Absalons Brønd - 08

der kan passe ind i _det_ Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."
"Men De lovede jo bestemt, at --"
"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have
holdt, hvad jeg lovede -- dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang
Afstand, maa De huske."
Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over,
hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo
dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende
kun indigneret og overlegent, fra hende:
"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er
selvfølgelig ikke bindende -- end ikke overfor en Dame -- hvis blot
hans Kunst -- eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme --
kræver, at det brydes! Men _det_ Billede skal _ikke_ udstilles --
forstaaer De mig! -- Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til
selv at kjøbe det."
I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.
"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.
"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren
fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler -- Du er maaske Model -- eller
har Stævnemøder -- hvadbehager?"
Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu,
som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige
Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han
op paa Grossereren og sagde roligt:
"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af
Vennebjerg efter _den_ Skizze -- hun vidste, at min Ven Holst havde
malet derude."
Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad
Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat
forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende,
hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:
"Her er en Mand, der holder af _mig_ -- og _jeg_ holder af _ham_!"
* * * * *
Saadan blev Duborg forlovet.


En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig
ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas
Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.
Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger
som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte
tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel
bekjendte Grosserer Lange". _Det_ tiltalte naturligvis den for
offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han,
til en Begyndelse, ædende gal.
"_Min_ Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun
lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have
været min Alderdoms Forretningsstøtte -- Julius er umulig, og Poul
vil være Søofficeer -- nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"
Grossererfruen var glad, lige rent ud glad -- hverken mere eller
mindre -- over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand
syntes hun, at _hendes_ Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.
Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at
forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var
morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En
at være Svoger med -- det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der
som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden -- og
Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham,
paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.
Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et
Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig
ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten
hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en
mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og
mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo
og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte
Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at
kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt _han_ jo
ikke ubetinget var nogen elendig Karl.
Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den
smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa
mærkelig, som om =Trifolium resupinatum= virkelig skulde være funden
i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var
de Bedste af Familien.
Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa
Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig
Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig
de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og
blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede
bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup -- det skulde
naturligvis staa i Garnisons Kirke -- og lovede paa Forhaand Jomfruen
en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede
Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det
Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at
Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens
Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet
Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin
faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin
Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam
Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af
_den_ Slags.
-- "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille
Buxbom ganske umotiveret.
Ja, hvad sagde Vennebjergerne?
De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over
Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.


Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren
meget ubeleiligt.
Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre
Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men
da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der
jo Flere med.
For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om
han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg
erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om,
at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa
gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt
Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne -- og navnlig
ikke vilde more sig -- foreslog han det ikke.
* * * * *
Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet -- den gamle Grosserer
var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke,
aldrig i Kjole -- vistnok nærmest forat drille Sønnen.
Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie
forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener -- den
ene af dem om Halsen -- der var Directeuren for det amerikanske
Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og
Berner.
Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at
Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels
med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde
erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han
op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i
Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad
Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen
tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet
Svar end et medlidende: "=English fashion="!
Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til
det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af
den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke
Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.
De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet -- det hed
"Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller
nogen Kilde -- gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst
Bygningen og Haven.
Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til
Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende
Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i
den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i
de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en
gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre
prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som
bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre
menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig
havde Udtryk som en soigneret =père noble= fra en Scribe'sk Komedie.
Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende
Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og
smilede.
Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid,
luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og
som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.
Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle
og være behagelig mod Alle -- han drev det endogsaa til i
Grossererens Paahør at rose de to Familieløver -- og Berner, hvem
Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik
om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.
Middagen var udmærket, og Champagnen -- fortræffelig frapperet --
flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden
overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte -- endnu
kortere -- for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring,
for den gamle Grosserer -- han fordrede nemlig, at der altid skulde
henvendes en speciel Tale til ham -- og saa vidt var Alting gaaet
godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium,
hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig
med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder
sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring
hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen
sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det
Væsentlige gik ud paa, at _den_ Mand maatte misundes, der ledet af
Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie
som Grosserer Langes.
Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde
rolig ved.
Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste
sig -- Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.
"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler
sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den
Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at
befinde mig -- og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven
Duborg er lykkelig -- jeg kan se det paa ham! -- og han har jo ogsaa
forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende
Pige, han har faaet sig til Kjæreste og -- rimeligvis -- senere vil
faae til Kone. -- Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! -- Men
_er_ der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der
er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner
som Duborg har indforlovet sig og -- rimeligvis -- senere agter at
indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af
to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og
Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med
Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe
Malerier -- det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! -- og
endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige
Privilegium ind imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og
Herrer -- jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt -- et Leve for
Kunsten!"
Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer
fornøiet smilende til Sønnen:
"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille
Jesper! -- Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke
saa godt mere!"
Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale
for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet,
lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det
havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at
sige:
"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses
-- _jeg_ er ogsaa anløben, men _jeg_ kan ikke pudses -- det er hele
Forskjellen."
Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven
forat drikke Kaffe og ryge Cigar.
Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede
sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine
Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax
gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.
-- "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds!
Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under
Vinløvet og seer over til Capri -- men _vi_ har ogsaa et Capri:
Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og
Fredsven -- Gudbevares! -- men Middelgrundsfortet, decorativt seet,
er en afgjort Vinding for Sundet -- her er vidunderligt!"
Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede
forholdsvis neutrale Emner.
En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til
Oppositionen, udbrød pludselig med _den_ beherskede Lyrik, der kommer
til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, _det_ er et Land!" og
saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham
nærmest; "_De_ vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"
"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da
egentlig ikke om."
"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"
"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som
Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da
ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning
og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."
"Nu har jeg sandelig hørt _det_ med!" raabte Directeuren. "Hvad
forstaar _De_ ved en Aandens Stormand, Høistærede?"
"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige
Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner.
"Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg
Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."
"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo
Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"
"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "_Den_ er ualmindelig god!
-- Nei, seer De, Edison er fingernem, og --"
"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet
ud.
"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans
levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg,
men --"
"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.
"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og
vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en
bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske
sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er
Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som
Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme,
hvad enten Edison havde existeret eller ei!"
"Amerika -- Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede
Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg
siger Fremtidens Land, mine Herrer!"
"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men _det_ hjælper da
ingen af _os_. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til
for at skabe en Gentleman, og er _det_ sandt, kan man vel nok gaa ud
fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et
Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men
ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende,
at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført
mod Europa, var Røvertoget mod Spanien -- og _det_ var de oven i
Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"
"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de
saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de
klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler
over!"
"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.
"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en
Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af '=Police
Gazette=', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at
bygge Cycler!"
"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente
Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas
Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex.
at Yocobora --"
"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds
Folk!" afbrød Directeuren ham.
"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.
"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"
"De er endnu kun Indbyggere."
Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.
"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet
en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og
han kliner sig op ad ham -- giv en amerikansk Millionair Udsigt til,
at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone
paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i
Medgift!"
"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret,
og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger,
hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde
opfanget et Par af de sidste Ord.
"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi
har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den
forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine
egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"
Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen
tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige
Talemaader og i _den_ Velvillie, der følger med at have spist og
drukket mere end absolut nødvendigt.
* * * * *
Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som
Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den
svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue,
skyllede klirrende ind mod Bredden.
-- "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.
"Aa, hvad Herregud -- Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.
"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.
Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.
-- "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle
de Andre er som han, og alligevel -- alligevel har han lidt -- ganske
lidt -- af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok,
naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."
Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og
klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet,
gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"
* * * * *
Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans
Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.


Da otte Dage var gaaet, kunde Duborg ikke holde det ud længere saadan
at gaa om som forlovet tam Stork, og Ragna mærkede det. Hun tog
derfor en rask Beslutning og telegrapherede til Vennebjergerne:
"Min Forlovede og jeg kommer i Eftermiddag med Femtoget. Hent os ved
Stationen."
Vennebjergerne havde stadig ikke ladet høre fra sig, og Ragna fandt
det derfor rigtigere at telegraphere til dem end at skrive -- saa
levnedes der dem ikke Tid til at reflectere.
Og ved Femtoget holdt den gamle Andrees med den gamle Vogn og de
gamle Heste, og et Kvarteer senere rullede de Nyforlovede ind paa
Vennebjerg.
Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som
Postamenter -- de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud
som Neveuens Cementløver -- men ikke saa snart var Ragna sprungen ud
af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i
samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre
Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor:
"Stakkels, lille Ragna!"
Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal
af ham fra øverst til nederst, fandt de, at _skulde_ Ulykken ske,
kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i
alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas
Forlovede.
Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne
sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket
er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg.
* * * * *
-- Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun
Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor
de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, _der_
passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem.
Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed
Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og
Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som
det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var
Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og
gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa
Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle --
Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi.
Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken
Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel:
selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik,
de satte sig hen for at sove, sov de -- "saadant Noget er kun en
Vane", erklærede de.
De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik
forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes
ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas
aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag
gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen
vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig
Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin
"Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til
Hønsene.
Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse
Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa
Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten
aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede
selv, at "Luften _der_ var hende for stærk."
Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde
gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre
Caserneorden iagttoges.
Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet,
Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være
Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde
af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte
rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster.
Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende
Dessert -- Rødgrød, Smaakager eller Frugt -- inde i Havestuen; det
var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var
store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med
Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde
Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de
selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset.
To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store
Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op
til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde -- naar den
gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller
naar der i det Fjerne viste sig en Cycle -- reiste de sig op og greb
hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved
alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for
Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han
havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have
en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de.
Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik,
umærkeligt og uden et ledigt Øieblik.
Mange Timer om Dagen spandt de -- alt deres Dækketøi og Linned var
selvfølgelig hjemmegjort -- og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har
haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i
Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en
Ildrager -- det var en af de bedste Vinterfornøielser -- og til at
læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig
Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i
Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som
de spillede paa; "_mit_ Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner,"
kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt
Tone svare: "denne Gang har _jeg_ ikke vundet."
For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og
stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for
Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods
for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske
umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort
Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude --
Sine regelmæssigt bagved Hanne -- gjorde Visit, saae paa den Nyfødte
og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen
bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større
Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa
Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i
forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar
derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den
hellige Husmands Udlod, kom de _ikke_ til Bønnemøderne: "Vi gaaer i
Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening
omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv
borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i
det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse
paa hans fugtige Tilbøieligheder.
Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi
kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest -- de klatrede
naturligvis som Egern -- det var med formelig Andagt, de første Gang
efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu
lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde
raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine
kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde
Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens
Komme lige saa varmt som nogen Ung.


Duborg var naturligvis strax bleven præsenteret for alle de liggende
kvindelige Gjæster, men det holdt haardt for ham at huske Navnene og
holde Personerne ude fra hinanden.
* * * * *
Der var den gamle, forhenværende Lærerinde, som af ren og skjær Pligt
gik sine reglementerede Ture, saa hun transpirerede ved det, blot
forat faae rigtig Appetit til Maaltiderne. Hun fortalte hver Morgen
sine Medmennesker, hvordan hun havde sovet om Natten, og havde hun
drømt, undgik Ingen at faae Drømmen i alle dens Detailler.
Der var den ældgamle, døve Dame, som aldrig kom længere end i
Verandaen, og som troligt sad posteret _der_ med Hørerøret i Haab om,
at en barmhjertig Sjæl skulde raabe Noget ind i det; skete det saa,