Fra det moderne Frankrig - 02

draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene
istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.
Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Sæde.
Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er
den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op
til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne
Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske
Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke.
Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at
fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.
Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker
den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til
Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden
paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade
for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder
i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man
Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islæt.
Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele
Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.
Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære
Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.
En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under
Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig
ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa
Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.
Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har
Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre
sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.
Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end
dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele
Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét.
Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men
fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment
gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt
Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder
ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse
gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning.
[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]
Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme
du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.
Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter,
saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin
Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være
hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og
dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er
giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og
vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i
Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig
let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger
ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.
Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end
fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at
gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.
Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.


VINTERLIV I PARIS.

Klimaet
Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode
Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke
kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.
Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet
Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede.
Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig
fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.
Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store
Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at
den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."
Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den
forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først
den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de
aldrig paa.
Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet
Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.
Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti