Absalons Brønd - 17

alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den
Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"
"Kløver! -- Vaas! -- Hvad for en Kløver?"
"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner -- De veed, ham, Deres
Svigersøns gode Ven -- han kom engang for mange Tider siden og sagde
til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante,
som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for
det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun
var funden eet Sted før i Kjøbenhavn -- nei, De maa sgu sidde ned og
høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i
Aviserne!"
"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"
"Nei, man skulde ikke tro det, for _De_ faaer jo ingen Klipfisk nede
fra Italien, vel? Det var jo ogsaa _det_, der var det Mærkelige, at
den Plante netop skulde voxe i _Deres_ Gaard!"
"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar
siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"
"Det er rigtigt -- men iaar er der sgu!"
"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt -- den Kløver iaar kan
da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund -- selvfølgelig
imod mit Vidende og Villie -- muligvis har brugt min Gaard til at
slaa op i!"
"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er
skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke --
men den er lidt lang. -- Seer De, de visne Blade, som Berner i sin
Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde
plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."
"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.
"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. -- "Om Forladelse,
nu er han jo Lieutenant! -- Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun
havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom --
De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra
Vennebjerg -- det Meste af Buketten, og se, Jomfruen -- hun var jo
saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun -- naa, hun havde
gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg
skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det
gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at
Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi
fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt
Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. -- Kan De saa se, at
Kløveren iaar alligevel stammer fra _den_, Deres Appelsiner har været
pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store
Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde
være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"
"Aa, De er jo gal, Menneske -- splittergal!" raabte Generalconsulen.
"Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være
Noget at finde i Gaarden -- det kan De stole paa!"
"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke
mig. -- Men det gjør nu Ingenting!"
"Ikke det!"
"Nei! -- Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"
"Hvad for en?"
"Kløveren! De veed, Berner -- ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han
har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele
Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken -- det har
saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! -- Jeg har ellers et
Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane -- her skal De se,
hvad der staaer:
"=Trifolium resupinatum.= Første Gang funden paa Pladsen omkring
Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard,
Store Kongensgade 238."
"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ -- De
kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"
"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i
Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"
"Ja, Gud veed! -- Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at
plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."
"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa
mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"
"Det kan De! -- Men De lader nok være med det!"
"Nei, jeg gjør ikke!"
"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal _jeg_ sige _Dem_ Noget: _De_ kunde
ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem
lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og
Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: _det_ Nummer af Avisen,
det kjøbte sgu Deres Fader strax!"
"Det Hele beviser Ingenting!"
"Nei, _det_ gjør det ikke -- men De er ligegodt en død Mand den Dag,
det kommer frem!"
Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og
ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at
vinde et nyt.
-- "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt
Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig -- ikke det
Mindste! -- men offentlig Skandale er mig modbydelig!"
"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers
grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver
boende -- og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden,
begribeligvis!"
"Men er De da forrykt, Menneske! _Min_ Søn og den fattige
Balletspringerske -- aldrig!"
"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."
"Ikke det!"
"Nei, det kan man ikke -- hun faaer da baade at bide og brænde!"
"Saa! -- Maa jeg spørge hvorfra?"
"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden
Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en
Maade er nærmest til at vide det -- jo, seer De: Frøkenerne paa
Vennebjerg har gjort Testamente for nylig -- jeg var selv
Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."
"Naa, det _var_ De! -- Og hvad kommer det Sagen ved?"
"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne
efterlader sig --"
"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"
"Nei, aa, nei! -- Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden --"
"Ja, _den_ skal min Søn Julius have -- han er den eneste Landmand i
Familien!"
"Det er nok muligt -- men den er nu ligegodt testamenteret til Marie
Lund."
"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! -- De to gamle
Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"
"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet
for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til
at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"
Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og
trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen --
overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede
Vennebjerg, og endte med at give sig.
* * * * *
Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.
-- "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han -- hvad er
det nu, han hedder --"
"Berner!"
"Ja, Berner -- der har altid været mig noget Ubehageligt ved den
Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! -- Den Bog ønsker jeg
ikke skal udkomme!"
"Ikke det!"
"Nei, De maa standse Trykningen!"
"Det kan jeg sgu ikke!"
"Ja, det om den forbandede -- om denne Kløver -- det maa i alt Fald
gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for
min -- forresten ganske frivillige -- Indvilligelse i Partiet!"
"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! -- Godmorgen, Hr.
Generalconsul!"


Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.
-- "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste.
Det om den her Trifolium -- det maa De stryge i Correcturen!"
"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud.
"Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"
"Ja, det er nok muligt -- men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke
Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige
Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den
Trifolium."
"Hvem er det?"
"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og
Lieutenant Lange -- nu veed De det!"
"Men Terndrup -- kan De forlange _det_ af mig!"
"Ja, jeg kan sgu! -- Har De ikke altid sagt, at naar en Art -- et Dyr
eller en Plante -- saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder
den?"
"Jo, det har jeg vel nok, men --"
"Naa, den Trifolium, den _har_ opfyldt sin Mission -- det kan De
stole paa! -- og saa lader vi den forsvinde!"
"Mission -- ja, hvilken Mission?"
Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et
polisk Smil i det ene Øie og svarede:
"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog -- det var saamænd
ellers aldrig bleven til Noget uden den."
Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og
Marie -- og saa lovede han -- med et resigneret Suk -- at føie sin
gamle Ven.
"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for
_det_! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have
hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først
til sidst.
Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider
var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:
"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og
Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"
"Hvordan det?"
"Jo, havde _hun_ ikke gjemt den lille Buket, saa --"
"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar _De_ ikke strax havde
seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds
Belte!"
"Nei, det er ogsaa sandt! -- Men det er dog Marie selv, der har saaet
Frøet!"
"_Det_ er det! -- Men dersom Holst ikke var gaaet ind i
Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet
Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"
"Og dersom _De_ ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det
Brev, Terndrup --"
"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"
-- "Og _saa_ siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød
Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med
Alverdens Forfattere -- men man har ikke altid saa let ved at se det
i Virkeligheden som i Bøgerne!"
"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa,
Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man
paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden,
blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de
senere Aar. Men _den_ Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og
Lieutenanten -- jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev
gift med hans Søster!"
"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa
sikker!"
-- "Ja, gu, er _hun_ sikker!" indrømmede Terndrup.


Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt
-- ligesom Trifolium's -- der var Ingenting at bie efter, og først i
October vilde han reise.
* * * * *
Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst
og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme
Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man
mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til
Huse i de smaa Rum.
Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten
og Duerne -- han havde forresten foræret dem til Værtens Søn -- og
saa gik Holst og Berner med op.
* * * * *
Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa
lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det.
-- "Herregud, _der_ er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup.
"Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor -- Gud
maa vide, hvem der egentlig boer!"
"Og _der_ var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en
Photograph -- =sic transit= --!"
* * * * *
Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. --
"_Der_ er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men
om han nærmest tænker paa =Trifolium resupinatum= eller paa det
"historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue",
det er ikke godt at sige.
* * * * *
-- "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig
føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver
Fremmede --"
"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland
ligger," afbryder Berner ham med et Smil.
"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst,
"som f. Ex. Duborg -- han er lige glad, om han er paa Capri eller i
Kjøbenhavn -- eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er
borte!"
"Men hvor _er_ det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i
hele Verden!"
"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere -- se
blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"
"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner,
"'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"
"Det _skal_ det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og
ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over
Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"
"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den
gyldne Kongekrone!"
"Kan indrømmes -- af Skjønhedshensyn! -- Men det bliver os
Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny
'Kjøbenhavns Slot'!"
Berner smiler. -- "For _mig_ er det Væsentlige ikke, _hvem_ der
bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen
som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den
sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over
Absalons Brønd -- Traditionens 'hellige Kilde' -- _den_, som er og
bliver et Folks dyreste Eie!"
-- "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af
Kjøbenhavn -- 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger
-- og hver af os holder nu af den paa sin Maade. -- Men var _jeg_
enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte
i forgyldte Rammer!"
"_Jeg_ vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender
Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"
"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.
* * * * *
Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er
sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog
altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med -- og jeg
synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"
"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger,
hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en
Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide,
_hvordan_ Fortsættelsen bliver -- og det veed man da heldigvis
heller aldrig! -- Færdig, siger De! Troer De, _jeg_ er færdig,
eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa
udødelige Mesterværker endnu -- og De! De skal naturligvis udgive
Supplementbind til Deres store Værk -- hvem veed, maaske naaer De
endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens
Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det
ny Slot! -- og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse
-- helst naturligvis gjennem Kunsten! -- Og Duborgs! Troer De, _de_
er færdige? Jo, Pyt! _Han_ kan endnu blive inspireret og gjøre et
Galleribillede, og Fru Ragna -- ja, _hun_ kan gjøre, _hvad_ det skal
være! -- Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste -- den
sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa -- de skal
jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i
Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser -- det er
kun _Byens_ Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! -- Ja, vi
_skal_ vel ned!"
-- Berner gaaer forrest. -- "Giv mig Deres Haand," siger han til
Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"
"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er
_det_, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"
* * * * *
-- Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring -- det er jo
tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.
Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder -- et sammenstemt Kor af
Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben -- lyder op til ham, i Øieblikke
stærkere, i Øieblikke svagere -- snart skal han slet ikke mere høre
den, _han_ drager bort, Andre kommer til.
Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og
sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer
over den store By.
* * * * *
Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og
_der_ bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for
ham.