Absalons Brønd - 07

Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt,
ogsaa maa være godt -- _det_ troede de gamle Grækere. -- Men hvor var
det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men
den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den
perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er
ifærd med at faae Vind i Seilene -- det minder mig ligefrem om
Vegetarianerne!"
"Om Vegetarianerne!"
"Ja! Baade _de_ og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes
Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. -- Jeg kan ikke taale
Vegetarianere -- allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres
Fanatisme!"
"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil,
"tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed,
det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder
foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens -- som jeg
overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative -- og
naar der nu, baade af Myndige og Umyndige -- mest naturligvis af de
Sidste -- raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort
umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder
har bragt. Og _hvem_ er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke
dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af
Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der
bruger Angrebene paa _den_ til at komme Troen overhovedet og den
religieuse Følelse til Livs!"
"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt
Fald ikke om mig selv. -- Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en
Tale, hvor var det nu, jeg slap? -- Jo, det var ved Uenigheden! --
Altsaa, mine Herrer!" -- han slog igjen paa Glasset -- "Vi er uenige
om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os
høit hævede over _det_ Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation,
Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer;
vi staaer udenfor -- eller over -- Massen, det er maaske en Feil --"
"Ja!" brummede Duborg.
-- "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een
Organisme -- det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort
flade Tag -- der er ialt tyve Kvadratalen -- og naar D'Hrr. Berner og
Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den
store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og
harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke
vilde leve noget andet Sted -- _jeg_ i alt Fald ikke -- alligevel har
den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i
Gaderne -- naturligvis -- og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over
Tagene!"
"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg,
"men det Sidste er jeg med til -- Skaal!"
"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg
har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! -- Bare Du ogsaa vilde
begynde at male igjen!"
"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, _Du_ kan inspirere
mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage
fat -- men Motiver voxer ikke paa Træer!"
* * * * *
Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken
blev henad To, før man endelig skiltes.


Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen.
Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og
Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf:
"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var
særdeles allernaadige imod ham!"
Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for
Møller _havde_ skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident
stillede sig velvilligt til Sagen. -- "Men hvem veed", tænkte han,
"om _det_ ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul --
f. Ex. græsk -- var rigtignok bedre, og har man først Frelserens
Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog -- man kan
godt begynde med at være 'p. p.'!"
* * * * *
Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren
ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i
Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og
Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i
"Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en
Forsænkning.


Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar.
Det er jo -- som Holst ogsaa altid sagde -- en ren Overtro, at
Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen -- de mærkes
kun paa anden Maade.
* * * * *
Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne
Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene
kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra
Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af
et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i
farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte
Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt
mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre
helt ud ad Vesterbro -- derud ad, hvor Solen gaaer ned.
I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen;
husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og
lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og
koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.
Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret -- Overtøiet
taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens
Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene
med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne
at forsvinde -- først i April er hele Torvet een Foraarspragt af
Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.
Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne
faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i
bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i
Grønningen leger Paradis.
Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen
at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne
straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.
Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i
Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer,
Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske
Lilier.
Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra
Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder
udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i
Luften.
Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de
Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har
gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.
Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der
graves, rives, saaes og plantes -- det er Forhaabningernes Tid.
Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer
og bestiller Maleren -- han kommer saa sent hjem, at han maa stavre
op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at
tænde Gassen den 15. April!
Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende,
grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride,
men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og
Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse
-- og saa -- ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.


Poul kom hjem, glad og seig.
Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde
han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i
Neapel -- _det_ havde sin Historie.
* * * * *
En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den
blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller
andet "Extra" -- ligegyldigt hvad -- i Livet, og just som denne Trang
var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han
selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem --
det var ikke til at holde ud.
"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.
"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.
"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.
"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."
"Hvad vil Du _da_ have for dem?"
"Aa, jeg veed ikke -- jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i
Neapel!"
Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi
det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til -- han havde i
Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu
ellers skulde være, for de fire Figen.
Næste Morgen skammede han sig -- skammede sig som en Hund. Han havde
kjøbt Syskrinet til Marie, og hun _skulde_ have det, _hun_ og ingen
Anden.
Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og
havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes
Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden
vilde beholde sit Skrin -- Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var
nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" -- "Nei! Jo,
det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde
afstaa sin Ration Vin?"
Og _det_ gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten
kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde
da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt
fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.
_Nogen_ Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat,
der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men
Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod
Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls
Mening vistnok hurtigt vilde avancere.


En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i
Atelieret -- Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og
Bukøer", som han pleiede at sige.
Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der
pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til
Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt
ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet
sammen over Brystet.
Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg
blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til
Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.
Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var
Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme --
hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en
ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert
smuk, meget smuk -- det var han overbevist om, skjøndt han
naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af
hendes Ansigt.
Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede
afvexlende -- begge Dele hvinende falskt -- kigede til det stadig
aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor
Lykke. -- Ja, vist skulde det males, _hun_ skulde males -- men netop
_hun_, ingen anden Model i Verden vilde han have!
Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal
sig til at se ind i forskjellige Gaarde -- nei, Vinduet var ikke til
at finde -- hvem var hun?
Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte
at finde, men atter forgjæves.
Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og
spurgte, hvor det var.
"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? -- Men
det er jo Grosserer Langes Gaard!"
"Og hvem boer paa Kvisten?"
"Det gjør hans Datter."
Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han
i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky
Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen,
og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.
Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt
paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det
igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne
Planter, men den Fremmede saae slet ikke _ned_, kun _op_, saa var det
jo ligegyldigt, og Grossereren gik.
Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa,
spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene
paa Kontoret -- hvad han vilde have gjort, om hun _ikke_ havde været
det, er ikke godt at sige!
Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at
gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han
begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun
_saa_ Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra
Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu -- nu og maaske
aldrig mere -- kunde gjøre et godt Billede, men at _hun_ maatte være
hans Model -- blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende -- Ansigtet
var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det -- men hun maatte
endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.
Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det
nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden,
som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen,
Hovedbogen og hele Store Kongensgade.
Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men _det_ fortog sig i næste Nu,
da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og
saa betagen ud.
Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". _Der_ kom en ung
Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved
Vinduet, mens Vennerne saae paa det -- _det_ var da meget værre; men
den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke
afhang deraf. -- Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa
hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke -- fattig
var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere -- og hvad var saa i
Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. -- Hun havde nu
forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen -- men hendes Arme
kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med -- og hans
Blik var saa aabent og saa discret -- hun sagde Ja.
Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et
lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele
ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans
Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret
lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa
d'Angleterre -- Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet
Dagen iforveien.
* * * * *
Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa
den blev ganske øm -- det var nu _hans_ Maade at udtrykke sin
Taknemmelighed paa.


Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.
Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i
Dagligstuen.
_Der_ tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men
fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i
Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om
Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.
Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i,
rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa --
først uden egentlig at se rigtigt paa hende -- at tegne Omridsene op
paa Lærredet med Kul.
Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende -- ikke fordi
hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende -- men
han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa
Lærredet -- det var ikke til at holde ud.
Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa
skraa og udbrød:
"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"
Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var
efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske,
som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk
Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men
Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig
var irriterende.
-- "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere
end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.
* * * * *
Næste Dag gik det allerede bedre.
Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa
Studierne, og _han_ begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation,
der dog hurtig døde hen igjen.
Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.
"Er det _mig_, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.
"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom
pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa
Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu!
-- Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"
"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard _der_ -- er det
ikke?" -- han pegede paa en af Holsts Studier.
"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! -- Skal Deres Billede --
det, De nu maler paa, udstilles?"
"Det skal det vel nok -- hvis det ellers lykkes."
"Hvorfor skulde det ikke det?"
"Aa, man veed jo aldrig iforveien --"
"Det maa man da vide! Naar man overhovedet _kan_ male, og man sætter
al sin Energi ind paa Arbeidet, saa _maa_ det jo blive godt!"
"Nei -- nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og
der blev en længere Pause.
Ragna hvilede -- efter hans Opfordring -- nogle Minuter, skjøndt hun
erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife
rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme
kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun
instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae
paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at
genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:
"Har _De_ malet det?"
"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.
"Det er altsaa en Model?"
"Ja, _det_ var det -- hun var fra Capri."
-- "Var det nu virkelig -- ja, jeg mener en anstændig Pige?"
Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige -- nei,
det mente da Duborg ikke, det havde været.
Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:
"Hvorfor bruger Kunstnerne dog _den_ Slags til Modeller -- hvorfor er
det ikke Damer?"
"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer
fra til at staa for det Hele?"
Og saa spurgte Ragna ikke videre.
* * *
-- En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde
han ikke mere for den Gang, det gik ikke.
"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.
"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."
"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har
Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger
Correspondancen lige til Middag!"
"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst
end med Bogholderi."
"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! -- Mal nu
blot: De har mig en halv Time endnu!"
"Nei, jeg kan ikke idag."
Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig
Tid -- Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.
* * * * *
-- "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der
var gaaet en Ugestid.
"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model
her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver
fra den Skizze _der_" -- han pegede paa Capripigen.
Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en
bestemt Forudsætning, at Billedet _ikke_ maatte ligne _hende_, men
ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model
-- rimeligvis en fordærvet Pige -- skulde ligesom give Personlighed
til Billedet -- _hendes_ Billede, for _det_ var og blev det
alligevel, følte hun -- hendes og ingen Andens.
Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.


Holst kom uventet en Dag til Byen.
Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i
Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se
de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt
kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det
Grønne.
Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig
forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg
sig omtrent i Veien for ham.
"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig
selv! -- Har Du Damebesøg?"
"Nei, det har jeg ikke, men --"
"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min
Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder -- ja, var det _mig_, der
var alene i Byen, det var en anden Sag! -- Vil Du saa behage at
flytte Dig!"
Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.
"Naa, saa _det_ var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt
at male -- maa jeg gratulere! -- Og det tegner jo ligefrem udmærket:
det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og
sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme -- _det_ er
Noget, _jeg_ forstaaer mig paa! -- og hele Skikkelsen kysk og
jomfruelig -- hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"
"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.
"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"
"Det er en Dame."
"En Dame! -- Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! -- Men
hvem er hun da?"
"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"
"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog --"
"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."
"Naa saaledes! -- Ja, jeg respecterer din Discretion -- naturligvis
-- men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet -- om det er
med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være
den lykkelige!"
"Hun er slet ikke forlovet, det _jeg_ veed," svarede Duborg og blev
umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."
"Og _de_ Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo
umuligt! Saa maa Ingen have seet dem -- men _det_ er jo ogsaa
umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at
vise sig høihalset -- sig det til hende fra mig!"
"Gud veed, hvor Du gider!"
"Ja, Du _har_ da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i
Kjøbenhavn? -- Ikke engang det! -- Du er jo umulig! Den Slags Ting
fortæller _jeg_ altid unge Damer: _mig_ er det en Lettelse at sige
det, og _dem_ fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed
det!"
"Er Du snart færdig?"
"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! -- Men forat
komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er
jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af
Morgenstemningen i den store By, der vaagner -- Du veed, jeg elsker
den tidlige Morgen -- theoretisk i alt Fald -- Morgenens Friskhed
repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og --"
"Vrøvl! -- Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit
Vindue op," indvendte Duborg.
"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke
engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde
kunstnerisk Umiddelbarhed!"
"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"
"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller
plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker _det_! -- Men godt
bliver Billedet sgu alligevel -- og _det_ er egentlig det
irriterende!"
Lidt efter gik Holst.


Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres
Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin
Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa
Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.
Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv
og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit
Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere
gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han
sig gnavent med, at _han_ da ikke var den Eneste, der sløiede den af,
for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.
"Vaas!" svarede Grossereren.
En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og
rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa
tilbage noget før Et -- nei, Ragna var der virkelig ikke!
Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig
til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og _det_
gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et
Par Dage efter kunde meddele Faderen, _hvor_ det var, hun gik hen,
men _hvad_ hun bestilte _der_, det vidste han rigtignok ikke.
* * * * *
Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man
udspeidede hendes skjulte Skridt.
Forholdet mellem hende og Duborg havde _noget_ skiftet Characteer.
Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de
runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og
mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald
tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en
bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun
saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund -- navnlig ladylike.
Og _han_ var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige
Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til
Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige
Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre
ham tale -- sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte
Ord -- som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit
Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele
den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun
vidst, hvad Begeistring -- stilfærdig men glødende Begeistring --
var; nu fik hun en Anelse om det.
Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en
Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan
føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt
Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.
* * * * *
-- Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde
Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde --
han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun _ikke_ var til Stede -- og
skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde
hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det
allerede var et Hele -- Morgenstemningen aandede ud af det.
* * * * *
En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers
og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.
Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var
Hovedet, han havde malet paa, og -- hun tog ikke feil -- det var
_hendes_ Træk!
-- "Skal _det_ Billede udstilles?" spurgte hun.
"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før
gjort Noget, der var saa godt."
"Men det er jo _mig_ -- _mit_ Ansigt!"
"Ja, det er det nok blevet -- det er saadan kommen ganske af sig
selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede,