Fra det moderne Frankrig - 15

ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden
Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre
end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse
af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en
af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er
betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue,
med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker,
som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den
tredie Republik.
Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den
store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien régimes_ Salondamer.
Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun
indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens
Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør
hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt,
store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt
Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver
hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes
Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som
smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være
Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa
En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske
aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv
som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen.
Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd
Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk
af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de
gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist
Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens
Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved
Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame
lider derunder.
Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke
havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu,
en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet
blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit
Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige
fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt
indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende
Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde
ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede
dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
rummede af Talent og Dygtighed.
Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger,
en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris",
en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den
maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om
den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket
med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang,
en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og
blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første
Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
Rouget de l'Isle. Ved Verset:
"Entendez-vous dans nos campagnes
Mugir ces féroces soldats"
tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der
taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste
ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben,
som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser,
vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og
danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring.
Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig
ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det
er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette
hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige
Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min
Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til
Frankrig!"
Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de
Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere
til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og
ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den
unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af
dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.
I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk.
Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende
med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er
bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i
Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da
den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime
Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa
Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge
Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere
endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i
Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det,
hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun
har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en
venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved
Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere
Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en
Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det,
Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge
Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke
engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en
efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
Poissonniére.
Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin
Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte
Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet
eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets
Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa
Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer
existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er
fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres
der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for
to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams
Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster
en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han
sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst
sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos
hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine
Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer
alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige
Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i
Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle
Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
Adam kan være _grande mondaine_ som ingen Anden.
Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
eller rettere en Afløser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det
længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i
Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de
indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede
og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner
for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt
i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og
Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
hun at staa som en Pariserinde _en évidence._
En Aften hos Victor Hugo.
Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de
l'Élysée, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være
nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer
kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid,
og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden
ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
"har Landets Tillid"; _le grand Maître_ vælger selv sine Ypperstepræster,
uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har
Modstandere, der gjør ham Livet surt, _le grand Maître_ hyldes af alle
Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer
enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer
i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
intellektuelle Frankrig.
Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
Her er det, at _le grand Maître_ sidder i hellig Majestæt, grundende over
Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
det vil sige i _le grand Maître's_ Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere
Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en
ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det
gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
_le grand Maître_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder
at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine
Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først
Præsterne og siden de mere Profane.
Som ægte demokratisk Helgen indskrænker _le grand Maître_ sig ikke til at
modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver
Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt
Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner
Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende
Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at
drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og
befinder sig i selve Templet.
Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I
Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste
Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i
Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre,
alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maître_ selv
grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar
Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men
kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den
røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er _le
grand Maître_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
Bordets Glæder.
Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke
Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer
derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig.
Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en _grand Maître,_ skrider
Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde,
Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maître's_ Bord. Processionen
vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den
mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre
nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt
efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
oprejste som _le grand Maître_ selv.
[Illustration: Victor Hugos salon.]
Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et
Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, _le grand Maître_ taler
langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at
siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema,
der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
Kapitel. Men _le grand Maître_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget
Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette
muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad
der gjælder for almindelige Dødelige og for en _grand Maître_ som
Victor Hugo.
De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det
nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende,
der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til _le grand
Maître_, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende,
rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det
Samme. _Le grand Maître_ bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler
Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maître_ er hørlige. _Cher Maître_
trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar
langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og
bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.
Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige
Vederkvægelse er den eneste, _le grand Maître_ byder sine Gjæster. En
Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget
bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de
Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; _le grand Maître_ er flere Gange
Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men
derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med
større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar
paa _le grand Maître's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at
gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk.
Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det
Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive
knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med
Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo
heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit
Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende
Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd,
og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at
lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maître's_ Ære.
Han er en _ancétre_, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de
smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de
har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.
[Illustration: Victor Hugo]
Hos Sarah Bernhardt.
Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et
indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen
omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en
pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden
giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør
Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt
det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.
Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder
Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en
aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys,
orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et
Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol,
hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange
Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som
til Goddag.
Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng
tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de
Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed
er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende
paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer
og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille
og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes