Absalons Brønd - 12

Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at
hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og
sagde:
"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem,
hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før
vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod,
jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande
maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en
Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være
det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige
Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her
hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De
ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok,
og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen --
jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og
saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"
"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde
hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende:
"Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det
saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og
snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været
een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet
har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden
at have seet en, det er sikkert!"
"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine
gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet
sluttet -- for bestandig.
Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte
ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og
sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved
høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun
ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille
skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun
har sendt os Barnet!"
De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle
kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret,
Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes
de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene
havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve,
det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om
Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.
Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en
dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske
Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med
Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var
efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al
Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk
Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig
tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.
Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes
Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg
Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax
om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det
store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".
-- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget
interesseret.
"Det er jo en Hare, Barn!"
"Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt
Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens
Kjøkkenvinduer!"
"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire
Ører.
"Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!"
"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!"
Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel
Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle
Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af
Ragna, Marie af Poul.
* * * * *
Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes --
_der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor
Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa
Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_
til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud
mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før
prøvet.
"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset
med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi
heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine
svarede:
"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og
ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!"
Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække
Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:
"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"
"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae
selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa
høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde
spille 'Trilby', kan De tro!"
"Kjender det ikke!" lød Koret.
"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og
der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"
"Ikke!"
"Nei, ikke Een!"
"Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde
Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget
bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa
rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært
-- den hed Menuet, kjender Du _den_?"
Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om
Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde
været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med
et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie
dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften!
* * * * *
-- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg
-- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin
egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide,
den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i
Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst
have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke
taalte Nogens siddende Nærværelse.
Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev
kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren
Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over
Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før
kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den
saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne.
-- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt
præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det
kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke
blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade
Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen,
der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med
hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med
den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme,
Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden
fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele
Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv
Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst
ogsaa hende.
Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist
Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu
bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden
forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om
Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten;
snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos
Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske
Factotum.
En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod
Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden
vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa
veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter
Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!"
Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af
Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde
vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i
denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte
de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede
Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og
saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem
Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker
kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen,
saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.
En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig
pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk
stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et
Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November
ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og
_den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers
forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik
ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser
aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi
er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei,
vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde
ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!"
Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det
modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg.
Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik,
naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa
samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke
Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte
-- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel
Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi
han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at
have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom,
spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud
fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad
Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne
naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.
* * * * *
Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem
i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode
Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa
Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa
Gaarden.


Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.
Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16.
September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa
udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner
betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham
paa Gaden.
Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.
"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar
har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske
uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og
Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det
skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er
nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa
længe har arbeidet paa, hører De!"
Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa
Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde
udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke
engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.
"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede
Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt
for nerveus og --"
"_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men
hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher,
Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt,
Smaabladene!"
"Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!"
"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i
vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden
rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa
i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i
Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer
Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om
at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er
voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"
-- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under
Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.
Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i
Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.
Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:
"Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos
Lykke?"
"Nei!"
"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere
eller mindre!"
"Skal _det_ være en Lykke?"
"Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet:
_det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"
* * * * *
Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.


Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven
blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og
senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til
Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra
han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om
Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og
Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en
vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden,"
mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af
Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa
urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang,"
trøstede han sig med.
* * * * *
Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og
protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor
Denne.
Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og
interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer;
han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og
fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor
mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.
* * * * *
-- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i
Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det
gjorde de hver Søndag.
-- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.
"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede
Poul.
"Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er
ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat
tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos
Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!"
"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"
"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"
"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal
være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og
_det_ er da altid en Tilfredsstillelse!"
"Er _det_ en Tilfredsstillelse?"
"Ja, det veed Gud, det er!"
-- Saa kom Generalconsulen.
"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.
"Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte
Julius.
"Jo, det vil!"
"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en
Søofficeersspire!"
"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.
"Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg
er!"
Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at
han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.
-- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset
Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"
"Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"
"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"
"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos
Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var
ikke inviteret med!"
"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han
ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".
"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --"
"Faldereb?"
"Ja, Honneur, da han kom ombord!"
"Naa, ja, vel! Men Salut -- skyder de Kanonerne af lige over Hovedet
paa En?"
"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"
"Nei, det er ogsaa sandt. -- Knalder det svært?"
"Ja, det er ligesom man tager det -- vi skyder ikke med brugt Krudt!"
"Nei, det knalder sgu vist ækelt! -- Jeg troer, jeg vil gaa et Par
Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa
for Skud!"
"Hvorfor det?"
"Herregud, fordi, fordi -- ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg
har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en
Krydser herop for at vise Flaget."
"Det var som Fanden! -- Har _de_ nogen Flaade?"
"Ja, de har da een Krydser -- de kjøbte den af Honduras ifjor!"
"Sikke Sjov! -- Men det maa jo være sorte Officerer!"
"Hvad for Noget?"
"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"
Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne
vedblev:
"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! -- Men gjør Dig nu bare ikke
til Grin, Fader!"
"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! -- Tag ikke Exempel af din
Broder Julius!"
"Nei, _det_ skal jeg nok hytte mig for!"
"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig
-- det er Statshemmeligheder, hører Du!"
Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!"
-- det var den kraftigste Edsformular, han kjendte -- saa blev han
dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for
halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske
Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde
Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.


Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der
baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser.
Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt
stod vel til.
"Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt,
og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges
saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom
saare beleiligt.
Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa
Visit hos Fru Lund.
"Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset.
"Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa
have sjeldne Forældre!"
"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt
af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og
adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i
Tide, var han endt i Forbedringshuset!"
* * * * *
Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De
maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden
og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde
faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin
Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken,
og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde,
kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder
Lille-Juleaften -- Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags
Morgen.
* * * * *
Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde
Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede,
at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen.
"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!'
Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!"
Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i
_den_ dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet,
efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk
Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret,
kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med.
"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg
synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham
har I da ogsaa mere Nytte af!"
Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes
forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det
Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand -- d.
v. s. til at være borte fra Hovedstaden -- og den kjærlige Fader
haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne
bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere _ham_ Vennebjerg.
Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog
med sig i Theatret -- i første Parket.
* * * * *
Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det
store, endnu kun halvt oplyste Theater.
-- "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa
sad vi der allerøverst oppe under Loftet -- er _det_ ikke bedre?"
Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads.
"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne,
"men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre,
lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening.
"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo.
"Nei, er _det_ Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at
reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer
iaften og seer Marie?"
Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa
han maatte tysse paa dem.
-- "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen -- mod al
Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn
havde den første Replik.
"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. -- "Ja, det er
hende!"
Efter Eskimodansen klappede Søstrene _for_, som var det Banketræer og
ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa
begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som
om han ikke kjendte dem.
-- "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien.
"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede
Sine.
"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo.
-- "Veed Du, hvad _jeg_ vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt
Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men
ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige
saadan Noget som Cadet eller Søofficeer.
Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være
forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde _jeg_ ogsaa!" hvorpaa
Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et
ungt Mandfolk ikke var det.
Saadan endte _den_ bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne
af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de
var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov.
* * * * *
-- Næste Dag var de hos Mille Buxbom.
De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i
Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende,
der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie.
Da de kom op paa Kvisten, traf de _der_ til deres Forfærdelse to
rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik.
"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende
Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?"
Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var
Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til -- det var saadan et
Par velsignede Mennesker -- og de talte sammen, og de drøftede
aandelige Ting sammen o. s. v.
"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske,
nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke
Dig med Vievand -- fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel
ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! --
Ja, skulde _Du_ skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt
i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!"
Omsider forlod de, til Milles store Lettelse,
Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen
bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes
Moder og saa til Faderen. -- "Om det var sandt, hvad de havde hørt,
at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" -- Jo,
det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast
overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod
altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i
det, han sad for. -- "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de,
"men derfor _kan_ han jo gjerne have været uskyldig!"
Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer.
Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa
ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være
Tale om at fortsætte Skolen.
"Hvad hun da saa havde tænkt paa?"
Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man
læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og --
"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt
Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler _vi_! -- Se
nu blot at finde et passende Sted!"
* * * * *
Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem.


-- Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe.
Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup
og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner
aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt
stemt.
Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af
Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske
vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to
blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se
paa, men de forestaaende store Begivenheder -- Opbrud og Flytning --
havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da
Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende.
Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad
hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og
om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag.
Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over
Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte
Jomfruen sig halv forlegen at sige: