Absalons Brønd - 05

Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde
beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne
selv en Pariakaste -- Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og
store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge
paa Labben.
-- Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet
et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.
Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader
var Maler -- Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og
Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der
hang fuldt op af Studier, og Veninden -- Datteren -- kjendte dem alle
udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig _den_,
hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var
tydelig nok stolt af sin Fader -- stolt af at have netop en Kunstner
til Fader.
_Den_ Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade
-- om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god
til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap
klar over selv.
* * * * *
-- Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den
sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige
Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa
ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige
Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog
dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.
Saa kom Posten.
"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene.
"Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"
-- "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø
Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen
benævnedes.
"Ja, _jeg_ holder nu af Tanterne, og _de_ af mig," sagde Ragna.
"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.
"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae
noget Svar.
-- "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere
Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende
her i de Dage -- han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og
ærgre sig og være ondskabsfuld!"
"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.
"Er det maaske min Skyld! -- Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne
er under Opseiling!"
* * * * *
"_Vennebjergerne_" havde saa at sige tilbragt hele Livet -- de var
nu om ved de Halvfjerds -- paa deres Fødegaard.
Den Ene hed _Hanne_, den Anden _Sine_.
Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og
den Anden saae for dem Begge -- de mindede i saa Henseende om
Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de
skiftedes til at bruge.
Forresten havde de et Jernhelbred -- "Nerver af Staaltraad," sagde
Grossereren -- forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i
Grunden dem, der var det.
De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske
det Samme omtrent paa samme Tid -- det vil sige, Sine, der ikke hørte
saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde
ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og
heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af
en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og
"Tanterne mener".
De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i
ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de
i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som
deres Fader havde drevet den -- fordelagtig var Driften neppe.
Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet
betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere
ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes
pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan
jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da
ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i
Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den
gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret
Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.
Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det
egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en
ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. -- "Ragna, hende kan man
stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.
At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet _der_, er en Selvfølge. --
"Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig
sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de -- men
_kom_ de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var,
og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne
forarges over det hjemme paa Gaarden -- det gik de lange Aftener saa
godt med.


Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde
Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer
iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.
Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som
ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa
Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig
Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og
Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men
ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for
dem, thi -- som de engang havde sagt -- "kogt Lax, Kalvesteg og
Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke _det_, man
tager til Kjøbenhavn for!"
Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og
sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over
Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han
næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke
sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences
Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og
grine."
* * * * *
Paa Slaget Fire kom Caleschen -- den gamle Andrees satte en Ære i at
være lige saa præcis som en kongelig Kusk.
En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed
af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge
Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og
Intet glemt, løb de op ad Trappen -- to Trin tog de i hvert Spring.
Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke -- det
maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var
pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer
foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at
gaa tilbords.
Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i
Dagligstuen, opdagede strax Maleriet -- som de fandt græsseligt --
følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet
Minut.
-- "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem
Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.
Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det
forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste
Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt
for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og
ikke hjemmelavet Dessert.
Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes
Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.
Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har
aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde
de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller
mindre honnet -- Pjank!"
* * * * *
-- Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de
aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem.
Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at
være ude om Natten, fik Julius -- for første og sidste Gang i sit Liv
-- Ros af dem. -- "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men
han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand -- hvad sandt
er, skal være sandt!"
Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske
kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo
sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig _gik_ de -- hele Dagen --
op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. -- "De bentrainer sgu!"
sagde Julius.
Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb --
de _saae_ nu paa betydelig Mere, end de _kjøbte_ -- henne hos
Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru
Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.
-- "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer!
Velkommen skal I rigtignok være -- og tusind Tak for den deilige
Slagtemad, jeg fik forleden!"
"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et
Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom
Du havde faaet den!"
Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det
interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller
med Maizena, og saa kom -- som lokket af Kaffelugten -- Frøken
Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i
Garnisons Kirke.
Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven
forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at
fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne
tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.
Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at _hun_ jo da heller
ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv,
thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa
hinanden:
"Nei, tal _Du_ bare ikke med, Mille, for _det_ er saamænd ikke _din_
Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde _Du_ kunnet faae en
eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med
Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille -- din Fader var jo
ogsaa Korist!"
Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig
forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at
spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.
"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre
betaler ikke regelmæssigt -- det kan Du umuligt leve af, Mille! --
Maa vi se en Statusopgjørelse?"
Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var
det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa
overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet
og sagde:
"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"
Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have
givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod
Vennebjergerne hende.
* * * * *
-- Til Middagen kom deres Broder -- "_den gamle Grosserer_", som han
kaldtes.
* * * * *
Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med
smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.
Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til
Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig -- navnlig
over Sønnen.
-- "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide,
hvor længe _det_ kan holde -- men af _mig_ faaer han ikke en
Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer
stadigt en detail -- han mangler det mercantile Overblik!"
For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade
passerede han, _hvor_ i Byen han end skulde hen. -- "Men der lugter
ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man
mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet -- det
kan man ikke nu!"
Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt
ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man _der_ kunde faae
Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han
ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at
pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige -- saa havde
han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.
Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser
af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han
saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over
dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et
helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig
Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more
sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.
I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham.
-- "Naa, nu er _han_ da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med
et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han
i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele
Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget
Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget
Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa,
i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en
Søn, der ikke artede sig vel -- det bestyrkede dog hans Tro paa
Menneskeheden.
Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene,
hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under
Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det
endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om
han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig
dog i Hænderne og mumlede: "_Den_ er sgu god! _Den_ kan han være
længe om at hoste af sig!"
Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han
nærmest som et Slags Husspøgelse eller =spiritus familiaris=, der gik
igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre
var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede
ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.
* * * * *
-- "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne,
og Godaften, Sine! -- Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae
Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"
Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han
havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords
uden flere Giftigheder.
Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt
Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig
med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet
var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har _Du_ Raad til det,
lille Jesper, er det jo godt!"
Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i
Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han
lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste
det.
* * * * *
Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen
mærkede det og sagde snærrende:
"Nu skal Du vel paa Variété -- Laban!"
"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi
har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan
en!"
"I kan jo gaa med _mig_!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden
noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget
paa Ordet.
"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden
at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families
lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med
Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.
* * * * *
Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.
Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine
spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst
var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede
Forestillingen.
Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde
hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig
Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke
hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget
uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig
for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten
Ingenting paa!"
* * * * *
Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og
Grossererfamilien trak lettet Veiret.


Midt i Terminen blev det Vinter i Byen.
* * * * *
Himlen mørknes og bliver hel blaasort, i to Timer gaaer man og venter
som paa et optrækkende Uveir -- endelig begynder det.
Først løber der over Torve og Pladser som hvide, bølgende Røglinier
af fin, fygende Sne, og et Par Øieblikke efter er Mellemrummene
mellem Brostenene hvide, saa at Torvet seer ud som en Mur med Kalk
mellem Fugerne.
Saa først kommer det rigtige Snefog med de store Fnug, der hvirvler
og jager rundt -- man forstaaer ikke, hvordan noget kan naa ned, thi
følger man med Øinene et enkelt, hvirvles det rundt, til Siden og
opad, og forsvinder i Sværmen, den tætte, rastløse Sværm, gjennem
hvilken Kirkespirene kun skimtes som Skygger bag et Florteppe.
Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og
seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de
fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig
før har truffet -- det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun
gjør Menneskenes Børn gnavne.
Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af
Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet,
og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller
anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden.
Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde
Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser
Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne,
Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en
nysgjerrig lille Lavine med ind.
Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende
ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle
og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en
enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige
Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem
om Aftenen.
-- Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa
de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og
hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne
med Sneboldte -- Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster,
Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig.
Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i
den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager
Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den
spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten
Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige
Fagforening.
Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens
Have og Ørstedsparken -- i Ørstedsparken er der kjønnest.
Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang
falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor
er hvid -- et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den.
Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om
eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen
ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig
vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en
Flok af mægtige, hvide Sommerfugle.
Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med
Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En
Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser
pludselig, betænker sig og vender om -- det "Vilde" imponerer den
uvilkaarligt.
* * * * *
Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg.
Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin
egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som
Brunnakker (d. e. =Anas Penelope=), og Duborg erklærer, at det
Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder
gjennem en hvid Maagevinge -- "men det kan ikke engang gjengives i
Underglasurfarver!"
Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften
mellem Jul og Nytaar.


Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed.
Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes
private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt
figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige
Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne
Herrer.
Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og
Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne
kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid,
og unge Piger "hjælper" hinanden med -- til Kræmmerens Fortvivlelse
-- at vælge Julekort.
Godstogene bringer hele Ladninger af Graner -- Skoven kommer til Byen
-- og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med
uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og
Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter
afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der
damper i Spølkummen.
Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker,
og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude
kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt
ud paa den hvide Sne -- det er Noget for Holst at se paa!
Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde
oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.
Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale
Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude
paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store
Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen
Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op
paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i
skrigende, giftige Farver -- tænk, hvilken Herlighed! -- Hvad bruges
der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der
ikke med!
Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de
mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer
ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna
flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden
har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et
Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een
Gang falden ned ad en Trappe men slap -- mærkeligt nok -- med kun at
brække Kravebenet.
Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent
ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese
af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de
hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie
allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet
med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og
af Madam Siegler.
Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er
udsolgt -- baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens --
Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa
Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra
_den_ gaaer de hjem til Berner -- det er en fast Regel.


Efter truffen Aftale mødtes Holst og Duborg sammen med Terndrup hos
Berner en Aften mellem Jul og Nytaar.
* * * * *
Berner boede paa en første Sal i Nyhavn ligeoverfor
Charlottenborgsiden, og her havde han boet, lige siden han efter
Faderens Død havde maattet flytte fra Slottet og "Absalons Holm".
Nyhavn tiltalte ham, mest vel fordi dette Kvarteer midt inde i Byens
Centrum, lige op til "Hallandsaas", har bevaret saa Meget af det
gamle, det maritime Kjøbenhavn.
* * * * *
Mast ved Mast viser der sig i Kanalen, ikke Skyskrabere med Mers og
Ræer, som man seer dem paa Indrerheden, men Smaamaster i Everter og
Galeaser, der farer paa Island om Sommeren, men som med strøgen Stang
og skalkede Luger overvintrer i Nyhavn.
Husrækkerne er -- heldigvis, finder Berner -- af meget forskjellig
Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket
Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger
det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel
Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten.
* * * * *
I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene
Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to
af de engelske Fayencehunde -- med forgyldt Halsbaand og Hængelaas
-- og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der
Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og
Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I
Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og
her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge
hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade.
* * * * *
Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa
Trappegangen -- en deilig bred Trappegang med lave Trin og
Mahognirækværk -- og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen
og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue.
-- "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst.
Og hyggeligt var her.
Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af
gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa
Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer
Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn.
Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig
Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne,
og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol.
Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den
af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain -- selvfølgelig
gamle -- Cigarerne blev tændt -- selv røg Berner lang Pibe -- det
Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften.
-- "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man
saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst,
"men det smager i Grunden godt!"
Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det
gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny -- "Nyrops Raadhus
naturligvis undtaget," tilføiede Holst.
"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er
tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes
der Mage til det Prospect, som Nyhavn _har_ frembudt og kunde
frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger
Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer
fløiten! -- Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst -- som
det vel sagtens maa sortere under -- faaer Ordre til at stryge
Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne!
-- Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine,