hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en
Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til
Hjemligheden, man føler i disse Gader.
Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke,
naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa
Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende
Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det
hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder
heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været
nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er
fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som
oftest ingenlunde daarlige Forretninger.
Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde,
Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen,
den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker
afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre
sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris