Fra det moderne Frankrig - 24

Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser
Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter,
Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen
Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og
give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og
forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,
straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det
hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme
Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører
først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.
Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i
et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her
paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det
er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver
Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan
det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar
og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre
pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i
dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet
Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa
man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig
mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer
Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste
Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem
Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap
incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske
engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det
som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var
lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu
Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige
Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene
aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele
Huset fra øverst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel
med alt Tilbehør--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om
Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag
med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane
begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle
Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.
"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra
det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den
skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden
havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice
og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine
Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte
Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et
Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles
ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan
gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!
Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som
var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og
alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt
Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus
op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med
Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en
gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa
firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og
brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af
Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød
sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der
flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men
blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,
varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var
guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne
Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men
Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig
skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik
ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en
underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en
Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa
godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke
Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider
komme,--man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.
Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer
og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige
Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste
samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre
Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets
hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap
er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller
femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i
Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette
Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det
er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske
Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er
Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har
mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske
Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad
Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen
komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar
det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har
een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager
Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har
en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle
Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det
er meer endnu end Monte-Christos Skat.
Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt
Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være
nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og
det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,
Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i
Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble,
siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det
moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en
Spillebank.
Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen,
bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og
Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det
kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med
deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,
Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin
blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa
Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen
efter alle Feeritableauerne.
Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person
saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning
ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud
for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver
sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil
forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait
paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og
man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa
Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets
Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og
farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid
enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende
fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende
Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,
klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der
bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte
efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst.
Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de
grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er
den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_
med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten
standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til
sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser
Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites
votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin
Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,
sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_
markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne
trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair
sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. _Rien
ne va plus!_ Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte
Stilhed, de Bageste strækker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.
[Illustration: Omkring det grønne Bord.]
Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er
det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber
man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved
Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder.
Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen
bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré,
saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive
Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg
Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man
tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man
doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man
skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har
man alle Lommerne fulde af Guld.
Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En,
paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød
Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og
Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over
Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring.
_Un bon diner_ følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes
med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et
Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert
Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke
havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i
Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra
Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af
Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens
dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke
underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i
Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous
sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som
man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det
først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,
siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var
bleven ved... ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden,
hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco,
og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en
Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller
saadan Noget.
Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre _un petit coup_ om
Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man
holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden
Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og
har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par
Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken
spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige
Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad
Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende
Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin
lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder
hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har
Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før
Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde
se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene
til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren
raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal
prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle
Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som
vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring
Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.
Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een
af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid
rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.
Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog
bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt
ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der
forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes
paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den
foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man
tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er
uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og
Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes
Forstærkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,
men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan
jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.
Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i
Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne
tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde
sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at
gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos
Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage
hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man
ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa
den tolvte.
Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu,
man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,
Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,
og man hører hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil
maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent,
rejser man sig. _Vous partez_? spørger den Guldblonde, der staar bagved.
_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec
plaisir_. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,
der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. _Noir, pair et passe_.
Naturligvis.
Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over _la Condamine_.
Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men
Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt
tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste
Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det
Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa
vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det
ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde
sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og
klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,
brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der
dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler
Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet
aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende
Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de
Paris"! Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man
end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og
sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens
Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde.