Fra det moderne Frankrig - 17

gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve
Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en
tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller
markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og
fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses
ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"
(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt
Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker,
og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i
sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i
Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt
paa een og samme Tid.
Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at
hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er
at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften,
det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af
det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste
Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.
Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,
Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen
udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med
samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er
forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er
vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin
overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration.
Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og
forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en
enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det
rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer
op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har
slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med
Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige
Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa
Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente
Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais
Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære
Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme
Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være
en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet
Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine
Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine
Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer
man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men
det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Øjeblik han sætter sin
Fod udenfor Scenen er en _homme sérieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig
Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at
løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede
Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den
gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren.
Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet
"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest
af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der
har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter
og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede
som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit
eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil
faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage
sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive
om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.
Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.
[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]
Cherbuliez i sit Arbejdsværelse
Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud
over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det
til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring
synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og
Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele
Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre
vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af
Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa
smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til
Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede
Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere
Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,
de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,
glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke
desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa
væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i
den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med
Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og
Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets
Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har
gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer
de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.
De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen
særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra
alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst
sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er
kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var
Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,
uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem
Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École
polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens
Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den
store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren,
Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne
Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han
indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den
venstre Seinebred.
I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i
den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan
strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor
Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.
Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres
Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge
den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer
han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer,
jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,
hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er
instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde
komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen
og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt
med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven
givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og
varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han
aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags
Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store
Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at
Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som
Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl,
men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille,
arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.
At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa
vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine
Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt.
Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa
Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at
passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det
nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun
med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden
Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne
i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret
Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,
og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets
Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.
Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den
venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.
Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige
kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men
De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv
tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik,
mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget,
han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt
komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer
aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse
at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en
lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_,
Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde
Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance
engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af
pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun
bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters
Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,
om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,
og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker
Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.
Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget
som en nordisk Præstegaard paa Landet.
Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør.
Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver
staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af
gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse
og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som
Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens
orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads
over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige
Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle
Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind;
mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule
Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager
moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest
historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men
forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage
repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske
Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har
i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget
fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad
Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser
dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han
tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",
som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet
sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne,
hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et
Skjønhedsindtryk, som stammer derfra.
En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter
op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en
Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham
Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den
milesiske Venus, et Portræt.
[Illustration: Victor Cherbuliez.]
Cherbuliez' Haandskrift.
Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i
Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,
graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af
Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,
stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og
Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred
Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset.
Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første
Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er
Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske
Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun
Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene
forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig
Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer
igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,
man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved
en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres
forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt;
han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte,
sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen,
som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens
Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den
antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne
Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,
som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske
Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider
og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst
kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det
malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,
befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan
sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme
Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har
garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven
smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot
fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening
aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens
Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med
deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han
seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det
vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger
han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe
og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte
menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig
haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges
Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun
seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres
sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans
Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle
Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om
hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor
trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af
Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han
endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der
kunde blive hans Sekretær.
Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig
og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde
mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige
Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst
meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans
Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)
er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder
inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener
i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere
i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han.
Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse,
som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været
typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes
hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne
Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i
Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa
deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der
dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en
Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig
for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det
offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som
Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa
Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde
han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han
desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en
af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive
Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.
De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten
og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store
Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den.
Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man
hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,
naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det
republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine
Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.
Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst
hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til
Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan
komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder
sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre
det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun
kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,
certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem
de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig.
Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog.
Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om
den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre
Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig,
arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin
Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa
sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,
filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have
den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar
Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,
saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte
har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,
og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han
forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og
hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant.


DE FREMMEDE I PARIS.

Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne
parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der
udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,
jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der
springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets
Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være
korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den
dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med
Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa
Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier,
det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle
Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets
Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;
Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende
Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store
Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele
rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved
alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og
fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.
Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa
Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en
exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa
med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem
af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte
at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter
vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig
Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende
Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af
det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende
Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa
deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let
tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige
Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af
Franskmændenes Egne naaede op i Højde med.
Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i
Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større
og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb
undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den
idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod
som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget
deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre
Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge:
Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en
Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.
Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;
han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han
kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget
Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden
sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra
Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,
der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.
Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med
Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der
mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel
foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der
Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men
elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs.
Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den
let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den
fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og
Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,
der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken
nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er
visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de
andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store
Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det
være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der
bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke
engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at
staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt
borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar
ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords
endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,
at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,
der er svimlende høj.
Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De
omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at
gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste
Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer
i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,
hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med
isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de
extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller
taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier
paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med
racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at
alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres
paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der
fører Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstændig erobret.
Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels
ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor
han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto
med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast
Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er
kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine
Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,
men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør
ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en
Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus
med Tusender.
Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde
i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis