Fra det moderne Frankrig - 07

til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser.
Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra
Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene
Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af
sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med
Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske
Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske
Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget
om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og
Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og
af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af
Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen
af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med
samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle
Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.
Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der
blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte
Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde
Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise
skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved
Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne
d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde
Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i
Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa
Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde
der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske
vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede
ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg.
Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister
forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste
var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev
stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige
Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en
Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til
Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente
simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,
erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem
Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant
Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom,
hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres,
hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed
Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet
ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan
folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat
have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig
til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste
Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa
over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres
Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at
vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa
lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa
de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende
med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la
lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i
Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte
Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og
øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end
en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været
Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres
egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i
Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man
havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde
under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene
Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart
atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste
Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde.
Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an
mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere
Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til
Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis
Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig
Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at
stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke
vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under
denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde
Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde
tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende
Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en
Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,
der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det
kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa
begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne
komme til at spille en virkelig Rolle.
Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe
af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har
under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet
delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med
Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste
Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst
til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen
af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var
født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der
fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun
det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle
mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem,
der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa
Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske
Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene
deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening
overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en
hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik
konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den
Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde
skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,
fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes
beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen
Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af
en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller
fremkalde nogen Omvæltning.
Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.
De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres
Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:
gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas
Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig
Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske
Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem.
Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under
Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte
at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer
for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et
Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,
demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil
fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere,
gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der
existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets
forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere
forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et
Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille
nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,
og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve
ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken
de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.
Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer
noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han
kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det
i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i
det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen
af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige
siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med
Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er
samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed,
simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa
stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende
Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en
Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa
den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis
antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store
Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt,
da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige
Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte.
I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig
blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle
Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet
naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,
Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes
Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det
er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et
anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er
sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den
franske Nationalkarakteer--at lægge til Side, saa han kan sikre
sin Alderdom.
Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den
socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der
er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en
økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons
og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels
enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos
Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske
Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde
lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned
til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke
været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i
1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent
exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller
senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske
Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for
deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa
Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en
revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den
socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i
Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed,
en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit
eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts
"L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter
nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne
rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser
Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige,
og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,
populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der
prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med
fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et
naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,
hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans
vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske
Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede
Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen
af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til
Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om
nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en
Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne
vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa
vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er
i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der
virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden
vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,
fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig
organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier
fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og
trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken
er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk
Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige
Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis
af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet
fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre
Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende
Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke
har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt
Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret.
Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen,
der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold
i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte
Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er
tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes
mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig
heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent
materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham
imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre
tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med
Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser
for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater
og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har
sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over
det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse,
et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere
og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.
Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har
hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt
Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri
Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving
endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel
Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig
Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for,
at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og
dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og
større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence,
som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De
uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det
muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa
stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt
som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem.
Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den
arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
og Arbejde.
Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i
Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i
ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære
Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de
rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske
Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det
irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst
sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det
sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa
Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang
for sin Agitation.


PAA BØRSEN.

Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som
Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer
omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de
Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de
l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.
Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer
strækker til.
Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre,
forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning:
_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.
I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har
været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde
Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til