Fra det moderne Frankrig - 01

FRA DET MODERNE FRANKRIG.
AF RICHARD KAUFMANN.
MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.
KJØBENHAVN.
1882

I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig
Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmænd.
Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt,
hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.
Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil
føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme
Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.
Paris, i November 1882.
Richard Kaufmann.


INDHOLD
_Paris og Pariserne_
_Pariserinden_
_Vinter liv i Paris_:
Klimaet
Velgjørenhedsballer
Jule-og Nytaarstiden
Under Karnevalet
Hos Republikens Præsident
_Foraar i Paris_
_I Kammeret_
_Det røde Paris_
_Paa Børsen_
_Kunst og Kunstnere_
_Litteratur og Aviser_
_Paris som Theatercentrum_
_Sommerliv og Fester_:
Grand prix de Paris
Badeliv Ved Kysten
Nationalfesten
Sommer-Søndage ved Paris
_Parisere en évidence:_
Mme. Adams Salon
En Aften hos Victor Hugo
Hos Sarah Bernhardt
Coquelin i sin Loge
Cherbuliez i sit Arbejdsværelse
_De Fremmede i Paris_
_Paris paa Vrangsiden:_
Pauperismebæltet
Samfundets Bundfald
_Kafé- og Gadeliv_
_Skisser fra Sydfrankrig:_
Mellem moderne Troubadurer
En sydfransk Pilgrimsfart
Oldtidslevninger i Provence
Petrarcas Hjem
Marseille
Europas Paradis


PARIS OG PARISERNE.

Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu;
før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør
sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet,
blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker,
at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.
Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa
Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget,
hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige
Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.
[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.]
[Illustration: Invalidedomen.]
[Illustration: La Salme Chaptlle.]
Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad
berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens
vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle
Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.
Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt
følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til.
Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær
af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede
tusinde Udlændinge.
Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store
Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker
Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.
Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der
stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver
dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.
Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er
Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig
Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den
franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.
Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og
Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og
Befrugtning.
Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.
Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt
eller kjed af Paris.
Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit
Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens
Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds,
gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist.
Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.
Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige
Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.
Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen
med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm,
hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.
Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De
holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der
kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store
Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed
de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at
leve sammen med.
Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at
være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed,
derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger
til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.
Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte
siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og
mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.
Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.
Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv
med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører
for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre
Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede
og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem,
hjælper med til denne Udvikling.
Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen.
[Illustration: Paa Boulevarden.]


PARISERINDEN.

Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde
sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet.
Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder