Fra det moderne Frankrig - 05

Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man
atter kan trække Vejret i de forreste Sale.
Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først
henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles
nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu
kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide
Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er
ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre
gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den
kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne
i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen
Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig
større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa
behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,


FORAAR I PARIS.

Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i
Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det
her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ
ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod
breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til
Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede
Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være:
den skjønneste Stad i Verden.
Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved
Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af
lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.
[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]
Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt
Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin
Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme
paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne,
saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte,
saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.
Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og
bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet
Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike
Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.
De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.
Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den
store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme
Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre
undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende
sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet.
Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er
for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden
Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun
den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte
Plet paa Ens gode Navn og Rygte.
Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males
paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der
romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at
dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger
Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte
Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var
vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner
det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra
Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa
Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.
Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud
omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke
Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger
det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med
Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det
intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.
[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]
[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.]
[Illustration: Kammerets Talerstol.]


I KAMMERET.

Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds,
vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er
Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de
staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.
Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel
anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil,
oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De
er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en
Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de,
at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at
tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste
Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i
Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder
Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer,
hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk
Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den
undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.
Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar
man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over
hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor
Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede
fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af
Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser,
Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af
Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter
Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag
Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et
almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
Salens Opmærksomhed paa sig.
[Illustration: Kammerets Præsidentstol.]
Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik,
han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i
Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der
anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer
Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første
Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet
Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste
Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset
og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre
Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
store Sejre vindes.
[Illustration: Gambetta.]
Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden
at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det
er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har
at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river
med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt,
helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan
blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès
ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han
styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler,
forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man
dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa
hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
det Formen, det gjælder.
[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
_Mars_.]
Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til
Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem
til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at
gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en
rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres
Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men
Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen
vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i
Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med
sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers
Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til
Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han
bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et
Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de
Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj.
Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende.