Absalons Brønd - 09

straalede hun over hele Ansigtet og holdt Vedkommende fast, saa længe
det paa nogen Maade var muligt.
Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag
at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man
skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt
Resultatet til de Andre.
Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og
tilsyneladende lige gamle -- ubestemmelig Alder. De _gav_ Veninderne,
supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente
at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne
til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af,
at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine
Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst
til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende
Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab;
tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var
hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre
først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der
forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage _den_
Kage, hun skulde, og lade _den_ ligge, som hun selv vilde have.
Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne
consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med
Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand
for at levere mindst de fire.
* * * * *
-- "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er
her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa
ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under
Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa
Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede
han, "jeg har _Dig_, og Du er mere end nok for mig at se paa!"
-- "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig
ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!"
"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg.
"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men --"
"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til
Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa --"
"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende.
"Ja, hvad skulde vi bie efter!"
"Nei -- ja, jeg tænkte kun -- har vi -- _Du_, mener jeg -- faste
Indtægter, saa vi kan leve?"
"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke.
"Nei -- hvordan skulde en Kunstner have _det_?"
"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men
det er alligevel saa underligt at tænke paa!"
Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt.
* * * * *
-- "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne,
da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af _det_ paa Tøiet,
og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem
Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren!
Vandfarve er meget bedre og proprere -- det lærte _vi_ at male med i
vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt."
Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det
generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at
maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa,
stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage
Del i den.
* * * * *
_Nogen_ Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet
Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen
med sin nye Svoger. -- "Ja, _vi_ vil ingen Ansvar have for ham,"
erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner
sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico -- _vi_ kan ikke
redde ham!"
Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans
Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. -- "Lutter Mandfolk,
ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa
være! -- Lutter Mandfolk, hvad skal _det_ ogsaa blive til!"
Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede:
"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end
Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der
ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa
Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken
Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et
Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem
Maaneders Dagen efter, saa _er_ den hjemme og stryger Commandoen til
bestemt Tid. -- Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre
Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre
efterrettelig? -- Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og
bliver udisciplinerede!"
"Der er Noget i, hvad Drengen _der_ siger!" svarede Hanne, og et
Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der _er_ sandt, _skal_ være sandt:
Poul har Ret!"
Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres,
og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst
drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som
Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske
vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt.
* * * * *
-- Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis,
det var udmærket.
"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok
endnu, men det er alligevel Ingenting -- saadant Noget kan Enhver,
der vil, lære at gjøre. -- Nei, det forrige -- det, jeg blev forlovet
paa -- det kunde have blevet godt!"
"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang -- naar vi først er gift,
og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig
forlegen ved sine Ord.
"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke."
"Hvad vil det sige?"
"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man _har_ gjort et Billede, saa er
_det_ gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen."
"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke -- det maa jo være lettere
anden Gang!"
Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan
han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse,
syntes han selv, og sagde smilende:
"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?"
"Men Hans dog!"
"Du sagde: '_Der_ staaer en Mand, der holder af _mig_, og _jeg_
holder af ham!' -- Se, det kunde _Du_ heller ikke gjøre om, og det
blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første -- tvertimod!"
* * * * *
-- "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne
siden.
"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst
fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting,
og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!"
"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa
rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan _vi_ saa godt forstaa, for vi
var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske
Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue -- det er
saa sin Sag med at udstille!"
Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til
Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer
holde det ud, han maatte bort.
"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer
ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu,
naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men _de_ tager for
meget paa Humeuret -- jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo
ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer --
og det lige fra Morgenstunden -- nei, jeg maa væk!"
* * * * *
Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med -- han længtes efter Saltvand,
sagde han.


Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By.
Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes
to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden
deres Forundring.
Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et
Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender
alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens
Musæum eller Frue Kirke.
Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker
Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger
Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk
Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen.
Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne
vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige
Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de
afsides, lidet befærdede Pladser.
Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med
"=Souvenirs de Copenhague=", og i Boghandlervinduerne er det
Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer
Markedet.
Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne
er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs
Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af
Prospect-Brevkort.
En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig
selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her
under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en
vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger
mellem de slidte Gravsten -- "Slægt skal følge Slægters Gang!"
De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist -- man faaer Fornemmelsen
af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen
Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme:
i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché -- diplomatiske
Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og
Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke;
Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds
Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og
kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi:
Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og
Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide -- hvide af
Uniform og hvide af Støv -- og Officerernes Ansigter seer ud som
kogte Krebs med lyst Overskjæg.
Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige
Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro -- Tivoli
haaber paa Tørveir, Circus paa Regn -- og atter Andre tager i Skoven,
til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. -- Men
Smaafolk! Hvor er de henne?
Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race,
ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader
er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde
om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl.
Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det
Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der
endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer
i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer
tversover Gaden, Børnene leger -- der er saa mange, at de synes at
gro op ad Brostenene -- fede Mopper døser med gispende Tunge, og en
Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende
Forretninger.
Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, _der_ foregaar ogsaa en
hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og -- fremfor Alt
-- til Fællederne.
Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor
er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine
Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de
frembyder! -- Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket
overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som
eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres
der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer
et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben -- Garde, Infanteri
eller Husarer. -- Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa
dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller
Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den
gulgrønne Flade. -- Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans,
skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om
de medbragte Madkurve -- Mand, Kone, Børn og Hund -- og ligger paa
Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger
Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og
en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned
forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet
Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god,
lille Dreng ude paa Landet -- det fredelige, stille Land, Barndommens
tabte Paradis.


Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart
skulde faae Ende -- først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig
gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for
hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og
selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom.
Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og
dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg -- hun
trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og
Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe
paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa
Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme
Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor
Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet.
Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne
begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse
Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden
sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa
det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae
paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af
Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper
laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af
sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater -- det var Noget
at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og
Madam Asters.
Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme
gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og _det_
kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om
Sommeren, _det_ veed jeg ikke!"
Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige
Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over
alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa
Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og
Religionsskrupler."
Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte
Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til,
Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om
Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da
Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være
borte, slog de Tre sig jevnlig sammen -- en Dag var de inde i
Christiansborgs Ruiner.
* * * * *
Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den
eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede -- "Absalons Brønd" først
og fremmest -- at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem;
Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og
Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup
ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld.
En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han
faaet til at lukke dem ind -- Adgangen til Ruinerne er jo ellers af
Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt -- og forsynet med en tændt
Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og
ned i Kjelderne.
De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det
forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de
graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger
efter -- man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter.
Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i
Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre
Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. -- "Ja,
_der_ var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige
Vinkjelder!"
"Er De _saa_ localiseret!" udbryder Holst.
"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa
Slottet og har levet al min Tid her -- lige til hin Octobernat, der
lagde det Hele i Grus -- min gamle Fader tog sin Død over det!"
-- "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til
Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive
Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre
Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne
Ildsted engang har baaret Spiddene.
"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup.
"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst -- han smækker ligefrem med
Tungen.
"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i
saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre.
-- "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme
faaer en næsten høitidelig Klang.
Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden
Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød,
sivende Grund -- man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt.
For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten
holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille
Vandspeil.
-- "Er her dybt?" spørger Holst.
"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar
det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af
det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i
Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi
havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade
for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og
have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at
der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger
paa een Gang med deres Spande -- ak, ja, det var andre Tider!"
"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger
Terndrup.
"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner.
"Ja, er _det_ nu saa vist?"
"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i
henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om
Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte -- nei! Og selve
Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det
Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her
paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk
Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom _den_ --
med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons
Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot
for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes
over den gamle Brønd -- Slottets eneste -- og som Hovedstaden er
opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet
om Absalons Brønd -- _den_ er det inderste Centrum, Kjernen,
Livskilden, hvad De vil kalde det -- Byens og Landets. -- Med _dens_
Vand er _jeg_ døbt, og af _den_ har jeg drukket Hundreder af Gange!"
"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af
Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden
drukket Dem til af den!"
"Maaske! -- I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere
kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle
Brønd!"
"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne,"
siger Holst.
"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises,"
svarer Berner -- og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den
varme Dag.
Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede
Hvælvinger -- i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens
lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af
den store Flagermus, =Vesperugo noctula=.
"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i
Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være
hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa
En!"
-- Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum,
stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser,
_hvor_ Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, _hvor_ der har
staaet Ovne -- her laa Riddersalen.
"_Der_ har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned
paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod
Slotspladsen -- ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til
Høiesteret -- _der_ stod Frederik den Syvende, husker jeg, en
Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar
man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte
rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over
Landet!"
"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger
Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" -- det lyder
til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.
-- "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op
ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa
Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa
Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.
"_Jeg_ interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger
Holst, "for _der_ stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' -- men _den_
Gruppe blev da heldigvis reddet!"
"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den
anden Side af Hovedporten."
Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der
er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.
-- "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem
her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg
kan høre det tordne endnu!"
"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge
Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde -- det tog
sig ud!"
"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang
der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da
Kong Oscar var Kong Christians Gjæst -- da var her Liv! Ekvipagerne
rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af
Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og
Musiken spillede -- nu er der ikke Andet tilbage af den Tids
Herlighed end Ringen _der_, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne
ovenover!"
Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder
mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel
begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs
-- Planteverdenens Pariaer.
-- "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger
Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"
"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret
ud.
"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.
"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde
være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.
"_Det_ var det!"
-- "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"
"Nei!"
"Jo, han skal sgu!"
-- "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup,
tilsyneladende ganske umotiveret.
"Nei, jeg _veed_ det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig
ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til
Bourgeoisiets Hæderlighed!"
"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.
"Ikke det! -- Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da
ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede
sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at -- jo, gu er _han_ en
Kjeltring -- man kan da baade stave og lægge sammen!"
"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der
trænger sig frem," siger Berner.
"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.
-- Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det
Perspectiv, man har for Øie herinde! -- Det er noget af det Fineste
og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise
-- det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"
"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i
Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle,
hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. -- Ja, _jeg_ seer
naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt
alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at
sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen!
Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i
sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans
Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst
forsvundet, men Karethen existerer endnu, og _den_ vækker for ham
stolte, lykkelige Minder -- det er nu _hans_ Livs Poesi!"
"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa
saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa
festlig at se paa som en Postillon!"
* * * * *
-- Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for
Turen.
-- "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.
"Valfart?"
"Ja, til Absalons Brønd!"
"Naa, saadan at forstaa!"
"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer
Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til _den_,
saa --"
"Hvad saa?"
"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de
Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"


Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i
Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange -- det vil sige _det_ af
det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved
at naa sine foreløbige Ønskers Maal.
Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til
Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden
Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og
diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for
Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som
Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun
Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction -- "men de smøler jo altid
oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække
en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere,
som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke
kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde
i Uniform. -- "_Den_ Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han.
Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr -- om
Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet
vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet
paa ubestemt Tid -- og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet,