Absalons Brønd - 10

besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i
Vandet.
Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i
lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i
Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte
med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde
været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark".
Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. -- "Gudbevares, han
møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han
Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge,
og det er store Ting!"
Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu
var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest,
som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind
som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere
Tid kunde leve paa Gevinsten -- og leve flot.
* * * * *
Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig,
glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille
Smule betænkelig -- navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs
gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede.
Allerede det at blive bedt ud til _Aften_, og ikke til Middag, var
saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i
de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden
paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter -- ogsaa Damerne; _det_ sved
græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at
naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun _kunde_
ikke ryge.
Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne,
hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte.
Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel
nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, _han_
blev ærgerlig, og _hun_ blev bedrøvet.
Man sang og spillede -- Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede
jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa
svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der
præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af
Tilhørerne.
-- "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik,"
sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun
var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i
Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt,
gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og
kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet,
dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, -- alle
undtagen hun -- aabenbart havde moret sig storartet.
Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før
forefaldet i hendes Praxis.


I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.
I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til
Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde
overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men
den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog
ordnet, og den store Dag oprandt.
Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille
Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele
storartet.
Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid
med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen
paa Skydebanen.
Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde
faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at
holde Tale.
Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste
Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han,
Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var
da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op
foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper,
Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde
bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!"
Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for
Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse
som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere
flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye
Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den
fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.
Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen
ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet
"daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante
-- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde
ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige:
_han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et
Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!
Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med
Ottetoget.
Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver,
saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:
"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er
tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_
nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"
Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og
sagde til Ragna:
"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har
omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_
har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_,
og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med --
Levvel!"
Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:
"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"
Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:
"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med
_Dig_, jeg reiser!"


-- Holst savnede Duborg umaadeligt.
Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i
Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.
-- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det
kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_
faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede
Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et
Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en
Blanding af Deres og min Smag!"
Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med
Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa
den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og
glade var de for hinanden.
* * * * *
Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner.
Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han
faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin
midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved
Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot
ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.
En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup
omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det
mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.
"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder,"
forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig
selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at
jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad
man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom
forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han
troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var
i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er
Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo
altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene
lidt paa den!"
Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over
Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og
_der_ blev den hængende.


En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han
maatte endelig komme strax, blev der sagt.
Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for
Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers
Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han
naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time
døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu
endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde
hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller
og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og
Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den
Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end
Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven
siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret,"
fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre
Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og
altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men
saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan
vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!"
Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad
hun vilde.
Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet --
Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa
Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin
egen Marie.
Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun
havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden
var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien,
og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:
"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"
"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket.
"Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?"
"Aa, jeg veed ikke --"
"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde
Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om,
at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa
omsider Lov at gaa.
* * * * *
Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien --
_der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var
kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent
Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde
og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende
saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun
om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig
Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige
Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.
Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til
Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede,
hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.
* * * * *
Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa
med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten.
"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en
Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele
den nyere Literatur!"
Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske
Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas
over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem
til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!"


Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.
Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og
gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons
Kirke med.
Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld,
gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og
strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.
Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de
Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille
Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup
havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de
Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste
hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede
Hovederne om efter Fru Lund.
Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af
Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter
"Conservatoriet".
Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act,
udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit,
at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men
efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa
Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede
med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund
tørrede bevæget Øinene.
Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun
gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af
hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den
uforglemmelige Aften!
* * * * *
-- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.
Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen
stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.
"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke
Influenza!"
Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han
vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke
det Forslag vandt Holsts Bifald.
"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries
Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i
Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man
en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"
Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies
med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste
enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De
have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!"
Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da
baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke
gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik
hen og drak en halv Flaske Vin.
Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille,
daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde
med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den
stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i
mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker,
og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe,
mørke Kjelder, hvor Fadene laa.
Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin --
røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var
tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.
Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad
Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:
"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"
"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte,
forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet,
tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de
nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten
og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe
Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to
Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød
-- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad.
-- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.
"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"
"Men Vinen!"
"Ja -- er den ikke noget sur?"
"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er
en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige
Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! -- Det er et rent
Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille
Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage
af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens
man har den! -- Aa, hvor den smager!"
"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.
"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner
paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det -- hvor Mange gjør
det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig
af at have Grød og Vælling til Livretter -- som om _det_ var noget
Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex.
Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden
ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! -- Aa, mærk
den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men _saa_ demokratisk,
at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var _jeg_
enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye
Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde:
Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer -- til Folket er
det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage
selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den
kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere
-- ikke blot det velhavende Bourgeoisie -- her for en rimelig Pris
kunne gjøre sig til Gode -- se, det kalder _jeg_ en demokratisk
Idee!"
Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde
godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt
det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden
Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners
Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til
Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas
af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.
-- "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig,
"jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"
"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.
"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.
"Meget skriver han ikke," svarede Holst, -- "Skriveri har nu aldrig
været hans stærke Side -- men de er raske begge To, og han har faaet
et Par Bestillinger."
"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.


Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.
Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa -- første Station havde
været _Dresden_. _Der_ gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og
Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. _Den_ kjendte
hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde
hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa
hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var
lige saa stor Kunst som Raffaels.
"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog
lille Kone, at Du synes saa godt om den -- det kan jeg lide Dig for!"
Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev
anerkjendt som aldrig før.
Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas
Cranachs Kvinder -- de første fandt hun for fede, de sidste for
magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun
skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige
Idealskikkelse.
"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at
jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade -- men det
skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar _Du_ blot hjælper mig!"
Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz -- det var jo
endnu den gode Aarstid -- men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz
var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se -- og _han_
maatte jo vide det, for _han_ havde været der, og saa kom de der
ikke.
* * * * *
I _Nürnberg_ mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den
gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over
alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog
hende ind til sig og sagde:
"_Dig_ saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage -- se,
derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, _der_ er en Kvist, hvor
jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! -- Ja, det
kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"
Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for
ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden,
mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille
Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst
-- bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss'
Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar
Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se
med hans Øine.
* * * * *
Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.
Ragna var henrykt over Arnofloden og =Palazzo vecchio=, over Turen
til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden
frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.
"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde
Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære
at forstaa dem. -- Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og
Verrocchio's Fontaine inde i =Palazzo vecchio=, saa kan vi altid se,
om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."
"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se,"
svarede Ragna.
"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"
"Nei, dem kjender jeg ikke -- det er Metalsvinet!"
"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? -- Naa, jeg troer forresten nok,
jeg saae det forrige Gang, jeg var her -- det staaer henne paa det
lille Grønttorv. -- Men hvor kjender Du _det_ fra?"
"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"
"Naa, har _han_ skrevet om _det_, se, se! -- Men det er da ellers
ingen Grund til at rende efter det!"
Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.
-- Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa
ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde
kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og
et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de
tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved.
Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et
Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer,
der sad paa hende, ved en større Bevægelse.
"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det
kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden -- Du
maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, _det_ er da vigtigere!"
Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.
Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle
Lande er samlet, udbrød hun pludselig:
"Men, Hans! _Der_ hænger jo Otto Bache -- og Krøyer! Og _der_ hænger
jo Carl Bloch!"
"Ja, de gjør saa!"
"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa
den Maade -- synes Du ikke?"
"Aa, jo -- jo -- men det er da ellers ikke _dem_, man tager til
Florents for at se!"
"Nei, det er det ikke, men alligevel -- Hans, troer Du nogensinde
_Du_ kan komme til at hænge her?"
"Nei -- aa, nei -- jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."
Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger -- mest paa
de sidste, for Duborg sagde, at _de_ var interessantest.
* * * * *
Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for
varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa _Capri_.
Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun
gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med _den_ blaa
Farve, som hun kun kjendte fra Billeder -- og dog ikke kjendte -- og
med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune
Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure
og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte,
og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge
Byrder paa Hovedet.
-- "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag,
"hende Modellen, hvad hed hun?"
"Hun hed Graziella," svarede Duborg.
"Troer Du, hun lever endnu -- jeg kunde have Lyst til at se hende!"
"Det skal Du ikke ønske -- hun maa nu være om ved de tredive Aar, og
saa er hun her paa Capri en gammel Kone."
"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men
der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og
saa talte hun ikke oftere om det.
-- De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det
meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.
Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en
Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde
sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem
daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun
ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde
aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.
Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt
Badehus og svømmede sammen.
Den første Gang gjorde hun Indvendinger. -- "Men Ragna dog!" sagde
han og lo. "Hvad generer Du Dig for? _Jeg_ har jo ogsaa Badedragt
paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af,
saa kan _Du_ virkelig ogsaa -- _Du_ kan godt lade Dig se!"
Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen
udenfor Badehuset, satte sig _der_, hvilede et Par Minuter og saae
over ad Sorrent til.
-- "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder _der_!" udbrød han en
Dag.
"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede
hun og lo.
"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er
accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder -- jeg
kunde male Dig som Havfrue -- hvis jeg da gav mig af med at male den
Slags!" lagde han til.
Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange,
sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende,
men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.
-- Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i
timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev
hende sjelden lang.
Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i
"=Paradiso=".
Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med
Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig
med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En
Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke
Italiensk?"
Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.
"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, -- og Ragna modsagde ham
ikke.
Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. -- "Det
gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig --
saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"