Fra det moderne Frankrig - 08

Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning.
I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de
er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part
af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender
forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres
Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium,
det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de
knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud
over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end
klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har
over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem
Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den
jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører
og tænker.
Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i
selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den
umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der
ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i
sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik
mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende
Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig
frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen,
seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en
titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa,
hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto
bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at
skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de
parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un
Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
forstaar hinanden.
[Illustration: Kurserne slaas op paa Børsen]
Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man
i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til
_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit
Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i
hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd
i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men
det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen
derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen
er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er
Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk,
naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans
Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede
Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres
Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker
ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon
Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken
Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var
gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens
Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet,
selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
Landets Velfærd Tjenlige.
Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel
alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af
dets Position imellem Staterne.
Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er
kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav
Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den
fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig
fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig
ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet
af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om
halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin
Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye
Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen,
og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne
Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen
Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel
endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den
derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag
for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene.
[Illustration: I Børssalen Klokken Tre.]
Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til
Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse.
Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til
med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod
i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne
til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da
Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet
det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var
bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til
østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.
Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der
bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet
deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af
en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen,
forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke
fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar,
man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige,
grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen
an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa
offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes
og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens
Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets
Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den
trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen
Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den
uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne
Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog
ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og
ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan
i det Uendelige.
Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i
lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres
værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre
fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen
havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.
[Illustration: "Les boursicotières".]
Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det
sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og
dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun
været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som
den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da
han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte
sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der
gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske
Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de
Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med
Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde
Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde
"Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller
_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og
erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de
tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget
vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at
skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til
at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det
parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende
Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende
katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i
Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af
Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve
Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken.
Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500
Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde
hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de
til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens
Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.
Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været
Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud
mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.
Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at
fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt
at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev
tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet
godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men
til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne
Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen
blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget
betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne
op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900
var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle
kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe,
faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da
saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa
Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang
sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en
eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv
sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke
undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at
ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre
Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke
engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen
Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som
før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til
1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag
over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende
Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som
ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de
sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte
ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og
oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,
hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte
paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden
hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne
ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men
de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag
styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde
tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom
kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af
deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som
Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med
dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at
Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa
den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var
der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse
af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere
og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra
igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,
sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte
paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke
kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner
og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling
om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i
disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev
forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved
at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed
indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter.
Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket;
Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.
Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa
alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med
"Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget
Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i
Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da
maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har
vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for
en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre
i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke
undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets
mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første
Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske
Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter.
Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav
for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang
mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens
store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det
eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu
mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin
inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens
Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan
overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen
Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes
Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,
hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste
Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og
Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa
Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker
ikke blot det franske, den behersker det hele internationale
Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som
ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de
nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som
Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde
udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske
Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man
ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar
til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,
anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede
Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden.
En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage
havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter.
Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at
Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i
vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.
Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den
Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods
alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne
franske Samfund.
[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]


KUNST OG KUNSTNERE.

Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage.
David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste
virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som
Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod
Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet,
Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke.
Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem
al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig,
den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de
betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan
have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den
har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at
dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage
i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig
Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er
Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.
Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er
den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position
i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som
misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru
Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,
efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere
og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il
faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar
dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet
Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa
nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren.
Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men
Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen,
Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens
Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,
har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne
Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre
til ogsaa.
Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden
Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og
Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved
enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens
Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens
Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises
Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og
begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne
yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge.
De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste
Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober
tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af
"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske
Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som
udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte
Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.
Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man
kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for
Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter,
mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og
Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være
sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat
i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre